Historikeren Palle Lauring er citeret for at sige, at Danmark er en brugsforening. Når man ser den lille serie i fire afsnit på TV2 Balladen om kolonihaven, fristes man til at skrive, at Danmark er en kolonihaveforening. Serien har genereret massive mængder omtale, og det har den, fordi den gennemspiller en mikroudgave af nogle af de konflikter, der i dag udspiller sig på makroniveau i Danmark.

Skal man have leveret et stykke arbejde for at få en grillpølse til fællesarbejdsdagen? Hvor høj skal hækken være? Hvad er en velplejet have? Konflikter over den slags tilsyneladende små og banale spørgsmål blotlægger brutalt det almenes krise i en blomster- og perlegrusmættet kolonihavevariant. Der findes nemlig ikke nogen fælles standard herfor, der er bredt accepteret af alle.

Splittelsen i middelklassen

Det almenes krise er et begreb introduceret af den tyske sociolog Andreas Reckwitz. For industrisamfundets gamle middelklasse er ifølge Reckwitz blevet opsplittet i en ny middelklasse med lange uddannelser og høj kulturel kapital med fokus på selvrealisering og værdier som livskvalitet, livsnydelse og en higen efter iscenesættelse af autentiske og unikke oplevelser.

Den gamle middelklasse viderefører småborgerlige værdier om pligt og social tilpasning fra efterkrigstidens nivellerende middelstandssamfund. Man prøver ikke at skille sig ud og sakker derfor bagud i det senmoderne anerkendelseskapløb om at være unik, hvilket skaber frustration.

Det er den konflikt, vi ser også udspille sig globalt med oprør fra verdens udkanter og med Trump, Brexit og højrepopulismens fremmarch i Europa. Reckwitz er både bekymret over den nye middelklasses fokus på individuel selvrealisering, hvor der i dens ekstreme form ikke er noget socialt fælles eller delt, ligesom han er bekymret for de totalitære sider af den traditionelle middelklasses fokus på egen snævre og ekskluderende gruppeidentitet.

Fra sociologi til Aalborg

I Balladen om kolonihaven udspiller dette sig som en kamp mellem den ældre generation rundet af aalborgensisk arbejderklasse og den yngre generation med universitetsuddannelser i bagagen, småbørn og mere fokus på at dyrke egen selvrealisering bag den høje hæk frem for fællesskabet og haven. Den ældre generation har konservative værdier. De kan ikke se værdien i de unges ideer om vilde haver og biodiversitet. De yngre er på den anden side dygtige til at positionere sig som unikke, der tænker ud af boksen. Eller skubber til boksen, som den stress- og depressionsramte Ditte siger i en scene, mens hun laver bevægelser, der skubber til en imaginær boks.

De unge vil i ord også fællesskabet, men møder de op, når der skal handles på idealerne? Så står den ældre generation der alene med slæbet. Hvis fællesskab så til gengæld bygger på enorme mængder alkohol, hvilket skubber børnefamilierne væk fra fællesaktiviteterne. Inkarnationen heraf er Fjolle-Keld, der, mens de spiller døde duer ved fælleshuset brøler, at “ja, vi får da en enkelt Tuborg”, mens man kan se bjerget af tomme dåser vokse.

Den yngre generation kupper Inger, der har siddet på bestyrelsesformandsposten i 30 år, og får valgt Finn som formand. Finn virker nu ikke specielt ung med de unge. Mere som en djøf’er med fokus på at overholde reglerne som om, at fællesskabsproblemet og det almenes krise kan løses gennem rigid regeloverholdelse. Det kan den ikke.

”Jeg føler, du presser mig”

Susanne sidder også i bestyrelsen og er den benhårde arbejderkvinde fra den ældre generation, der er primus motor i det frivillige arbejde og yder en jætteindsats. Hun er seriens Kirsten Jacobsen, der taler direkte og uden omsvøb. “Jeg føler, du presser mig”, siger Ditte under en samtale mellem de to, men Susanne taler bare direkte, og er tydeligvis ikke rundet af den slags selvterapeutisk sprogbrug, hvor man henviser til sit eget følelsesliv som en særlig autoritet og vejviser.

”Jeg føler, du presser mig” bør trykkes på statement-shirts over det ganske land, da sætningen perfekt viser, at vi ikke længere mødes i en fælles, forpligtende virkelighed, men forskanser os i egne bobler, hvor al kritik på forhånd afmonteres, fordi det nu en gang er sådan, man selv føler, inde i boblen.

En nøglescene i den henseende er bestyrelsesmødet, hvor Ditte er blevet overfuset af en af de ældre beboere under en weekendvagt i fælleshuset Oasen. Det er hun meget berørt af, og hun antyder under mødet kraftigt, at hun ikke fik opbakning fra Susanne, der også var til stede under episoden. Det anfægter Susanne, som går i gang med at udfolde, hvad der skete: ”Jamen kom han ikke ind og sagde undskyld?” ”I gav da hinanden en krammer.” ”Han sagde da undskyld flere gange.” Men hele den gennemgang af, hvad der skete mellem dem, tager ikke højde for, hvad der følelsesmæssigt skete inde i Ditte.

Hun føler det stadig som et overgreb, selvom Susanne og den ældre beboer ser det som et overstået kapitel: En undskyldning er givet, og så er alt godt igen. Men det er det ikke for Ditte, der stormer frustreret og grædende ud fra mødet, da hendes oplevelse af virkeligheden ikke anerkendes. Én generation leder efter svaret ud fra, hvad der skete mellem personerne, en anden ud fra hvad der skete inde i en selv.

Hvad de ældre ikke forstår

Det den ældre generation i kolonihaveforeningen til gengæld ikke forstår er, at den yngre generation er programmeret til at leve i et helt andet samfund end det industrisamfund, den ældre generation blev programmeret til at leve i. Lønmodtagerlivsformen med klare skel mellem arbejde og fritid er blevet udfordret af og delvist udraderet af en kognitiv kapitalisme, der gør krav på adgang til dit følelsesliv. Hvor skellet mellem arbejde og fritid er besværliggjort, fordi du er på arbejde med hele din identitet og alle dine følelser på én gang.

Den yngre generation er blevet programmeret til at arbejde sådan i skolen, hvor man har haft ansvar for egen læring, har evalueret sin læringsprogression og er blevet vænnet til at tale i et selvudviklings- og kompetenceudviklingssprog, som også er en del af arbejdslivet med MUS-samtaler, sensitivitetsworkshops og dialogøvelser.

Det den ældre generation ser som individualisering og navlebeskuende selvoptagethed, oplever den yngre generation med lange uddannelser som ufravigelige krav for overhovedet at komme ind på arbejdsmarkedet. Der skal tænkes ud af boksen, og stress og depression følger med af at skulle opfinde verden fra ny uden fast grund under fødderne.

En fortælling om tabet

Balladen om kolonihaven er på den måde en dobbelt tabsfortælling. Om arbejderklassen, der havde “sejret ad helvede til – godt” og blev til middelklasse, som så siden blev presset af globalisering, outsourcing, social dumping, gentrificering og blev fortrængt fra sine enemærker af de højtuddannede, der skulle befolke det nye vidensamfund, der voksede frem.

For sidstnævnte er det imidlertid også en tabsfortælling. De kommer ud til et grænseløst arbejdsmarked, der æder din sjæl til morgenmad, hvorfor de kun akkurat har overskud til at forskanse sig bag de høje hække, hvis da ikke de går ned med stress og depression.

Løftet om legende selvrealisering, der vandrede fra IT-branchen i 1990’erne til Richard Florida teori om den kreative klasse i 00’erne og kun akkurat overlevede en sidste tur i manegen som konsulent-skrald hos last mover-kommunerne i 10’erne, er stendødt. Ideen om et videnssamfund opbygget omkring de højtuddannede som feteret omdrejningspunkt for økonomien, er under kraftig revurdering i disse år, hvor universitetsdannelserne er udsat for voldsomme besparelser, og vi gør alt, hvad vi kan for at skaffe flere faglærte. Så de højtuddannede sidder også tilbage med en følelse af tab og tiltagende frustration.

Annamariia Joulie er den spirituelle, der er så fokuseret på sin egen rejse, at enhver regel er et overgreb i en grad, så man mistænker hende for at være en skuespiller, der er hyret til at overspille rollen. Men det er hun vist ikke. Og så er det alligevel hende, der med en omgang asiatisk, holistisk bevægelsesterapi fik folk til at mødes (en lille smule) til sidst.

Serien kan anbefales som en sociologisk undersøgelse, der bør føre en ind i den absolutte desillusion. Derfra bør forsøg på en genopretning af en fælles virkelighed og almenhedskultur ske, da den fælles samtale ellers er stendød. Ligesom i Balladen om kolonihaven.