Europas Fremtid: Drivkræfterne i EUs integrationsproces

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Den Europæiske Union har været rammen for langt størstedelen af den danske handels- og udenrigspolitik de seneste 45 år. Gradvist har den Europæiske Union udviklet sig til at være et samarbejde om mere og andet end ”bare” handel på tværs af de europæiske grænser.

I dag står Unionen dog i et vadested, hvor retningen og rammerne for dens fortsatte udvikling skal defineres. Lissabontraktaten[1] står ikke nødvendigvis foran en gennemgribende revision lige foreløbig, men ikke desto mindre er alt bare ikke ved det gamle i EU-systemet. Denne situation er langt fra ny i EU’s mangeårige historie – nej, man kan måske endda argumentere for, at EU gennem årene ikke har gjort stort andet end at gå fra vadested til vadested. Nogen eksplicit endegyldig konklusion om Unionens status (vis-á-vis sine medlemsstater) og (forfatningsmæssige) natur har man i al fald ikke draget.

Imidlertid er der meget, der tyder på, at det nuværende vadested adskiller sig fra tidligere. En stadig stærkere modstand mod Bryssel i flere medlemsstater, et kommende farvel til Storbritannien som en del af Unionen, en migrationskrise, som synes uden ende, og fortsatte massive gældsudfordringer i visse, større eurolande – alt dette peger på, at den europæiske integrations pendul er begyndt at svinge. Spørgsmålet er blot: I hvilken retning? Hvad kan vi forvente os? Hvad fortæller den lange historie om EU os om, hvad vi kan forvente af fremtiden?

Det er spørgsmålet, som undersøges i nærværende artikel. Analysen er givetvis forsimplet, og svaret er givetvis overfladisk. Det væsentligste er dog heller ikke detaljerne i det svar, der antydes i det følgende. Målet er at antyde et bud på udviklingens generelle retning, byggende alene på mit kendskab til sagernes tilstand – ikke et forsøg på en detaljeret spådom om hvem og hvad og hvornår.

For at kunne give et bare nogenlunde velfunderet svar på spørgsmålet om forventningen til EU’s fremtidige udvikling vil jeg foretage to mindre undersøgelser, der tilsammen kan give os et standpunkt: For det første må vi have et grundigere kendskab til den langsigtede og generelle dynamik i den europæiske integration – altså grundlæggende et historisk syn på integrationen, om end mit omdrejningspunkt her er den politologisk-juridiske udvikling fra begyndelsen af 1950’erne og til i dag. Efterfølgende må vi søge at forstå de særlige karakteristika ved det stadie, som EU befinder sig på lige nu, og som man altså skal bevæge sig videre fra – altså en art samtidsanalyse, om man vil. Derefter kan vi kombinere de to ting – en ide om, hvordan EU generelt har udviklet sig og en viden om, hvor vi står lige nu – til at give et bud på de store linjer i fremtidens EU.

Nedenfor vil jeg derfor først trække de store linjer op – eksemplificeret med udviklingen inden for den sociale regulering i EU samt spørgsmålet om Unionens kompetencer i forhold til dens medlemsstater. Konklusionen her er, at udviklingen har både en politisk og en juridisk motor, der i et komplekst samspil har sikret, at integrationen i det store og hele alene har bevæget sig i én retning. Derefter vil jeg skitsere situationen i dag ved kort at diskutere to forhold: Hvordan det indre marked – der historisk har været Unionens hjerte – i dag udvikler sig, og hvordan den økonomiske koordinering fylder og betyder stadig mere i udviklingen af Unionens institutionelle rammer, magtfordeling og spilleregler. Disse forhold finder slutteligt sammen i en samlet vurdering af, hvor jeg mener, at Unionen står, og hvad vi kan forvente os.

Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique

Morten Jarlbæk Pedersen (f. 1984) er cand.scient.pol. og ph.d. i statskundskab. Han arbejder til dagligt med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside