Om krænkelsers ophav

af Anders Orris

I disse dage bliver det genbekræftet, at Danmark fortsat er en brugsforening og genstand for Livets gang i Lidenlund i overstørrelse. Efter brugsforeninger og købstæder er de såkaldt sociale medier kommet til: et uheldigt tilkoblingsmodul til den for en overfladisk betragtning så nære samhørighed, vi hævder at have her i landet. Det med tillidskultur, finurlige sociale koder, spontan forståelse og deslige. Måske har vi snarere en stramt reguleret mistillidskultur? Nå, alle render dog efter det samme.

Vi laver historier om og med os selv; stille-og-roligt-danskere, der sjældent magter lange, seje træk eller hårde afgørelser – dem skal vi altid have et meget lille mindretal til at klare – men til gengæld kan vi gå frenetisk op i den ene tanke, der lige farer forbi. Et tankevækkende eksempel på disse strøtanker er, at jeg slet ikke behøver at skrive om udgangspunktet for linjerne her. Alle kender det, på trods af at så få ellers har fast greb om højskolesangbogen.

Hvad er det der skal siges? Hvad er der at tilføje?

Jo, lad os tænke os følgende eksempel: alt det med krænkelserne er opspind. Der er slet ikke sket noget. En bluffmagerske har sat Lidenlund i bevægelse på udspekuleret vis. Det handler slet ikke om sagen, men om et solonummer, en absurd udgave af dokusæbens karakteristikum: kendt for at være kendt.

Bluffmagersken har ingenting og behøver ikke engang at hævde det modsatte. Ingen sag, ingen organisation, ingen repræsentation, ingen viden. Karrusellen kører, for det har pressen efterhånden heller ikke, de uredigerede medier slet ikke, og så viser det sig at vi alle sammen lever i et overprivilegeret samfund, hvor vi har for megen tid og for mange resurser, trods al den snak om budgetstramninger, nedskæringer, stress, måltal og deslige. Danmarks Radio og aviserne griber dagsordenen, udlægger teksten, omprioriterings- og juleferieramte forskere af typen medieforsker Sivemose Petersen, kultursociolog Høhus Hansen og tv-dørvogter Pumpedyne Poulsen har dog tid til at udlægge hjertesproget; det vælter ind med kommentarer, og jeg kan se at en ellers agtværdig mand, kendt fra spalterne her, ikke kan lade være med at afslutte sin kommentar i en pæn københavnerdameavis med at skrive grimme, men dog tidstypiske ord. Og vi klynger os akavet til noget, vi ved er der: den der rige, nationale arv, men vi snubler også lidt foran den. Hjertesproget er blevet til krammekultur og ængstelse. Den i mental henseende så typisk ludende danske gang på jord.

I midten af det hele, i denne stundende juletid, godter bluffmagersken sig. Den såkaldt moderne civilisation, en form for praktisk ateisme, har nemlig ladet snakken og politikken udfylde tomrummet efter det hellige. Med én undtagelse: Der eksisterer et flertydigt tomrum, nemlig det enkelte menneskes for tiden så ombejlede sind. Jeg kender ikke bluffmagerskens sind, men jeg tror ikke på hun blev krænket. Hun var ledt af andre motiver – og mange lod sig bluffe.

Det er tillidskulturens bagside.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!