En tur i byen

28. maj 2022
3 minutters læsetid

Byen er et rædsomt sted. Med byen mener jeg undtagelsesvist ikke tæt bebyggede områder. Det kan nu også være slemt nok, nej jeg mener her “byen”, som det sted, man ”går i”, når det er sådan fat, at man som udtrykket går ”skal i byen” eller ligefrem ”vil i byen”.

København er særligt forfærdelig. På sidegaderne til strøget er mennesker transformeret uigenkaldeligt til ren kød. Kadaverne hænger på kroge og her er intet andet end kroppe, der skiftevist planløst og planmæssigt klasker ind i hinanden, udskiller væsker af den ene eller den anden art.

Typisk på fortovet.

Det er som om udladningerne har det formål at udstøde de sidste rester af menneskelighed fra kroppene, som om nogle har stukket en slange ned i svælget for at spule de sidste slagger ud, så bøtten bliver helt tom, en beholder, som intet har at beholde.

Dionysisk rasen er dette blevet kaldt. Idiotisk. Et figenblad. Der er ingen guder, ikke engang de hedenske, der fortjener at blive gjort til totem for dette ritual.

Opkast og udtømning er midlet. Reduktionen af mennesket til umenneske formålet.

De afsjælede legemer i dette åbne gravkammer har kun én længsel, at være et andet sted. Derfor er systemet indrettet på at udslukke enhver længsel med alkohol, narkotika og værst af alt, den forestillede deltagelse i fællesskabet.

Resultatet er menneskelighed med maddikepræg.

Når man er ”ude i byen” og går ind et sted, er man mærkeligt nok stadig ”ude i byen”. Inde og ude adskiller sig ikke i art, men i grad. Men ude er at foretrække. Her kan man ånde.

Når man går ind, erfarer man, hvor de larver yngler, som gnaver i byens kadaver. Herinde må man hænge sin sjæl i garderoben, betale en 50’er og håbe, at pigen bag disken ikke har forlagt den, når man efter nogle timer planmæssigt må flygte fra det tiltagende kaos. Det er her forvandlingen skal finde sted.

Inde er en diabolsk puppe, hvor alle processer kører baglæns. Evolution i bakgear. Inde forsøger man straks at bestille så mange drinks, man kan, for effektivt at forsvinde.

De indledningsvise, halvt og helt akavede samtaler umuliggøres af den potente mikstur af gensidig indifferens og stadig højere musik.  Nogen siger noget. Man svarer ”hva?”. Nogen svarer ”hva?”.

Sproget er brudt sammen. Inde er et mareridt, hvor ens skrig bliver tavshed.

I baren spørger de, om det skal være en dobbelt Gin & Tonic, og næsten desperat svares der ja, idet ønsket sniger sig ind, at den da gerne måtte være mere end dobbelt.

I det tiltagende mørke kommer man til at tænke på Hamsuns Sult, hvor hovedpersonen befinder sig i en celle:

”Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det.”

Det er her vores digter bliver ”et Bytte for de særeste Fantasier” og forsøget på svedende af anstrengelse at bringe tanken til ro, slår fejl. Og så slår det ham: ”Der var ingen Tvivl om, at jeg her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen tidligere havde været opmærksom paa.”

Og i mørket finder han et nyt ord, der ikke findes i sproget…. Kuboaa… ”Ordet stod saa tydeligt foran mig i Mørket. Jeg sidder med aabne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde.”

Men snart slår ordet om. Glæden veksles: ”det ny Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al min tanke og gør mig alvorlig.”

Tiden glider mellem hænderne på en, men stopper så op og pludseligt befinder man sig der og se forvredne menneskekroppe ryste spastisk i tåbelige, men tilsyneladende virkningsfulde forsøg på at bemestre situationen.

Her er transformationen fuldført, enhver værdighed er skrællet af. Larverne gnasker i kødet. Sveden driver af panden.

Jeg håber, de forvrider et knæ.

Ordet, der skulle skabe forskel i dette mørke, der er en forskelsløshed, som ophæver enhver kontur, lokker en længere ind i den selvsamme forskelsløshed og man ser alting udslettes for sine øjne.

”Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte.”, og snart lader Hamsun sin digter konkludere ”saaledes er det at dø, sagde jeg til mig selv”

Fødderne bliver urolige, armene med. Blikket flakker. Man kigger sig omkring og ser, at der ligesom er sat en rude mellem en selv og situationen.

”Og den tanke fór mig med et gennem Hjærnen, at jeg var blevet vanvittigt. Greben af Rædsel farer jeg ud af sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at aabne, kaster mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen, jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander…”

Tilbage fra tankens Hades-flugt befinder man sig atter i natmaskinens tarmsystem, nu med blikket stift rettet med udgangen.

Nu må der handles. Et par hurtige hænder og arme hvirvles rundt og markerer symbolsk, at man nu har sagt de ”farveller”, som det sig hør og bør. De registreres ikke, men det er ligegyldigt i dette rum, der er indrettet på ligegyldighed.

Nu er det flugten, det gælder!

Ja, skal man bare huske at komme forbi garderobedamen.

 

 

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr