På vej op ad naturens stige

Af Peter Bjerregaard

I april 1968 besøgte den ungarske forfatter Arthur Koestler København. Han var i byen for at få overrakt Sonningprisen for sit bidrag til europæisk kultur. Koestler havde brudt med kommunismen i slutningen af 1930’erne og var blevet en af de største kritikere af Sovjetunionens totalitære regime. Koestler havde syv års medlemskab af det kommunistiske parti med sig i bagagen og mente således selv, at han havde mere erfaring med galskab end nogen praktiserende psykiater. ”Man lever i en indbildningernes verden, hvor man forvansker kendsgerninger for at få dem til at passe til teorien,” forklarede Koestler til Berlingske inden prisoverrækkelsen. I takketalen på Københavns Universitet præciserede han pointen, og forklarede, at naturen ”har udstyret menneskearten med en hjerne, hvor vores følelsesbaserede tro er holdt adskilt og i evig konflikt med det fornuftsmæssige intellekt”.

Pointen var alt andet end ny for ham. Allerede i 1944 havde han præsenteret et af de mest velargumenterede forsvarsskrifter for at bringe den følelsesdrevne del af vores bevidsthed i overensstemmelse med vores intellektuelle. I artiklen “The Nightmare That Is a Reality” i New York Times forsøgte Koestler at råbe offentligheden op om nazisternes forbrydelser. En opgave, som han ikke havde haft den store succes med. På dette tidspunkt havde han undervist amerikanske tropper i tre år, men som han forklarer i artiklen, så kunne han overbevise soldaterne i en times tid om koncentrationslejrenes eksistens, hvorefter det mentale selvforsvar slog til og affærdigede det som uvirkeligt og usandsynligt. Ni ud af ti amerikanere troede ikke på nazisternes forbrydelser på dette tidspunkt. De troede, at anklagerne var uvirkelige og opblæste.

Forklaringen på dette fænomen skal vi ifølge Koestler finde i vores psykologi. Det er en psykologisk kendsgerning, at vi har en begrænset mængde af opmærksomhed, og distance i tid og rum graduerer opmærksomhedens intensitet. Tallet 12 kender de fleste eksempelvis godt. Det er vi nogenlunde familiære med. Anderledes er det med tallet 32.500 millioner. Det er næsten kun en lyd. På samme måde er det lettere at relatere til en giraf ved navn Marius, der skal aflives, frem for det faktum, at mere end 26.000 arter verden over er truede af udryddelse, eller at mere end 70 % af den danske biodiversitet er i tilbagegang. Statistikker bløder ikke på samme måde. Vi er grundlæggende ikke bygget til at have en dyb intuitiv forståelse af det abstrakte, og vi kan kun fokusere på få stumper af virkeligheden ad gangen.

Men når vi bevæger os ud over det konkrete og afgrænsede, så sker der noget. Når vi står overfor begreber som evighed i tid eller uendelighed i rum, så fejler vores sanser fuldstændigt. For nemheds skyld opdeler Koestler vores bevidsthed i to niveauer; det trivielle og det absolutte. Vores modus operandi er det trivielle, hvor vi er døve og blinde for absolutte realiteter. Det er oftest, når vi bliver forelskede, får børn, ligger og kigger op på mælkevejen eller bliver konfronteret med døden, når en af vores nære dør, at vi oplever et niveauskifte. For en kort stund bevæger vi os op på det absolutte niveau med det nærmest kosmiske perspektiv på tingene. Tilbage på det trivielle niveau virker det oftest overgearet og sværmerisk. Omvendt får vores korte besøg på det absolutte niveau det trivielle niveau til at virke hult og middelmådigt.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Peter Bjerregaard (f. 1986) er cand.soc., tidligere højskolelærer og arbejder i dag i energisektoren

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside