Prædiken: Syg af religion

Af Mikael Brorson

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask (Joh 5,15). Amen. 

Blev den syge mand ved Betesda egentlig rask? Det gjorde han jo i hvert fald umiddelbart. Før var han mere eller mindre sengeliggende, han kunne ikke nå ned i vandet tids nok, og kort efter kunne han gå frit omkring som ved et mirakel. Og det er selvfølgelig også af den grund, at man typisk regner dagens tekst for en beskrivelse af det tredje af i alt syv mirakler eller tegn, som Jesus i Johannesevangeliet gør for at vise, at han er Guds søn.

Man kunne sikkert i diverse kommentarer til Johannesevangeliet finde et væld af bud på, hvad det er for en sygdom manden lider af, men alle den slags forsøg på at kortlægge sygdommen er helt og aldeles ørkesløse. Mandens sygdom er nemlig ikke en fysisk, og dagens tekst handler derfor heller ikke om et mirakel, i hvert fald ikke i traditionel forstand.

For når manden er sengeliggende, er det et billede på hans ”åndelige” sygdom, nemlig at han er en slave af synden, eller, udtrykt anderledes: Manden ved dammen er religiøs. Han tror, at frelsen er noget han selv skal skaffe sig, at frelsen altså bare kommer, hvis han når ned i vandet hurtigt nok. Hans frelse hviler, som det gælder for al religion, på ham selv og hans egen indsats, og på den måde er han sin egen frelsermand. Han binder sig selv og alt sit håb, ikke til Gud, men – til sig selv. Han er en vantro. En syndens slave.

En sådan religiøsitet ligger heller ikke os og vores samtid fjernt, selvom udformningen er en anden i dag. Skulle man være i tvivl, så kan man bare ihukomme sommerens klimadebat.

Bid mærke i, hvordan denne selvfrelse ved Betesda er kristendommens diamentrale modsætning. Den syge mands rensende bad foregår ved, at han selv skal bevæge sig ned i vandet, og det foregår på den måde, at kun den stærkeste – den, som kommer først i vandet – helbredes. I kristendommen foregår det helt modsat når vi døber. Her er det ikke den stærkeste som frelses, men tværtimod den svageste, nemlig barnet, den helt hjælpeløse. Og barnet skal ikke selv gå ned i vandet, men bliver tværtimod båret til døbefonten. Det er forskellen på religion og kristendom.

Ja, sikke noget, kan man måske sidde her og tænke. Men en sådan religiøsitet ligger heller ikke os og vores samtid fjernt, selvom udformningen er en anden i dag. Skulle man være i tvivl, så kan man bare ihukomme sommerens klimadebat. Den varme sommer er vidt og bredt blevet koblet direkte til klimaforandringerne, og med dommedagsagtige profetier har man malet et dystert billede af fremtiden, hvis ikke vi øjeblikkeligt laver en drastisk omstilling til grøn energi.

Ellers vil jorden simpelthen gå under, forlyder det, og på den måde har vi ikke bare taget jordens undergang, dvs. selveste dommedag, i vores hænder. Vi har tilmed påtaget os den opgave at skulle frelse os selv derfra. Men frygter man dommedag, kan man på den front være ganske rolig: Dén dag skal nok oprinde, blot ikke på menneskers, men på Guds, initiativ, og så er det nogle helt andre bekymringer, vi som syndere kommer til at stå med overfor Gud.

Helbredelsen af synderen – vi kunne også sige den religiøse – sker altså hverken ved magi eller medikamenter, men ved at blive stillet under Guds tiltale.

Sygdommen hedder altså religion, ikke fysiske skavanker. Derfor går Jesus ikke hen til den syge mand og helbreder ham med et ”hokus pokus”, og så er alt i den skønneste orden. Jesus møder ham derimod med en befaling: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”. Og fordi det er synden, som er sygdommen, tilføjer han også, da han møder manden anden gang: ”Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre”.

Helbredelsen af synderen – vi kunne også sige den religiøse – sker altså hverken ved magi eller medikamenter, men ved at blive stillet under Guds tiltale – den tiltale, som synderen ikke vil stå under, hvilket netop gør ham til synder. Men heller ikke sådan bliver manden med ét helbredt, for at være helbredt, dvs. retfærdig for Gud, det er at stå under Guds tiltale ogi det forhold leve på og af Guds befaling.

Nu kan manden måske nok gå, men han er på ingen måde blevet helbredt for sin synd, for levede han af og på Guds befaling, så ville manden, da han mødte Jesus anden gang, have mødt ham med den største taknemmelighed. Jesus havde trods alt hjulpet ham, efter at han i ikke mindre end 38 år havde ligget syg ved dammen, uden at få hjælp fra nogen. Men i stedet vælger manden at forråde Jesus. Som en anden Judas går han til farisæerne og fortæller dem, at det var Jesus som havde helbredt ham, og dermed ikke overholdt buddet om at holde hviledagen hellig. I stedet for at adlyde Jesu befaling og være ham taknemmelig, synder han ufortrødent videre.

På den måde er manden altså slet ikke blevet helbredt. Jesus fordrede af ham, at han ikke skulle synde mere, men det var netop hvad han gjorde. Jesu befaling blev på den måde dom over manden ved dammen, den dom, hvorved hans hjertes inderste tanker blev afsløret. Han afslører sig som en synder, og med befalingen forøger Jesus egentlig mandens synd. Manden synker ved befalingen endnu dybere i sin sygdom, dvs. i sin synd og vantro, ganske som Paulus også udtrykker det i Romerbrevet: ”Loven kom til for at faldet skulle blive større” (Rom 5,20).

Det er netop derfor, at Gud befaler, og det er derfor, at Hans befaling er god. For med den stiller Han mennesket overfor sig som en synder, udleveret til Hans nåde. Og tag ikke fejl, for den syge mand ved Betesda, det er dig og mig. Det er til dig og mig, at befalingen lyder: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” og ”synd ikke mere!”, og det er os, som efterfølgende gør netop det: synder.

Vi vil nemlig ikke have Jesus som den levende kilde, det livgivende vand, som gør, at vi aldrig skal tørste igen, men vi vil selv gå ned i dammen og hente det, frelse os selv. Derfor døder Gud ved sin befaling det gamle menneske, slår det gamle syndige menneske ihjel, ligesom vi i barnedåben drukner det gamle, syndige menneske, og lader det nye opstå af døbefontens vand.

Da kan vi ikke håbe på noget i os selv, men vi kan trøste os ved, at Guds befaling ikke er en hvilken som helst befaling, men derimod det store skaber-bliv, som lød på skabelsens morgen, da Gud sagde ”lad der blive lys!”, og der blev lys. Det er den samme almægtige Guds befaling, som lyder til os den dag i dag, og som er det ord, der skaber hvad det nævner – også retfærdige ud af syndere.

Amen!

Sdr. Starup kirke, 14. s.e.t. 2018.


Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet. Han har løbende deltaget i den offentlige debat, særligt om indvandring, kristendom, EU og værdipolitiske emner i det hele taget. Mikael Brorson er redaktør ved tidsskriftet Replique.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!