Den amerikanske konservatismes fremtid

Af Samuel Goldman

F. Scott Fitzgerald foreslog i sit essay The Crack-Up fra 1936, at ”testen for en førsterangs intelligens er dens evne til at holde to modsatrettede idéer i sin bevidsthed på samme tidspunkt, og stadig bevare evnen til at fungere. En sådan intelligens burde, for eksempel, have evnen til at se, at tingenes tilstand er håbløs og alligevel ville ændre dem.”

Dette slår mig som en oplysende beskrivelse af den konservative bevidsthed, i det mindste i sin amerikanske inkarnation. Efter sin opståen i årtiet efter 2. verdenskrig har den amerikanske konservatisme som politisk bevægelse været karakteriseret af en dramatisk kombination af pessimisme og optimisme. Tænk, hvad det vil sige at stå på tværs over historiens gang og råbe stop.[1]

Alligevel er pointen i Fitzgeralds berømte essay for magasinet Esquire, som citeres oftere end det læses, at denne filosofi er uholdbar. I det lange løb har selv en førsterangs intelligens en begrænset kapacitet for paradokser. På ét punkt bliver det umuligt at opretholde ligevægten mellem intellekt og vilje. Det er her, det slår revner.

I dag har intellektuel konservatisme nået den fase af sit liv, hvor den begynder at slå revner i overfladen, nøjagtigt som den midaldrende Fitzgerald gjorde. Den intellektuelle konservatisme var altid et produkt af konkurrerende motiver og inspirationer, og nu er spændingen mellem de forskellige elementer, som udgør dens fundament, blevet for kraftige til at kunne opretholdes. De vigtige begivenheder siden Donald Trump blev kandidat til præsidentstillingen, er foregået så hurtigt, at nogen form for prognose overhovedet kan være dumdristig, men her kommer den: Det er usandsynligt, at patienten vil blive kureret.

Konservatisme: reaktion og liberalisme

Konservatives usammenhængende attituder over for fremtiden reflekterer flere forskellige mere fundamentale tendenser, der engang kunne indeholdes i samme sind, men nu belaster dettes grænser. Disse kan ikke reduceres til de velkendte skillelinjer mellem libertarianisme og traditionalisme, neokonservative og palæokonservatisme eller etablissement og vælgerbagland.

For enkelthedens skyld bør de kaldes liberalisme og reaktion.

Vil du læse resten. Bestil Årsskriftet Critique her

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside