Den årlige jammer om indfødsretsprøven

Af Christian Egander Skov

Julen står for døren, og dermed en serie af forudsigelige og tilbagevendende historier. Medierne vil rapportere, at et rekordstort antal danskere modtager julehjælp i år. Ingen vil kommentere, at stigningen ikke stemmer overens med en stigning i antallet af fattige. Din kvikke onkel vil stille spørgsmålstegn ved julemandens eksistens og indrullere den snedigste matematik til at føre sit argument igennem.

Din knap så kvikke husvensateist vil skumme over kristendommens invasion af det offentlige rum. Frikirkepræster vil hænge, skyde, drukne og gasse nissedukker i massevis, og folkekirkepræster vil forsyne Kristus med skæg og nissehat og holde dårlige, uvedkommende juleprædikener af frygt for at skræmme børnefamilierne væk med lov og evangelium.

“Der er intet lavet om siden sidste år”, som skjalden synger.

Og således er vi også nået til jammeren om indfødsretsprøven, som velmenende humanister også i år vil have erstattet med et kram og en check. Vi vil høre historier om, hvor mange der dumper, og hvor vanskelige spørgsmålene er. “Hvem fucke-de-fuck er Oehlenschläger” vil de spørge på P3.

Og vi vil høre fra ældre danskere, der intet ved om noget som helst, og som derfor er utrygge ved at kræve noget af andre. Og vi vil høre fra unge danskere, hvis sind allerede er koloniseret af så meget globalisme, at de kun husker Danmark, når SU’en udbetales. Og så vil vi naturligvis høre fra nogle indvandrere, der er næsten forargede over, at der afkræves dem noget for at blive danske statsborgere. Og vil høre fra Politikens akademisk anlagte ungersvende, som i spaltevis vil fundere over, hvad det egentlig vil sige at være dansk og skælmsk spørge, om danskhed mon ikke bare er en konstruktion. “Jo, Netop” vil Georg Metz svare dem, “lige netop” og så vil han skrive noget på bagsiden af Information, som ingen alligevel gider at læse.

Og folk med mider i håret vil sige, at vi alle sammen bare er mennesker og at jorden er vores mor. Og den halvt fordærvede højskolegrundtvigianisme vil citere Grundtvig i nøje udvalg “Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil”og medens de står der og lugter af muld og uvasket pull-over vil de kiggee bedrevidende på dig medens lopperne springer i skægget.

Men vi andre vi vil rulle med øjnene og glæde os over, at der endnu er dansk lov i Danmark, og vi vil afslutte citatet “har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild. Resten selv som dragedukker Sig fra folket udelukker”

For sådan er det jo. Danmark er et dejligt land og det danske folk et venligt folk, der åbner sine arme, selvom vi ved, at blod og byrd er folkegrunde. Vi inviterer folk ind og lader dem bo her og vi giver mulighed for at blive vores lige- og landsmænd med ret som en indfødt.

Blot skal de vise, at de i det hele taget aner, hvor de befinder sig. At dette, deres nye hjem for tid og evighed, er Danmark og at det er den sammenhæng, de nu befinder sig i, må finde sig til rette i og skylder troskab.

Nej, der er intet at forarge sig over i indfødsretsprøven. Det skulle da lige være, at ansøgerne har mulighed for at læse op på den. For sådan bør det naturligvis ikke være. Prøven må undersøge, om de af sig selv har fundet sig så godt til rette i en dansk virkelighed, at de har overtaget den og gjort den til deres. Det bør ikke være en prøve i at lære udenad, men en prøve i, om de gennem mange års ophold, liv og fornyet viljestilslutning til Danmark har taget sig en identitet på sig som danskere in spe.

Men det er nok for meget at håbe på. Indtil videre må vi stille os tilfreds med, at det er nemmere at blive dansk statsborger – det største privilegium, vi kan give et menneske – end det er at blive sproglig student, men dog vanskeligere end at få et medlemskort til Fætter BR.