Kønsforskning og feminisme

I gamle dage var ingen i tvivl om, at der er naturskabte forskelle på mennesker, og at de to køn er født forskellige. Dette er blevet bekræftet af moderne forskning.

I årene omkring 1970, da den nye feminisme brød voldsomt igennem i den offentlige dagsorden, skete der på forskningssiden store fremskridt i den stik modsatte retning, nemlig i retning af at kunne give biologiske forklaringer. Det gav omfattende ny viden, men en viden, som hovedsagelig blev ophobet i videnskabelige kredse. Den trængte ikke rigtig igennem i medierne.

Arvelighedsforskningen gjorde f.eks. store fremskridt. Man dokumenterede, at forskelle i intelligens langt overvejende skyldes arveanlæggene. Man fandt ud af, at visse gener disponerer for kriminalitet. ”Social arv” med hensyn til alkoholisme og vold i familien kunne til dels forklares af arveanlæg i de ramte familier. Man fandt at arvelige faktorer havde betydelig indflydelse på f.eks. homoseksualitet, religiøsitet[1] og politisk højre- eller venstre-orientering[2].

Men her skal det handle om forskelle mellem kønnene. 1970’ernes feminisme gjorde det oplagt, at forskere analyserede disse forskelle, også med naturvidenskabelige metoder.

Man målte, hvor store forskellene var mellem kønnene med hensyn til evner. Man fandt, at mænd især er overlegne med hensyn til rumsans, mens kvinder er overlegne med hensyn til sprogsans. Især forskellen i rumsans er et meget robust resultat. Man fandt ud af, at hjernecentrene for at tale, at opfatte tale, at læse og at skrive har forskellige størrelse og beliggenhed i mænds og kvinders hjerner. Hjernerne er altså forskellige. Og omkring årtusindskiftet opdagede man, at mænd og kvinder er forskelligt udrustede med spejlneuroner, der er sæde for umiddelbar empati.

Man er også nået frem til velunderbyggede teorier om, hvordan disse forskelle opstår. De fleste af forskellene skyldes kønshormoner; hos voksne mennesker har kønshormoner en vis indflydelse på hjernen, f.eks. på sansernes skarphed og på evnen til hovedregning. Østrogen har indflydelse på, hvor plastisk hjernen er, hvilket blandt andet har indflydelse på, om hjerneskader kan repareres. Men de helt store forskelle er dog de permanente effekter, der opstår i fostertilstanden. Forholdene er komplicerede; men i hovedsagen er det sådan, at i et mandligt foster producerer testiklerne testosteron, som via blodet kommer ind i hjernen og her påvirker nervecellernes udvikling. Hjernen bliver forudprogrammeret til mandlig tankevirksomhed, og den virkning holder sig livet ud.

Resultatet viser sig allerede lige efter fødslen, inden nogen som helst sociale påvirkninger har nået at indvirke på hjernen. Pigebabyer er mere interesserede i at kigge på menneskeansigter, end drengebabyer er, og selv forskelle i opfattelse af sproglige lyde kan påvises få dage efter fødslen. I 1-års-alderen vælger drenge og piger spontant forskelligt legetøj.

Alt dette viser, at sociale forhold umuligt kan være den eneste forklaring på kønsforskellene. Man har endda i en undersøgelse målt, hvor feminine 30-årige kvinder er (f.eks. i deres erhvervsvalg), og fundet, at de forskellige valg langt mere kan forklares af de hormonpåvirkninger, de var udsat for som fostre 30 år tidligere, end det kan forklares af deres opdragelse[3]. Biologiske forklaringer er vigtige, måske endda de vigtigste.

Med naturvidenskabelige metoder har man således bekræftet det, som almindelige mennesker altid har vidst. Men denne bekræftelse har almindelige mennesker ikke hørt meget om. Antallet af bøger, der omtaler disse ting, er meget lille i forhold til antallet af bøger med en feministisk synsvinkel. På dansk findes bl.a. en bog, som jeg har skrevet;[4] men den er ikke meget kendt.

Lige rettigheder versus resultatlighed

De fleste feminister afviser de biologiske forklaringer på forskellene mellem kønnene[5]og accepterer i stedet social konstruktion som forklaring[6]. Det er der en grund til.

Vil du læse resten? Bestil Årsskriftet Critique her

Kåre Fog (f. 1949) er lic.scient. i biologi og har blandt andet arbejdet intenst med naturbevaring. Senest er han gået ind i såvel kønsdebatten som debatten om humanioras videnskabelighed. Han har bl.a. udgivet bøgerne Humaniora – videnskab eller varm luft (2015) og To køn – tre sandheder (2004)

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside