Konservativ Reaktion in memoriam og igen

Af Christian Egander Skov

MODERNITETEN ER EN TOTALITÆR JERNNÆVE, DER KNUSER ALT, HVAD MENNESKET HAR KÆRT. DERFOR MÅ DEN KONSERVATIVE REAGERE IMOD MODERNITETEN. DEN KONSERVATIVE MÅ BESKYTTE OG UDBYGGE HISTORIENS OG TRADITIONENS VOLDE, DER BESKYTTER MENNESKET MOD FORANDRINGENS VINDE. DERFOR ER VI EN RÆKKE KONSERVATIVE, DER SKØNT UENIGE PÅ EN LANG RÆKKE OMRÅDER ER SAMLEDE I DETTE FORSVAR.

Således lød ordet på bloggen Konservativ Reaktion, som vi var nogle (meget) unge KU’ere, der satte i søen for ti år tilbage, i 2006. Ja, så længe er det faktisk siden. Det var dengang, alle skulle have en blog. Det vil sige, at det var før Facebook. I sin storhedstid var det en efter forholdene ret læst blog. Og “forholdene” betyder her, at vi i modsætning til som mange andre lavede lange indlæg om kultur, åndsliv og idéer. Det var mindre det politiske end det politiskes førpolitiske grundlag, der interesserede os. Og det var slet ikke bling, bling og hverdagshistorier, sådan som det var for andre mere moderne KU’ere

I en vis forstand kan man sige, at bloggen foregreb det arbejde, vi senere gik ind i på Årsskriftet Critique. I hvert fald var det den samme lyst til at ville mere end blot politisk debat, som vi jo som ungkonservative kendte alt for godt.

Jeg kan huske bloggens begyndelse. Det var en fest i Århus KU, hvor Peter og Jens -de senere P.N. og J.W. og den sidste identisk med Årsskriftet Critiques redaktør og den anden med vores dygtige kulturskribent – fór rundt på den snævre gang i Wilstersgade, hvor KU dengang havde sine lokaler. De var ved at lave en liste af en slags, enten over, hvad der var konservativt eller, hvad der ikke var konservativt. Dette fik mig til at foreslå, at vi lavede en blog ud af bestræbelsen og efter den obligate skepsis gik vi igang, grundlovsdag 2006.

Bloggen førte i øvrigt til skarpe reaktioner fra det ungkonservative parnas. Jeg selv var på det tidspunkt formand for Århus KU og jeg husker levende den meget hårde kritik, ikke så meget fra mine medlemmer, men fra andre folk i samme lag, tidligere formænd samt vores lokale forretningsudvalgsmedlem. Sidstnævnte erklærede, at havde han læst sådan en blog med en så reaktionær konservatisme, dengang han søgte efter sit politiske ståsted, så var han aldrig blevet konservativ.Og det var sikkert rigtigt, dengang. Siden er han kommet på bedre tanker.

På den anarko-liberale hjemmeside, liberator, hvor vi præsenterede vores tiltag var kritikken lige så skarp, og sikkert også mere oplagt. Vi kom ikke til Liberators forum som venner, men som dem, der ville forklare de formastelige liberalister, hvorfor de tog fejl. På Konservativ Ungdoms dengang meget levende debatforum affødte den nye blog en længere diskussion, hvis detaljer jeg ikke husker, men hvor jeg i hvert fald erindrer, at de progressive, såkaldt liberalkonservative KU’ere og de andre progressive såkaldt socialkonservative KU’ere alle var forfærdet over tiltaget, hvis de da ikke fandt det latterligt.

Dengang var det i øvrigt de to eneste ideologiske fløje, der eksisterede I KU. Ingen hvid fløj. Vi var  vel en slags proto-hvid-fløj, men det udtryk brugte vi ikke. Vi identificerede os snarere med vores lokalforening, som dengang var stærkt præget af vores idéer. Og således blev vi slet og ret kaldt Århus. Ind i mellem kaldte vi dog også for reaktionære, en hædersbetegnelse. Det var der også andre, der kaldte os, men da var det ikke en hædersbetegnelse.

Bloggen voksede og fik et fast publikum, den form for kulturkonservatisme, vi repræsenterede, fik efterhånden et mere solidt tag i KU, og vi fik flere skribenter: Først Jacob, den senere J.Aa., der også i ny og næ bidrager til aarsskriftet-critique.dk og efter det Anders, A.O. som da han kom til os, havde en skummel fortid som liberalkonservativ, hvilket heldigvis var gået over – i hvert fald næsten.

Og så skrev vi og skrev og blev ældre og holdt til sidst op med at skrive. Da var Årsskriftet Critique sat i søen. Konservativ Reaktion svømmede videre og blev lejlighedsvist opdateret frem til 2012, til sidst dog kun med reklamer for Årsskriftet Critique…

J.Aa. skrev gravtalen:

I de flestes bevidsthed afslutter valget vel en naturlig tiårig periode. Et politisk tiår, hvor en kulturkamp blev indvarslet fra starten – og vitterlig er blevet ført. Konservativ Reaktion har, på sin egen facon, været med godt halvdelen af vejen. Måske snarere som vidne til kampen, end som deltager i den.

Men fra starten har sigtet været det ene samme: At rejse, i ord og bogstav, en lille vold mod forandringens hårde vinde. Med tiden har Reaktionen, med vid og polemisk klarhed, bredt sig over mange områder: Politikken, historien, troen og religionerne, filmen, operaen og litteraturen. Nogle steder har vi søgt og fundet små skyggefulde oaser, under det såkaldte fremskridts nådesløst brændende sol. Andre steder har vi udstillet og beklaget de falske fatamorganaer, den åndelige tørke og hedeslagene og brandsårene den har forvoldt.

Men hvordan er det gået i disse år? Blæser forandringens vinde stadig lige ubønhørligt og fejer alle rodløse og udtørrede vækster bort? Svaret kommer måske an på øjnene der ser. Der kan ikke være tvivl om, at den kulturelt besindede konservatisme lettere finder udtryk – og mindre besværet kommer til orde nu, end for ti år siden. Men er det blevet ved ordene – er det blevet ved de politiske ønsker og udsigter…

I alle fald; når moderniteten nu engang sætter mange af tidens præmisser, kan den konservative gerning aldrig være slut. Efter det nylige parlamentariske valg og dets udfald at dømme, kan man tillige forvente mange nye anslag mod tradition og tro – anslag, som ikke bør stå uimodsagt.

Dette kan også minde os om, at besindige konservative kræfter virker bedst i forening. Efter modne overvejelser har vi da i Konservativ Reaktion besluttet, at det er på tide at højne volden, flytte skansen, tætne diget. 

Og så blev stenen sat for graven.

Men som det går med den slags, helt dødt var det ikke.

For bloggen levede principielt videre på Årsskriftet Critiques hjemmeside, hvor de gamle forkortelser C.S., J.W., P.N., J.Aa. og A.O. stadig skriver nogle endda med fastholdelse af den gamle tradition med kun at underskrive sig ved forkortelsen. Vi mødes i ny og næ til mad, portvin og jeremiader og vi har optaget et nyt medlem, Rasmus, R.P. – tilfældigvis redaktør ved Årsskriftet Critique og Replique.

Længe hed vores blogsektion, hvor kun vi selv skrev, faktisk “Reaktion” og først for nyligt har vi ændret det til det mere intuitive “blogs” og ændret formattet helt, så det ikke længere bærer andet spor efter den gamle Konservativ Reaktion end netop de initialer, nogle af os bruger, og som for de indviede trækker linjer tilbage i tiden.

Og så skete der noget andet.

Efter de fleste af os enten var meldt ud af KU eller gået i dvale, skete der en kulturkonservativ eksplosion, og den såkaldte hvide fløj opstod som begreb og virkelighed. De måtte naturligvis igennem alt det samme, som vi i sin tid mødte, lad os kalde det hån, spot og latterliggørelse, og de fleste af fløjens oprindelige bagmænd har vist i dag forladt KU, men nogle få blev og så blev få til mange.

Jeg har selv set dem, talt med dem og hilst på dem, de nye, unge reaktionære.

Og de har fået en gennemslagskraft, som vi aldrig fik, i kraft af deres vilje til at vise og leve deres synspunkter og iklæde sig dem som en uniform. Det fremkalder undren og foragt fra dem, der ikke kan eller ikke vil forstå, men for os andre, der ikke er en del af det, men som forstår det, giver det god mening.

Det er derfor med stor glæde, at vi kan konstatere, at to af hvid fløjs fremmeste repræsentanter, nemlig Jesper Frederiksen og Caspar Stefani, for det første har fået en blog på berlingske, for det andet har valgt at kalde deres blog netop “Konservativ Reaktion”. Husk at læse dem, de har noget på hjerte og hvem ved, hvor det ender.


Christian Egander Skov er redaktør ved Årsskriftet Critique og Replique, ph.d. i historie og forfatter til bogen Konservatisme i Mellemkrigstiden.