At blive målt og vejet

15. januar 2018
3 minutters læsetid

Tidens digitale plager – såkaldt sociale medier og smarttelefoner – hævdes at individualisere og frigøre os. Det er måske rigtigt.

De synes i hvert fald at frigøre en masse mennesker fra forpligtende socialt samvær. Altid kan der krydsklippes til et andet sted, man hellere vil være. Frigørelsen består i den evige mulighed for at være fraværende. Selv øjensynligt velopdragne mennesker fra middelklassen telefonerer – på alle måder – ved kaffebordet, når de er til familiefødselsdag sammen med femten andre. Billeder mig her og billeder mig der, alt sammen ikonografi på altrene for selvdyrkelsen. For nylig fik gruppen af teenagere blandt nærværende artikelforfatters nærmeste sig noget af en aha-oplevelse, da de så en hjemmevideo-optagelse fra juleaften i 1992, altså omtrent i middelalderen, hvor julemiddagen og konversationen var behageligt fri for teknologisk interferens. Der findes altså et før, hvor mormor i skikkelse af en cigaretrygende, embonpoint fru Nissen tog junior på skødet, i stedet for at uploade billeder af ham til den nærmeste webtjeneste.

Det med individualiseringen passer næppe. Nærmest tværtimod. De såkaldt sociale medier og smarttelefonerne synes at få alle til at gøre og se det samme. Mekanismen kaldes algoritmebaseret, jeg ved ikke om det er det korrekte begreb: i hvert fald synes der at findes en filtreringseffekt, som gør at mange ender med at se, læse og tro på det samme. Netflixeri – uendelige tv-serier, hvor skaberne ængsteligt må skele til antallet af kvinder og mørklødede, hvis ikke de vil have ørene i den maskine, der højoktant også driver de såkaldt sociale medier. Originale mennesker kan som regel kendes på, at de ikke – eller sjældent – anvender de såkaldt sociale medier eller de algoritmebaserede tjenester, men i stedet har deres egen dømmekraft og nysgerrighed i behold.

Den tyske dramatiker Botho Strauß har, i føromtalte middelalder for en 20-25 år siden, udkastet begrebet politisk-teknisk selvovervågningsforening som en mulig betegnelse for det moderne samfund. Det med selvovervågningen synes i hvert fald at stå i fuldt flor. Én ting er de førnævnte plager, noget andet er folk i al almindeligheds evindelige selvovervågning per mobiltelefon. Skridttællere, fedtprocenter, livsstilsapp (LIVA hedder den), mit opholdssted indrapporteres til tusindvis af datacentre, indtjekning, udtjekning, at være tjekket; den vandrende abe med snuden i skærmen i det offentlige rum. Pas nu på lygtepælene – og pil hørebøfferne af og lyt til fuglene i stedet for Danmarks Radios P3. Jag trivs bäst när havet svallar, och måsarna ger skri, när stranden fylls med snäckskal, med havsmusik uti som Ulf Lundell synger.

Selvovervågningen synes at have overløb til en tiltagende ængstelse. De fleste kender formentlig en selskabelig konversation i det offentlige rum blandt ligeberettigede, der hurtigt kan kamme over i detaljerede drøftelser af typen spis det, spis ikke det, low carb, high fat – der menes ikke en skurk fra James Bond-filmen Manden med den gyldne pistol – og nye forskningsresultater, hvor hvidkitlede med snuderne i mikroskoper kan fortælle, hvad din blodtype, dine gener og din næsebredde tilsiger dig at spise. Faste, 5:2 og fanden og hans pumpestok. Læg dertil missionerende flexi- og vegetarer og veganere, der ivrigt samler brænde til kætterbål og svælger i offerdyrkelse: se mig, forstå mig, få mine varer ned i køledisken; de nødlidende aviser stiller påfaldende ofte rampelys til rådighed for sådanne kvaksalvere og biodynamikere, der beretter om deres tilsyneladende voldsomt eksistentielle, men alligevel pokkers påtrængende beslutning. Forskningen siger det og det, smid 50 øre i en automat og træk det råd, du vil have.

Som om det væsentlige er det kadaver, vi slæber rundt på. Tidens træk gider ikke nemme læresætninger, men foretrækker lige dele arbitrære og vævende beregninger, udfærdiget af den uundværlige elektroniske følgesvend, der nok snart begynder at tale til sin principielle ejermand. Dertil de smægtende eksistentielle beretninger om kostvalg og motion. Der er ikke noget galt med at være sund og rask, men vær det i stilhed og for dig selv. Den sunde sjæl kommer hvis du slipper ængsteligheden. Og vil du tabe dig, så forbrænd mere end du spiser. Så skal det nok komme af sig selv. Dertil behøves ingen elektronisk assistance.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside