Da Fremskridtspartiet gjorde sin entré i dansk politik ved folketingsvalget den 4. december 1973 ændredes dansk politik for altid. Etablerede, måske fastfrosne politiske strukturer rystedes. Men Fremskridtspartiet var oppe mod mægtige modstandere. Ole Gerstrøm var med i første række som nyvalgt for Fremskridtspartiet ved jordskredsvalget

På den første dag, med møde i Folketingssalen i januar 1974, diskuterede vi 28 nyvalgte i Fremskridts-gruppen punkterne på Tingets dagsorden. Der var forskellige meninger om lovforslagene, nogle var for, andre imod. Men ingen ville stemme “hverken for eller imod.”

I folketingssalen stemte vi så efter vor samvittighed. Det var helt efter Grundlovens ord, idet folketingsmedlemmer udelukkende er bundet af deres samvittighed. Men efter mødet i salen var det særligt socialdemokrater, der grinede af os. For vi havde allerede under denne første deltagelse i Folketingets forhandlinger været i vildt slagsmål. Mente de.

Desværre har det igennem årene været fast reglement på Christiansborg, at alle medlemmer af en folketingsgruppe stemmer som befalet af partiledelsen. Dermed kan man føre blokpolitik. Men det er grundlovsstridigt.

Så længe Glistrup var med, blev der aldrig indført gruppedisciplin i Fremskridtspartiet. Han sagde en gang nærmest vredt, at man ikke kunne bryde Grundloven ved at vedtage en beslutning om gruppedisciplin.

Partidisciplin

Jeg var folketingsgruppens sekretær. I det britiske parlament benævnes denne post som “The Whip.” Altså indpiskeren, der skulle banke uenige på plads. I partiet Venstre har Claus Hjort Frederiksen således været ledelsens håndlanger. Min rolle var her administrativ, hvor jeg bl.a. varetog kontakt til præsidiet.

F.eks. havde Folketingets medlemmer også dengang stor rejselyst i Tingets sommerferie fra juni til oktober. Vi fik tilbudt pladser på disse udvalgsrejser til eksotiske destinationer, men vi svarede nej tak: skatteyderne skulle ikke betale den slags fornøjelser. Men så gav præsidiet blot pladserne til andre partier, så ingen besparelse blev opnået. Det klagede vi over uden resultat. Og uden interesse fra pressens side.

I Socialdemokratiet var disciplinen hård. Fra kilder i Socialdemokratiet har jeg erfaret, at da den senere udenrigsminister K.B. Andersen sad som nyvalgt MF’er, i de første par år uden udvalgsposter, uden ordførerskaber, da mistede han tålmodigheden og rakte hånden op under et møde i folketingsgruppen.

Han blev mødt af gruppeledelsen med et “hvis vi vil høre din mening, skal vi nok sige til.” Den senere skatteminister Karl Hjortnæs, i samme situation, så en ledig plads ved siden af partikongen Per Hækkerup. Han gik derover, og spurgte om han måtte sætte sig. “Nej” lød det.

Det var ellers højskolemanden, socialdemokraten Hal Koch, der sagde, at demokrati er samtale.

Skattelettelser

Jeg sad i skatteudvalget sammen med Glistrup i 1974. Vi forhandlede med statsminister og i øvrigt cand.theol. Poul Hartlings smalle venstreregering, og vi blev enige om en reduktion af indkomstskatten. Vi aftalte en afgift på hårde hvidevarer, til finansiering heraf. Men da finanslovforslaget forelå, var indkomstskattelettelsen betydeligt mindre end det aftalte.

Så længe Glistrup var med, blev der aldrig indført gruppedisciplin i Fremskridtspartiet. Han sagde en gang nærmest vredt, at man ikke kunne bryde Grundloven ved at vedtage en beslutning om gruppedisciplin. 

Det var tydeligt at Hartling havde forhandlet på skrømt for at kunne påstå, at os kunne man ikke samarbejde med. Jeg var ordfører på sagen og argumenterede for, at vi skulle stemme for denne lille indkomstskattereduktion, så man kunne se, at vi dog havde opnået noget.

Men Glistrup var som sædvanligt aldeles principfast, så jeg måtte fra talerstolen sige, at Hartling-regeringen havde begået forligsbrud og at vi derfor måtte stemme imod finansloven. Det hidsede gammelpartierne sig op over, for man havde en sædvane med, at alle såkaldt ansvarlige partier altid stemte for finansloven.

Og ved det efterfølgende folketingsvalg i 1975 blev det netop hævdet fra Venstre-folkene, at vi ikke evnede at samarbejde. Men vi fortsatte som de ægte ansvarlige med at stemme imod denne landsskadelige finanslov.

Trækdyrenes parti

Den mest skadelige af alle skatter, det store dyr, er indkomstskatten. Uden den vil vor økonomi blomstre mod himlen. Og det kunne lade sig gøre den gang.

Vi fremsatte hvert år som eneste parti et fuldt gennemarbejdet ændringsforslag til finansloven, hvorefter vi løbende ville reducere indkomstskatten, så den helt kunne afskaffes over 6 år, startende med de laveste indtægter.

Dette krævede så tilsvarende besparelser, hvor vi sagde, at i det indkomstskattefrie samfund, kunne folk godt betale fuld pris for billetterne til Det Kongelige Teater.

Og vi fandt at den statslige u-landshjælp ikke gavnede modtagerlandene – tværtimod: den var direkte skadelig. Her har eftertiden givet os ret jfr. økonomiske forskere ved Aarhus Universitet. Og unge mennesker fra Afrika rejste herop og tryglede: ”stop u-landshjælpen, den dræber os.”

Men vi fik skældud, hvor man omtalte besparelserne som asociale, uden at fortælle, at formålet var at afskaffe indkomstskatten. Men det måtte befolkningen ikke få at vide. Den politiserende presse var tavs, og man kalde os løgnagtigt for egoist-partiet, hvor vi i realiteten var trækdyrenes parti.

Politiske dummebøder

Dette til trods for, at vi indførte en uhørt åbenhed om vort parlamentariske arbejde, idet gruppemøderne var offentlige, og pressen deltog flittigt. Men hvis der var forskellige meninger om et emne, blev det i reportagerne lagt ud som krig i partiet. Derfor stoppede denne revolutionerende praksis.

Når Glistrup på valgaftenen udtalte, at statsministerposten skulle afskaffes, og han ville være minister til afskaffelse af offentlig virksomhed, var tanken, at ressortministrene skulle have det fulde ansvar for deres område uden at modtage direktiver fra en regeringsleder. Ikke noget med “læg dig ned og rul dig.”

Men det forudsatte at ministrene var kompetente. At de havde et indgående fagligt kendskab. Ikke som sædvanen har været, at ministres faglighed er sjælden som en sommerfugl i december. Så en forsvarsminister med tropper i Afghanistan, læste ikke ugerapporten ude fra kampzonen.

Og en skatteminister lader ubekymret den giftige, menneskefjendske lagerbeskatning af ikke-realiserede aktiegevinster, skatten fra helvede, fortsætte uden at nogen skammer sig. Og ministeren er nok uvidende om, at vi har trippelbeskatning, der kan beskatte den samme indtægt tre gange, så opkrævningen i alt kan komme op på 112 pct.

Man smadrer folks liv. Men intet er annulleret eller betalt tilbage. Ingen har fået en undskyldning. Argumentet er, at statsmagten har brug for pengene til et af verdens hårdeste skattetryk. Anstændighed kendes ikke i disse kredse. Det er som hos rockerne, hvor det hedder dummebøder.

Magtmisbrug

Folketinget vurderer, at vi har anslået 1.300 love her i landet. Alle har strafbestemmelser, men selv ikke den klogeste professor har overblik over dem alle. Og blot den såkaldte aktive beskæftigelsesindsats er et bureaukratisk monster baseret på 29.000 siders lovjungle, som intet levende menneske har blot overfladisk kendskab til. Dette cirkus koster os 13 mia. kr. om året.

Vi var så farlige for dette system, at magthaverne slæbte Glistrup i retten for skattesnyd. Men hans såkaldte skattecirkus indeholdt kun elementer, som var pensum i faget skat på økonomistudierne. Og Glistrup kunne bogholderilov og regnskabslov udenad.

ministres faglighed er sjælden som en sommerfugl i december.

På skatteopgørelsen kunne et aktieselskab fratrække et lovfæstet beløb på 2,5% af egenkapitalen. I en gruppe af selskaber kunne man lade et beløb cirkulere rundt bl.a. via udlån og indlån, og hver gang det passerede et selskab, kunne man forøge egenkapitalen.

Så når der skulle afleveres skatteopgørelse, kunne den skattepligtige indtægt reduceres til nul. Det var helt efter bogen.

Daværende ligningsdirektør Hove fortalte da også efter TV udsendelsen i 1971, der gjorde Glistrup berømt, at hans transaktioner, så vidt han kunne se, var fuldt legale.

Alligevel kom et anklageskrift, der fik kolossal pressedækning. Statsminister Anker Jørgensen kom straks på forsiderne med “Glistrup er skyldig.” Dette til trods for, at han var chef for justitsministeren, der dengang var chef for domstolene. Ikke en sjæl protesterede mod dette magtmisbrug.

Skattesagen

Fiktionspåstanden i Glistrups skattesag var et bedragerisk påfund. Man fandt bare nogle selskaber, der udelukkende havde relationer til andre Glistrup-selskaber, og vupti: man havde opfundet fiktionsteorien, hvorefter man påstod, at Glistrups skattearrangementer var frit i luften svævende uden forbindelse med realiteternes verden.

Men anklagemyndigheden fremlagde aldrig en koncernbalance omfattende alle selskaberne, der ville have påvist, at der var reelle bankindeståender, aktiebeholdninger, obligationer, fast ejendom m.v.

Dette var bestemt ikke fiktivt. Revisoren der løgnagtigt opfandt fiktionen, arbejdede i øvrigt også for Nordisk Fjer uden her at opdage den reelle svindel, der foregik. Han endte med at begå selvmord.

Men bagmandspolitiet fordrede konstant pressen med fortrolige oplysninger fra efterforskningen, med en stærkt ensidig tilgang, alene med det formål at få tegnet et usympatisk billede af politikeren Glistrup i offentligheden.

Vi var så farlige for dette system, at magthaverne slæbte Glistrup i retten for skattesnyd.

Således kom man i valgkampen i 1977 med grundløse anklager om at Glistrup skulle anklages for åger, og igen lækkede man til pressen. Kort efter valget trak man anklagerne tilbage. Berlingske Tidende bragte smæderierne på forsiden, men har endnu ikke fundet plads til at fortælle sine læsere, at anklagen blev trukket tilbage igen.

Mon ikke de snart kan når det? Og Glistrup blev i modstrid med International Covenant on Civil and Political Rights nægtet at forsvare sig selv, men blev påduttet håbløse advokater, uden den fornødne baggrund og som ingen interesse havde i at samarbejde med ham.

Da man så nåede til sagens afslutning skulle tiltalte have ordet. Han bad retten om 14 dage, men fik tildelt 2 timer.

Teknisk valgte man med en åbenbart bevidst ondskabsfuld ulogisk rækkefølge: at lade sagen først køre som straffesag, hele vejen til højesteret. Herved måtte man efterfølgende føre skattesager mod Glistrup, idet skatten ikke blev afgjort i straffedommen.

En ærlig rækkefølge ville være at føre skattesagerne først, og dernæst gå til strafferetten. Skat tilrettelagde herefter sagerne således at man rejste en sag for hvert år, uagtet at langt de fleste af forholdene var det samme, år for år. Ligeledes valgte Skat at rejse sag for hvert enkelt af de utallige aktieselskaber, på trods af helt ensartede forhold.

Herved opnåede man at maksimere antallet af sager, som Glistrup skulle forholde sig til og møde op, dels i Skat, dels i retten for at forsvare sig. Det betød en enorm arbejdsbyrde for ham, åbenbart for at udøve destruktiv chikane mod en ledende oppositionspolitiker.

Århundredets justitsmord

Og da Skat ikke ville bruge flere ressourcer på sagerne og var villige til at indgå et forlig, var det naturlige krav fra Glistrup at dette også omfattede Justitsministeriets krav. Dette modsatte det politiserende Justitsministerium sig.

De satte alt ind på at smadre en politisk modstander. Det var først efter at Glistrup var ude af politik, at man samlede alle statens inkassoforretninger hos Skat, så der blev indgået et forlig, 4 dage før Glistrup døde.

Da man i 90’erne havde en diskussion af, at det tog for lang tid at få sager igennem retssystemet, var der tre verserende sager med over 15 års sagsbehandlingstid. De var alle sammen mod Glistrup, og så blev skandalen dysset ned.

Men byret, landsret og højesteret dømte altså en ærlig mand til 3 års fængsel i sidste instans, hvor Højesteret brugte en helt anden begrundelse for dommen end Landsretten. Det var en parodi på et retsvæsen. Det var århundredets justitsmord.

Skatteekspert, advokat Lida Hulgaard, siger at hun fortsat skal dæmpe sin hidsighed, når hun læser Glistrups fængselsdom: “Den er et eksempel på, at skatteyderne ikke skal slippe afsted med offentligt og systematisk at udfordre systemet. Og det gælder formentlig stadig i lige så høj grad som dengang,” siger Lida Hulgaard, der var formand for Advokatrådets Skatteudvalg.

Danmarks søn

Og Glistrup skrev tykke bøger med grundig forskning af muhamedanismen, som ingen anden er kommet på siden af. Til sidst formede han konklusionen i én sætning. Den lød “islam er en verdensforbrydelse.” Sætningen indbragte ham endnu en fængselsdom.

Men Mogens Glistrup var en politisk gigant, hvis analyse og politik ikke behagede establishmentet, men derimod det danske folk, der sendte ham i Folketinget i 1973 med de 28 mandater. Glistrups egentlige forbrydelse var at opnå disse mandater. Gammelpartierne hævdede, at de var stjålet fra dem.

Historikeren Bo Lidegaard skriver:

Den unge bornholmer tog juridisk embedseksamen i 1950 med førstekarakter og højere udmærkelse end nogen anden i 25 år. Blandt de 135 juridiske kandidater, Københavns Universitet udklækkede det år, var Glistrups eksamen så langt den bedste. Det var ingen tilfældighed. Ikke alene var den unge bornholmer lynende velbegavet, han var også ærgerrig og ambitiøs helt ud over det sædvanlige. Han ville vinde og havde viljen til at gøre det. Men Glistrup blev aldrig minister, og han endte i fængsel. Alligevel er han den, der mere end nogen anden efterlod en politisk arv og gæld, som kom til at præge dansk politik frem til i dag.

Glistrup var en ægte demokrat, der kæmpede for frihedens ideer. Det gjorde han så fremragende, at systemet brugte alle metoder for at knægte ham politisk med frit opfundne påstande fra fantasiens verden.

Han blev udsat for giftigt magtmisbrug som vist nok sjældent set i dette land. Det gik lige fra Statsministeriet til Højesteret. Sjældent har Danmark haft så meget at skamme sig over.

Men vi kan være stolte over Danmarks søn, Mogens Glistrup, og hans brillante analyser og ideer, der med tiden vandt deres rette plads. Æret være hans minde.

Afsluttende ord

Lad mig til sidst citere Glistrups egne ord fra bogen Glistrup om Glistrupsagen:

“Straffedommen mod mig skyldtes ene og alene, at jeg i 1971 stiftede Fremskridtsbevægelsen.”

Hverken mundtligt eller skriftligt lykkedes det ham at få lov til at fremføre sine synspunkter. Bevismaterialet kom ulæst retur fra retten, der helt afviste at benytte det i sagen. Glistrupsagen vil formentlig gå over i danmarkshistorien på linie med andre ubehagelige sager som interneringen af kommunisterne i 1941, eller retsopgøret efter besættelsen,

hvor medmennesker blev dømt efter irrelevante paragraffer og love med tilbagevirkende kraft.

Helt som højesteretssagfører C.B. Henriqes sagde om retsopgøret efter den tyske besættelse: Danmark er et juridisk galehus