Hvad der skal siges II

18. juli 2022
1 minuts læsetid

Lad mig begynde med at fremmane et billede. Omkring den 1. september bekendtgøres det, at Statsministeriet har indkaldt til pressemøde. Det gælder coronasituationen. Bekendtgørelsen vil – endnu mere muligvis – ske på baggrund af skriverier om svagt stigende smittetal og tilsvarende antal sygehusindlagte, hvis definition og afgrænsning ingen i den brede befolkning i øvrigt gider slå efter. Der vil muligvis også pågå skriverier om en ny coronavariant, ingen kan udtale navnet på. I Tyskland, der på coronaområdet som på så mange andre er Europas ”syge mand”, har man på dette tidspunkt sikkert allerede genindført diverse coronarestriktioner. Muligvis blot mundbindskrav i detailhandlen.

Statsministeren vil, med sin særegne blanding af påtaget alvor og ubeføjet arrogance, sige, at nu er tiden inde til at være forsigtig. Og udvise samfundssind, som før. Danskerne har før været villige til at stå sammen. Nu skal vi gøre det igen. Pandemien er gået ind i sin sidste fase. Overalt i Europa stiger smittetallene. Regeringen vil igen tage ansvar og række erhvervslivet en hjælpende hånd. Danmark har internationalt set klaret pandemien rigtig godt. Nu skal denne position ikke sættes over styr. Derfor genindfører vi…. Instagram-politik iblandet telegramsprog, den siddende regerings varemærke.

Vi må se om det bliver sådan. Næsten uanset hvad er det grundløst. Følgende visheder er bekræftede.

  • Corona har vist sig at være en sygdom, der for skønsmæssigt over 95 procent af befolkningen nu kan sammelignes med øvrige virussygdomme, influenza, forkølelse, almen træthedsfornemmelse, forbigående udbrændthedsfølelse og lignende. Altså sygdomsformer og gener, der ved deres almindelige forekomst ikke begrunder nogen indgreb i hverdagslivet.
  • Mundbindskrav og nedlukninger har, efter der er gennemført storstilet vaccination af befolkningen, vist sig at være i praksis virkningsløse. Corona vil uvægerligt sprede sig, folk bliver bare ikke (alvorligt) syge. Mundbindskrav – eksempelvis som set i dansk eller tysk detailhandel – har ikke gjort nogen forskel i forhold til smittespredning. Det er blot til besvær.
  • Der kan ikke konstateres et coronarelateret ”pres” på sygehusvæsenet. Sundhedsstyrelsen er i sin opgørelse over indlagte nødt til at eksplicitere, at den ikke forudsætter, at corona er årsag til indlæggelsen. Der er muligvis et alment ”pres” på sygehusvæsenet, det vil sige kapacitets- og bemandingsproblemer, daglige prioriteringer, som dog også fandtes før corona.

Der er derfor ingen grund til at genindføre nogen coronarestriktioner, hverken mundbinds- eller testkrav eller krav om coronapas, hvilket i praksis vil sige krav om yderligere vaccinationer. Yderligere vaccinationer kan være et tilbud til risikogrupper, ikke ulig den type af influenzavaccinationer, man tilbyder ældre. De skal blot være frivillige og ikke knyttes til noget passystem. Livet skal og må gå videre, og genindførelse af coronarestriktioner vil kun forstærke to mistanker, der forhåbentlig ikke er rigtige.

For det første, at den danske regering indfører restriktioner, fordi øvrige EU-lande indfører dem. For det andet, at regeringen misbruger kombinationen af en latent frygtkultur og en grundlæggende tendens til føjelighed i befolkningen. Tiden er inde til at insistere på, at corona er en ydre omstændighed, der ikke berettiger indgreb i hverdagslivet.

Der er i øvrigt nok af andre problemer at tage fat på.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside