Alex Vanopslagh er en interessant politiker med stort talent for at tale borgerligt til samfundets borgere. Hans bog, der udkom denne sommer, viser en sjældent udtalt interessere for at tage livtag med det svære ansvarsbegreb. Men hvor dybt stikker det, og hvor langt kommer han i sine betragtninger? Magnus Sinding-Jensen har anmeldt Vejen til ansvar.
Alex Vanopslagh er lige nu kongen i blå bloks ruiner. I forlængelse af valgkampen og den vellykkede ’du kan godt’- kampagne, har Vanopslagh med sin bog Vejen til ansvar forsøgt at puste yderligere liv i den borgerlige idédebat.
Bogens budskab er en liberalisme med ansvaret i centrum, et ansvar, som velfærdsstaten fratager os, og som andre liberale strømninger – eksempelvis Anders Samuelsens topskattebekæmpende LA – ikke har haft tilstrækkeligt blik for.
Vanopslagh harcelerer imod det, han et sted kalder ’konfirmandliberalisme’ og ’frigørelsesliberalisme’
Frihed til ansvar
Vanopslagh er født i 1991, altså i begyndelsen af globaliseringens tidsalder, da Sovjetunionen kollapsede og liberalismen stod tilbage som sejrherre. Liberalismen sejrede ad helvede til, hvis jeg må tillade mig at parafrasere Vanopslagh en anelse. Den blev en ideologi, som kun kunne argumentere for ubegrænset frigørelse og ikke andet.
Vanopslagh harcelerer imod det, han et sted kalder’konfirmandliberalisme’ og ’frigørelsesliberalisme’, altså en liberalisme, som ”blev reduceret til en økonomisk doktrin kombineret med plat normløshed i alle kulturelle spørgsmål”, som han rammende skriver.
Det er en liberalisme, som også gennemsyrede Liberal Alliance – før Vanopslaghs tid, vel at mærke.
I bogen fremhæves en af LA’s tidligere kampagnevideoer, hvor en lille pige beundrer en kvinde, som med musik i ørene hopper bekymringsløst rundt i en seng i IKEA. Filmens budskab er ”Lav ikke om på dig selv, lav om på verden”. Dette er frihed uden ansvar.
Det er, ifølge Vanopslagh, et nyt Liberal Alliance, som fik så godt et valg i 2022. Nyt i og med at ideologien ikke handler om frihed punktum, men om ’frihed til ansvar’. Det er en frihedsopfattelse, som Vanopslagh henter hos klassisk liberale som Adam Smith, men også fra Grundtvig, som han kalder for Danmarks vigtigste liberale tænker.
Hos dem var frihed et ”middel til at fremme ansvarsfølelsen for fællesskabet”. Grundtvig mente, at der i friheden lå en tilskyndelse til at tage ansvar. Når der ikke er et alternativ, så føler vi ansvaret og forpligtelsen til at gøre noget.
Som et ekko af Jordan Peterson
Den canadiske intellektuelle Jordan Peterson bekender sig også til den klassiske liberalisme, og Vanopslagh lyder ganske Peterson’sk, når han skriver, at ansvar fører til mening: ”Vi har brug for at gøre en forskel (…) Vi kan faktisk ikke tåle ikke at være noget for andre. Men det kan vi kun være, hvis vi har et ansvar. For vores handlinger. For den forskel, vi gør. Det er den frihed, der giver livet mening og fylde.”
Det er nærlæggende, at tænke, at Vanopslagh er inspireret af Petersons tanker, selvom denne ikke er nævnt i bogen. Vanopslaghs helte er almindelige, ansvarlige borgere, som passer deres arbejde, og liberalismen skal netop kæmpe for almindelige mennesker imod eliten og systemet – noget de fleste venstreorienterede nok vil opfatte modsat.
Det kan virke som om, at når friheden er sikret, så fører det automatisk til ansvar, fællesskab og ånd, men hvor kommer forpligtelsen fra?
Vanopslagh retter således en kritik imod det, han kalder eliteliberalisme, som kommer i to former: En Lars Løkke-agtig, teknokratisk konkurrencestatsliberalisme, som reducerer alt til arbejdsudbud, og så en normbekæmpende, identitetspolitisk frigørelsesliberalisme.
Det lyder som konservatisme
Det er et nuanceret og tænksomt syn på liberalisme og frihed. Vanopslagh skriver, at han som ung liberal ikke havde blik for, at frihed ikke er endepunktet, men skal være for fællesskab, ansvar, ånd og nation. Med ord som disse, lyder han som en konservativ.
Spørgsmålet er hvor dybt det stikker? Det er klart, at friheden er nødvendig for overhovedet at kunne vælge ansvaret til. Men kan frihed ikke lige så vel føre til uhæmmet egoisme? Det kan virke som om, at når friheden er sikret, så fører det automatisk til ansvar, fællesskab og ånd, men hvor kommer forpligtelsen fra?
Her ligger måske en ideologisk forskel mellem Vanopslaghs liberalisme og konservatismen, at hos Vanopslagh går bevægelsen fra frihed til fællesskab, mens det hos konservative er omvendt.
Ligesom hos Peterson starter det hos Vanopslagh hos individet, som tager ansvar og bygger sig selv op, så det kan være noget for andre. Det er noget, individet pålægger sig selv frem for noget, fællesskabet pålægger individet.
Mistrivsel
Interessant er det i hvert fald, og man stryger igennem bogens første halvdel. Her følger man også Vanopslaghs vej ind i politik og hans gryende erkendelse af, hvor skidedygtig han er. Han er en rockstjerne. Undervejs spørger han sig selv, om han er for ung? Om han har den nødvendige pondus til at kunne hamle op med langt mere erfarne politikere? Svaret er ja, det har han.
Vanopslagh tillader sig at være noget selvrosende indimellem – dels fordi han åbenlyst har noget at have det i – men også fordi al denne optur, naivitet og selvoptagethed fører til, at han som ung partiformand går ned med flaget og må sygemelde sig med stress og angst.
Det er interessant at læse om Vanopslaghs sammenbrud, fordi det er sådan noget, men det munder mest af alt ud i lidt banale konklusioner a la ”Det kan være godt at sige til sig selv: ”Det hele handler ikke om mig”. Vanopslagh blev rask igen, fordi han fik medicin og et mere afbalanceret perspektiv på sit virke som partiformand.
Vanopslaghs analyse af mistrivslen blandt unge er dog bestemt tankevækkende og rammende, særligt fordi han trods sit liberale udgangspunkt stiller spørgsmål ved, om ikke det netop er friheden og de uendelige muligheder i et rigt samfund, som skaber denne mistrivsel. Vi lever i et lystsamfund, hvor vi skal brænde for alt det vi gør. ”Hvem kan fejle i sådan et land? Det kan vel ingen. Hvem kan undgå at føle sig lykkelig dér?”, som Vanopslagh skriver.
Modgiften er igen Peterson’sk selvopbyggende: ”I stedet for at leve efter et ideal om at blive et autentisk, unikt menneske, der udlever dit livs passion hver dag, er et mere opbyggeligt mål nok snarere, at du skal blive til noget. Så du kan være noget for andre mennesker og gøre en forskel for dem.”
Velfærdsstatens åndelige fattigdom
Før alt dette retter Vanopslagh en kritik af velfærdsstaten, som indeholder tankevækkende pointer om beskæftigelsessystemets umyndiggørelse og ydmygelse af de ledige, sundhedssystemets ineffektivitet og ældreplejens usselhed, men som mest af alt føles som noget, man har hørt før.
Løsningen er ansvar
Et højdepunkt er fortællingen om Vanopslaghs største sejr i sin tid på Københavns Rådhus, da det lykkedes ham at lukke Innovationshuset i Kødbyen, som i bogen er symbolet på en humanistisk uddannet københavnerelites statsfinansierede pseudoarbejde.
Vanopslaghs pointe er, at ideen om at velfærdsstaten skal løse alle individetsproblemer, fører til ’åndelig fattigdom’. Med dette mener han, at individet holder op med at tro på sig selv og sin egen formåen og låses fast i en offerrolle.
Det er en grundlæggende udfordring, som hverken venstrefløjens ønske om at hæve ydelserne eller højrefløjens ønske om at sænke dem, for alvor adresserer. Løsningen er ansvar, fordi forpligtelsen overfor fællesskabet – de nære og lokale, vel at mærke, ikke det statslige – fører til en følelse af, at livet er meningsfuldt.
En interessant, men lidt overfladisk bog
Bogen falder i fire dele. Først beskriver Vanopslagh sin vej ind i dansk politik og sin personlige og ideologiske udvikling. Her udpensles også den liberalisme, som LA under hans ledelse står for.
Efterfølgende kritiseres den altomfattende og i stigende grad dysfunktionelle velfærdsstat, mens del tre udpensler hvordan denne velfærdsstat umyndiggør borgerne og fratager dem ansvaret, hvilket fører til det Vanopslagh kalder ’åndelig fattigdom’.
I bogens sidste del retter Vanopslagh fokus på unges mistrivsel – med udgangspunkt i sin egen – og slår et slag for dannelse som en løsning på trivselskrisen, en dannelse, som folkeskolen, som følge af fejlslagne reformer, ikke længere kan levere.
Anden del af bogen fungerer dårligere end den første, fordi Vanopslagh spreder sig for tyndt. Det havde været bedre med en bog dedikeret til unges mistrivsel, eller til velfærdsstatens unoder, eller til folkeskolen og dannelsen. Nu bliver det bare lidt af det hele og dermed en lidt overfladisk læseoplevelse.
Bogens selvbiografiske elementer fungerer udmærket, Vanopslagh er et interessant menneske, men igen bevæger teksten sig helst i overfladen. Bedst er de ideologiske refleksioner og kritikken af liberalismens forskellige excesser, men også dette kunne med fordel være en bog i sig selv. Bagsideteksten lover, at man vil blive provokeret af bogen, hvis man føler sig som et offer. Jeg må konkludere, at jeg ikke føler mig som et offer, så.
Som borgerlig læser er der, udover ideerne om frihed og ansvar, ikke så meget nyt under solen.
Men Vanopslagh er veloplagt og for det meste nuanceret i sine synspunkter, så for ikke-borgerlige er det formentlig en udmærket bog at spille bold op ad.
Alex Vanopslagh: Vejen til Ansvar. Forlaget Grønningen 1, 2023. 264 sider.
