Tre argumenter mod skærpede coronarestriktioner

24. november 2021
3 minutters læsetid

Det forlyder i skrivende stund, onsdag først på aftenen, at der er skærpede restriktioner i vente. Det er ikke en god idé. Der findes mindst tre argumenter mod disse, og de følger her:

For det første er der pr. dags dato indlagt 49 med corona på danske sygehuses intensivafdelinger. Antallet har været i dette leje, plus/minus ti, den seneste uge og må tages som udtryk for de, der er alvorligt syge af corona. Det er altså det egentlige grundlag, det danske samfund destabiliseres ud fra: 49 indlagte på danske sygehuses intensivafdelinger. Udtrykket ”destabilisere” kan forekomme stærkt, men det er ikke desto mindre dækkende: alt af betydning i vort samfund, fra komplekse, nationale it-projekter til mennesker, der blandt andet ernærer sig ved at afholde julefrokoster, påvirkes alvorligt blot af truslen om skærpede restriktioner. Afbuddene og aflysningerne sidder løst for tiden.

Med en indskudt bemærkning er det værd at bemærke, om eller hvonår gennemsnitdanskeren nogensinde har overvejet, hvorvidt der var 15 eller 50 indlagte en tilfældig novemberdag på danske sygehuses intensivafdelinger med lungebetændelse, influenza eller lignende. Det er næppe ofte; det daglige talbombardement gør mange urolige for noget, de ellers ikke ville bekymre sig det fjerneste om.

For det andet er det grundlæggende tvivlsomt om skærpede coronarestriktioner virker. Det er rimelig klart, at nedlukningen i første halvår 2020 var velbegrundet, blandt andet fordi den gav de relevante myndigheder tid til at undersøge effekterne af corona på samfundsniveau og udtænke en plan, der skulle afbøde de samfundsmæssige konsekvenser af sygdommen. Sidenhen er det eneste, nogenlunde retningsgivende vi ved, at vaccination og dokumentation heraf forebygger. I enhver betydning af ordet: forebygger smittespredning og forebygger eller afbøder konsekvenserne af sygdommen.

Det er derimod svært at få øje på de konstaterbare effekter af skærpede restriktioner og egentlige nedlukninger. En række europæiske lande har forsøgt sig med både skærpede restriktioner og egentlige nedlukninger, uden de gjorde nogen betydelig forskel. Andre europæiske lande har fastholdt en mere lempelig håndtering, hvor konsekvenserne for hverdagslivet har været mindre mærkbare, uden det har haft nogen afgørende betydning for smittespredning, egentligt syge eller døde. I klart sprog: voldsomt indgribende nedlukninger, af typen udgangsforbud om aftenen og lukninger af beværtninger og restauranter, som det for eksempel skete i Frankrig i efteråret 2020 og april 2021, har ikke haft nogen afgørende effekt, hvis man sammenligner med den i nogens øjne lidt særlige svenske strategi, hvor der anvendes færre, indgribende restriktioner. Grundskavanken ved den svenske strategi var en manglende og langsommelig indsats i forhold til plejehjem, der burde have været afskærmede, men ellers synes meget i den svenske strategi at vise sig effektivt i både et langt og bredt perspektiv.

Det egentligt tungtvejende ved dette, andet argument er, at vi ved påfaldende lidt om corona, ud over at det er en smitsom sygdom, der breder sig som sådanne nu gør. Almindelige hygiejneomtanke begrænser sygdommens spredning, vaccination forebygger og afbøder, hvorimod øvrige foranstaltninger som mundbindsanvendelse, lukning af frisører, beværtninger og museer eller andet har en langt mere tvivlsom effekt. De kontinuerlige mundbindskrav i eksempelvis tysk detailhandel synes ikke at have haft nogen indflydelse på landets smittespredning, sammenlignet med lande, der ikke har anvendt et sådant redskab. Af de varslede danske skærpelser må der særligt stilles spørgsmålstegn ved rimeligheden i fornyede mundbindskrav.

For det tredje må det økonomiske aspekt medregnes. Dette fordeler sig på to underargumenter. Det ene vedrører opretholdelsen af coronaindustrien, væsentligst de mange test, der udgør en betydelig belastning af samfundsøkonomien. Omfanget er endnu uvist, men det bør erindres, at Justitsministeriet i april 2021 anslog de daglige udgifter til testindustrien til mellem 50 og 100 millioner. Det videre regnestykke kan enhver selv foretage. Dertil må det forventes, at der med skærpede restriktioner følger forøgede krav om kompensationsordninger til erhvervslivet. Julefrokostbranchen – der som bekendt omfatter også virksomheder som øldepoter – har som nævnt allerede raslet med sablen. Ingen kender endnu omfanget af hjælpe- og kompensationsordningerne, men det står temmelig klart, at det bliver dyrt, og skærpede restriktioner vil kun forøge denne regning.

Mange synes at tro, at staten kan klare alt. Langt færre synes at forstå, at offentlige udgifter skal dækkes af den løbende værdifrembringelse – produktionen – og dermed kan offentlige udgifter ikke betragtes isolerede fra de samlede produktionsudgifter. Staten kan ikke blot opkræve højere skatter og give folk det, de lige vil have. Slet ikke i et åbent samfund. Alle skatter og afgifter får konsekvenser for lønninger, omkostninger og priser. I den forbindelse er det værd at erindre sig, at Danmark, uafhængigt af corona, har verdens formentlig dyreste og mest udviklede velfærds- og forsørgersystem, og på trods af dette forventer nok mere end halvdelen af vælgerbefolkningen, at det offentlige kan forøge sit penge- og personaleforbrug. Dette glubske krav er svært foreneligt med en omfattende og langvarig afregning af udgifterne til testindustri og kompensationsordninger, for slet ikke at tale om nuværende og kommende renter af statsgælden. Navnlig med udsigterne til parallelle, omfattende demografiske forandringer og deraf afledte økonomiske omkostninger.

Det grundlæggende økonomiske faktum er – og hermed det andet underargument – at nok kan Danmark ikke isolere sig fra et generelt økonomisk tilbageslag som følge af corona, men vi kan afveje værdien af skærpede coronarestriktioner med de økonomiske konsekvenser, sådanne vil få for ganske almindelige mennesker og for nationaløkonomien. Dels på den korte bane – vil man acceptere yderligere økonomiske tilbageslag og kompensationskrav fra i forvejen pressede brancher? Og vil man acceptere, at løbende afkast af fremtidens produktion skal anvendes til at betale regningen for skærpede restriktioner, for eksempel i form af renter af forøget statsgæld, eller var det bedre at holde produktionen oppe, udgifterne til kompensationsordninger nede, og på sigt søge at imødegå konsekvenserne af smitsomme sygdomme ved at målrette offentlige udgifter til et solidt beredskab mod sådanne?

Det er i sidste instans en politisk afgørelse om eksempelvis mundbindskrav er “det værd”. Blot er det givet, at penge ikke kan bruges to gange. Og at et moderne, åbent og relativt frit samfund ikke kan sættes i stå gang på gang. Livet skal gå videre – og corona synes at være et vilkår, vi må leve med de kommende år.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside