Kampen om den såkaldte definitionsmagt raser på alle uddannelsesinstitutioner og i intellektuelle kredse. I Danmarks litterære kanon er der et romanværk, der i årti efter årti har bestået som en anstødssten for materialismen og individualismen. Forfatter Poul Thomas Brandt giver et indblik Løgnerens receptionshistorie.

Åndsfriheden har trange kår for tiden. En generation af unge med pubertære idealer ønsker at rydde op, hvad der sådan set ikke er noget nyt i. Den ungdommelige erfaring har i sagens natur ikke mange år på bagen og efter nogle år har den som regel løbet hornene af sig – og dog bragt nyt.

Som Martin A. Hansen udtrykte det i sin radio-roman Løgneren fra 1950, hvor læreren og degnen, der er romanens hovedperson, skriver:

”Tyve Aar, det er manges store Alder, det er vor dybe Alder. Den tyveårige kræver Renhed. Aaja, han tumler selv ud i dit og dat og føler sig meget uren. Men han kræver Renhed og Sandhed… Den unge Mand er yngre end Barnet og ældre end Oldingen. Han ved ingenting om noget og han ved alt om alting.”

Som bekendt har romanen i dag status som klassiker og er dermed et hovedværk i dansk litteratur, og den har da også siden sin udgivelse været genstand for adskillige fortolkninger, alt efter tidens dominerende litterære strømninger, hvad der er klassikerens skæbne, men også dens styrke. Men den måtte grueligt meget igennem.

Allerede ved sin udgivelse syntes romanen – trods adskillige stærkt rosende og hyldende anmeldelser, for ikke at tale om lytternes og efterfølgende læseres begejstring – at skulle få alle odds imod sig på det litterære parnas.

 At principperne, dyden eller moralen nu blev erstattet af handlingen, gjorde enhver tale om en absolut fordring overflødig.

Den udkom i en efterkrigstid, der var i færd med at barsle en kold krig, hvor den ideologiske vind igen var begyndt at blæse, efter at både fascisme og nazisme var blevet set som skingre udløbere af kapitalismens amokløb. Kommunismen, repræsenteret af Stalins Sovjetunionen, der endte på den rigtige side under anden verdenskrig – trods en ikke-angrebspagt med Tyskland – blev nu set som en ideologisk redning.

Det nye menneske

Efterkrigstidens Danmark havde velfærdsstaten i svøb og den materialistiske historieopfattelse var ved at blive ledestjerne på det politiske overdrev, hvor især venstrefløjen nu opfattede mennesket som et historisk væsen, et produkt af produktionskræfter og miljø, foranderlig, men aldrig det samme.

Det betød kort sagt, at det vigtigste i menneskets tilværelse var ”historisk” og at mennesket kunne forandres og omformes i overensstemmelse med den historie, som det egenhændigt var skaber af. Det var det almene, som det personlige, individuelle skulle ophæves i. At principperne, dyden eller moralen nu blev erstattet af handlingen, gjorde enhver tale om en absolut fordring overflødig.

hovedpersonens navlepilleri kan på ingen måde nå de højder, vor tids sjælelige udkrængninger udfolder sig på, et niveau, der efterhånden både er pinligt og ude af trit med virkeligheden. Og i øvrigt ganske trættende.

Derfor var der heller ingen plads til religionen. Den satte nogle grænser for mennesket, da den plæderede, at der var noget, der var større, højere og vigtigere end mennesket, og satte derved også en grænse for menneskets mulighed for at skabe historie. Religionen blev derfor – og her tænkes på kristendommen og især Georg Brandes kritik – dømt ude. Vorherre blev sat uden for døren.

Af samme grund blev Løgneren litterært set også dømt ude af Sven Møller Kristensen i det kommunistiske talerør Land og Folk i 1950:

”Romanen lugter af lavendler, den lugter gammelagtigt, den er fortalt i en gammelagtig tone, som dagbogsoptegnelser af en ensom skolelærer, jævnt og kortfattet, med mindelser om sagaerne og Blichers landsbydegn og Johs. V. Jensen, en tone, som er så førromantisk, at man studser ved at høre tale om radio og tipning og opdage, at det hele foregår i nutiden.”

Og anmeldelsen havde fået overskriften ”Fanden og hans lavendler.”

Når denne anmeldelse fremhæves skyldes det, at Sven Møller Kristensen – sikkert ubevidst – kridtede banen op for romanens videre litterære skæbne. Anstødsstenen var og blev det religiøse, ”den enfoldigt kristne livstro og ansvarsfølelse” overfor ”den farlige, moderne frigjorthed, som skal gøre livet tomt og meningsløst.”

Her imellem står læreren, der ”forkynder romanens mening,” der ifølge Sven Møller Kristensen kunne hentes i et direkte citat fra romanen: ”Når du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du at det hele er en Valplads, hvor to magter slås” De to magter er som bekendt Gud og Satan.

Lidelse, savn og død

Den materialistiske historieopfattelse indeholdt dog ikke mange tanker, Hansen havde den store respekt for og han havde selv for længst gjort sin stilling klar efter sine første romaner ”Nu opgiver han,” og ”Kolonien,” to tidstypiske, socialrealistiske kollektivromaner fra henholdsvis 1935 og 1937. ”Jeg læste Brandes,” fortalte han i et interview i 1949, og berettere videre:

 ”da jeg så kom ind til byen, så opdagede jeg, at den radikalisme ikke eksisterede. Kommunismen blev en ny radikalisme… Det blev så til de to første romaner… til sidst måtte en enkelt kommandere, der var ikke mere noget fællesskab. Alt sammen svarer det jo til, hvad der skete med kommunismen i trediverne. Sådan blev jeg færdig med den.”

Og i et andet interview samme år kan han sætte følgende ord på:

”Når man så har mistet troen både på de gamle og de radikale ideologier, bliver man jo klar over – måske anede man det nok i forvejen – at nu må man gå til det første og egentlige, til mennesket og personligheden, og det har egentlig resten af forfatterskabet handlet om. ”

Den holdning kom han imidlertid til at stå temmelig alene med på det litterære parnas, og da kulturradikalismen havde barslet med sin munkemarxisme, der en snes år senere satte sig på uddannelsesinstitutionerne, lød det i 1972 i en analyse af romanen: ”Den største kunstnermyte, der er fabrikeret i efterkrigstiden, er sat i omløb under varebetegnelsen ”Martin A. Hansen.”

Hovedkomponenterne i produktet er ”lidelse,” ”savn,” ”død,” som Torben Kragh Grodal i tidsskriftet ”Poetik 17” i 1972 kunne skrive under overskriften ”Sjælens lyst og sjælens ubodelige ensomhed.”

Analysen slutter da også med følgende bastante udsagn: ”Løgneren bliver et af de restriktive ideologiske programmer hvis bevidsthedsprogrammering fastholder anakronistiske bevidsthedsformer.” Nu var klassekampen og fremtidens ”historiske” menneske vigtigere end sjælens ubodelige ensomhed.

Men også munkemarxismen overlevede romanen. Murens fald i 1989, viden om tyve millioner døde i sovjetiske Gulag og kommunismens politiske kollaps fik endnu en gang placeret en politisk ideologi, hvor den hører til, nemlig uden for døren, hvor Vorherre i øvrigt stadig befandt sig.

Opløsning og længsel

Det underfundige er, at romanen trods de litteraturkritiske drabsforsøg gennem årene, har haft godt tag i læserne og stadig synes at have det. Spørgsmålet er så, om den også kan overleve de herskende pubertære krav om – med Hansens ord – renhed og sandhed, for det ligeså underfundige er, at ungdomsårene ikke mere ebber ud ved tyveårsalderen, men synes at vare ved et godt stykke ind i trediverne.

Næppe mange gymnasielever eller for den sags skyld studerende ved universitetet har beskæftiget sig med den, endsige haft kendskab til den. Hvad kan en kærlighedshistorie om en lærer på en lille ø i udkantsdanmark, der oven i købet ikke kan tage sig sammen til at indlede et forhold til en tidligere elev, der higer efter hans accept og kærlighed, sige dem i dag?

Med nutidens vandringer ud og ind af parforhold, selvrealisering og bonusbørn er det vanskeligt at forestille sig, den roman har noget at byde på. Og hovedpersonens navlepilleri kan på ingen måde nå de højder, vor tids sjælelige udkrængninger udfolder sig på, et niveau, der efterhånden både er pinligt og ude af trit med virkeligheden. Og i øvrigt ganske trættende.

Murens fald i 1989, viden om tyve millioner døde i sovjetiske Gulag og kommunismens politiske kollaps fik endnu en gang placeret en politisk ideologi, hvor den hører til, nemlig uden for døren, hvor Vorherre i øvrigt stadig befandt sig.

Men modernitetens famlen efter egne ben, dens individualisering, der er ved at reducere mennesket til en brik i et økonomisk maskineri, ingen formår at styre – pengevælde, som Søren Kierkegaard kaldte det – dens refleksive tendens til at opløse alt uden efterfølgende at pege på nogle svar, herunder religionens trøstesløse rolle, synes faktisk at efterlade en tvivl og et tomrum, hvor Løgneren har noget at byde på, trods sin tidsbundne kulisse.

For det er her, i tomrummet, vi med Hansens ord møder det egentlige, mennesket og personligheden, ikke at forveksle med individet, det helt igennem historiske menneske som et produkt af arv og miljø.

Nok kan romanen byde på en freudiansk krise, men snarere pibler begreber som identitetsforvirring, angst, roller og iscenesættelse frem, hvor erkendelsen af skyld behændigt bruges til forsvar – ikke for ingenting fortabte Hansen sig i Kierkegaards værker, især Forførerens Dagbog.

Lidelse, savn og død, som Grodahl i sin analyse dømte ude, synes stadig at have en plads i hjertet på de fleste og med velfærdsstatens snarlige kollaps vender både ansvar, skyld og pligt tilbage, hvor de hører hjemme.

For som Sven Møller Kristensen i sin tid trods alt måtte indrømme om romanen: ”… det er djævelsk godt gjort.”