Søren Hviid Pedersen
Søren Hviid Pedersen

Universalismens fald og historiens genkomst – anmeldelse af Kasper Støvrings “Gensyn med fremtiden”

30. oktober 2018
8 minutters læsetid
Søren Hviid Pedersen, ph.d. i politologi og højskolelærer ved Rønshoved højskole anmelder Kasper Støvrings Gensyn med fremtiden og anbefaler bogen stærkt. Du kan købe den gennem os her.

Hvis man er en hipster bosiddende de rigtige steder i København, ville man nok med deres unikke vokabularium sige, at Kasper Støvrings nye bog Gensyn med fremtiden er ’awesome’ eller ’super’, men for en midaldrende jyde, som undertegnede, er den god, virkelig god! Altså virkelig god!

 

Den er god på så mange planer. Som altid formulerer Støvring sig på en måde, der sætter os andre i sprogligt baghjul. Det er ret vigtigt, fordi med sin formuleringsevne er Støvring i stand til at analysere og argumentere på en lysende og klar måde. Her efterlades ingen tvivl om forfatterens intentioner, analyser og ikke mindst konklusioner.

Nu hjælper det jo også på det, at forfatteren er litterat og derfor, i sagens natur, er overmåde belæst uden at være blærende! Der er en form for lethed over dette essay, ikke en substantiel eller indholdsmæssig lethed, men en lethed ved formidlingen af dette ofte komplekse stof. Det er derfor ikke trættende at læse bogen, det er derimod opløftende og inspirerende at læse bogen. Netop det forhold at forfatteren mestrer sproget og formidlingen på en sådan overlegen måde, gør at forfatteren med lethed kan inddrage forskellige kilder, indfaldsvinkler og historiske kilder i den samlende fremstilling af bogens hovedpointer og argumentationer.

Sprogets lethed betyder også, at bogen nogle gange får næsten profetisk karakter, forstået på den måde at sproget og det formidlede stof får sit eget liv, man mærker, at der er en personlighed bag dette værk. En stærk personlighed, der er vitalistiske, seriøs og derfor konservativ.

Vigtigt konservativt værk

Bogen er også god på et rent normativt plan. Bogen er skrevet ud fra et klart konservativt standpunkt. Men det er ikke kun med udgangspunkt i konservatismen sådan generelt, bogen er skrevet ud fra et klart nationalkonservativt synspunkt. Udgangspunktet for Støvrings analyser er nationens uomgængelighed, både som sociologisk/kulturel ramme, men også som et normativt pejlemærke for konservatismen.

Det kommer nok ikke som den store overraskelse for de af os, der har fulgt forfatteren og hans arbejder gennem årene. Støvring er nok den bedst artikulerede nationalkonservative forfatter, vi har i dagens Danmark. Støvring har altid været en eksponent for en konservatisme, der har vedstået sin idehistoriske arv, en arv der spænder fra den angelsaksiske til den kontinentale konservatisme. Så vi har altså at gøre med en konservativ forfatter, der har et bredt og velfunderet kendskab til konservatismen i dens mange varianter og afskygninger. Bogen her er et godt eksempel på denne vidtfavnende konservatisme.

Bogen er også vidtfavnende i den forstand, at forfatteren lader sig inspirere af mange forskellige discipliner. Der inddrages rene politologiske og sociologiske studier, der inddrages historiske afhandlinger og såmænd også Haidts psykologiske banebrydende studier. I den forstand er forfatterens mange arbejder polyhistoriske, en sjælden blomst i dagens verden, hvor enøjet specialisering er ved at blive normen!

 Tager temperaturen på civilisationskampen

Bogen er også god, fordi den er skrevet og publiceret på det helt rigtige tidspunkt med det helt rigtige tema. Temaet i bogen er Vestens nye tilbagetrukne rolle i den nye verdensorden, der i disse tider er ved at tone frem for øjnene af os. Forfatterens helt overordnede analytiske udgangspunkt er Huntingtons civilisationsteori, som den blandt andet kommer til udtryk i hans klassiker The Clash of Civilizations. Her kommer forfatterens kulturkonservatisme til sin ret.

Civilisationer er præ-politiske entiteter, der er bestemmende for både menneskets eksistentielle eksistens såvel dens mere pragmatiske eksistens, f.eks. det politiske, det økonomiske og det sociale. Kulturen er grunden for menneske og samfund, uden kultur er mennesket et umælende dyr og samfundsdannelse umulig. Dette perspektiv er helt igennem konservativt, ja måske er det selve konservatismens DNA, hvis den har en sådan. Konservatismens fundamentale indsigt er helhedsperspektivet.

