Danmark har bøjet sig for et pres, orkestreret af fjerne og fremmede lande, som forud har placeret en trojansk hest i vort land. Der er intet alternativ til at kæmpe mod fjenden, mener månedens kronikør, Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt.

I vor tid og i vor del af verden kan og bør også små nationer optræde både værdigt, stolt og modigt og ikke lade sig kujonere af voldelige og primitive kræfter

Gode ting er svære at skabe, men nemme at ødelægge. Det er en historisk bevist sandhed, som vi bør huske i denne tid, hvor der bliver sjakret med grundlæggende byggesten i den frie og demokratiske og lovbaserede nationalstat, som vi lever i.

National suverænitet

Det er den nationale suverænitet, som har givet en lille nation som Danmark mulighed for både at bevare og gradvist udvikle sine traditioner, vaner og sine institutioner og skabe den balance, som skal forhindre, at samfundet bliver revet fra hinanden i strid mellem sociale klasser og religiøse og politiske grupperinger.

Det er også den nationale suverænitet og respekten for nationalstaten, som gør det muligt for nationer af relativt ringe størrelse at overleve, trives og bevare sin egenart og værdighed – om nødvendigt i frivillige alliancer med ligestillede, ligesindede og større stater.

Det er den nationale suverænitet, som har givet en lille nation som Danmark mulighed for både at bevare og gradvist udvikle sine traditioner, vaner og sine institutioner

En ægte nationalstat, truet med total udslettelse, kan naturligvis blive tvunget til at gå på kompromis. Men selv den unge og militært underlegne stat Serbien nægtede at bøje sig for Østrig-Ungarns trusler og ultimative krav om at få kontrol over serbisk politi og domstole i jagten på de ansvarlige for drabet på ærkehertug og tronarving Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914.

Det var ikke Serbiens skyld, at Europa blev kastet ud i fire års blodig krig.

Uværdige undskyldninger

Så at Danmark i 2023 skulle bøje sig for krav fra et løseligt sammenrend af 52 fjerne islamiske lande og ændre sin lovgivning og beskære sin egen frihed, er ikke logisk – eller ”pragmatisk”, for at anvende et udtryk, som vores nye udenrigsminister hyppigt anvender.

Vores udenrigsminister undskyldte uforbeholdent og dybfølt på Danmarks vegne og lovede dernæst – ifølge OIC’s triumferende referat – at inddrage retten til at afbrænde koraner foran muslimske ambassader i Danmark.

På hjemmebane er Lars Løkke Rasmussen kendt som en durkdreven politiker; men over for sejrsikre muslimer, som har lært at vende Vestens værdier, regler og sprog imod Vesten selv, kommer han til kort.

Men med sit selvsikre krejlerinstinkt ringede han frejdigt til hovedkvarteret for OIC, ”Organisationen for Islamisk Samarbejde”, hvor en eller anden muslimsk kleptokrat tog telefonen. Vores udenrigsminister undskyldte uforbeholdent og dybfølt på Danmarks vegne og lovede dernæst – ifølge OIC’s triumferende referat – at inddrage retten til at afbrænde koraner foran muslimske ambassader i Danmark.

De tre regeringspartier beklager, men en lovgivning er nødvendig, siger de; der er nemlig nogen, som misbruger ytringsfriheden til at såre andre – og det er i øvrigt hverken en ytring eller et indlæg i debatten at brænde en bog af, men en hadsk handling, som bringer mindelser om nationalsocialisternes bogafbrændinger i 1933. (Men åbenbart ikke om Luthers afbrænding af Pavens bandlysning plus nogle andre publikationer i 1550 i Wittenburg – uden hensyn til at ”såre” pavestatens ”følelser”).

Men hvori består de nye trusler, som skulle kunne aftvinge Danmark en uværdig undskyldning og dertil oven i købet et løfte om at indføre en lov, der stækker ytringsfriheden?

Den trojanske hest

Regeringens talsmænd henviser til Danmarks og danskernes sikkerhed, og det er naturligvis angrebene på de danske ambassader i Mellemøsten samt frygten for terrorangreb i Danmark.

Men koranafbrændingerne skærper ikke truslen imod os. Lige siden Muhammedkrisen har hele Danmark og alle danskere såmænd været på de hellige krigeres dødsliste. Jyllands-Postens tegninger var en blodig fornærmelse, som aldrig går bort, skal man tro islamiske teologer.

Meget kan man sige om den islamiske kultur, men de husker godt og glemmer ikke, hvad knivoverfaldet på Salman Rushdie i New York viser. Angriberen var ikke engang født, da Ayatollah Khomeini udstedte sin fatwa imod Rushdie for godt 30 år siden! Og det hjalp i øvrigt ikke Rushdie, at han i sin desperation konverterede til Islam – ligesom det ikke formilder Islams hellige hævnere, at Lars Løkke Rasmussen ringer og siger undskyld.

Tværtimod: i en volds- og magtkultur som den islamiske bliver enhver undskyldning altid opfattet som svaghed, som blot giver den stærkere modstander blod på tanden og øger hans lyst til at kræve nye flere indrømmelser, større bytte og mere territorium.

Det er naivt at tro, at vi kan undskylde truslerne bort. Den trojanske hest har stået parkeret inden for murene i en generation, og intet kan garantere noget europæisk land imod den næste Charlie Hebdo- eller Bataclan-massakre, imod den hellige kriger der pløjer fodgængere ned med en stjålen lastvogn, knivstikkeren, som pludselig går løs på os i et supermarked eller skubber folk ud foran toget på Nørreport Station, mens han råber ”Allahu Akbar!”

Eller imod en 17-årig pige i provinsen, nylig konverteret til Islam, som blander kemikalier til et bombeangreb på den jødiske Carolineskolen.

Dansk underkastelse

Men det er trusler, som politi, efterretningstjeneste og militær skal forsøge at afværge. Det vil ikke altid lykkes, for friheden er netop vores frie samfunds bløde mellemgulv, men hvis de gør deres bedste, og får stillet midler til rådighed til at forsvare vores stat, så skal de ikke bebrejdes, hvis ikke det altid lykkes.

Vi har også hørt forsøg på at inddrage afsætningsproblemer for Arla og andre danske eksportører med fodfæste i Mellemøsten i en argumentation for dansk underkastelse. Den slags ynkelig lobbyvirksomhed burde enhver folkevalgt behandle med foragt, men det er mit indtryk, at ikke mindst de pekuniære interesser for dansk eksport vejer tungt hos Lars Løkke Rasmussen og hans ligesindede.

Den trojanske hest har stået parkeret inden for murene i en generation, og intet kan garantere noget europæisk land imod den næste Charlie Hebdo- eller Bataclan-massakre

Men ingen af de trusler kan sidestilles med at få sønderbombet sine byer fra luften.

Intet vestligt land kan føle sig sikkert. Men sådan er det være under belejring, med en femte kolonne, kapitulanter, islameksperter og dramalystne journalister iblandt os. Danmark har ikke fået sin dyrebare status som suveræn nation foræret, og det er friheden og værdigheden værd at betale en pris for at forsvare den.