Guderoden og norneværket

Af Johan Christian Nord

I Nordens billedtale fortælles der om asketræet Yggdrasil og om dets tre rødder. Den ene er fæstnet i gudernes verden, den anden i jætternes hjem og den tredje sidder i dødens land. Rødderne er vigtige, for hvis rodfæstningen svækkes, vil livstræet miste sin modstandskraft og snart blive vindens bytte.

Så der er god mening i at fortælle om de tre rødder, for de har alle deres betydning for det liv, vi lever, for den død, vi skal dø, og for alt det underlige derude og derinde, som vi småfolk kun kan have vores anelser om. Her begynder vi ved den første af de tre – ved guderoden. For en historie skal jo have sin begyndelse, og der begyndes altid bedst i gudernes verden.

Roden i gudernes rige er fæstnet i nærheden af en levende strøm, der hedder Urdas kilde. Her har Aserne deres tingsted, hvor de dagligt drøfter alt det høje og alt det dybe – og hvor de forbereder den virksomhed i verden, der dag for dag skal vække livets børn til lysets kamp.

Ved siden af Asernes tingsted ligger Nornernes højeloftssal. Her sidder de tre tænksomme nordiske kvinder og passer på hemmeligheden om vores liv. Hver dag går de ud til kilden og henter det klare vand og det næringsrige bunddynd op fra dybet og hælder det over roden. Det gør de, for at træet skal leve.

De tre hælder hver deres spandfuld ud over roden. Det nævnes ofte, at de også arbejder med tråde og spinder menneskeskæbner, og det er sandt nok. Men det er ikke noget, vi skal fedte rundt i her; for man gør klogest i at holde sig til det, man har forstand på. Så vi holder os til fortællingen om nornevandet.

Hver af de tre spande vand har sin egen betydning for vækstens kraft og vækstens vilkår, for de tre kvinder har hver deres opgave. Den første Nornes navn er en efterklang af selve kildens navn, for hun kaldes Urd, og den næring hun giver kendes klarest som vand fra gudernes kilde, for den er selve livsnerven i det menneskelige. Hun er nemlig spådommens og begejstringens Norne. For de gode drømme om den tid, der kommer, og den varme flamme i det liv, der leves, er i deres inderste to sider af den samme hjertesag. Det vidste vore forfædre, og deres viden bor i billederne.

Når Urd øser sit vand over roden, tilføres det lille liv de drømme og den begejstring, der kan gøre dagen lys og lang, når tiden først får lov at gå sin gode gang. For Urds vand giver liv til længslen og til håbet – længslen efter, at alt det, der kommer, skal blive stort og smukt, og håbet om, at det hele faktisk ender godt og glædeligt. Ja, når roden drikker af vandet, synger Ånden i hjertet.

Efter at Urd har hældt sit vand over roden, træder den næste Norne frem. Hun hedder Verdante, og vi gør klogt i at lære hendes navn at kende, for når vi en dag møder hendes værk, er det godt at vide, at hun faktisk vil os alt det bedste – selvom det er hende, der kommer med alt det værste. For hun er forhindringens og modgangens norne. Hendes vand føder ikke lyse drømme og begejstret sans, men frygt og uro.

Hendes vand gennemrisler os som den angst for undergang, der truer hjertet og lammer viljen. Hun gennemvæder os, for at vi skal leve; for at vores træ kan hærdes til alt det, der kommer. Når vandet hældes over roden, kan vi næsten høre hendes hvisken – hendes norne-trussel om at knuse de drømme, vi så gerne ville have levet.

Det er godt sådan. Det er netop sådan, det skal være, for det er hendes trusler og den modgang, hun væder os i, der kan gøres os til dem, som vi skal være. Så når vi hører hendes hvisken, skal vi ikke flygte fra den hårde klang, men lytte til den; ja, spidse de små ører for truslen om den store undergang – og byde den velkommen. Vi skal sige: Hér er du igen, Verdante! Nu er tiden ugen til hærdning; nu vil du igen vise mig det liv, der enten skal leves i kamp eller sygne hen i dyrisk ro og åndenød. For det er sådan, vi begynder at blive mennesker – og det er sådan, vi lærer at modtage vandet fra den tredje norne.

Den tredje norne hedder Skuld. Hendes navn har klang af ét af modersmålets allerbedste ord: at skulle. For hun er Nordens dunkelklare billede på lovens liv i verden. Ja, hun er selve naturnødvendighedens aftryk, for det vand, hun øser over roden, er visheden om alt dét, vi skal – hvis det skal gå os vel.

Hun er nemlig Nordens billedløsning på livets egen gåde om frihed og nødvendighed; den gåde, som al tænkning og længsel bøjer sig imod, og som tåbelige menneskebørn alt for ofte bilder sig ind at kunne svare på med tør forstand og begærlige begreber – og derfor ender med den ulykkelighed at rendyrke enten det ene eller det andet, så vores liv enten fornedres til et bundet dyreliv eller blæses op til en luftig idé.

I Nordens billedtale er der intet enten-eller, for menneskets gådeliv er en forening af både ånd og støv, og det kan hverken rummes eller oplyses af den tørre ensidighed. Derfor er Skulds vand både Nordens billede på indsigten i alt det, der binder, og visheden om, at det netop er vores eget valg om at gå ind under nødvendigheden, der skal gøre os til dem, vi skal være. Ja, det lyder mystisk, og det er mystisk – i ordets egentlige betydning. For Skulds vand er én af de nordiske billedsyners fineste afbildninger af vejen ind i den hemmelighedstilstand, hvor frihed og nødvendighed blotter deres indersider for det indviede øje og viser sig at være – to pust fra samme åndedrag.  Den næring, hun bringer, er forståelsen af selve det evig-unge livs gamle hemmelighed: At alt i vores verden går nøjagtig, som det skal, men netop kun gør det, fordi der altid har været levende mennesker, som vidste, hvad de skulde gøre – og hvad de skyldte at gøre. Det forstår vi, når nornevandet gør sin gavn, og vi lærer at gøre vores.

For vores opgave er den samme som de gamles: Vi skal skærpe sansen, væbne viljen og tage vel imod det hele. Det er både enkelt og altomfattende.

På Urda-kildens vandspejl svømmer to svaner. Til sidst skal de synge for os, og når det sker, begynder alt at flimre. For når den gamle verden dør, vil det, der nu er dunkelt, blive klart, og Ham, der selv har plantet træet, men her er skjult bag norneværk, vil gennembryde billedvævet – og vise os sit ansigt.


Johan Christian Nord er grundtvigsk valgmenighedspræst og desuden ph.d.-stipendiat i tysk på Aarhus Universitet, hvor han arbejder med Schopenhauer-receptionen i dansk åndsliv. Han skriver om kampen og livet, om Danmark og det danske – og om den gamle åndsvirkelighed, som lever i billedernes verden og altid bliver ung igen, når den lille Loke tier, og hjertet begynder at lytte.