Det vitale centrum og postliberalismen

Af Christian Egander Skov

Konservatisme og krise er symbiotiske begreber. Hvis du har det ene, har du også det andet. Men hvordan skal konservatismen agere i en krisesituation eller i et tidehverv? Spørgsmålet er blevet aktuelt, fordi det netop er dér, vi står. Krisen har sin rod i globaliseringen og filtrer økonomi, politik og åndsliv sammen til en gordisk knude. Et af krisens tegn er, at vi igen på højrefløjen finder bevægelser og idéer, som slet og ret foreslår at gøre som hin Alexander og hugge knuden over. Hvad er forholdet mellem konservatisme og krise? Hvordan og i hvilken forstand er vores tid en krise? Og hvad skal der gøres? Det er nogle af de spørgsmål, jeg i det følgende skal dykke ned i. Artiklen her er en udbygget og – forhåbentlig – forbedret udgave af min tale til Årsskriftet Critiques årskonference i februar 2018.

Konservatisme og krise

Umiddelbart er der noget kontraintuitivt ved udsagnet. For er konservatisme ikke netop en ideologi, der skyr brud, diskontinuitet og revolution? Måske fremkalder billedet af den konservative ikke konnotationer som radikalisme og opbrud, men snarere sat magelighed. Ja, handler konservatisme ikke netop om at ”forandre for at bevare”, som det lyder i hver anden partikonservativ skåltale?

”Forandre for at bevare”. Dette sindige ord bruges nok mere til at legitimere forandring end bevarelse. I hvert fald udlægger Det Konservative Folkeparti sentensen således: ”At være konservativ betyder i politisk sammenhæng, at man ønsker at forbedre og forny samfundet. Men en konservativ vil altid søge at bevare det bedste af den tradition og erkendelse, vi allerede har, og bruge det som afsæt for en fremadrettet udvikling af et samfund i balance.”[1] Ser vi bort fra de politiske aktørers imponerende smidighed, er det værd at holde fast i, at ordet faktisk fanger en kerne i konservatismen. Det går tilbage til Edmund Burke, der i Tanker om den franske revolution sagde: ”En tilbøjelighed til at bevare og en evne til at forbedre ville tilsammen være mit mønster på en statsmand. Alt andet er vulgært i tanken og farligt i udførelsen.”[2] Denne konstatering er slet og ret et udtryk for sund politisk snusfornuft. Kritikere kan måske endda hævde, at der er tale om en banalitet, som det ikke er nødvendig at gøre opmærksom på – slet ikke nok til at konstituere en genuin politisk filosofi.

Men måske er det netop krisens karakteristikon, at den gør det nødvendigt at genfremsætte banaliteter og selvfølgeligheder? Det er krisens årsag og udtryk, at de sandheder, man har opfattet som evigtgyldige, enten er blevet glemt eller aktivt søges ophævet. Krisens kainsmærke er, at kompasnålen ikke længere peger mod nord. Ja, ingen ved hvor nord er. Mange tvivler på, om det findes. Edmund Burke selv var pinligt bevidst om sin samtids karakter af krise, og han gjorde erkendelsen af krisens åndshistoriske eftervirkninger til et centralt tema i hans kritik, der netop gjorde krisen til ansatsen til formuleringen af en konservativ politisk position. Han skrev: ”Det forekommer mig, at jeg lever i en krisetid… alt taget i betragtning er Den franske revolution det mest forbavsende, der hidtil er hændt i verden… alt synes naturstridigt.[3] Han fulgte senere i samme bog op med konstateringen af denne krises specifikke konsekvens, omstyrtningen af samfundet og omvurderingen af alle værdier. Burke spurgte: ”Hvem ville indplante et menneske en nænsom og fintmærkende æresfølelse næsten fra hjertets første slag, når ingen kunne vide, hvad der var ærens kendemærke hos et folk, som ideligt forandrede sit møntvæsens værdi?”. Og han udpenslede selv resultatet af likvidationen af de faste sandheder:

Intet livsområde ville bibeholde sine værdier. Barbari i henseende til videnskab og litteratur, ukyndighed i kunst og håndværk ville uvægerligt blive følgen af manglende regelmæssig opdragelse og faste grundsætninger, og således ville selve samfundet i løbet af få slægtled hensmuldre, opløses i individualitetens støv og smuld og endelig splittes for alle vinde.[4]

For Burke var samfundets orden funderet i religionen, der viste hen til, hvad han kaldte en ”evig og urokkelig lov, hvori vilje og fornuft er eet”.[5] Den franske revolutions adepter, ja, Burkes samtid som helhed, havde mistet fornemmelsen for dette forhold. Derfor var den i krise. Men den franske revolution varslede også en verden, hvor mennesket troede sig i stand til at indrette den sociale og politiske virkelighed, som det ville, og hvor den politiske bestræbelse derfor blev virkeliggørelsen af denne eller hin utopi. Det er den moderne verden, der ifølge Burke skulle ”opløses i individualitetens støv”.

Ja, og her står vi så mere end 200 år efter.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Christian Egander Skov (f. 1985) er ph.d. i historie fra Aarhus Universitet med speciale i moderne konservatisme. Han arbejder som postdoktor ved NTNU i Trondhjem og er forfatter til bogen Konservatisme i mellemkrigstiden. Han er desuden redaktør ved Årsskriftet Critique

 

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside