Uden elefanter dør magien. Uden magi intet cirkus.

cirkuselefant

Af Christian Egander Skov

Cirkus er noget specielt. En særegen kulturel institution, der bringer kultur og oplevelser ud i landets fjerneste afkroge: En på een gang enormt udadvendt verden, hvor mænd i farvestrålende trikot laver saltomortaler for tusindvis af måbende publikummer, og en sær lukket verden, befolket af femtegenerations dyretæmmere, slangemennesker og artister fra bulgarske cirkusfamilier.

Cirkussets radikale fremmehed

Med sin radikale fremmedhed var Cirkus et underholdende og pirrende indslag i en hverdag, hvor alt var og er præget af rutine. Dette var institutionens attraktion.  Men ikke alene. Samme fremmedhed gjorde cirkus til en risiko.

På overfladen er og var cirkus uforpligtende og ufarlig underholdning, når det er allermest udtalt, men fordi cirkus var en fremmed verden, der kom ind i den kendte, afslørede det også, at en anden tilværelse var mulig.

I for længst svundne tider var det enhver faders store frygt, at børnene ville stikke af med cirkusset, at fascinationen løb af med dem. Cirkus var som rottefængeren fra Hameln, der lokkede ungdommen ind i en alt andet end nydelig verden, præget af snavs sved, rejsen omkring og kropslighed.

De tider er for længst forbi, men cirkus fortsætter. Som et levn fra en anden tid rejser de stadig rundt og underholder. Og folk betaler høje billetpriser for at søge de dristige artister og spillet mellem dyretæmmerne og de vilde dyr. Det er om noget en institution, der lever på nostalgi.

Farvel til elefanterne

Regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – der som bekendt ikke kun er de russiske bjørne men alle dyrs venner – har indgået en aftale, der forbyder vilde dyr i cirkus – Herunder naturligvis mest udtalt elefanterne. Det er et spørgsmål om dyrevelfærd. Vores langsnablede venner får stress af cirkus. Og det stopper altså nu.

Cirkus Arena, der er landets største cirkus har tre elefanter, der får lov til at blive, indtil de skal pensioneres, men derefter er det slut med dyr i cirkus. ”Såre godt”, ville mange sige. Et civilisatorisk fremskridt måske endda? Ja, måske men også et kulturelt tilbageskridt.

Cirkus lever af nostalgi

Hvis jeg havde en ven, der havde investeret sine penge i cirkusaktier, ville mit umiddelbare råd være ”sælg, sælg, sælg”. Cirkus vil ikke overleve dette indgreb. Cirkus’ overlevelse afhænger af nostalgi. Vi forventer noget ganske særligt, når vi tager i cirkus. Ja, vi forventer et rigtigt cirkus.

(Det vil sige, faktisk forventer børn, at Motor-Mille synger falsk i trapezen. Det sjælesugende stuealter har nemlig med fænomenet Cirkus Ramasjang – og finansieret af noget, vi giver til hinanden –  koloniseret den barnlige forestilling om, hvad et cirkus er.)

Men vi andre, vi har en forventning om, hvad det er, vi indløser billet til. Et rigtigt cirkus. En forestilling så fastgroet som den om ”en rigtig juleaften”. Og dertil hører traditionelle cirkuselementer som klovne, trapezartister, søløver og naturligvis elefanter. Får vi ikke det, bliver vi væk.

Farvel til cirkus

Det vigtigste eksempel på, hvor galt det kan gå, finder vi i USA, hvor det verdensberømte cirkus Ringling Bros. and Barnum & Bailey Circus gik konkurs i 2017. Her havde en nytænkende ledelse i 2015 besluttet at pensionere cirkussets elefanter for at tækkes tidsånden. Resultatet udeblev ikke. Uden elefanterne havde cirkusset mistet sin attraktion. Savsmulden trak mindre. Magien havde forladt manegen og publikum undlod at købe billetter. Og så gik det som det gik. Cirkusset, der kaldte sig The greatest show on earth forsvandt som dug for solen.

For nogle år tilbage forsøgte Danmarks ældste cirkus, Cirkus Benneweis at genopfinde cirkuskonceptet. Det skulle appellere til et nyt publikum. Resultat. Ja, Benneweis turnerer ikke længere. (Men vender måske tilbage). Alle de store danske cirkusser er i krise. Dannebrog er på konkursens rand. Arena er stærkt presset. Benneweis er måske allerede væk.

Forbuddet mod vilde dyr er tænkeligt den sidste pind til ligkisten. Om få år vil der intet være tilbage. Cirkus er slut. Verden er blevet lidt mere normal og lidt mere kedelig.


Christian Egander Skov er ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet, hvor han i en årrække har arbejdet som underviser. Han har skrevet afhandling om dansk konservatismes ideologiske udvikling og bidraget til en række forskellige antologier om ideologi, politik og historie. Ud over at have bidraget til danske og internationale videnskabelige tidsskrifter er Christian Egander Skov en flittig bidragsyder til den offentlige debat. Han er forlagsredaktør ved Munch & Lorenzen og redaktør ved Årsskriftet Critique og tidsskriftet Replique.

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!