Har vi brug for myten i den moderne verden? Har den noget at sige os i vores meningsløshed? Dette var et af temaerne på Årsskriftet Critiques årskonference 2023. Den blev indledt af Kasper Støvring. Hans introduktion følger her.
Det er jo en myte!”, siger man, og mener, at det hele er løgn og bedrag. Men dermed fanger man kun den ene side af det mytiske.
For det er mytens væsen at tale sandt om mennesket og dets vilkår. Myten rummer en evig og almengyldig sandhed, som overleveres til os ned gennem historien og siger noget om mennesket som sådan. Det er i hvert fald det, myten gør fordring på.
Det har at gøre med, at man i myten finder de såkaldte eksistentialer, det, der kendetegner os som mennesker. Tro og tvivl, skyld, had og hævn, men også medfølelse og tilgivelse. Skabelse og tilintetgørelse, liv og død.
Tænk på de græske myter, der ofte handlede om det tragiske. Om menneskers ødelæggende og selvødelæggende brug af magt. Den geopolitiske tænker Robert Kaplan har netop udgivet en bog, ”The Tragic Mind”, der forstår stormagtspolitik ud fra begrebet om det tragiske.
Eller tænk på de kristne myter. Det gamle testamentes myter om Babelstårnet – hvem tænker ikke på EU eller den internationale verdens(u)orden! Eller tænk på den måske sandeste myte af dem alle – syndefaldsmyten.
Så myten taler altså sandt, ligesom den kommer til udtryk ikke blot i de klassiske fortællinger, men også i nyere litteratur.
Det sande og det skønne, altså – men også det gode. For myten tilbyder også måder at give mening til menneskers liv i den tilstand af meningskrise, vi erfarer i dag.
Hvad er det mytiske?
Men hvad er det mytiske? Jeg ved det faktisk ikke helt, selv om jeg har skrevet en hel bog om det, Mytisk modernisme fra 2018.
Måske kan vi nærmes os en forståelse ved at se på historien. For vi kan spejle os i en bestemt periode, hvor der i litteraturen også herskede en fornemmelse af at leve i en krisetid, og hvor myten blev foreslået som en mulig måde at forløse denne åndelige krise.
Jeg tænker på 1940ernes og 50ernes strømning i dansk litteratur, der fandt vej i tidsskriftet Heretica. Det var forfattere som Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig, men også europæiske forfattere som T.S. Eliot og Ernst Jünger.
Hereticas kulturkritiske ånd var dybt pessimistisk, ja, eskatologisk. Med et billede fra T.S. Eliot forestillede man sig, at vi mennesker lever i en ødemark, hvor fortiden ligger som en afsveden slette bag os.
Det er som i sagnet om Kong Hadding, der vandrer gennem dødsriget. Foran ham tårner en høj mur, der adskiller ham fra de levendes land, der, hvor livet kan leves. Kong Haddings rejseledsagerske griber nu en hane, vrider halsen om på den, og kaster den over muren. Fra den anden side lyder hanegalet.
Den hane, der galer på den anden side, er profeten, seeren, digteren. Og det, man hører, er mytens tale. Den er vidnesbyrd om livet, der leves.
Hereticanerne var stærkt kulturkonservative. For dem var krisen af så alvorlig karakter, at politiske reformbevægelser ikke kan hjælpe det mindste. Nej, det, der er nødigt, er myten, for myten rummer ursymbolerne, som menneskets dybeste åndsliv udtrykker sig igennem.
Tanken kaldes også adventsholdningen. Vi lever i en ventetid, hvor noget nyt og afgørende skal bryde igennem engang i tidens fylde.
Myten som religionserstatning
Men er der forløsning i myten, og i så fald, kan den forløsning da være andet end momentan? Og bliver kunsten en form for religionserstatning?
Det er ikke en underdrivelse at sige, at Hereticadigterne blev lagt for had af den følgende digtergeneration, de kulturradikale, Rifbjerg og alle de andre glade drenge, og deres forbillede PH, der mente, at man skulle smide alt det gamle lort – myter, sagn, legender – på historiens mødding, slå vinduerne op, lad lys og luft strømme ind, befriet fra det metafysiske vrøvl, rene linjer funktionalistisk arkitektur, jazz og friluftsliv, omfartsvejen direkte ind gennem de gamle bycentre, så der kunne komme fart og tempo over det hensygnende almueliv.
Myten er nemlig provokerende for en tidsånd, der er politisk og revolutionært indstillet. At tale om, at mennesket er ”faldet”, syndig, er udtryk for en udvejsløs pessimisme. Men så kan der jo ikke komme social forandring! Og i øvrigt blev myterne jo også misbrugt af nazismen.
Nu som dengang er myten farlig, men det gør ikke noget. Når man har modstandere ved man, at der er noget vigtigt på spil. Også i dag ligger tidsånden under for det feberhede historiemageri. Vi er på vej mod et nyt Utopia. Kun patriarkerne, racisterne, kolonialisterne, den hvide mand, står i vejen.
Men denne overbevisning, den progressive historiefortælling, er i sig selv blevet en myte, den moderne myte, som præsten Torben Bramming har kaldt den.
Og på den måde kan myten jo netop også betyde løgn og bedrag.
