Mary Harrington
Foto: Regency Publishing

Det seksual-industrielle kompleks

21. maj 2023
7 minutters læsetid
Den britiske debattør, Mary Harrington (f. 1979), kalder sig selv for ”reaktionær feminist”. Hvor den forrige teknologiske revolution frigjorde kvinder (vaskemaskinen og p-pillen), bidrager nutidens tech-industri ikke til at gøre nogen af os friere og lykkeligere ifølge Harrington. Jo mere vi jagter den ultimative frigørelse, jo mere skader vi vores relationer til hinanden, til vores børn og til vores egne kroppe.

Oxford kaldes med en lyrisk cliché ”the city of dreaming spires” på grund af sine mange elegante collegetårne. Kort efter at Mary Harrington som ung litteraturstuderende ved Oxford Universitet var blevet præsenteret for Judith Butlers kønsteori og Michel Foucaults magttænkning, begyndte de drømmende spir at ligne peniser, der forsøger at kneppe himlen.

Hun fortæller sin egen historie på baggrund af Vestens århundredlange kamp for fremskridt og individets frigørelse. Trods deres magtkritiske holdning var Harrington og hendes ungdomsvenner overbeviste om, at en intelligent udnyttelse af den ny informationsteknologi kunne gøre verden til et bedre, friere sted – og dem selv rige. Men efterhånden mistede den egalitære utopi sin tiltrækning, og efter at hun i 30’erne var blevet mor, tabte hun endegyldigt troen på, at verden gik fremad. Hun begyndte at se sin samtids teknologibegejstrede, liberale fremskridtsoptimisme som en form for religion, hvis sakramente er disruption af eksisterende normer, og hvis dogme om total frihed bliver ved med at flytte målstregen længere og længere væk.

Selvfølgelig har reproduktive teknologier (p-pillen, assisteret befrugtning osv.) givet den enkelte kvinde større frihed, men Harringtons pointe er, at alle normer, der opløses og nedbrydes i liberaliseringens og fremskridtets navn, vender tilbage i en salgbar udgave på markedet. Bogens ærinde er at gøre opmærksom på dette mønster. I stedet for at ”skrabe fadet for de sidste levninger af frihedefter at det lækreste af indholdet er blevet spist, anbefaler Harrington et opgør med det nye teknologiske præsteskab.

Ikke 70´er-feministernes skyld

Konservative debattører har for vane at henføre familiens opløsning til halvfjerdsernes feministiske basisgrupper. Men i Harringtons øjne startede processen som følge af stærkere kræfter: industrialiseringen og den stadig hastigere teknologiske udvikling. I Kina er familien nemlig også gået i opløsning i de sidste 40 år – på statens bud – for at fremme urbanisering og produktivitet. Udviklingen har fremkaldt en generation af feminister, der stritter imod, når det kræves af dem som enebørn, at de både skal udfylde ufødte brødres forsørgelsesforpligtelser i forhold til de gamle og lave alt det traditionelle kvindearbejde ved siden af.

For Harrington begyndte den såkaldte seksuelle revolution altså ikke nedefra som en ideologisk bevægelse, men som en teknologisk omvæltning oppefra, der har fået lige så store konsekvenser for menneskers liv som den industrielle revolution i de foregående århundreder.

Kroppen og kønnet

Kønnets frisættelse, queer-begrebet og idealet om kvinders sex-positive empowermentblev båret frem af populærkulturen og det nye internet, da Mary Harrington var ung. Hun beskriver, hvordan hun oplevede det som befriende, at kroppen og selvet var flydende fænomener, og at ens identitet var noget, man kunne eksperimentere med. Hun fandt ligesindede på nettet, og en overgang levede hun online som queer-personen Sebastian.

Siden da er det blevet det normale for unge mennesker at leve deres sociale liv på nettet. I 2018 ejede 95 af alle amerikanske teenagere en smartphone, og 45% sagde, at de var online ”næsten konstant”. Den fysiske krop, der holder smartphonen i sin hånd og taler til den med sin stemme, er afskåret fra det selv, der træder frem i cyberspace – måske tilmed forskønnet af Tik-toks nye skønhedsfilter.  Kød og ånd er blevet til adskilte størrelser, mennesket er blevet til et spøgelse.

Nogle unge oplever selvfølgelig som Harrington, at den ikke-kropslige form for socialt samvær kan være frigørende, en vej ud af ensomhed. Men samtidig ser det ud, som om splittelsen mellem selvet og kroppen giver en vis identitetsforvirring. Hvordan skal man ellers forklare den enorme stigning på kort tid i antallet af børn og unge med kønsdysfori? (Næsten tredoblet i USA mellem 2017 og 2021.) Vokser der en generation op, der lever et mentalt forstyrret spøgelsesliv?

For dem, Harrington kalder bio-liberalister, er naturenblot et andet ord for ”patriarkatet” eller et udtryk, der henviser til den tilfældige fysiske krop, et barn får tildelt ved fødslen, og som ingen frihedselskende behøver lade sig begrænse af, takket være moderne medicinsk teknologi. De ihærdigste bio-libertære typer, mener hun, er de overvejende kvindelige vidensarbejdere, der dominerer i midten af magtpyramiden, i uddannelsesinstitutioner, kommunale forvaltninger og HR-afdelinger, og som former vor tids moralske univers. De er det ”præsteskab, der går ind for et konsekvent kønsneutralt samfund med kønsneutrale toiletter, ”barselsgrupper” i stedet for mødregrupper, kvindelig værnepligt, osv. Hidtil har der været en tendens til, at det var traditionelt mandlige institutioner, der gav kvinder lige adgang. Med den kønsneutrale ideologi går bevægelsen også den anden vej. Nu debatteres det, om biologiske mænd, der identificerer sig som kvinder, skal have adgang til kvindefængsler, omklædningsrum for kvinder, osv.

Fra skam til sexmarked

Med p-pillen og den fri abort forsvandt den frygt for graviditet, som tidligere havde hæmmet kvinders seksuelle nydelse og afskåret dem fra at udfolde sig seksuelt ligesom mænd, jf. titlen på Germaine Greers Den kvindelige Eunukfra 1970. Der var selvfølgelig stadig rester af den gamle dobbeltmoral, men som sociologen Anthony Giddens formulerede det tørt og sociologisk i 1990´erne: Omsider var det intime liv blevet frigjort, så det kunne beskrives som ”ligestillede menneskers forhandling om udveksling af personlige bånd”.

Men i Harringtons optik har den seksuelle frigørelse slet ikke skabt den frie og lige omgang mellem kønnene, som halvfjerdserfeminismen drømte om. Gamle dages konventioner for flirt og forførelse er afskaffet. I stedet har vi fået et brutalt datingmarked uden sociale normer til at regulere transaktionerne. Det menneskelige mødes erotiske potentiale er blevet til en vare på nettet. I 2021 havde 22% af de økonomisk trængte britiske studerende tjent penge på OnlyFans (et socialt medie med betalings-amatørporno), og 5% var prostituerede. Hvor der før var skam og undertrykkelse, er der nu sex-positiv” feminisme og et buldrende sex-marked understøttet af tech-industrien. Er forholdet mellem kønnene på kærlighedsmarkedet så blevet mere ligeværdigt? Kvinder har ingen forestilling om, hvor meget mænd hader dem”, som Germaine Greer skrev for 50 år siden. Sådan er det vist desværre stadig. Misogynien i ”manosfæren” ser ikke ud til at være blevet mindre i de år, der er gået siden da.

Moderskab

Harrington beskriver sin overraskelse over det stærke bånd, der straks opstod efter fødslen mellem hende og barnet, og som fik hende til at lade sig forsørge og passe datteren selv i et par år. Hun reflekterer i et af kapitlerne over splittelsen i det 19. århundrede mellem de kvindesagsforkæmpere, der insisterede på hjemmets betydning og den samfundsmæssige værdi af kvindelig omsorg, og de andre, der hævdede kvinders ret til et autonomt liv på lige fod med mændene. De sidste vandt som bekendt, og børnepasning og husarbejde blev delvist overtaget af markedet, efterhånden som ligestillingen vandt frem, støttet af teknologien. Kun én kilde til asymmetri mellem mænd og kvinder var (er) tilbage: børnene.

Det var et fremskridt, da fertilitetslægerne blev i stand til at hjælpe barnløse par med at blive gravide. Næste skridt er – ifølge Harringtons lov – opløsningen af begrebet moderskab tilsat teknologi og markedskræfter. Kvindens krop reduceres til en funktion, der kan sælges. Det sker i sproget, når der tales om menstruator”, ”surrogat”, ”bæreren af barnetog gestator. Der har allerede længe eksisteret et fertilitetsmarked. Sæd, æg, levende livmødre og brystmælk er til salg. I New York findes der et non-profit foretagende, der hjælper homoseksuelle mænd med surrogat-arrangementer. ”Samfundet tager den logiske konsekvens af sit lighedsprincip, som de siger. I Indien eksperimenteres der med at transplantere livmødre til transseksuelle mænd. Livmødre til salg er der nemlig nok af: fattige indiske daglejerkvinder lader deres livmødre bortoperere for at blive mere effektive som arbejdskraft på landet. Den totale emancipation gør mennesket til et samlesæt. Så er vi kun spøgelser. Donor-væv, kønsløst, sjælløst kød.

Tilbage til naturen

I frigørelsens navn anses en kvindes normaltilstand nu for at være steril. Frugtbarhed er blevet et aktivt tilvalg. Dette kan gøre det sværere for kvinder at afslå sex. Man kan komme under pres for at deltage i noget, man ikke selv har lyst til. Høflighedssex er jo ikke ligefrem empowering. Ifølge en undersøgelse, Harrington citerer, har en kvinde 10% chance for orgasme ved et engangsknald.

Harrington er ikke en dydsiret puritaner, der anbefaler afholdenhed, og hun er tilhænger af fri abort. Som hun skriver: Women get horny. Get over it.Hvad er så løsningen?  Svaret: ”Vi må forkaste det totalitære, seksual-industrielle kompleks”. Vi skal ”rewildesex, siger hun. Hun opfordrer kvinder til at holde op med at tage p-piller. Miljøskaderne som følge af de hormoner, der udskilles i alverdens spildevand, er en af kvindefrigørelsens store, ”ubetalte regninger”, men ifølge Harrington er det ikke kun det fysiske miljø, der lider under konsekvenserne: hele vores forurenede erotiske økologiske system” trænger til at blive genoprettet. Pornoficeringen af mainstreamkulturen er et symptom på, at noget er galt, ligesom hun foruroliges af pornoindustriens stadig mere ekstreme former for kinky sex, vold mod kvinder og bizarre specialiseringer såsom ”breeding feticheller erotiserede bryster med mælk. Hvis pornomarkedet er en guide til alt, hvad der er frækt, grænseoverskridende og forbudt, bekræfter dette iflg. Harrington, at det mørke, det risikable og spændende ved heteroseksuel sex forsvinder, når det biologiske formål med sex helt elimineres.

Feminism against Progress er en skarp, akademisk analyse af det komplekse samspil mellem køn, ny teknologi og markedets logik. Mary Harrington diskuterer nøgternt tidens eksplosive kønspolitiske temaer, inklusive kvindehad på nettet, unges mistrivsel og det store forbrug af porno. Bogens stil og abstraktionsniveau er præget af hendes kønsteoretiske studier, men forfatterens humor og selvironi letter på tonen.

Et langt stykke kan jeg følge Mary Harringtons analyse af feminismens ubetalte regninger, selv om jeg ikke kan se fordelen ved at genindføre graviditetsangst. Hun anerkender pragmatisk asymmetrien mellem mænd og kvinders seksualitet, både fysisk og mentalt, og sætter spørgsmålstegn ved, om det er i kvinders interesse at trodse vores biologiske natur for at blive til kønsneutrale ”personer”. Hun antyder sin egen social-konservative utopi om et samfund bygget på fællesskaber, der kan modstå det voldsomme økonomiske, kulturelle og politiske pres fra det tech-drevne, globale marked. Et samfund, hvor mænd og kvinder er solidariske med hinanden, og hvor der er plads og kærlighed nok til alle de børn, der undfanges.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside