Poul Nielson: Energipolitik er blevet sikkerhedspolitik. Vi må tilbage til forsyningssikkerheden

Kilde: Wikkicommons Olaf Kosinsky

Energikrisen aktualiserer spørgsmålet: hvordan håndterede Danmark halvfjerdsernes energikrise og sikrede effektive forsyninger af energi ved gennemtænkte beslutninger? Ingen er næppe bedre egnet til at svare på dette end Danmarks første energiminister, som i månedens kronik optegner et både historisk og aktuelt perspektiv.

 

af Poul Nielson

Den aktuelle energikrise med Ruslands afbrydelse af gasforsyningen til Europa har aktualiseret interessen for situationen i 1970’erne, og der er bestemt også gode grunde til at genopfriske, hvad vi dengang stod over for – og gjorde noget ved.

Men det vil være en stor fejl, hvis vi alene fokuserer på den helt aktuelle situation, for realiteten er, at der er fundamentale strukturelle problemer med forsyningssikkerheden i det scenario, der med en forbløffende lethed tages for givet i debatten om dansk energipolitik.

Langsigtede Satsninger

Hvad gjorde vi så efter 1973? Oliekrisen gav stødet til en omlægning til kul på kraftværkerne. Problemet med forureningen (sur regn) fra kul blev løst med ny teknologi for røggasrensning. CO2 og klimaproblemet blev først en målestok hen mod slutningen af 1980’erne.

Store bidrag til forsyningssikkerheden kom fra indførelsen af naturgas og den store udbygning af fjernvarme fra kraftvarme-værkerne. Loven om varmeforsyning skabte klarhed og samfundsøkonomisk rationalitet i de store investeringer.

Opgøret med A.P. Møllers utidssvarende koncession i Nordsøen i 1981 skabte selvforsyning og gjorde en ende på Danmarks evindelige betalingsbalanceproblem, og den strategiske industripolitiske satsning på vindkraft skabte en ny, globalt orienteret industri.

Det er værd at bemærke, at disse store og langsigtede satsninger var konkrete reaktioner på de problemer, vi stod over for. Det var ikke noget, der på nogen måde kan sammenlignes med den hockeystav, der bruges som billede på dagens energipolitiske strategi.

Danmark blev med det nye energiministerium som motor et foregangsland baseret på, hvad vi gjorde. I dag fører man sig frem som et foregangsland på basis af, hvad vi siger, vi vil gøre i 2030 eller 2050. Jeg er nok ikke den eneste, der efterhånden har udviklet en allergi mod runde årstal.

Uigennemtænkt elektrificering

Der er for lidt opmærksomhed på de vanskelige spørgsmål. Udfasningen af naturgas i det danske energisystem håndteres med en letfærdighed, som Putin har vist os problemet med. Det er fint, at Tyra-feltet kommer i gang næste år, og at biogas formodes at kunne udfylde en større og større del af gassen i rørene.

Men Danmarks – og Europas – behov for naturgas på længere sigt end de næste par årtier burde i dag gøre det klart, at det var en fejltagelse af aflyse 8. udbudsrunde i Nordsøen.

Forsyningssikkerhed betød ikke noget i den beslutning, og nu ved vi, hvor sårbart vores system er. Det er absolut fint at øge produktionen af biogas, men hvis dette skal være andet og mere end et marginalt bidrag i gasnettet, skal landbruget og andre relevante aktører pålægges en egentlig leveringspligt til biogasanlæggene. Vi lever jo fint med obligatorisk tilslutning til kloaknettet, og i øvrigt bør landbruget behandles som al anden industri!

Lidt i samme kategori ligger håndteringen af vores affald. Danmark har opbygget en enestående position med forbrændingsanlæg, der på en hygiejnisk god måde producerer både el og fjernvarme. Kildesortering med opstilling af et utal af affaldsspande og store hygiejniske gener i hjemmene bliver ikke kritiseret, uanset problemet med en svækkelse af forbrændingsanlæggenes betydning for forsyningssikkerheden i energisektoren.

Det overordnede problem er dog usikkerheden om balancen mellem på den ene side en ubekymret antagelse om et orgie i elektrificering som det bærende element i den grønne omstilling, og på den anden side fraværet af en realistisk plan for at sikre en stabil elforsyning. Det er karakteristisk, at den helt nødvendige udbygning af elnettet overalt i landet åbenbart er for kedelig en sag til, at energinet.dk’s behov for 40 mia. kr. tiltrækker sig særlig opmærksomhed.

Samarbejde og sammenhæng

Sol og vind er helt klart vejen frem, men begge er faktisk langt bagud i forhold til at kunne levere det, der er nødvendigt for at de storslåede ambitioner knyttet til de runde årstal kan opfyldes. Forestillingen om, at udvekslingen med nabolandene kan dække vores behov, når vind og sol ikke leverer nok, hviler på en illusion om, hvad det europæiske elmarked nu om dage er for noget.

Det nordiske elmarked blev skabt under forudsætningen om, at der var en meningsfuld sammenhæng mellem systemerne i Danmark, Norge og Sverige, hvor vandkraft, kernekraft og kulkraft til gensidig fordel komplementerede hinanden. Men med den forudsatte lukning af store kraftvarmeværker baseret på fossile brændsler, i den grønne omstillings navn, vil Danmark ikke være en troværdig partner i hverken det nordiske elsystem – eller for den sags skyld i det bredere europæiske system.

Hertil kommer, at opretholdelse af den tekniske kvalitet i elforsyningen svækkes, når vi ikke har store kraftværker, der kan fungere som en slags stabiliserende svinghjul i produktionen af strøm. Alt dette er velbelyst i år af Energistyrelsen – inden Putins krig.

Hockeystaven skulle så være svaret på vores udfordring: Om nogle år vil vi have afklaret, hvilken teknologi, der er løsningen, og så vil der være styr på problemerne. Det er dog et meget mere realistisk billede at tale om en løvrive (med et meget langt skaft!) til illustration af fremtiden:

Der er et større antal mere eller mindre modne teknologier at vælge imellem; ingen af dem repræsenterer noget, hvor Danmark har en særlig førerposition, og det gennemgående træk er, at der vil være tale om helt enorme investeringer for at opnå den nødvendige storskala-fordel, hvor valget mellem teknologier og afsætning typisk bliver truffet af aktører, der ikke er baseret på varetagelsen af danske forsyningsinteresser.

(Her skal det lige bemærkes, at en reduktion af statens ejerskab i Ørsted vil være en monumental dumhed).

Forsyningsmæssig suverænitet

Energiøen i Nordsøen markedsføres som løsningen. Men det er stadig en gåde, hvorfor det skulle være en fordel at placere en stor kemisk fabrik på en lille kunstig ø ude i Nordsøen, i stedet for inde på land.

Vi kender jo omkostningerne fra offshore-industrien, og det er da også tankevækkende, at det første skridt planlægges taget på Bornholm. Etableringen af masser af vindkraft skal muliggøre, at vi får et så stort overskud til rådighed, at der via power-to-X bliver plads til at fortrænge fossile brændsler og dermed få regnestykket til at gå op.

Men disse investeringer vil blive afholdt af aktører, som vi kun vil kunne forpligte til at bidrage til Danmarks forsyningssikkerhed gennem koncessioner – noget vi har dyrekøbte erfaringer nok med i Nordsøen.

Ejerskabet af vindmølleparker og solcelleanlæg vil være kernen i spørgsmålet om varetagelsen af samfundsinteressen. Dette er der overhovedet ikke taget hul på nogen diskussion om. Vi glider tavst i retning af en forsyningssikkerhedsmæssig suverænitetsafgivelse midt i en tid, hvor det burde være gået op for os, at energipolitik er blevet til sikkerhedspolitik og ikke kun et bogholderi om CO2-udledning og runde årstal.

Poul Nielson var energiminister mellem 1979 og 1982, landets første, repræsenterende Socialdemokratiet. Senere hen var han udviklingsminister og EU-kommissær.