Fører statsmagten en lavintensitetskrig mod bilister? Og tjener de gældende hastighedsgrænser andet formål end at genere bilister og trafikken som helhed – samt at sørge for en lind strøm af fartbøder? Månedens kronikør eftersporer et svar.
Hysteriske politikere over hele landet synes ivrige efter at nedsætte farten i byerne, såvel som på motorvejene. Blandt de mest markante eksempler gav transportministeriet grønt lys til, at 16 kommuner tog det initiativ (oftest, til 40 km/t), og for nylig har 12 borgmestre omkring hovedstaden skrevet til en række ministre og spurgt om at få hastighedsgrænser sænket på København-områdets motorveje.
Ligesom alle andre danskere er jeg mere end villig til at se reglerne ændret når og hvis det er nødvendigt, og hvis det er til gavn for samfundet. Ja, jeg er endda parat til at få min “vanetænkning” udfordret; til at acceptere “nytænkning” og til at “tænke visionært”.
Men jeg vil ikke blive bundet et falsk narrativ på ærmet. Og så især ikke, hvis jeg skal betragtes som en malkeko.
Melodrama-entusiasterne
Først og fremmest er melodrama-entusiasternes strategi fuldstændigt ulogisk: for at stoppe dem som ikke overholder fartgrænsen på… 50 km/t sætter vi… fartgrænsen ned til 40 km/t?! Vil det få tallet af såkaldte “motorbøller” til at gå ned eller få flere bilister til at overholde reglerne?
Nej – tværtimod: de sædvanlige kriseproducenter kan kun skabe endnu flere lovløse regelbrydere, som skal betale bøder til myndighederne, og dermed få antallet af – ganske ansvarlige – borgere, som er skyldige for bagatelovertrædelser, til uigenkaldeligt at øges. Og om nogle år kan de sædvanlige melodramaentusiaster igen klage i hvilken grad vores rige er fyldt med dårlige bilister.
Historien er krystalklar: Efter mange årtier, hvor man prøvede at finde det bedste svar til trafiksikkerheden, besluttede Folketinget, efter nøje research i 197’0erne, at 60 km/t var den ideelle fartgrænse i tættere bebyggede områder (den blev kun nedsat nogle år senere til 50 pga. en ny oliekrise, altså – igen af økonomiske og ikke af sikkerhedsmæssige grunde).
Så lad mig stille læserne et spørgsmål: I de sidste 30-40 år, er der nogen der kan huske det ene blodbad efter det andet på landets veje og gader? I årtier, har der været gråd og tænders gnidsel?
Langsomhedsgrænsen
Hvis svaret er JA, lad os endelig sænke “langsomhedsgrænsen” til 40, til 30, ja endda til 15 km/t! Omgående! Men svaret er – bestemt – ikke JA, vel? Hvor mange skader er tilknyttet ansvarlige danskere, der respekterer fartgrænsen på 50/60 km/t)? Nul, komma nul.
Selvfølgelig har der været trafikuheld – med distraherede bilister, alkoholikere, narkobrugere, osv. Lad dem stå til ansvar – ikke os andre. Hvad angår de distraherede bilister er de iøvrigt ofte distraherede når og – netop – fordi fartgrænserne er for lave. Derfor er det ikke sandt når Københavns teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten påstår, at hastighedssænkningen kun kan give “færre og mindre alvorlige ulykker”.
I 1960’erne og 1970’erne fik vi at vide. at med fremskridt ville vi i år 2000 sidde bag rattet af flyvende biler; i stedet for synes vi at gå baglæns indtil vi ender op med at køre med samme hastighed som en Ford T fra første årti af 1900-tallet. Den eneste grund til at indføre venstrefløjens seneste hysteriske korstog – undskyld, til at indføre Vejdirektoratets initiativer (i nogle byer i Europa handler de absurde regler om 30 km/t) – er for at gøre bilkørslen fuldstændig forpestet, samt for at frembringe en pengestøvsuger der udelukkende går imod endnu flere almindelige danskere for petitesse-overtrædelser.
Husk det gamle amerikanske ordsprog: “If it ain’t broke, don’t fix it.”
“Alt er tilladt, og omkostningerne er ligegyldige,
når blot man kan chikanere bilisterne”
Chikane af bilisterne
Men visdommen i ordsproget antager, at myndighederne strenger sig an i god tro og ikke er ude på udplyndring. Som Finn Vadstrøm skriver (i et debattillæg som også kan siges at gælde lastbilchauffører med den nuværende vejafgift),
nu er man på trafikområdet gået fuldstændig amok. Det virker som om, at [hele Danmark] forsøger at overgå København i konkurrencen om, hvem der kan chikanere bilisterne mest muligt. … Alt er tilladt, og omkostningerne er ligegyldige, når blot man kan chikanere bilisterne. Hysteriet må stoppe.
Når en borger protesterer synes de fleste modargumenter kun at være personlige. Men det er ikke kun “egoistiske”, “utålmodige” “hensynsløse” og “vrede” bilister, som ”kun vil ræse”, der klager; det gør også politifolk – som trods alt burde være eksperter i emnet. For eksempel har betjente i Holland og i Frankrig nægtet at arbejde som “forklædte” skattefunktionære. Imens siger Michigan State Police Lieutenant Thad Peterson fra Amerika lige ud, at “somme tider … er det at hæve hastighedsgrænsen den sikreste ting at gøre.“
Tænk jer om. Hvorend man er i Europa, eller i Nordamerika, eller måske i hele verden, hvad er den ene sætning som det er mest sandsynligt at høre fra en politibetjents læber? Er det ikke “Lad gå for denne gang” (nogle gange efterfulgt af “Men lad det ikke ske igen”)? Det var før “nultolerance”, dengang da politimænd betragtede sig selv som (og var stolte over at være) hvad der på fransk kaldes “des gardiens de la paix” (”officers of the peace” eller ”peacekeepers” eller på dansk fredsbevarere), og ikke skatteopkrævere.
Her vil jeg fremsætte en ekstraordinær hypotese: kunne det være, at demokrati burde betyde at når der er valgkamp (om det er i Frankrig – husk de Gule Vestes oprør – eller Danmark eller USA eller andetsteds), så burde partierne gøre så mange af deres planer (f.eks. om fart-nedsætning eller om bøderegne) klare for vælgerne før valget i stedet for efter?
F.eks. var et af Joe Bidens valgløfter at bruge “trillions of dollars” på at (genop)bygge veje, broer osv; nu siger USAs transportminister, Pete Buttigieg, at det meste af pengene i Build Back Better skal i stedet for bruges – surprise! – til flere… speed cameras.
Hele debatten er symbolsk af det faktum at der netop ikke nogen debat er og at, i hvert fald hvad angår trafik og samfærdsel, det danske folk er overbevist at det er et harmløst (og lidt gådefuldt) emne som burde overlades til forskellige blide og godartede eksperter. Og hvad er det, hvis ikke mangel på demokrati?
Bilen giver personlig frihed
Fordi personbilen gør borgeren til et frit menneske, er den hadet af myndighederne. Som den franske økonom Pascal Salin skriver, har ingen opfindelse i 5000 år gjort det almindelige menneske mere frit end personvognen. (Tak, forhånede kapitalisme.) “Med en bil kan man køre hen hvor man vil, hvornår man vil, og med hvemsomhelst man vil”, tilføjer Lauren Fix. “Tænk over det: med tog, fly og busser er ruterne planlagt, mens tidsplanen er forudbestemt. Kun biler giver dig mulighed for at være spontan.”
Det er netop fordi bilen giver et menneske “personlig frihed”, at lovgiverne hader den så meget, fortsætter Lauren Fix i den korte Prager University-video The War on Cars; og at disse melodrama-entusiaster og bil-fobiske ayatollaher udløser så megen hadpropaganda imod den (f.eks. netop ved at beskylde bilen for alle mulige synder, hovedsageligt at den ødelægger planeten, selvom 15 fragtskibe skulle udgøre lige så meget forurening som 100.000 biler): “Autoriteterne – på alle niveauer – kræver kontrol.”
I Storbritannien kaldes “[doubling] the cost of parking permits” and “using motorists as ‘cash cows’” for The secret war on drivers. Grundlæggeren af Alliance of British Drivers, en lobbygruppe for bilister, udtalte i 2020 til avisen Mail Online:
‘[City] Councils all over the country, the one thing they hate is anybody using the car or any kind of four-wheeled vehicle.
‘They will do anything they can to make it as miserable as possible for drivers.’
Dette gælder selvfølgelig også lastbilchauffører, om det er i udlandet eller i Danmark. “Sandheden er, at vejafgiften i høj grad er en afstraffelse af lastvognsbranchen, som politikerne har haft et horn i siden i i årevis” skriver Dansk Folkepartis Nick Zimmermann i en artikel i Frederiksborg Amts Avis, hvor han forklarer hvordan “stigende omkostninger [vil gøre] danskerne fattigere”; “Masser af politikere så gerne, at transport af varer og stykgods blev flyttet til f.eks. banerne”.
Sandt er det at cyklen skulle være bedre for klimaet samt bedre for motionen, men modsat cyklen (der ikke kan bruges til opbevaring eller længere rejser og samtidig er dødsensfarlig, samt utilregnelig i regn, sne og stærk blæst) er din bil et sted for “ly og læ”. “Hvis en mands hus er hans slot”, skriver Mark McCoy, så er “en mands bil hans ambassade.”
De overdrevne farer
På en eneste dag i marts 2015 havde én eneste af politiets nye fotovogne tjent så mange penge – mindst to millioner kroner – fra bøder på en kort strækning på Køge Bugt-motorvejen, at Ekstra Bladet valgte at bruge historien på forsiden.
Lige så vigtigt var det der ikke stod i Jan Søgaards artikel. Der var ikke tale om en eneste dødstilfælde; ja, der havde ikke engang været et eneste uheld.
Hvis tusindvis, eller endda titusindvis, af biler kan bryde “sikkerheds”-reglerne (og loven) uden at der sker noget som helst, kan det kun betyde en ting: ikke at danskerne (eller at nogle danskere) er fartsyndere og motorbøller, der kører “for stærkt”, men at på motorvejen i hvert fald er regeringens fartgrænse (alt) for lav.
Hvis det ikke er afpresning, hvilken betydning har ordet afpresning så?
Ikke blot kan man tale om bestikkelse, bestikkelse med hvad svarer til dummebøder, men man kan sige at regeringen går imod dens udpegede rolle (beskyttelsen af befolkningen) ved at gøre vejene farligere for alle. På de fleste motorveje over hele Europa samt i Nordamerika – de veje der er de sikreste i hver sit land (ingen fodgængere, ingen trafiklys, osv) – er den første dødsårsag nemlig ikke hastigheden (farten skulle dræbe, ikke sandt?) men døsighed.
Som verdensmesteren i World Rally Championship (WRC), Sébastien Loeb, siger i avisen Le Figaro “Det er ikke når jeg kører 180 km/t at jeg er farlig bag rattet; det er når jeg kører 110 km/t, fordi så har jeg en tendens til at falde i søvn.”
Og hvorfor falder folk i søvn ved rattet, hvis det ikke er på grund af en søvndyssende hastighed? (skulle man ikke hellere kalde det den “søvndyssende langsomhed”)?
Forældede hastighedsgrænser
Denne motorvejs-fartgrænse på 110/130 km i timen, hvornår blev den indført? Så langt tilbage som i… 1970’erne. Skulle bilen ikke have udviklet sig teknologisk i de sidste 50 år?! (Prøv at sammenligne en telefon fra 1974 – drej den nummerskive! – med din nuværende mobil eller smartphone…) Og hvorfor blev disse fartgrænser indført over hele Vesten? For borgernes sikkerhed? Slet ikke. Kun af økonomiske grunde, nemlig OPEC’s oliekrise.
Apropos økonomi, det er ikke for intet at USAs AutoBlog i årevis har skrevet, at det eneste som moderne trafikhåndhævelse synes at handle om er dollars og ikke sikkerhed. Og angående “Farten dræber” svarer Chris Thompson fra British Columbia, at det eneste som farten dræber er din tegnebog (googl Speed Kills… Your Pocketbook for at se hvordan Canada, med en ultralav fartgrænse på 100 km/t (!), har mere end to gange så mange dødstilfælde som i Tyskland).
Et ord til dem som altid, mekanisk, forsvarer myndighederne – dem som jeg kalder Manskabare– folkene (man skal bare overholde en ældgammel lov, man skal bare ikke falde i søvn ved rattet, man skal bare aldrig være forsinket, man skal bare betale sine bøder med glæde, osv osv osv). Hvad Manskabare-folkene ønsker i realiteten – hvadenten de findes i regeringen eller blandt befolkningen – det er at borgerne er, eller at borgerne skal blive til, robotter: Man skal bare adlyde og man har bare at tie stille.
I en normal debat (vedrørende bilkørsel eller Covid-19 etc.) kunne vi almindelige folk diskutere for og imod uden ildhu. Men for en større del af befolkningen, så snart regeringen griber ind, så slutter debatten med et brag. Fra nu af har man bare at tie stille og adlyde. Det er tilbagefaldsargumentet, hvad enten det angår de absurde nedlukninger, de uhygiejniske mundbind eller de ulogiske langsomhedsgrænser–uvægerligt camoufleret under ordene “man skal bruge sund fornuft” og “vise hensyn”, men de ord gør faktisk intet andet end at gemme et skjult personligt angreb på modstanderen (sammen med omhyggeligt valgte verb som “X jamrer” osv) som uansvarlig, farlig, og/eller forrykt.
Ansvarsfuld bilkørsel
Med airbags, ABS-bremser, og andre moderniteter, burde en rimelig begrænsning på motorvejen blive øget op til omkring 150-160 km/t, har man kunnet læse i den franske avis Le Monde (stadig 60/50 km/t i byen, naturligvis, pga fodgængere og cyklister), eller endda være uden restriktioner som hos vores tyske naboer, der ikke har en markant højere mortalitet på motorvejen end i andre EU-lande.
Og faktisk er de tyske Autobahn ikke det eneste eksempel. Da USAs delstat Montana, og da en af Australiens highways foretog forsøg med fri fart (“give responsibility back to motorists” kaldte de det Down Under) synes langt de fleste statistikker at vise at dødstallene gik ned.
Hvis vi skal tro det amerikanske Federal Highway Administration’s Parker Study fra 1997 – undersøgelser af fald eller stigninger i hastighedsgrænser i hele USA på en stikprøve på hele 1,6 millioner køretøjer (!) – så faldt antallet af ulykker, hver gang hastighedsgrænsen steg, mens antallet af uheld steg, når grænsen faldt.
Hvorom alting er, hvad det hele går ud på er at ansvarsfuld bilkørsel (og dermed sikkerhed) for alle, som bruger deres hjerne og sund fornuft (og som ikke opfører sig som en robot) er:
1) først og fremmest bruge øjnene på vejen og
2) være opmærksom på bevægelser på den vej (andre køretøjer, fodgængere, dyr…) – noget
der peger på mennesker og/eller andre levende væsener…
Det der kræves af Manskabare-folkene er:
1) først og fremmest bruge øjnene inde i køretøjet (instrumentbrættet og omdrejningstællerne) og
2) være opmærksom på faste genstande (vejskilte og… fotovogne) — der viser objekter uden sjæl og uden liv…
Hvilken af de to måder at køre på er den mest hensynstagende? Hvilken af de to bilister er den mest respektfulde over for andre?
Orwells kulsorte hemmeligheder
Som det kan ses, er begrebet “hastighedsgrænse” et af de mange som regeringen bruger til at manipulere debatten fra starten og dirigere folks tænkemåde i den ønskende retning.
At hele debatter foregår under begrebet “hastighedsgrænse” er det perfekte eksempel på Nysprog (Newspeak) som i George Orwells roman 1984. Første gang folk hører mig bruge udtrykket “langsomhedsgrænse”, tror de fleste at jeg prøver at lave en vittighed. Men sagen er den, at hastighedsgrænsen burde faktisk hedde langsomhedsgrænsen, idet de allerfleste bilister som bliver standset eller/og får tilsendt en bøde (99%?) bliver ikke “nuppet” for at køre “for stærkt”, men for ikke at køre langsomt nok – ifølge en lidt tilfældig regel indført for et halvt århundrede (!) siden og som næppe er blevet opdateret meget med årtiernes fremskridt (igen: prøv dog at sammenligne en smartphone fra 2023 med en telefon fra 1973).
