Flid og arbejde nytter. Det er konservative dyder! Men nej, så enkelt er det ikke, siger teolog Frederik Lind Køppen, som her, med den tyske filosof Josef Pieper, understreger vigtigheden af den frie og unyttige filosoferen i åndshistorien.

”For at nå det menneskelige samfunds perfektion er det nødvendigt at der er mænd, der hengiver deres liv til kontemplation.

– Thomas Aquinas, Kommentar til Ordsprogenes Bog

Allah sætter hellige mænd på jorden, som gennem deres tilstedeværelse og praksis [ritualer og bøn]opretholder den sociale orden, og bevarer naturens orden.

– Seyyed Hossein Nasr, Mennesket og Naturen

Der ligger en stor kraft i det øje, der retter sit blik mod tingene for den rene erkendelses skyld og uden at være blindet af lave hensigter. Det ernærer sig af det skabte på ganske særlig vis, og heri alene ligger videnskabens magt.

Ernst Jünger, På Marmorklipperne

I 1952 udgav Josef Pieper den lille bog Muße und Kult. Essayet er baseret på en forelæsning holdt ved universitetet i Bonn i 1947. Pieper, professor i filosofi og thomist, skrev bogen på baggrund af den nyligt overståede krig, efterdønningerne af hvilken endnu mærkedes heftigt i åndslivet.

Europa, netop opkommet af Den Store Smeltedigel, nu mere eller mindre formløs og rådvild, må nu betænke sig, besinde sig og dvæle, ikke handle overilet. En strukturering og omformning af kaos til kosmos må finde sted, men hvilke principper og idéer skal være de ledende? Den vestlige, europæiske kulturtradition, mener Pieper, ja, men hvad er det?

Den er en stilhed, ikke et fravær af høje decibel, men en modtagelsestilstand i rolig dvælen, der er forudsætningen for at begribe virkeligheden overhovedet.

Ifølge Pieper er en helt essentiel værdi: lediggangen, på tysk Muße eller Mußiggang. Men det er ikkelediggangen som en arbitrær idé, der kan udlægges efter behag. Det er den, ifølge Pieper, antikke, græsk-romerske og middelalderlige (i.e katolske) opfattelse af den, lediggangen ifølge Heraklit, Platon, Aristoteles, den katolske kirke, Aquinas, senere repræsenteret af fx Goethe, Hölderlin og konservative kræfter indenfor kirken.

Lediggangen er en sfære af menneskelig aktivitet, bestemt af en vis åndens konstitution, der ikke er præget eller skal retfærdiggøres af nytte, men indeholder sit mål i sig selv. Lediggangen er ”pur”, da den er renset for et med-henblik-på, den er fri, da den ikke tjener andet end sig selv.

Denne indvortes konstitution er ifølge Pieper præget af en åndelig ro, ikke-handlen, at lade fænomener udfolde sig. Den er en stilhed, ikke et fravær af høje decibel, men en modtagelsestilstand i rolig dvælen, der er forudsætningen for at begribe virkeligheden overhovedet, det er ”kapaciteten til at kunne gennemvæde sig selv i hele Skabelsen”.

Pieper nævner lediggangens karakter af kontemplativ ”fejring”, af bejaelse af Skabelsens orden, måde, implicitte meningsfylde, og individets egen anpart deri.

Lediggang er dvælende tilstedeværelse, dvs. ophold ved tingene. Etymologisk kan det tyske wohnen, at blive eller dvæle, ledes tilbage til betydningsfænomener, der er nær de indeholdt i lediggangen, fx det proto-germanske wunāną, at være bekendt med, at være tilfreds, at blive, og den proto-indoeuropæisk rod wenh-, at elske (det danske ”ven” har sit etymologiske ophav i dette ord).

Der er altså ikke tale om en form for stilstand. Lediggangen er ikke til for at gendanne kræfter (til at arbejde fx), om end fornyede kræfter følger af den som sekundær virkning. Lediggang er ikke en komatøs vegeteren, men sfæren for den ikke-utilitaristiske, menneskelig aktivitet, og først og fremmest en åndelig konstitution. Den svarer fx ikke til det rum af tid på året, som kaldes helligdage, et ophold i tingenes ydre gang, men er en indvortes tilgang.

Filosofiens livsrum

Hvad er nu det, der er lediggangens aktivitet par excellence? Filosofien, mener Pieper. I dens sfære træder det filosoferende individ ud af arbejdets sfære. Således også med poesien, og æstetikken.

Her bryder vi gennem hverdagsverdens hinde. I den filosofiske akt transcenderer individet arbejdets sfære i sin lediggang.

At filosofere er den reneste form for theorein. Verbet Θεωρέιν og afledte ord betyder: at beskue, at betragte og deslige. Det er en modtagelighed, renset for hensigter om at gribe ind og omforme. Denne måde at beskue fænomenerne på fordrer det syn, at verden fortjener ærbødighed, er forunderlig, ikke er et middel til mål eller et råstof for viljen.

Erkendelse i det ældste Grækenland, ifølge Heidegger, bestod netop i åbenhed og undren overfor en virkelighed, som fremtrådte af sig selv: φυσισ, fysis, det, som er opstået, fremstår og viser sig af sig selv, i modsætning til det, der er indført ved menneskelig tradition. At filosofere er altså ikke så meget et spørgsmål om at dvæle ved dette eller hint, men først og fremmest en måde at være i verden og gå til den på.

I sin kommentar til Aristoteles’ Metafysik skriver Thomas Aquinas, at filosoffen er beslægtet med poeten, da de begge har med mirandum at gøre – det, der vækker forundring i os. Det er i forundringens tilstand, lediggangens forudsætning, at vi kan skue, uden hensigter.

Virkelighedens dybde fattes ud fra de ordinære ting, ikke i en finere sfære, afskåret fra dem. Det er måden hvorpå – alt dette er altså! Og undren er ifølge Pieper al filosofis begyndelse.

Undren er ikke-bourgeois. Hvad er borgerlighed i åndelig forstand? At henlede alt i ens omgivelser og verden som sådan til nødvendigheden og hensigtsmæssigheden, at tage tingene for givet, ikke at kunne dvæle, men kun lade sig drage og stimulere af det støjende, det store, det nye, det indbringende, at forhaste sig, at anskue forundringen som naiv og ikke-sober.

Arbejdets ånd

Denne værensmåde, der ifølge Pieper har været og burde være så essentiel for den europæiske ånd, har imidlertid undergået en betydningserosion og en omvurdering. Ifølge Pieper er problemets grund i sidste instans en åndelig forskydning.

Den kan defineres som et spørgsmål: Gør vi os kun meningsfulde indsigter og opdagelser, idet vi analyserer, demonstrerer, sammenligner og udleder konklusioner? Således siger ”arbejderen”, der infiltrerer alle livets afkroge. Hvad definerer arbejderen?

Pieper bruger ikke begrebet ”arbejderen” i betydningen: proletar, underklasse, en vis okkupation indenfor et håndværk, men som et antropologisk begreb, en åndelig type, der ikke er begrænset til ét stratum af samfundet. Arbejderen opererer i arbejdets sfære. Den er bestemt af det brugbare, det hensigtsmæssige, rationalisering, midler til mål.

Arbejderen er beskæftiget: Arbejdet er beskæftigelsens sfære. At være beskæftiget er: at være optaget af at ordne dette eller hint, travlhed med noget givent, at forrette noget bestemt, hvor sigtet er et slutmål. At være beskæftiget vil samtidigt sige: at være fraværende overfor det, der ikke ligger indenfor den konkrete beskæftigelses interessesfære. På en paradoksal måde er beskæftigelsen den højeste koncentration, men samtidigt den største adspredelse.

Den målrettede tænkning i arbejdet leder efter løsninger på problemer, der har at gøre med beskæftigelsens frembringelse. Ting antager form af midler til mål, potentiale, materialer, hvis omformning og brug tilvejebringer målet. Synkront med dette syn frafalder disse tings præg af selvstændig væren, og at de er beroende i sig selv.

Lediggangen er, på trods af at den ikke beskæftiger sig med dette eller hint, kraftig tilstedeværelse og årvågenhed. Årvågenheden svarer til koncentrationen – tilstedeværelse – men deres objekter er forskellige. Årvågenhedens ”genstand” er altet, mens koncentrationens genstand er en konkret snæverhed.

I et åndeligt enerum med sin genstand forbigår den beskæftigede fænomenerne, der sanses som skin. Tingene antager form af noget todimensionelt og uvirkeligt. Da disse ting ikke er brugbare for det forhåndenværende ærinde, da de ikke kan integreres i målsætningens ramme, da sættes der ikke værd på dem. De forbigås.

Målrettet tænkning

”Proletaren” defineres af Pieper som individet, der er fuldstændigt lænket til arbejdsprocessen, dvs. sfæren for hensigtsmæssighed, rationalisering, utilitarisme, penge og resultater. Denne trælbundethed kan fx skyldes ejendomsløshed, hvor individet står tomhændet uden andet end sin tid og arbejdskraft, der kan sælges. Men vigtigst af alt og for vores tid mest svarende, mener jeg, anfører Pieper, den indre forarmelse.

Tilbage står en automatisk verden, som er mulig at kalkulere med, afsjælet og ikke genstand for undren.

Dette forestillede individ kan godt være indehaver af ejendom, produktionsmidler, kapital. Det handler ikke om Sitz im Leben, men åndelig konstitution. Man kan ikke sondre mellem en proletar og en åndsproletar: Det sidste er indeholdt i det første. Arbejderen har sin egen indre logik. Den er snu, den er kløgtig. Den kunne kaldes bondefornuft, og den danner fundamentet under en overordnet Weltanschauung, der måler og vejer i alle livets sfærer.

Til bondefornuften hører fx æstetiske kriterier: deraf kritikken af al kunst, der ikke i strengeste forstand er naturalistisk eller meget eksplicit formidlende. Kunstens brug er: at gengive, at efterligne meget, at sige noget ganske klart, at være lærerig. Det er utilitarismen anvendt som æstetisk målestok.

Bondefornuften besidder sig egen kategori af viden. Aristoteles kalder den for τέχνη (techne). Den har at gøre med en frembringen eller en skaben af genstande og opgaveløsninger. Techne beskæftiger sig med handlinger, hvis mål ligger udenfor selve handlingen. Bygger man et hus er målet ikke selve byggeprocessen, men dens mål, der ligger udenfor den selv – huset. Denne type tænkning er målrettet, den udføres med henblik på konkrete frembringelser. Hersker den uindskrænket, må lediggangens mulighed ses som tåbelig.

Tankens dybe rødder

Arbejderen og arbejdet har altid været, men hvordan endte de to størrelser med at invadere alle livets sfærer? Ophavet til erosionen leder Pieper idéhistorisk tilbage til oplysningstidens og empirismens spæde start. Problemet er af epistemologisk og ontologisk karakter. Han nævner Galileo, Bacon og Descartes.

Galileo og Bacon skærper hvad der regnes for sand, brugbar viden, og hvordan den tilegnes: empiriske iagttagelser, målbare data, primære, objektive kvaliteter. For Bacon var viden en magt, som mennesket skulle benytte sig af for at udvide sit greb om den naturlige verden, og etablere sit overherredømme (et foretagende han kaldte for ”sundt” og ”nobelt”).

Erkendelsens, ja virkelighedens, sikre grund, bliver hos Descartes det tænkende subjekt og bevidstheden om jeg’et, udtrykt i hans cogito, erkendt klart og distinkt. At noget kan erkendes som klart og distinkt bliver kravet for dets væren overhovedet. Hvis ikke et fænomen kan indføres i subjektets erkendelse som beregneligt, frafalder det som virkeligt.

Med sin mekaniske naturforståelse reducerer Descartes altet, på nær menneskets bevidsthedsverden og Gud (deismens gud, der samtidigt er en deus absconditus), til en maskine, der opererer indenfor de udstrakte legemers (res extensa) sfære.

Der er noget, der er gået tabt åndshistorisk, og dette tabs konsekvenser hævder sig selv endnu i dag.

Tilbage står en automatisk verden, som er mulig at kalkulere med, afsjælet og ikke genstand for undren. Med rationalismen frakendes tingene deres selvstændige realitet, ved at de reduceres til objekter for erkendelsen. Filosofi skal være af en praktisk, brugbar slags, så at vi kan herske over fysis.

Kant afviser, at noget som en intuitiv, receptiv viden findes, ren intellektuel kontemplation. Menneskelig viden fuldbyrdes i aktivitet, ved at sammenligne, demonstrere undersøge – gennem arbejde. Netop donten, selve det hårde tænkearbejde, retfærdiggør filosofien, og passiv receptivitet nytter intet.

Kants transcendentale kategorier, der i hvert enkelt subjekt former den ydre, kaotiske verden, Ding an sich (skikkelsesløs, uerkendelig, uden for rækkevidde), gør det enkelte individ til verdensordner, reducerer altet til formløst råstof for erkendelsen, der frembringer og er skabende. Tilværelsens struktur produceres af erkendelsen, af mennesket.

Tidligere end 1500-tallet går Pieper ikke tilbage. Imidlertid vil jeg mene, at man kan og skal længere tilbage og dybere endnu, for at finde katalysatoren for det, der munder ud i arbejderen.

Der er et sammenfald mellem Piepers projekt, og Martin Heideggers opgør med den vestlige verdens filosofiske tradition. Der er noget, der er gået tabt åndshistorisk, og dette tabs konsekvenser hævder sig selv endnu i dag.

Metafysikken, som glemslen af væren, starter for Heidegger at se med, at Platon indfører skellet mellem skin – og idéverden, sand væren og blot fremtrædelsesmåde – tingene som genstande, der nok på en måde florerer i verden, mens hvis form forefindes uden for den.

I skolastikken forstås det værende som ens creatum, skabt værende. Fænomenerne er genstande af Guds frembringelse, og da mennesket indenfor det teologiske paradigme forstås som rangerende næsthøjest på scala natura (gudbilledelighed) under Gud, da må de nødvendigvis også komme i et underordnet forhold til mennesket. Væren findes uden for verden.

Således indsnævres tilgangen til alle fænomener, men også deres værensmåde i sig selv. Kun deres beregnelige parametre skænkes opmærksomhed, og kun viden og omgangsmåder, der beskæftiger sig med det beregnelige og med potentiale, er god og brugbar.

Målrettetheden og nyttemoralen leder til tunnelsyn på bekostning af altet. Tingene medieres gennem hensigten, altet dækkes af en fernis af koncepter og begreber, en reduktion finder sted. Beskæftigelsen i arbejdets sfære svarer til sammentrækning: Det reelle og åndelige syns indsnævring. Beskæftigelsen er tilmed aggressiv: Den påtvinger tingene sin vilje, dens modus er udsøgende, opsøgende, spejdende, som på rov.

Det er en metafysisk bestemmelse af alt værende som materiale for beskæftigelsen. Svækkelsen af forundringen og ærefrygten for den naturlige verden, der er den frodige muld lediggangen skal vokse ud af, leder til en direkte svækkelse af lediggangen som mulighed, og en nedvurdering af den.