Det forhold at vi ikke kan isolere menneske eller samfund, men bestandig må se disse i et større historisk, religiøst og civilisatorisk perspektiv er måske konservatismens bidrag til menneskehedens intellektuelle historie. Civilisationsperspektivet er den prisme, hvorved forfatteren opfatter mennesket og verden. Dette kommer som sagt meget fint til udtryk i bogen. For det er forfatterens pointe, at hvis vi skal forstå problematikken om den begyndende nye verdensorden, så er den bedste måde at gøre dette på at inddrage det civilisatoriske perspektiv.

Det civilisatoriske perspektiv har to sider, en indre side, der retter sig mod det enkelte civilisations historie og selvforståelse, og en ydre side, der retter sig mod relationen eller dialektikken mellem de forskellige civilisationer. Men det er forfatterens originale pointe, at der også findes en dialektik mellem det indre og ydre. Civilisationens selvopfattelse er i høj grad bestemmende for, hvorledes denne civilisation forholder og relaterer sig til andre civilisationer.

En civilisation der har selvtillid og vilje til at være sig selv, er også en civilisation, der er i stand til at forholde sig fornuftigt og resolut til andre civilisationer. Det er forfatterens pointe, at den vestlige civilisation for store deles vedkommende er blevet moderne og dekadent, og derfor ikke i stand til at være tilstrækkelig selvsikker og viljestærk i forhold de udfordringer vor civilisation står overfor.

Stærke argumenter om de andres genbekræftelse

Nu er vi ved at nærme os et andet aspekt, hvor bogen også er god, nemlig det rent indholdsmæssige, det argumentatoriske. Forfatteren ønsker at beskrive hvorledes den vestlige civilisation har forholdt sig til den nye begyndende verdensorden. Fra den Kolde krigs bi-polære verdensorden, hvor USA og Sovjet stod overfor hinanden, over 1990’ernes unipolære verdensorden, hvor USA stod uantastet, til den nye begyndende multipolære verdensorden, hvor revitaliserede magter som Rusland, Kina og Tyrkiet og den arabiske verden, begynder at kræve plads og anerkendelse.

Henover tre kapitler viser forfatteren hvorledes Tyrkiet, Rusland og Kina repræsenter forskellige civilisationer, der med hver med deres unikke udgangspunkt har en anden selvopfattelse end den gængse vestlige civilisation. Det er civilisationer, der på ingen måde ønsker at være som os i den vestlige civilisation.

I kapitel 2 gennemgås Tyrkiet og den arabiske verden og dens forsøg på at revitalisere dens civilisatoriske rødder. Dette gøres for det meste i opposition til vestens liberale værdier. Tyrkiet forsøger med Erdogan at få fornyet fodfæste på den arabiske halvø og blive en regional stormagt.

Dette gøres blandt andet ved at centralisere magten i præsidentembedet og dette gennem demokratiske valg. Det arabiske forår blev meget hurtigt til islamistisk vinter, i det mange arabere brugte deres demokratiske stemmeret til at stemme islamistiske parter og organisationer til magten, dette så vi blandt andet i Iran, Algeriet og Ægypten. Demokrati er ikke ensbetydende med liberale og vestlige værdier, men kan i lige så høj grad anvendes til at bekræfte islamistiske anti-liberale værdier.

Tyrkiet og den arabiske verden er ikke vesterlændinge, hvor der bor en lille liberalist i maven, men derimod en civilisation, der har muslimske rødder og som på ingen måde betragter Vesten som noget specielt attraktivt. Selvom de arabiske lande er moderne nationer, så er det ikke et ønske om at associere sig med Vestens værdier og anskuelser. I den forstand er de moderne reaktionære, hvor man er i stand til at kombinere institutionel og samfundsmæssig modernitet med reaktionære eller traditionalistiske værdier. En egenskab de har tilfælles med den radikalkonservative europæiske tradition.

Det nye, gamle Rusland og det nye Kina

Kapitel 3 fokuserer på Rusland og den ortodokse civilisation. Med sammenbruddet af det kommunistiske imperium fulgte næsten ti års kaos i Rusland. Et kaos med vold, social uro, diverse løsrivelsesbevægelser og krige, terror og en fuldstændig uhæmmet røverkapitalisme, alt sammen noget der bragte Rusland på randen af opløsning. Dette, og så det forhold at Rusland som en ældgammel civilisation har en glorværdig historie, bragte Putin til magten.

Putins politiske projekt er at genetablere Rusland som en ortodoks kristen nation, der har geopolitiske interesser som alle andre nationer. Rusland modus operandi er ikke forskellig fra andre nationer og civilisationers modus operandi. Ruslands udgangspunkt er bare et andet, Ruslands udgangspunkt er den ortodokse civilisation, og en historie, der, gang på gang har dokumenteret, at Rusland er blevet invaderet af vestlige magter. Det er hvad den russiske hukommelse indeholder, og det er hvad Putin er pinligt klar over.

Rusland har siden opbruddet af det sovjetrussiske imperium kun oplevet, at Vesten er rykket tættere og tættere på Moder Ruslands grænser. Midt i alt dette står Putin for den enkelte russer som en stabiliserende faktor, der har været i stand til at genoprette noget af fordums tid stolthed og magt. Rusland har ganske bevidst forsøgt at revitalisere dets ortodoks kristne grundlag i modsætning til det russerne ser som vestlig dekadence som f.eks. feminisme, bøsserettigheder, liberalisme og frigørelse i almindelighed.

Heller ikke her garanterer demokrati, at befolkningen vælger kandidater og politiske partier, der er liberale og orienteret mod vestlige værdier. Heller ikke her betragtes vestlige værdier som specielt attraktive eller for den sags skyld attraktive.

Kapitel 4 omhandler det nye Kina som i disse år forsøger at redefinere dets globale rolle. Kina har i lighed med Tyrkiet og Rusland dets egen unikke civilisation.  En civilisation der er ældgammel og som forsøges kombineret med det nuværende nominelt kommunistiske system.

Dette synes, at være en ganske succesfyldt kombination for det store flertal af kinesere støtter det autoritære regime, måske fordi systemet er uhyre effektivt til at løfte mange kinesere ud af fattigdommen og ind i middelklassen. Men ikke kun derfor, Kina har i lighed med næsten alle andre civilisationer oplevet europæisk kolonialisme og indblanding, og mange kinesere støtter derfor helhjertet regimets ambitioner om at blive, ikke kun en regional stormagt, men også en global supermagt.

Vi har altså at gøre med tre ikke vestlige civilisationer, der på ingen måde mangler selvtillid eller ambitioner på egne vegne. Men hvordan reagerer Vesten overfor disse forskellige civilisationer? Ja, med en kombination af hovmod og politisk impotens. Hovmodet repræsenteres ved det forhold at den vestlige verden mener at dens liberale værdier er universelle, og at enhver opposition mod disse værdier er udtryk for noget patologisk, ja en form for mild sindssyge, der i sagens natur er irrationel og misforstået. Den politiske impotens illustreres ved, at Vesten har udskiftet realisme med en form for idealisme og blød magt. Men intet af dette virker specielt overbevisende overfor magter, der hverken er idealistiske eller mangler politiske ambitioner og magt.

Universalismens fald

Vestens påberåbelse af egne værdier som universelle kommer under kærlig og kritisk behandling i det afsluttende kapitel. Her hudfletter Støvring overbevisende disse næsten ideologiske antagelser, at Vesten repræsenterer nogle universelle værdier. Dette er et rigtigt godt kapitel og bør være pligtlæsning for alle moralske universalister både i deres liberale og neo-’konservative’ varianter.

Her ekspliciteres forfatterens konservatisme, og det er en befriende læsning. Her udfoldes en realistisk konservatisme, der er pluralistisk, og som derfor virker afvæbnende i forhold til andre civilisationers berettigede angst for Vestens moderne kolonialisme i form af militære interventioner omkring i verden. Kapitlet forinden, kapitel 5, omhandler højre-populismen. Her udfoldes et forsvar for populismen, som en strømning der kan revitalisere og gendemokratisere Vestens noget ramponerede politiske systemer.

Populisme er folkets stemme og bekymringer, men også deres forhåbninger for bedre livsmuligheder. Populisme er ikke rabiat, ekstrem eller radikal, men den er folkelig, bred og repræsenterer et mådehold og et beskedent ønske om at den brede befolknings ønsker, behov og bekymringer tages alvorligt og bliver lyttet til. Populismen knytter an til det lokale, civilsamfundet og fædrelandet, hvilket nok er derfor, at populisme udsættes for had og forhånelse af de eliter, der hverken føler tilknytning til eller loyalitet overfor det lokale og for fædrelandet. Kapitlet er et langt forsvar for en folkelig populisme, der er rodfæstet og kærligt overfor det nære og det lokale.

Alt i alt bør bogen være pligtlæsning for enhver konservativ uanset specifik aftapning. Nogle vil erklære deres enighed med forfatterens analyser og konklusioner, andre vil lade sig provokere og forhåbentlig på den baggrund formulere modargumenter eller afklare deres egen position. Uanset hvad så er bogen på alle måder anbefalelsesværdig, og man kan håbe, at bogen vil indskrive sig som en dansk klassiker indenfor den hjemlige konservative idedebat. Den har alle kvaliteter for at blive en klassiker.

Søren Hviid Pedersen

Søren Hviid Pedersen (f. 1966) er ph.d. i statskundskab, højskolelærer og fhv. lektor ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet. Han er forfatter til bogen Carl Schmitt (2011) og en lang række artikler om dansk og udenlandsk konservatisme og højretænkning.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside