Som katastrofe kastede 2. verdenskrig lange sproglige skygger. En række forhold, politiske, videnskabelige, diskursive, prægedes dybt af krigen. Man talte ganske enkelt på en anden måde bagefter, og der afsøgtes og defineredes nye grænser for, hvad man kunne sige politisk, videnskabeligt og diskursivt.
Det skete, og derfor kan det ske igen skal den prominente Auschwitz-overlever Primo Levi have sagt engang. Dette løsen er lige så letfatteligt som den forargelse, den tyske forfatter Martin Walser udløste, da han i en i øvrigt besindig tale i 1998 advarede mod en kontinuerlig instrumentalisering af Holocaust. Walser fremhævede blandt andet, at Auschwitz var uegnet som evindeligt trusselsbillede (Drohrutine) eller som allestedsnærværende moralkølle (Moralkeule). Talen gav anledning til enorm bestyrtelse og afslørede dermed, at mere end et halvt århundrede efter 2. verdenskrig var den begrebslige strid langt fra forbi, uanset det substantielle i Walsers udsagn.
2. verdenskrigs tragiske delelementer, forfølgelse, død, ødelæggelse, blev til mulige sproglige redskaber, ikke mindst i drøftelser af de europæiske landes udlændingepolitik. Vi kender de retoriske kneb: noget fra trediverne, fascist- og nazistkort der brænder i lommen, for slet ikke at tale om racismeetiketten. Sidstnævnte er, endog i forlængelse af en dansk højesteretsdom fra 2003, blevet så udvandet, at dansk pensions- og valgretslovgivning kan beskyldes for at være racistisk.
Dette har naturligvis givet anledninger til grænsestridigheder. Visse dele af det, jeg nu forenklet kalder højrefløjen, har ofte måttet forholde sig til de sproglige konsekvenser af 2. verdenskrig. Der er ting man ikke må eller kan sige i en udlændingepolitisk debat, fordi 2. verdenskrigs begrebsdefinitioner sætter nogle grænser herfor. I forlængelse heraf har det, jeg nu forenklet kalder venstrefløjen, ofte set sig selv som håndhævere af disse diskursive begrænsninger. I striden mellem ”højre” og ”venstre” forstod og forstår ”venstre” sig altid som den gode tones vogter; som de, der holdt et særligt begrebs- og tankesæt borte fra de pæne stuer. I den henseende bestod der en strid om hvem de sproglige konsekvenser af 2. verdenskrig klæbede mest til. Det er et godt spørgsmål om vi nu har forladt den fase, det vil sige: venstrefløjen kan nu på én gang forstå sig selv som den gode tones vogter og som de, der nu endegyldigt er hinsides 2. verdenskrigs sproglige konsekvenser.
Hvorfor nu det? Jo, det er tydeligt at delelementer af det begrebsapparat fra 2. verdenskrig, der vitterlig var bandlyst eller i hvert fald marginaliseret, det vil sige den opfattelse, at menneskers egenskaber og retsstilling kan og/eller bør være determinerede af deres hudfarve eller afstamning, nu hastigt er under afvikling. Det er ved at vise sig, at de sproglige konsekvenser af 2. verdenskrig udelukkende og måske for evigt vil klæbe til højrefløjen. Venstrefløjen kan, formentlig til hundredårsdagen efter 2. verdenskrigs afslutning og endnu længere, på én gang udmale dens modstandere som nationalsocialismens potentielle arvtagere, men samtidig selv inkorporere nationalsocialismens begrebsapparat i aktuelle politiske debatter, helt uden blusel eller konsekvenser.
I den henseende lever vi i nye tider. Anliggendet her er ikke at pege fingre eller kalde nogen for nationalsocialister. Situationen nu minder ikke om situationen i trediverne eller fyrrerne, alt det med 2. verdenskrig var i vid udstrækning spilfægteri. Anliggendet er blot at konstatere, at i det omfang der fandt en strid om hvorledes man kunne frigøre sig 2. verdenskrigs begrebsforståelse, er denne nu overstået. Venstrefløjen vandt – og den holder sig så sandelig ikke tilbage.