Fra dette synspunkt må lediggangens værdi også bortfalde, da den ikke spidder fænomenerne ud fra de rette spørgeperspektiver, men forholder sig dvælende, ydmygt og undrende til dem. Lediggangen, der nægter at reducere, er for arbejderen ubrugbar, og spild af tid.

Nyttetænkning bliver til følge; og just nyttetænkning er ånden, der definerer arbejdets sfære.

Teknologiens perspektiver

Åndshistorien er en stadig løbende udmarvning af den umiddelbart givne verdens selvstændige realitet, til fordel for først en guddommelig magts herredømme, og senere den menneskelige erkendelses og viljes skrankeløse udfoldelse. Som den danske teolog Søren Nordentoft skrev om Heideggers syn på moderniteten:

Værens fylde mangler. Mennesket og tingene er ikke længere bundet sammen af tilværelsens egen ordnende magt. I stedet må vi selv fylde livet op med det værende – blotte genstande, nødvendigvis umådeholdent, da goder aldrig kan yde erstatning for væren.

Det var for Pieper vigtigt at genindføre lediggangens mulighed for det enkelte individ, for at det kunne bryde fri af det totale arbejdes sfære. Arbejdet er, mente Pieper, passende for et menneske, men han mente ikke, at den menneskelige eksistens var udtømt i kraft af det. Samtidigt anså han lediggangen for en universal mulighed for alle – det kræver blot, at den enkelte bliver gjort opmærksom på den.

I sin bog Die Perfektion der Technik (1946) polemiserer Friedrich Georg Jünger, Ernst Jüngers bror, mod sin samtids teknologi -og fremskridtsoptimister. Ét argument fremføres ofte, bemærker han, nemlig det, at maskinen og teknologien, i kraft af, at de tager byrden af arbejderen (her forstået som manden på fabrikken og håndværkeren), skænker ham muligheden for lediggangens modus, da den giver ham mere tid.

Pieper vil udvide livshorisonten ud over nyttigt arbejde, til fordel for lediggangens sfære, fx ved at overkomme arbejderens indre forarmelse. Men ville det lykkes?

Men Jünger ser dette som forkert. Lediggangen er ikke tilgængelig for alle, og at indsætte maskiner, bedre værktøjer og teknologiske fremskridt i ligningen ændrer det ikke. Som Pieper ser Jünger ikke lediggangen som en blot gøren-ingenting. Han mener, at for at lediggangen skal være frugtbar, så forudsættes der et vist åndeligt liv, et indre rige, hvorfra den drager sin mening og sit værd – alt andet er otium sine dignitate. Giv det gennemsnitlige individ, herunder arbejdsmanden, mere tid; det vil blot slå det ihjel.

Den arbejdsløse arbejder, uden kapacitet for lediggang, går i spåner i rastløs kedsomhed og fortvivlelse – hvad skal han med tiden? Han mærker sig selv forringet, for han opfylder ikke sin funktion. Arbejderens liv foregår inden for hensigtsmæssighedens, eksekveringens og opgavens sfære, ikke i den frie handlings rum. Lediggangen er ikke et demokratisk fænomen.

Lediggangens eksklusivitet

Bag Jüngers postulat synes der at forudsættes en vis idé om menneskelige klasser eller kaster. Ideen er arkaisk, og findes i mange traditionelle, indoeuropæiske tankesystemer. Systemet er det traditionelle samfunds sociopolitiske udtryk.

Ethvert individ eksisterer i en given kaste, der er i overensstemmelse med dennes natur. Ofte korresponderer kasterne symbolsk med kroppens dele og funktioner: Præste- og / eller filosofstanden svarer til ånden og til hovedet, dvs. oplysning og indsigt, krigerkasten til modet og brystet, den frembringende og merkantile klasse til maven og underlivet, der svarer til sult og drift, og endeligt trælle og – eller slaver, der svarer til de arbejdende lemmer.

Hvem man er, og hvilken kaste man tilhører, udstikker altså grænserne for den enkeltes funktioner og måder at være og agere. Indenfor rammerne af kastelæren modtager individet ikke sin natur gennem kasten; den er forudbestemt. Kastesystemet giver blot alle muligheden for at ihukomme og anerkende sin natur, og udleve det konkrete liv i overensstemmelse med den, sammen med andre, hvis måde og attitude svarer til én selv.

At overskride demarkationslinjen, og forsøge at bevæge sig over i en anden kaste, med de dertilhørende funktioner og aktiviteter, er dømt til at gå galt. Pieper vil udvide livshorisonten ud over nyttigt arbejde, til fordel for lediggangens sfære, fx ved at overkomme arbejderens indre forarmelse. Men ville det lykkes?

Pieper syntes at glemme, at hele den tradition han trækker på og ønsker revitaliseret, var elitær, antidemokratisk, og hierarkisk. Platon, i sin Theaetetus, skelner skarpt mellem filosoffen, dvs. den frie mand i lediggang, med βάναυσος, bánausos, den gemene håndsarbejder, der ikke evner den.

Filosoffen vokser op i frihed og lediggang, hans liv er præget af unytte, set fra et utilitaristisk synspunkt, mens arbejderen nok kan sysle med dette eller hint, men ikke kan bære sin toga med ynde, og lovprise gudernes og menneskenes liv i flotte fraser.

Lediggangen blev bestemt som en åndelig konstitution, hvorfra der udgår handlinger og aktiviteter, der ikke er præget af – eller skal retfærdiggøres af nytte, men indeholder sit mål i sig selv. Aktiviteternes fortegn er præget af en skuen, en ren kontemplation, uden hensigter og handling som indgreb.

I det offentlige sind og i populærkulturen fremstilles konservatismen som elskende myreflittighed, som en åndsretning, der priser arbejdet i sig selv og foragter ladheden, hvad end den så er – visse konservative tror det selv!

For så vidt som man kan tale om forskellige mennesketyper, og dertilhørende ”kaster” (uden dermed at mene et ganske raffineret samfundssystem medegen indre logik, men blot dette, at forskellige åndelige typer findes), da må lediggangens mulighed i det store hele ses som reserveret en mindre gruppe individer.

Konservatismens misforståelse

Jo større evnen er til at fostre bånd til tingene, jo større er graden af inderlighed. Jo mindre evnen er til at frembringe et forhold til tingene, desto mindre er graden af inderlighed. At kunne have en verden, at relatere til fænomenerne, fordrer en type, der har en ubegrænset evne til at dvæle i sig selv. Disse to evner konstituerer ånd. Planter og dyr kan hverken stå i et forhold til Verden eller have inderlighed. Derfor rangerer de i den forstand lavere end mennesket. De har ingen ånd.

Men formår alle mennesker at gøre og have disse evner? Har alle mennesker virkelig ånd eller dens mulighed? Det traditionelle, konservative svar vil være: Nej.

I det offentlige sind og i populærkulturen fremstilles konservatismen som elskende myreflittighed, som en åndsretning, der priser arbejdet i sig selv og foragter ladheden, hvad end den så er – visse konservative tror det selv! Man er i konstant fare for at misforstå sig selv som borgerlig: præget af en ikke nærmere defineret ”ordentlighed” – noget med at arbejde hårdt og meget, og ikke have for mange åndelige udsvævelser – arbejdet fordrer ”ædruelighed”.

For så vidt konservatismen vil revitalisere Europa, ved på arkæofuturistisk vis at drage levende vand fra traditionens kilder med henblik på i dag, da burde den besinde sig på tænkere som Pieper og hans mange eksempler fra det traditionelle, europæiske åndsliv, der giver stof til eftertanken. For arbejderen er modernitetens type, manden i lediggang den traditionelle.