Hele Danmarks ‘Karen’

Af Stig Høgh Rasmussen

I primo september kunne man i flere medier læse om Karen Melchior, MEP for Radikale Venstre. Mere specifikt om hvordan Melchior personificerer chefen fra helvede.

At se en folkevalgt politiker, der jokker godt og grundigt i spinaten er intet nyt. De gør sig uheldigt bemærket. De udtrykker sig ”misforståelsesmuligt”. De skifter partier, som vi andre skifter sokker. Ellers evner de bare ikke selv at skelne mellem privat-Lars og politiker-Lars.

Bevares, politikere er mennesker som alle andre, og derved fejlbarlige. I alle fald de første par gange. Når en folkevalgt derimod gang på gang træder ved siden af, må man selvsagt stille spørgsmål: Er de kompetente til deres hverv? Er de repræsentative for vælgerne? Og hvor meget skal vi egentlig tåle?

I de sidste par år har Karen Melchior formået i helt absurd grad at træde ved siden af. Og har for nylig vist sit sande jeg som en ’Karen’.

I flæng kan nævnes:

Hell hath no fury like a Karen scorned

Langt de fleste medarbejdere, der har arbejdet for Melchior siden valget i 2019, er ikke længere under ansættelse, ord som ubehagelig, kolerisk og perfid blev brugt til at beskrive deres ex-chef, og arbejdspladsen har været præget af dårlig stemning og skideballer (Til trods for der blev købt en tøjbamse!).

Melchior benægtede (åbenlyst) selv at det skulle være tilfældet. Med henvisning til ”Ikke min oplevelse”, som det ofte hedder i en tid, hvor et tangerende til solipsistisk vidnesbyrd er god latin og udtryk for de rigtige hændelser.

Udover det pinlige i at blive hængt til tørre som en dårlig arbejdsgiver har Melchior selv tilstået en opførsel i en lufthavn, der passer som fod i hose på Urban Dictionarys definition på en ‘Karen’. På facebook skriver Melchior, at:

Jeg er ikke dummere, end at jeg godt kan regne ud, at man sagtens kan skrive en nyhed om, at jeg er et forfærdeligt mennesker, og en elendig leder alligevel. Noget kunne tyde på, at det bliver vinklen, for jeg har fået at vide, at en del af baggrunden for historien er, at jeg på Folkemødet på Bornholm i 2019 blev vred over det kaos, der var i lufthavnen, som medførte at jeg færst ikke kunne komme med det fly, jeg havde billet til.

Jeg skældte ud over ikke at kunne få ordentlig besked og var frustreret, sulten og sikkert rigtig dum at høre på. Til sidst gik jeg ud mod flyet uden at have fået lov. Det må man ikke gøre i en lufthavn, og jeg fik læst og påskrevet af lufthavnspolitiet – hvilket er fuldstændig rimeligt. Lufthavnen var stopfuld af folk, og jeg var bestemt ikke lydløs, så optrinnet blev registreret af en hel del mennesker, der også efterfølgende spurgte mig om jeg var okay. Men jeg var hidsig og opførte mig dumt, og det kan man jo godt lave overskrifter om, også to år efter.”

Man kan se det for sig. Hvordan hun arrigt marcherer ud mod flyet stik imod al regel og fornuft – præcis som hendes navnesøstre ville ignorere ethvert påbud og reglement – efter hidsigt at have klaget til ledelsen.

”Jeg vil øjeblikkeligt tale med ledelsen!”

Kyndig sprogrevser, Susanne Staun præsenterede i Berlingske de berygtede ’Karens’ som ”en klagevorn madam, der hele tiden insisterer på at tale med chefen, og ofte skriger hen over køledisken, at hun vil lægge sag an mod ham, der går for langsomt i afdelingen for mel og gryn.”

Hvad der sikkert er til stor gene for mangen en navngiven Karen, har vi alle mødt hende et eller andet sted. På fritidsjobbet som tjener; i køen i hvilken som helst butik, i den offentlige transport. Og nu viser det sig minsandten, at hele Danmark repræsenteres af en ’Karen’ i Europa-Parlamentet.

Her gik undertegnede ellers og troede, at EU-medlemskabet var skamfuldt nok i sig selv.

Stig Høgh Rasmussen er jurist fra Aarhus Universitet. Han er aktiv i Konservativ Ungdom og har bl.a. skrevet for tidsskriftet Paragraf. Derudover er han altid krænket af krænkelseskulturen. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om bl.a. retsstaten, udlændingepolitik, de postfaktuelle indspark i debatten og naturligvis krænkelseskulturen.