Den anden skammelige hemmelighed vedrører grunden til at så mange “uhensigtsmæssige” bilister bliver fanget. Er det fordi stakkels Danmark er plaget med “fartbøller”? Nej. Slet ikke. Det er faktisk fordi loven slet ikke sigter på ægte fartdjæveler, men tværtimod hæderlige bilister. Myndighederne beder befolkningen om at gøre det unaturlige og faktisk viser det sig, at hele fartkontrol-systemet er baseret på at straffe (og især trække penge fra) de folk, der faktisk er de mest ansvarlige (!) bilister (dem som bruger sund fornuft og ser på vejen fremfor på speedometret og som koncentrerer sig om andre køretøjer og levende væsener fremfor vejskilte).
Er trafiksektoren symbol på Danmarks stigende mangel på demokrati?
Når jeg tilmed siger, at det allermindste man kan sige er, at hele trafiksektoren er ganske udemokratisk, så vil jeg bruge den allerbedste definition jeg nogensinde har læst af demokrati, nemlig Harry Jaffas begrebsbestemmelse i sin bog om Abraham Lincoln, A New Birth of Freedom:
Those who live under the law have an equal right in the making of the law [while] those who make the law have a corresponding duty to live under the law.
Lad os starte med den anden del af sætningen: “de, der udsteder loven, har en tilsvarende pligt til at efterleve loven”. Sandheden er at der er ganske få af vore overmænd over hele Vesten, der selv gider følge deres “sikkerheds”-love. Igen: uden at de eller deres biler kommer til skade, mens deres fartbøder bliver regelmæssigt slettet.
Et af de første spørgsmål som François Hollande fik den første dag han blev Frankrigs præsident var efter hans optog var kørt ud af Paris. Vidste han at embedsbilerne havde kørt 180 km/t på motorvejen, spurgte en journalist fra avisen BFMTV, som havde fulgt dem på motorcykel, samt 140 km/t i en zone (La Défense-tunnelen) hvor fartgrænsen var 70 km/t? Det grinte den nye président de la République godt af.
Her i landet drejer det sig om Poul Nyrup Rasmussen, Fru Korrekt (Inge Correll), kongefamiliens medlemmer, og mine yndlingseksempler: ayatollaherne i Færdselssikkerhedskommissionen (!), formand (og politibetjent) Karsten Nonbo, Helge Adam Møller, Jakob Buksti (som altid tordner mod “trafiksyndere”). Og glem ikke lederen af den automatiske hastighedskontrol ved Aarhus politi, som havde for vane at slette alle fartbøderne for politikolleger. Der er tydeligvis to set regler: et for éliten og et andet for plebejerne.
Her kommer den sædvanlige replik at jo, selvfølgelig er det vigtigt, at de følger samme regler som vi gør.
Afpolitisering
Nej. Nej nej nej. Det er en fuldstændig fejlagtig reaktion. Det bør være just det modsatte. Eliten skal ikke have de samme ulemper som os. Det er os som skal have de samme rettigheder – den samme frihed – som dem (og endda som tyskerne?).
Dette bringer os til første del af Harry Jaffas definition – “De, der lever underkastet loven, har også ret til at være med til at udarbejde loven”: findes der et eneste sted i Vesten der har haft et eneste betydningsfuldt nationalvalg om landets tilsvarende trafikregler?
Nej. Ikke et eneste land. I 50 år har der aldrig været en politisk valgkamp hvor et af hovedemnerne var at bestemme landets præcise fartgrænser. Langsomhedsgrænsen blev indført, sammen med andre midler, i hast af de respektive udøvende magter ikke alene uden bidrag fra folket, som sagt, men uden noget som helst input fra de respektive landes lovgivende magter (deres parlamenter). I 1973 handlede det om en krise (endnu en krise), ikke en krise om færdselssikkerhed (slet ikke), men om penge (OPECs oliekrise).
Står vi ved begyndelsen af et enormt magtran?
Over hele vesten klager borgere over, at Coronavirussen har været påskud for enorme magtran. Og det betyder selvfølgelig flere af venstrefløjens hysteriske – og uendelige – korstog (coronavirusen, tobak, den grønne omveltning, global opvarming, #metoo, patriarkiet, racisme, den seneste republikaner i det Hvide Hus, osv osv osv)…
I USA har en kritiker af Joe Bidens nye (og fuldstændigt uanmeldte) fokus på speed cameras parodieret regeringens holdning med disse ord: “If we can’t tax you to death, we will fine you.” Er det ikke muligt, at det her i Danmark vil ende i et hav af færdselsbøder, samt godkendelsen af at regeringen kan stjæle (undskyld, beslaglægge) danskernes biler?
Her har vi forresten et klassisk eksempel på, hvordan myndighederne manipulerer emnerne og sproget ved at bestemme ordforrådet (“hastighedsgrænsen”). I det perspektiv er det sikkert ikke noget tilfælde at at loven om “vanvidskørsel” også har et navn som kommer i direkte linje fra George Orwells Newspeak – et mareridtsudtryk, der ikke giver en eneste sjæl lyst til at stå imod, og en lov som, bekvemt nok, kom lige før (ikke efter) Vejdirektoratets tåbelige 40 km/t-initiativ.
På motorveje og landeveje er hastighedsgrænserne gået op og ned de sidste halvtreds år. Den blev sat til 110 km/t på motorveje og 90 km/t på landeveje i 1974, til 100 km/t og 80 km/t i 1979, tilbage til 110 km/t på motorveje i 1992, og til 130 km/t i 2003. Har forhøjelserne i 1992 og 2003 har ledt til nogle forøgelse i antallet af dræbte og kvæstede på motorveje? Nej og ikke blot nej, men tværtimod.
For de fleste betyder vanvittig opførsel at køre på fortovet, igennem folks hække og, på motorvejen, i zigzag eller i modsatte retning. Om man gør det ved at “ræse” eller ved at køre langsommere er næsten sekundært.
Fremtidsudsigterne
Og dog: Hvad der kaldes vanvidskørsel i Danmark – at køre over 200 km/t i lige linje – er samtidig ganske normal kørsel (og holdning) hos vore tyske naboer. Og Tysklands Autobahn har færre dødsofre end lande som Frankrig og Belgien, hvor de altid har haft en grænse på 130 km/t (igen, uændret siden 1970’erne).
Men Danmark er ikke Tyskland, bliver der svaret (blandt andre af Manskabare-folkene).
Okay. Så fordobl bøderne. Eller tredobl bøderne. Firedobl dem, for Guds skyld. Men at man multiplicerer bøderne med hundrede og med tusind – som man gør ved at konfiskere en borgers bil – det kan kun beskrives, som der står i den amerikanske forfatning, som “cruel and unusual punishment.”
Du kører 199 km/t: du får en bøde på 3000 til 10.000 kroner; du kører 201 km/t: du får en bøde som svarer til 500.000 til en millon kroner.
Og hvis vi ikke har medlidenhed med de “rige svin” der mister deres Jaguar’er og BMW’er, så protesterer vi heller ikke når, om ti eller femten år, en ny generation af (friske og uprøvede) politikere også her opstiller nye vilkår – det er uundgåeligt – og vi normale folk begynder at blive berøvet vore Toyotaer og Peugeots.
Og så står Danmarks justitsministerium ikke længere for retfærdighed – men for uretfærdighed.
Det er på tide at danskerne holder op med deres “Sådan er det bare” mentalitet; siger Nej til melodrama-venlige politikere; og nægter at lade sig indmelde i endnu et af deres hysteriske korstog.
”Desto flere love og restriktioner der er, desto fattigere bliver folket” skrev Lao-tse for 2500 år siden. ”Desto flere regler og forskrifter, desto flere fredløse og tyve i samfundet.”
Erik Svane er historiker og forfatter.
