Michael Sandel
Foto: Luiz Munhoz

Hvorfor mistrives vi? Svaret er ”meritokrati” og ”teknokrati”

14. april 2023
9 minutters læsetid

Debatten om mistrivsel fylder danske medier. Krisens rødder er det moderne præstationssamfund. Det er vokset frem af vores teknokratiske og meritokratiske idealer, som den amerikanske filosof Michael Sandel har vist. Det er en udfordring på tværs af politiske skel.

De vestlige lande har i en accelererende bevægelse over de seneste 40 år ændret sig fra velfærdssamfund til præstationssamfund. Præstationssamfund, hvor store befolkningsgrupper lider.

10 procent af befolkningen i de vestlige lande tager antidepressiv medicin. I USA, hvor alting som altid er mere ekstremt, dør over 150.000 om året af selvmord, alkohol- og/eller stofmisbrug. Men også herhjemme står det galt til.

Center for Ungdomsforskning påviser i et nyt forskningsprojekt, at 44 procent af de unge mistrives, og at grunden hertil er et for højt tempo, et for ensidigt fokus på præstation og et pres der vendes indad. Antallet af patienter i psykiatrien er steget med 24 procent over de seneste 10 år, og 700.000 danskere har i løbet af et år symptomer på psykisk sygdom.

Meritokratiets tyranni

Jeg vil i dette essay med inspiration fra Harvardfilosoffen Michael J. Sandels værk Meritokratiets Tyranni udsætte præstationssamfundets ideologiske fundament for en kritik. En ideologi, der er stærkt forankret i samfundsinstitutionerne, idet den har mødt ukritisk opbakning fra mainstreampartierne på begge politiske fløje.

Han argumenterer for, at ideologien har ført til samfund, hvor der lægges for stort vægt på den enkeltes ansvar for egen succes eller mangel på samme i tilværelsen; til samfund, som modsat ideologens intention, har ført til ulighed og lav social mobilitet; til samfund opdelt i vindere og tabere præget af vindernes hybris og tabernes ydmygelse og demoralisering.

Præstationssamfundets ideologiske fundament er det teknokratiske meritokrati. Teknokratisk betyder her, at vi har reduceret vores forståelse af, hvad det vil sige at være borger til udelukkende at handle om de dele af det menneskelige, der kan måles, vejes og tælles.

Borgerne reduceres til at være forbrugere og arbejdskraft, og samfundets fælles mål reduceres til alene at handle om størrelsen på bruttonationalproduktet.

Meritokratiet er den sociologiske retning, der argumenterer for, at den sociale retfærdighed består i en overensstemmelse mellem borgernes indsats og evner og borgernes økonomiske kompensation og sociale status.

En god borger i præstationssamfundet er således et talentfuldt og flittigt individ, der stiller så meget arbejdskraft som muligt til rådighed og sender en stor del af indkomsten tilbage i cirkulation i form af forbrug.

Hvorfor er præstationssamfundet tillokkende?

Der er noget besnærende ved præstationssamfundets teknokratiske meritokrati. I stedet for velfærdssamfundets subtile mål om at skabe myndige borgere, stærke civilsamfund og solidaritet fokuserer teknokratiet på forhold, der politisk faktisk kan ændres og dokumenteres.

I stedet for et samfund, hvor held, gode forbindelser og familiemæssig baggrund er afgørende for økonomisk og social succes, synes meritokratiets fokus på indsats og talent mere retfærdigt, mere inspirerende og mere effektivt økonomisk set.

Både borgerlige og venstreorienterede bevægelser bakker som nævnt op om meritokratiet og har derfor et medansvar for præstationssamfundet og den heraf følgende mistrivsel. Bevægelserne adskiller sig alene ved forskellige politiske, eller snarere teknokratiske, svar på, hvorledes meritokratiet fremmes.

Den borgerlige side mener, at meritokratiet bedst understøttes ved dereguleringer og skattenedsættelser. Desto friere markedet er, desto mere retfærdigt bliver samfundet. Markedet afmåler direkte værdien af den enkeltes indsats.

