Requiem for provinsens kulturborgerskab

Vi vil alle have fremskridt. Men fremskridt betyder at komme nærmere det sted, du gerne vil være. Og hvis du er drejet af et forkert sted, så kommer du ikke nærmere ved at fortsætte. Hvis du er på den forkerte vej, så vend om og gå tilbage til den rette vej. I så fald er den mand, der hurtigst vender om, den mest progressive mand. C.S. Lewis

I Jacob Paludans store udviklingsroman Jørgen Stein bliver scenen sat i den lille købstad Havnstrup ved Limfjorden, hvis offentlige liv domineres af en række honoratiores, der selvbevidst og omhyggeligt rangordnet mødes med hinanden til selskabelighed og håndterer de dele af livet i byen, de hver især er sat til at varetage, sådan som det i grunden altid havde været. Det er en smuk, men også kritisk skildring af verden af i går, Paludan benytter som afsæt for beskrivelsen af hovedpersonen Jørgens vanskeligheder med at finde sig selv i den opløsning og rodløshed, som fulgte i årene efter 1. verdenskrig, hvor hans barndomsverden voldsomt ændrede karakter, og alle de funktioner og personligheder, der havde styret livet i Jørgens barndomsby, gradvist forsvandt. Men i begyndelsen lever de endnu;

Man saa Borgmesteren med en uudgrundelig Krusning i Skægget og en Tigers altid lidt urovækkende Elskværdighed føre Fru Stein til hendes Plads, og Par for Par fandt de andre ind, muntert konverserende. Der sad nu Distriktslægen med stille Øjne og tænkte paa, at Menneskene burde ikke spise saa meget; hans Frue havde Amtmanden ved sin Side. Dèr Toldforvalteren med begge Kødfulde Hænder lagt op paa Bordranden som en Mand, der nok skal tage sit Tag; dèr Herredsfuldmægtigen, bøjende sig mod den blonde Apotekerfrue med en Vittighed, bestemt for en snæver Kreds, saa hun kastede sig tilbage i Stolen med en skrukkende Latter, der straks satte Liv i Stuen og varslede godt.

Amtmanden betragtede hende, med sit røde Ansigt endnu mere rødt i Skæret af Lysene, og fyldt af den Sympati, man uvilkaarlig skænker den, der viser naturlig Livslyst under Ens Tag. Amtsforvalter Hertz lod sit skarptskaarne, engelsk-fornemme Hoved bade i Lyset uden at ytre specifikke Livstegn paa et saa foreløbigt Stadium, men hans svære Underkæbe, aabenbart et Knuseredskab af stor Formaaen, gjorde en enkelt sidelæns Bevægelse bag den stramme, glansløse Kind. Anna løb frem og skød Stolen ind under Konsul Thielemann. Apotekeren beredte sig paa at finde et Samtalestof, der laa inden for hans Borddame, Konsulindens, begrænsede aandelige Rækkevidde.

Det miljø for omkring 100 år siden, som Paludan her beskriver, er tabt for evigt. Man kan trække på skuldrene over tabet af det traditionsbevidste, lidt indadvendte kulturborgerskab i provinsbyen og mene, at “udviklingen” fuldt berettiget har skyllet alt bort på sin velsignelsesrige vej mod stadig mere modernisering, effektivisering og frigørelse af det enkelte menneske fra snærende sociale konventioner og begrænsende traditioner. Og selvfølgelig er der meget af det tidlige 20. århundredes kultur, omgangsformer og funktioner, der alene hører fortiden til.

Men “udviklingen” har krævet langt mere end det, den har i realiteten tømt de mindre og mellemstore danske provinsbyer for en afgørende del af deres liv, og der er vel at mærke tale om en udvikling, der ikke alene er kommet ”af sig selv”, men som i stort omfang er resultatet af helt bevidste, politiske beslutninger, der navnlig de senere år har taget fart i form af en voldsom centraliseringsbevægelse, som har betydet et kolossalt dræn af offentlige arbejdspladser i de mindre danske byer til fordel for de større, hvor de fleste offentlige funktioner nu findes samlet.

Der findes ikke en enkelt årsag, men flere forskellige forklaringer, der tilsammen tegner et billede af, hvorfor vi har mistet det danske provinsborgerskab.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside