Jyllands-Postens deroute

Jyllands-Posten har fået ny chefredaktør. Det er den 51-årige Jacob Nybroe, der kommer fra en stilling som nyhedschef på TV2-nyhederne. Udnævnelsen er markant, fordi den er et led i et forsøg på at forandre avisens profil. Den er et udtryk for ejernes, JP/Politikens Hus, forsøg på at gøre op med den holdningsprægede profil, avisen siden Muhammed-krisen har været kendt for.

Allerede før Jacob Nybroe har haft lejlighed til at sætte sig til ro i redaktørstolen har hans udnævnelse affødt reaktioner fra avisens hidtige nyhedsredaktør Pierre Collignon, som i erkendelse af den nye linje er trådt tilbage øjeblikkeligt. I en pressemeddelelse skriver han:

“Med valget af ansv. chefredaktør ønsker Jyllands-Postens ejere at sætte en ny retning, og derfor giver det mening at lade Jacob Nybroe starte uden mig om bord,”

Hvor skarp en kursændring, der er tale om, viser et længere interview med den nye chefredaktør, som er blevet offentliggjort på Jyllands-posten.dk. Her kalder Jacob Nybroe indirekte avisens hidtige linje for fordomsfuld – når det kommer til Islam og integration vel at mærke – og varsler en omlægning af den journalistiske profil, bl.a. i et opgør med det journalistiske væsentlighedskriterium. Der skal populært sagt være mindre Muhammed og mere madpakke:

“Hvad kan læserne forvente med dig ved roret?

»Forhåbentlig en højere grad af genkendelighed i forhold til deres liv, når de læser deres egen avis. Men læserne kan også forvente mindre Muhammed.«Hvad mener du med det?

»Siden Muhammed-krisen har Jyllands-Posten været frontsoldat uden sidestykke i en kamp, som har været vanvittigt vigtig, og jeg bøjer mig i den dybeste respekt for den pris, avisens medarbejdere har betalt for den dækning.«

»Men jeg synes, det er tiden at lette foden fra pedalen og sige, at værdistof i den der gænge kvalificerer sig i lige konkurrence med alle andre stofområder. Jeg synes nok, at omfanget har været så heftigt, at det er i fare for at blive en del af kampen.«

De senere år har der været en redaktionel beslutning om ikke at trykke tegninger af profeten. Hvordan ser du på den linje?

»Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor vi kommer til at trykke de tegninger.«”

Ja, det er stærke sager, eller rettere svage sager. Men de kan jo også slå en med en vis styrke.(Hør i øvrigt radio 24syv’s hudfletning af den nye chefredaktørs linje her til morgen.Det er ca. 2.30 inde i indslaget og ubetaleligt.)

Jyllands-Posten har i mange år, ligesom andre danske aviser haft vigende oplagstal, og er i dag ikke længere landets største avis. Med forsøget på at gøre avisen mindre kontroversiel og mere præget af livsstilstof har Jyllands-Postens ledelse lagt sig fast på den opfattelse, at det er avisens holdningsprofil, der har skræmt læserne væk.

Om det forholder sig sådan er imidlertid uvist. Man kan i hvert fald spørge, om det var et udslag af avisens stærke holdningsbårede profil, da den november sidste år udnævnte den 30-årige Marchen Neel Gjertsen som avisens politiske analytiker. Gjertsen havde da en fortid på Enhedslistens venstrefløj. Reelt set forekommer avisen længe at have været på retræte fra den stærkt udsatte position i kulturkampens frontlinje, den indtog i midten af 00’erne.

Dengang var avisen særlig kendt for sin stærke debatsektion, men her avisen i den grad blevet overhalet af samtlige sine konkurrenter. Berlingske står langt stærkere på den borgerlige debat, bringer bedre og mere relevante kronikker og har ikke mindst en langt stærkere blogsektion. Her har Jyllands-Posten excelleret i at knytte ujævnt skrivende ligegyldigheder til avisens blogformat, mens Berlingske efterhånden har samlet et stærkt – måske nogle gange lige lovlig stærkt – korps af markante holdningsmennesker med noget på hjerte. (Der er naturligvis undtagelser fra dårligdommen i Jyllands-Postens debatunivers, men de er netop det, undtagelser.)

Også Politiken og Information – og til en vis grad Kristeligt Dagblad – må fra deres respektive udgangspunkter siges at have skabt platforme for en levende og ofte kvalificeret samfundsdebat. Dermed har de vist, at de har forstået, at aviser i dag er nicheprodukter, der ikke kan være alt for alle, men må have et ærinde, der giver dem kant og relevans.

Med valget af Jacob Nybroe har Jyllands-Posten, derimod slået fuldt bak og forsøger at redde sig på holdningsløshed og livsstilsjournalistik. Så må vi jo se, om det virker. For det borgerlige Danmark er avisens udvikling selvsagt en tragedie.