På den anden side af Brandes: Martin A. Hansens og Hereticas opgør med brandesianismen

I efterhånden mange år har jeg på forskellig vis arbejdet med kredsen af de eksistentielt søgende og religiøst interesserede forfattere omkring tidsskriftet Heretica, ikke mindst Martin A. Hansen. Et af de seneste resultater heraf er artiklen ”Loven om aktion og reaktion. Den dualistiske skabelon i brandesiansk litteraturhistorieskrivning”,[1], hvor jeg forsøger at påvise, at det ikke skyldes kunstnerisk-kvalitative grunde, at Heretica-forfatterne siden slutningen af 1950’erne langt hen har været ringeagtede eller ignorerede i litteraturhistorieskrivningen, men i stedet fordi en meget stor del af fremstillingerne af den danske litteraturs historie såvel ideologisk som metodisk har grundlag hos Georg Brandes.

Mekanismen i dennes dualistiske litteraturhistorieskrivning er, at to modsatrettede kræfter overalt og altid er i kamp, en sekulær frihedsforestilling over for det religiøse eller kristne, hvor det sekulære er lig med den moderne aktion, det kristne er lig med den anakronistiske reaktion. Og selv om det her snart 150 år senere åbenlyst turde være i strid med de historiske og litteraturhistoriske kendsgerninger at hævde, at det moderne nødvendigvis er fravær af religiøsitet og udelukkende er noget sekulært, har den brandesianske myte ikke desto mindre lige siden spillet en overordentlig stor rolle i landets litteraturhistorieskrivning og i befolkningens syn på religiøsitet. Idet mange bevidst eller ubevidst slæber rundt på Brandes’ reduktionistiske forestilling, at det rent principielt ikke lader sig gøre at være på én gang moderne og religiøs.

I den dualistiske modsætning mellem progressivt og reaktionært, fremskridtet og det bagstræberiske, friheden og modstanden mod frihed, det sekulære og det religiøse, rubriceres de sidstnævnte kræfter som umoderne. Og omkostningen er, at religiøs litteratur og overhovedet religiøs tro stemples som noget, der ikke hører eller kan høre det moderne til, for anden mulighed gives ikke inden for den brandesianske logik.

Hvis det kritiske opgør med brandesianismen og kulturradikalismen skal styrkes, er en forudsætning, at der på et grundlæggende niveau spørges om, hvorfra forestillinger og holdninger stammer, for da vil det blive muligt at synliggøre, i hvor høj grad særlige politisk-ideologiske standpunkter har været styrende. Situationen er hverken en tilfældighed eller en uafvendelig historisk nødvendighed, men skyldes, at mennesker med bestemte holdninger og med bestemte formål har virket for bestemte resultater.

På den baggrund har denne artikel til hensigt at skitsere, hvordan Heretica og Martin A. Hansen gjorde op med brandesianismen, naturalismen og kulturradikalismen, og samtidig kunstnerisk og livssynsmæssigt formulerede et alternativ, ja, et positivt modbillede, hertil.

Heretica: Dialogisk-religiøse modernismer

Den traditionelle fremstilling af dansk efterkrigsmodernisme hævder, at modernistisk litteratur handler om et ensomt jeg i en verden præget af fragmentering og meningsløshed. Imidlertid vil et nærmere og mere fordomsfrit studium bringe frem, at et stort antal af de modernistiske værker fra perioden adskiller sig markant fra denne forståelse.

I særlig grad på baggrund af to aspekter. For det første i kraft af en udtalt dialogisk bestræbelse. Meningen kan ikke skabes af eller findes i det isolerede individ, men gennem udvekslingen mellem to eller lidt flere individer. For det andet i kraft af en religiøs betragtningsmåde, ifølge hvilken den afgørende målestok ikke udgøres af de værdier, det ensomme menneskelige intellekt er i stand til at opstille, men af de værdier, som skænkes mennesket af andre, i samarbejde med andre, eller ved en guddommelig handling. Længslen i et stort antal af disse modernistiske tekster er at bevæge sig ud over det isolerede individ og i kraft af dialogen med den anden bevæge sig hen imod fællesskabet med de andre. Meget hyppigt realiseret i en kunstnerisk praksis, hvori læseren er inddraget i et dialogisk forehavende.

En betragtelig part af den modernistiske litteratur i efterkrigstiden var samlet omkring det mytologisk berømte tidsskrift Heretica, udgivet i årene 1948 til 1953. Tidsskriftet må ses som et litterært og kulturelt knudepunkt for den spænding mellem tradition og modernitet, der formuleredes i perioden fra 1945 til midten af 1960’erne. Det litterære felt omkring Heretica talte forfattere, som brød igennem før 2. verdenskrig, f.eks. Paul la Cour og Karen Blixen, nogle, som brød igennem i 1940’erne, f.eks. Martin A. Hansen, Ole Sarvig, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Frank Jæger og Erik Knudsen, og nogle, som først brød igennem i 1950’erne og sågar 1960’erne, f.eks. Jørgen Gustava Brandt, Tage Skou-Hansen, Ivan Malinovski og Per Højholt. Det er jo i sig selv en højst sammensat skare af skribenter, der indbyder til utraditionelle linjeføringer som kontrast til en fremstilling af modernismen som noget enstrenget og primært bestemt af generationsmodsætninger (’modernismens tre faser’). Reelt samledes omkring Heretica tre forfattergenerationer for at skabe adskillige former for modernisme (og for den sags skyld realisme), der har præget dansk litteratur lige siden.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Anders Thyrring Andersen (f. 1961) er mag.art. i litteraturhistorie og præst. Han er forfatter til bl.a. Polspænding (2011), om Martin A. Hansens forfatterskab. Han har desuden udgivet Martin A. Hansen dagbøger og korrespondance med Heretica.

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside