Den ligger der endnu, byen ved det smalle sund. Der bor stadig en femten hundrede mennesker.
Byen er fascinerende at gå en tur i ved aftenstide, når man engang for længe siden har boet der en snes år, herunder ens formative år. Hvordan ser der monstro ud nu – og hvordan gengiver erindringen det hele, medens man går omkring?
Man ved, at mangt en skolekammerats forældre stadig bor i huset der. Dér, hvor de også boede for tyve og tredive år siden. Troskab mod steder, fast forankring.
Byen ligger stadig smukt ved skov, nor og strand. Den har været der længe, fordi den var – og vel er – begunstiget af beliggenheden ved havet og så af jordens rigdom. Den kunne man fravriste den og forædle, og dette gav arbejde til mange slægtled. I det tyvende århundrede kom det moderne til byen.
En landsbykirke, endelig, senere en gul- og fuldmuret trediverskole. Da et stort slægtled skulle etablere sig og have mere plads – og med dem også parcelhusene, velfærdsstaten og skattetrykket – kom der en ny, funktionel skole til, der holdt til en generation og lidt mere.
Ved siden af skolen byggede man pænt, almennyttigt og dog socialt boligbyggeri. Der var slægtled parallelle med hinanden i byen og derfor liv. Sport, byfest, skolefest og en gennemsnitlig fredag eller lørdag aften skulle byens beboere i lømmelalderen blot gå ud og lytte sig frem til en sammenkomst med eventuelt tilhørende drikkelag. Så lærte man hinanden at kende. Tunede knallerter, kanonslag og æ arm i æ karm hørte til dagens almindelige uorden.
Byen begyndte dog at visne. Den opvoksende slægt blev der ikke – og var i øvrigt slet ikke mange nok. Brugs, bager, restauration, forsikringsagentur, bankfilial, sparekassefilial, frisørsalon, vognmandsforretning, spærfabrik. Det hele forsvandt og kommer aldrig igen. I dag er husene og menneskene tilbage. Guldbryllupskvarterer, som indvarsler at byen omtrent kan forsvinde i løbet af et kvart århundrede. Hvad skal der ellers ske, når husenes ejere er borte og på kirkegården? Der er næppe nye mennesker (nok) til at flytte ind.
Det fælles byggeri – et århundredes monumenter – er også ved at forvitre. Et er naturens tilbagekomst, der gengror stier, grønne områder og tennisklubbens engang så flot anlagte, tre baner. Noget andet er forsømmelsen af det engang funktionsbestemte byggeri, der i den gamle verden havde stedsnærværende tilsyn.
Den store, forhenværende skole – der symbolsk nok hovedsagelig er omdannet til trafikknudepunkt og oplagringsplads for ældre- og sygeforsorgen – forfalder. Der er sidst malet for et årti eller mere siden, træværk rådner, vinduespartier punkterer og bliver gråmelerede, enkelte steder er vinduerne udskiftede med plader. De tidstypiske udtryk for den sidste fjerdedel af det tyvende århundredes velfærdsstat – skoler og idrætshaller, her lige ved siden af hinanden – står i dag spøgelsesagtige og forladte tilbage.
Man mærker dødens ånde, når man har levet i byen i en – synes det – nær fortid. Ikke mindst når man kan gå der en sommeraften en lille times tid og møde blot en håndfuld mennesker af de femten hundrede, der dog har vovet sig ud. Man glor ikke ind i guldbryllupskvarterets haver, men ser, at menneskene ikke nyder en fremkommen aftensol ude. De er derinde – nok bag skærmen, teknologiens jernlunge er stærk.
Naturen er ubarmhjertig. Vor tid har mistet sansen for forskellen mellem natur og kulturlandskaber; vild med vilje er tidens fanatikeres vildfarelse. Nedbrydning af et organisk hele er grundlæggende irreversibel. Umalet træværk rådner og opløses. Vinduespartiers rammer og sprosser rådner, ruder punkterer og matteres. Uplejet bevoksning breder sig og virker til sidst kvælende.
Med en indskudt bemærkning er det sket i byen: stærkt symbolsk er en gammel, statelig teglværksbygning – engang til administration eller direktørbolig, jeg kan ikke huske det – allerede omspændt af uhæmmet ukrudtsvækst. Bevoksning og ukrudt trænger også til sidst igennem asfalt, fliser, den ellers tilstampede sti. Alt dette er vidnesbyrd om en i sidste instans menneskelig ligegyldighed.
Fra organisk til kulturel opløsning. Eller er det omvendt?
