Flickr: Klaus B. Jensen

Burkaforbudet og venstrefløjens selektive tolerance

18. september 2018
3 minutters læsetid

Af Magnus Sinding-Jensen

I Deadline på DR 2 den 5. august udtalte en niqabbærende kvinde, at hun med den nye tildækningslov nu følte sig som en ’andenrangsborger’ i Danmark. At en kvinde på denne måde kan føle sig reduceret som menneske, fordi hun ikke længere må tildække sig fuldstændigt for omverdenen, viser om noget den grundlæggende absurditet, der hersker omkring burkadebatten.

Hvorfor allierer venstrefløjen sig med sine modstandere?

I forbindelse med demonstrationer imod tildækningsforbuddet, gik et billede af en politikvinde, der omfavner en niqabklædt kvinde, verden rundt. Ayah Amal, som den niqabklædte hedder, medvirkede efterfølgende i P1-programmet Shitstorm, hvor hun noget modvilligt indrømmede, at hun både var imod homoseksualitet og demokrati – hvilket måske ikke var overraskende.

Ayah Amal prøvede i programmet så godt hun kunne at undgå at svare på spørgsmålene om sine holdninger, men måtte i sidste ende indrømme at, ”sådan som det (demokratiet, red.) er nu, ja, det er jeg helt klart imod” og ”Jeg er imod homoseksualitet, og jeg tror ikke på, at det er noget man er født til.”

Ayah Amal har selvfølgelig ret til at have disse holdninger, men sagen og burkadebatten i det hele taget er også et tydeligt eksempel på, at dele af den værdipolitiske venstrefløj de facto allierer sig med folk, der har holdninger, som venstrefløjen i ethvert andet tilfælde ville føle intens afsky ved. Således beskrev Weekendavisen for nyligt, at den uofficielle ungdomsafdeling af Enhedslisten – Socialistisk Ungdomsfront – havde været medarrangør af demonstrationer imod tildækningsforbuddet, sammen med foreningen Kvinder i Dialog (som forener niqabbærende kvinder).

Et billede på menneskelighed og mangfoldighed

I en debat på samme radiokanal udtalte Mimi Jacobsen, som jo ikke tilhører nogen venstrefløj, at hun skammede sig over tildækningsforbuddet, og at hun ikke kunne se det som andet end en ”almindelig appel til dem, der tror de fremmede er farlige.” Hun så ikke burkaen som noget stort problem, som hun sagde: ”Hvem generer det? Jamen, herregud, hvad kommer det os ved?”.

Med Mimi Jacobsen bliver det meget tydeligt, hvordan venstrefløjens, lad os kalde det selektive tolerance har bredt sig ind over midten af dansk politik. Dette blev især tydeligt, da radioværten spurgte, hvad der ville være sket, hvis betjenten der krammede kvinden havde været en mand? ”Ja, det ville ikke være godt (..) det har jeg ikke tænkt over”, svarede Mimi Jacobsen.

Billedet var altså et fantastisk eksempel på menneskelighed, rummelighed, tolerance og mangfoldighed, fordi det lige præcis viste en kvindelig betjent og en niqabklædt kvinde. Havde betjenten været en mand, så havde det været skidt. Og havde en betjent omfavnet en forfulgt person, som de politisk korrekte ikke bryder sig om – eksempelvis Kurt Westergaard – så havde det formentlig været en ren katastrofe.

De venstreorienteredes selektive tolerance

I bogen Multikulturalismens fælder har lektor Torben Bech Dyrberg skrevet om den selektive tolerance, der hersker blandt dem, man kan kalde de værdipolitisk venstreorienterede. Som eksempel fremhæver Dyrberg, at Dagbladet Politiken i 2011 forsvarede Hizb ut-Tahrirs ret til at forsamle sig på det kongelige bibliotek på trods af deres stødende holdninger, mens avisens principfasthed krakelerede, når det kom til Dansk Folkepartis ret til at ytre sig, hvor avisen forsvarede racismeparagraffen som et sidste bolværk mod DF’s ondskabsfulde ytringer.

Dyrberg spørger retorisk, om det skal forstås sådan, at DF er værre end Hizb ut-Tahrir, og svarer dernæst, at den reelle grund nok ligger i  er, at Hizb ut-Tahrir tilhører den muslimske minoritet, hvorfor de kan gøre krav på en offerrolle i venstrefløjens optik, hvorimod DF tilhører majoriteten og dermed ingen undskyldning har for deres skimlede holdninger.

Der kan være gode argumenter for, at et burkaforbud bryder med vore principper om religions- og ytringsfrihed, men det er tankevækkende at høre så mange debattører gå så intenst i brechen for retten til at dyrke sin intolerante ideologi. Hvis den vidste hvad der var op og ned på noget som helst historisk burde venstrefløjen være forrest på barrikaderne i kampen mod niqaben og alt hvad den symboliserer af autoritær ideologi og kvindeundertrykkelse.


Magnus Sinding-Jensen er cand. mag. i historie og socialvidenskab fra Roskilde Universitet, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med digteren Helge Rode og livanskuelsesdebatten i 1920’erne. Han underviser i samfundsfag i gymnasieskolen og vil bidrage med artikler om kulturkamp, identitet og idehistorie.

 

 

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside