Vedr. statsgælden og den økonomiske situation efter coronakrisen

26. januar 2021
4 minutters læsetid

af Anders Orris

Det meddeles nu, at en såkaldt kompensationsordning til minkavlere er blevet vedtaget. Omkostningerne til denne ventes at blive 15 – 18 milliarder. Finansieringen er uvis, men der bliver formentlig tale om at udgiften finansieres ved yderligere optagelse af statsgæld.

Statsgæld er i det hele taget til debat for tiden. Det er ligeledes blevet meddelt for nylig, at coronakrisen har medført optagelse af statsgæld for 115 milliarder yderligere fra 2019 til 2020. Krisen kan ikke just siges at være overstået, så dermed må der forventes et behov for at optage yderligere statsgæld. Forskellige medier har bragt emnet til torvs og modtaget beroligende signaler fra en række økonomer: forudsætningerne for at stifte statsgæld er gode, situationen er under kontrol. Det er givetvis korrekt, det på ny statsbærende parti har os, hvor de vil have os – og optagelsen af den fornødne statsgæld har med stor sikkerhed været en god idé, for uden kompensationsordninger og lignende, var tæppet blevet trukket under store dele af befolkningens livsgrundlag. Det bør dertil erindres, at nedlukningen var et politisk valg – i det store og hele et rigtigt et af slagsen – og politiske valg får også politiske konsekvenser.

Disse vil også indfinde sig, når forløbet efter coronakrisen begynder, det vil sige når kompensationsordninger og nedlukninger efterhånden erstattes med mere normale forhold, hvor næringsdrivende og lønmodtagere igen må forventes at kunne stå på egne ben. Da vil forløbet være overstået, og valget være klart: hvorledes skal de normale forhold indfinde sig? Skal de indfinde sig med forøget privat efterspørgsel og frit forbrugsvalg, eller skal de indfinde sig med politisk styring. Spørgsmålet er bestemt ikke ligegyldigt, da stærke interessegrupper uden respekt for fri næring eller frit forbrugsvalg, men med masser af fikse idéer, og sådanne interessegrupper er der sandelig mange af, allerede står på spring. De fabler om grøn omstilling, den store genstart og meget andet vrøvl.

Et let fraværende aspekt ved coronakrisens økonomiske implikationer er nemlig, at et udefinerbart, men ganske stort segment af befolkningen økonomisk er gået upåvirkede eller endog styrkede ud af krisen. Lønmodtagere med fast indkomst og luft i budgettet har klaret sig, og for manges vedkommende vil udbetalingen af de indefrosne feriepenge, snart i anden omgang, også være en betydende faktor. I klart sprog: i og med udlandsrejser har været vanskelige, og i og med store dele af detailhandlen har været lukket, findes der her en uindfriet efterspørgsel. På den anden side af coronakrisen bliver det med stor sikkerhed godt for rejsebranchen, flyselskaberne samt f.eks. bil- og møbelhandlerne. Folk har jo ikke kunnet få det, de gerne vil have. I mange mennesker og dermed familiers sind spiller det evindelige materielle forbrug en stor rolle som en konstant meningsgivende livsfaktor.

Folk kan dog ikke være sikre på, at de kommer til at beholde helt så mange af deres penge for fremtiden. Der er nemlig en vekselvirkning på spil mellem den uindfriede efterspørgsel og optagelse af den statsgæld, kompensationsordningerne – og det almene økonomiske tilbageslag – medfører. Det er nemlig med statsgæld med så meget andet: den optages efter gældende forudsætninger. Et land som Danmark har relativt gunstige forhold, når det gælder optagelse af statsgæld, og renteudgifterne påkalder sig alment ikke megen opmærksomhed. Dette til trods for, at renteudgifterne til statsgælden udgjorde 13 mia. kroner i 2019, dvs. før den forøgede meroptagelse i 2020. Et tilsvarende beløb kunne anvendes til at nedbringe registreringsafgiften på biler mærkbart eller afskaffe ejerafgifterne på samme. I andre boldgader kunne afgiften på elektricitet i stedet fjernes eller det samme kunne ske med afgiften på spiritus, vin, øl, tobak og chokolade, samlet.

Stater har dog ofte gæld af den årsag, at de ikke altid kan dække deres løbende udgifter. Danmark er ingen undtagelse, men det behøver ikke være sådan. Stater kan sagtens være gældfri, og Danmark var det i en længere periode frem til 1975, og den efterfølgende, langstrakte gældsoptagelse blev nedbragt i en tilsvarende lang bevægelse fra midten af halvfemserne til 2008. Sidenhen er gælden steget, så stabiliseret – og står nu altså til en mærkbar forøgelse.

Det grundlæggende forhold er dog det, at gæld skal betales tilbage og renter betales. Gæld stilles til rådighed ved at visse giver afkald på deres forbrug, som så stilles til rådighed til andres øjeblikkelige forbrug. Dermed opstår en skyldner og en fordringshaver. Stater kan dog kun afdrage gæld ved at beskatte sine borgere, og en væsentlig del af den danske stats pant for den stiftede gæld er dens betydelige vilje til at beskatte sine borgere. Her findes baggrunden for den udbredte ligegyldighed, uanset om den stammer fra fagøkonomer og gælder aktuel gældsoptagelse eller fra manden på gaden, der konfronteres med renterne af statsgælden: dansk statsgæld betales, renterne ligeså, og det gør den fordi den danske stat har udstrakt legitimitet, når det gælder beskatning af borgerne.

Hermed altså det væsentlige: i skæringspunktet mellem coronakrisens afslutning, hvornår så end det bliver, og betalingen af regningen for kompensationsordningerne, opstår der et beskatningsbehov. Hvad kan man vente sig i den forbindelse? Jeg vover her det første gæt.

Afgifterne på brændstof, benzin og diesel, vil blive forhøjede. Der er tale om fra politisk hold set perfekte afgifter: befolkningen, i hvert fald den arbejdende og mobile del af den, har ingen mulighed for at undslippe dem. Tidligere kunne man være nervøse for, at de økonomisk mere veldrevne lande, Tyskland og Sverige, ville stille an med grænsehandel med brændstof. Det kommer ikke til at ske denne gang, Sverige har allerede gennemført mærkbare og automatiske forhøjelser af landets brændstofafgifter, og den tyske regering, der ligeledes har kroniske behov for at forøge statens indtægter, vil formentlig forøge deres brændstofbeskatning i takt med den danske. Et særligt punkt af interesse vil være, at Det Konservative Folkeparti, i sin iver efter at gøre sig miljømæssigt lige så afsporede som venstrefløjen, formentlig vil lægge stemmer til afgiftsforhøjelsen. Denne vil nok, som i Sverige, blive automatisk over en årrække. En krone det første år, halvtreds øre hvert år efterfølgende, enten over tre-fire år, alternativt i det uendelige.

Én ting er sikker: det bliver festlige tider for skatteopkræverne, der nok skal få fat i familien Danmarks tegnebøger. En ellers såkaldt socialt bevidst, rød regering tænker næppe over, at skatte- og navnlig afgiftsforhøjelser intet problem bliver for dem med de højeste indkomster. De trækker blot den fede tegnebog op af lommen og betaler. Alternativet til opkræveriet – nedskæringer i de offentlige udgifter – kommer vi næppe til at opleve. Systemet er sat endegyldigt først i Danmark. Og det vil den siddende regering, det på ny statsbærende parti, det der sprogligt set har institutionaliseret brugen af ordet vores ud i det ekstreme, kun glæde sig over. Systemet før mennesket. Men dyrt bliver det.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside