KI-billede

Den hobbyløse vidensarbejder

et essay om arbejdet, fritiden og de forsvundne livssfærer
22. september 2026
2 minutters læsetid
Det er en udbredt erfaring for det senmoderne samfund, at skellet mellem arbejde og fritid forvitrer.  Dette skildrer museumsdirektør, cand.mag. David Holt Olsen i »Den hobbyløse vidensarbejder« i Årsskriftet Critique, hvor han går i dybden med de enorme forskydninger i vores liv, der er opstået som følge af overgangen fra industri- til videnssamfund. Tegn abonnement her.

Jeg udgav en bog, Mening, i en serie om arbejdslivets dilemmaer i forsommeren 2026. Før udgivelsen forventede jeg, at de efterfølgende henvendelser ville handle om nogle af de store temaer i bogen: arbejdsliv, livssfærer eller den kognitive kapitalisme.

Bogen handler om, hvordan vi har set på arbejdet og tilværelsen i det førmoderne liv på gårdene på landet; i industrimoderniteten, hvor vi flyttede ind til byen og fik arbejde på fabrikken, og livet blev opdelt i forskellige sfærer – arbejde og fritid; og i det senmoderne liv, hvor arbejde og fritid for nogle af os er begyndt at flyde sammen igen, og hvor vi aldrig rigtig har fri.

Det gjorde de også delvist. Men det, der overraskede mig mest, var, at næsten alle henvendelser fra læsere og journalister også kredsede om et ganske lille afsnit. Nærmest en bisætning. Det var en bemærkning om hobbyer.

Mere præcist skrev jeg, at for folk som undertegnede fra den nye middelklasse, med lange uddannelser og megen identitet investeret i vores arbejde, så kunne det knibe med at have hobbyer. Faktisk havde jeg selv ikke en eneste, hvilket jeg fandt ret sølle og åndløst.

Da jeg skrev det, tænkte jeg ikke, at det var bogens hovedpointe. Tværtimod. Den erkendelse var vokset frem som en sideerkendelse under arbejdet med at analysere arbejdslivets historie. Alligevel var det netop den sætning, der tilsyneladende ramte folk direkte i solar plexus. Nogle tog det bare ind som en præcis beskrivelse, mens andre forsvarede sig og understregede, at de skam havde hobbyer. Men når vi talte lidt videre, viste det sig ofte, at det var sværere end som så at lade hobbyer være hobbyer.

Havde man f.eks. taget strikkepindene frem for at koble af, blev det hurtigt omsat til nye, entreprenante muligheder: Kunne man tilbyde strikkeworkshops på arbejdspladsen? Eller måske endda skabe sig en ny karriere som strikke-guru på Instagram? Kunne man bruge strikning som en aktivitet til at formindske stress?

Kunne billeder af strikketøjet på sociale medier være med til at signalere, at man var et balanceret menneske, der også mestrede kunsten at koble af og dermed bidrage til iscenesættelsen af en potentiel medarbejder i perfekt zen-balance? Hobbyen blev umærkeligt trukket ind i den samme fortælling om identitet og arbejde, som den egentlig skulle være et frirum fra.

Min egen erkendelse af, at vi indretter vores liv på forskellige måder – herunder med eller uden hobbyer – begyndte længe før bogen. Den begyndte på Industrimuseet i Horsens. Da jeg startede på museet i 2008, kom jeg direkte fra universitetet på et tidspunkt, hvor forestillingen om videnssamfundet stod stærkt.

Richard Floridas idé om den kreative klasse prægede tidsånden i 2000’erne, og mange i min generation blev undervejs i uddannelsessystemet opdraget til at tro, at fremtiden tilhørte de kreative bymiljøers bohemer og os med de lange uddannelser. Vi ville blive det ombejlede omdrejningspunkt for fremtidens kreative økonomi. Arbejdet skulle være ens passion, identitet, og man skulle som en absolut selvfølgelighed – det var nærmest et minimumskrav i en omvendt version af Maslows behovspyramide – kunne realisere sig selv gennem arbejdet. Det lød jo alt sammen godt, frit og æggende.

Virkeligheden på Industrimuseet så imidlertid lidt anderledes ud. Her skal det anføres, at museer har det med kulturelt at være præget af deres emneområder: Landbrugsmuseer har en kultur, der peger mod selvsamme; søfartsmuseer har en rem af en maritim kultur og sømands-æstetik – også blandt personalet – og industri- og arbejdermuseer er ofte på samme måde præget af deres emneområde.

Det er ikke så underligt, da museerne typisk har mange frivillige, der selv er rundet af de respektive sektorer. Vi var på Industrimuseet en lille håndfuld akademikere blandt håndværkere, HK’ere og museets 100 frivillige, som var pensionerede smede, drejere, værktøjsmagere, maskinarbejdere, radioteknikere og trykkere. Jeg lærte hurtigt, at man gjorde klogt i at tale om møder frem for workshops, og at ethvert tilløb til floskuløs managementsprogbrug blev mødt med dyb skepsis.

Man arbejdede helst fra otte til fire. Flydende arbejdstider vakte mistanke om, at akademikerne ikke bestilte noget. Tal konkret, og mød til tiden. Det var en anden kultur end den, jeg kendte fra universitetet og uddannelsessystemet, hvor vi talte abstrakt, og mødetider var fleksible og til løbende forhandling.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.

David Holt Olsen

David Holt Olsen

David Holt Olsen er museumsdirektør for Industrimuseet.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr