Foredragsrække i efteråret 2022: “Friheden på prærien”

I samarbejde med FOF Aarhus arrangerer vores forlag Munch & Lorenzen en foredragsrække i Århus under titlen “Friheden på prærien”. Ved at tilmelde dig gennem os får du foredragsrækken til en særligt favorabel pris á 225 kr. for alle tre foredrag.

Friheden på prærien

I generationer har det vilde vesten, dristige cowboys og modige nybyggere fanget vores fantasi og opmærksomhed. I dette forløb tager vi fat på det vilde vesten som kulturelt fænomen.

Sognepræst Nanna Hauge viser os ned i de dybe lag af forfatteren Laura Ingalls Wilders populære bøger om Laura og det lille hus på prærien. Sammen med musiker Stig Nielsen graver vi efter Western-heltens historiske og litterære rødder, mens historiker Christian Egander Skov kaster et blik på et Amerika anno 2022, hvor det vilde vesten er blevet til ”flyover country”.

  • Nana Hauge: Det lille hus på prærien
    Mandag d. 29/8 kl. 19
  • Stig Nielsen: Western-helten – en skarptskydende, selvopofrende engel
    Mandag d. 26/9 kl. 19
  • Christian Egander Skov: Fra det vilde vesten til fly-over-country
    Mandag d. 28/11 kl. 19

Alle foredrag finder sted i FOF Aarhus lokaler Søren Frichs Vej 36D, 8230 Aabyhøj. Prisen for de tre foredrag er 225 kr. Når du tilmelder dig i nedenstående formular sender FOF Aarhus et betalingslink til dig.

Om foredragene

Nana Hauge: Det lille hus på prærien

En dag i 1930 i Mansfield, Missouri, satte bondekonen Laura Ingalls Wilder sig ned ved sit skrivebord efter morgenens arbejde og begyndte at nedskrive sine erindringer om det frie land mod vest, som for længst er borte. Det blev til de bøger, vi kender som Laurabøgerne. En fortælling om familiesammenhold og tryghed, men også en beretning om en tilværelse ansigt til ansigt med en stor ubarmhjertig natur, der ikke sådan lige lod sig tæmme uden mod, udholdenhed og afsavn. Bøgerne er en inspirerende hyldest til friheden, til Gud, til Amerika og til nybyggerne. De er historien om den ånd, der skabte Amerika.

Nana Hauge er sognepræst og har i mange år beskæftiget sig med og holdt foredrag om Laura Ingalls Wilders forfatterskab. Hun er desuden redaktør ved det teologiske tidsskrift Nyt Babel.

Stig Nielsen: Western-helten – en skarptskydende, selvopofrende engel

Western-helten er måske den betydeligste arketype i Amerikas mytologiske selvfortælling. Han har et etisk kodeks i et lovløst grænseland, hvor han baner vejen for lov og civilisation. Han er nødsaget til at gøre det på lovløshedens præmisser og får blod på hænderne. Når lov og orden er etableret, bliver han derfor udstødt til nye grænser – i sidste ende døden. På den måde er western-helten grundlæggende en tragisk figur, og denne figur skal vi høre om til foredraget. Vi graver efter hans historiske og litterære rødder.

Stig Nielsen er musiker med flere udgivelser bag sig. Han er desuden foredragsholder og har undervist i litteratur, film og musik i højskoleverdenen.

Christian Egander Skov: Fra det vilde vesten til fly-over-country

I det moderne Amerika er det vilde vesten igen en ødemark. Men hvor kulturen før skred frem, bliver den nu trængt tilbage. Den gamle ”frontier” er blevet til det land, man bare skal flyve over for at nå fra østkystens til vestkystens metropoler, kulturelt fremstilles landet som tilbagestående og dets værdier afvises som model for fremtidens multikulturelle Amerika. I dette foredrag ser vi på forvandlingen af synet på det vilde vesten og kigger nærmere på den modreaktion, der nu er opstået mod den politiske og kulturelle elite.

Christian Egander Skov er ph.d. i historie og redaktør for Årsskriftet Critique