Der er sammenhæng i løvfaldssommerens Savoir-vivre, for der er anbefaling af, hvor man skal rejse hen, men også hvor man skal nyde et godt måltid sammesteds. Dertil hvorledes man kan komme dertil på bekvem vis. Stig ind i rejsevognen og tag med på turen til en af Europas ubetinget dejligste byer.
Oplevelse: En Mercedes
Oplevelsen er todelt.
Én del har med forventningens glæde at gøre. Bilen skal skiftes ud, der er mulighed for at erhverve sig en særdeles velholdt, blot tilkørt Mercedes, uden at stifte gæld. Udsigt fra fører- og passagersædet til den tretakkede stjerne forude, hvis man ved at kende den rigtige anbringelse af sådan emblematik.
Bilmærket Mercedes’ tiltrækningskraft er bemærkelsesværdig varig: ens oldefar, farfar og far kan have drømt om en sådan. Få – vel kun Rolls-Royce – kan matche denne konstans, og netop det mærke er kun for grever, baroner og så majestæter. Med det medfølgende, adelige forhold til mekanikerregninger.
Mercedes’ tiltrækningskraft videreføres, måske via den symbolske tretakkede stjerne, til selve ejeroplevelsen og dermed anden del. Hverdagen og ejerskabet – med og af en såkaldt E-klasse, skal det indskydes.
Oplevelsen er her lidt svær at forklare. Den har noget med soliditet at gøre. En vilje til at udtænke og konstruere med omtanke: tysk ingeniørkunst, nedarvet gennem generationer. Fornemmelsen når tændingsnøglen drejes. Knapper og grebs kvalitet. Små detaljer: fikse stuverum i bagagerummet, en særlig veldimensioneret beholder til ruderenservæske.
Fremfærden er overbevisende. Klippestabilt ad danske landeveje og Europas motorveje. Eksemplaret er ikke nyt, det sørger vor monstrøse bilbeskatning for, men kører trods det mageligt 16, 18 kilometer på én liter dieselolie.
Derudad. Derhen man vil, når man vil. Frihed med format.
A.O.
Rejsemål: Budapest
Budapest har, ligesom Prag, ofte ageret kulisse for filmindustriens billeder af fortiden. Ifølge min medbragte rejsefører har de store rykind af filmfolk og de medfølgende gadeafspærringer ikke altid været til indbyggernes udelte begejstring.
Men lægger man selv vejen forbi, ser man straks hvorfor både kameralinser og menneskeøjne har rettet sig mod byen. Der er virkelig få storbyer i Europa, der er lige så uspolerede af de moderne arkitekters nye stål- og glasregime.
Gør man som undertegnede og rejsefællerne kun et kort besøg af få dages varighed, er det dette overvældende helhedsindtryk af traditionel europæisk hovedstad, prydet og kronet i smuk jugendstil og art nouveau, der efterlader det stærkeste indtryk i hukommelsen og nærer længslen efter et gensyn.
Men ved eftertanke er der stadig mere, der skiller Budapest ud som hovedstad blandt alle andre europæiske hovedstæder. Nemlig at den ikke er andet og ikke fordrer at være andet. Ungarns stolte hovedstad, hverken mere eller mindre.
København og Amsterdam konkurrerer om at være den mest cykelvenlige by i verden. Berlin og London strides om kosmopolitternes shoppingturisme. Bryssel er et hus i splid med sig selv, overlæsset i blåt og gult.
Naturligvis kan Budapest også falbyde sine herligheder for turisterne, for at tiltrække Euro og Dollar. Men alle de smarte branding-koncepter, der bidrager til, at storbyer verden over ser så ens ud, dem skal man lede længere efter her.
Det er ikke kun den lune sensommersol, der har givet mine erindringer om Budapest deres rosenfarvede skær. Sprogbarrieren er svær at krydse og gør sikkert sit til at skåne turisterne for mangen stor og lille iagttagelse. Men det ændrer ikke på, at det er både opløftende, trygt, bekvemt og fascinerende at være på besøg i Budapest.
J.Aa.
Gastronomi: Den Blå Rose, Kék Rózsa Étterem
Hvor finder man god mad i Budapest? Overalt. Men hvad skal man så vælge?
I Pests gamle jødiske kvarter ligger spisestederne på rad og række. De fleste med mindre jødiskhed end der er rejer i rejeost. En venlig tysker i et kurbad var ikke til megen hjælp. Han vidste god besked om alt, ungarsk mad, irsk øl, ungarske skatteforhold og Tysklands forfald. Jødiske restauranter? Han fik et fjernt og lidt forlegent blik i øjnene og gled umærkeligt bort. Og således endte det med ungarsk køkken.
Her fandt vi Den Blå Rose, Kék Rózsa Étterem, og her var gullaschen rigelig, veltillavet, og vinen flød i rige mængder. Er der noget de kan i Ungarn, er det i øvrigt vin. Ja og gullasch, naturligvis. Ingen af delene må man snyde sig selv for.
Restauranten var herligt skæv, slidt og grimt indrettet. Ikke på anmassende hipster-agtig vis, men grim som noget og nogen kun kan være det, når de forsøger at gøre sig pæne uden at have begreb skabt om, hvad det indebærer.
Prisen? Den taler vi ikke om. Det hele var stort set gratis.
C.S.