Når den dygtige finansielle rådgiver tjener 3 mio. kr. om året, mens kassemedarbejderen tjener kr. 250.000, er det retfærdigt. Den finansielle rådgiver har et medfødt talent, har taget en lang uddannelse og arbejder hårdt. Kassemedarbejderen arbejder nok også hårdt men mangler måske talentet og har fravalgt at tage en længere uddannelse, hvorfor kassemedarbejderen ikke har grund til at være misundelig på den finansielle rådgiver.

Hvorfor omfavnede venstrefløjen præstationssamfundet?

Den dagsordenssættende venstrefløj i præstationssamfundets tidsalder – her tænkes på Blairs tredje vej, Clintons og Obamas New Democrats, Schrøders arbejdsmarkedsreformer og herhjemme Thorning Smidts og Corydons konkurrencestat og reform-amok (og ud fra regeringsgrundlaget at dømme også den nye S-ledede regering) – deler den borgerlige retfærdighedsvurdering.

Dog forudsætter centrumvenstre, at kassemedarbejderen har haft samme chance for at tage en længerevarende uddannelse og for at komme i betragtning til et prestigefyldt job i den finansielle sektor, som rådgiveren.

Modsat den borgerlige tro på det frie markeds retfærdighed anerkender den meritokratiske venstrefløj, at markedet i sig selv er uretfærdigt. Markedet er groft sagt manipuleret til fordel for hvide mænd af god familie. Denne markedsfejl er det en politisk opgave at udjævne, hvorfor de nævnte politikere har haft masseuddannelse, efteruddannelse og kvoter som centrale politiske mål og redskaber.

Markedet kan ved politisk indgriben gøres retfærdigt og eventuelle uligheder, som herefter måtte bestå, som den mellem kassemedarbejderen og den finansielle rådgiver, er samfundsmæssig ansvarlige og endda socialt retfærdige for den meritokratiske venstrefløj.

Markedets illusoriske retfærdighed

Men markedets retfærdighed er selv efter denne venstreorienterede regulering en illusion. Der er for det første ikke overensstemmelse mellem markedsværdien og den samfundsmæssige værdi af forskellige indsatser.

Det er f.eks. tvivlsomt om ovennævnte rådgivers indsats i en samlet betragtning har en positiv samfundsmæssig værdi givet den finansielle sektors rolle i uhensigtsmæssige samfundsfænomener, såsom den stigende ulighed, finanskrisen og den generelle finansialisering af økonomien.

Modsat har vi alle under coronakrisen lært, at kassemedarbejderen udfører en for samfundet essentiel indsats. Burde kassemedarbejderen måske ligefrem få mere i løn end den finansielle rådgiver, hvis lønkompensationen skulle afspejle den samfundsmæssige værdi af de respektive indsatser?

Herudover modsiger virkeligheden forestillingen om, at det er lykkedes at skabe lige adgang til uddannelse og attraktive karrierer for alle samfundsgrupper. Det er forsat et faktum, at de riges og veluddannedes børn får de bedste uddannelser og den højeste indtjening.

Præstationssamfundet og den voksende ulighed i uddannelsesniveau

Uligheden er generelt eksploderet i den vestlige verden siden 1980erne. I USA er næsten al stigning i indkomst gået til top 10 procent, mens medianindkomsten ikke er steget i 4 årtier. Herhjemme er indkomstuligheden ikke på samme niveau, selvom hovedparten af indkomststigningen især efter finanskrisen også hos os er gået til dem, der i forvejen havde mest.

Men i præstationssamfundet, hvor den sociale status i høj grad er knyttet til uddannelse, er det værd at bemærke, at den uddannelsesmæssige mobilitet ikke er større i Danmark end i USA.

I begge lande er din chance for at gennemføre en videregående uddannelse, hvis din far er ufaglært ca. 20 procent, mens den er 60-70 procent, hvis din far selv har en længerevarende uddannelse.

Når kassemedarbejderen er uden uddannelse, og den finansielle rådgiver har taget en længerevarende uddannelse, skyldes det ikke kun indsats og talent. Det har mindst lige så meget at gøre med forældreophavet. Faktisk har forældreophavet aldrig været vigtigere.

I præstationssamfundet, hvor uddannelse er helt afgørende for social status og personlig succes, er det en central del af den opdragelsesmæssige ambition for veluddannede forældre at understøtte, at afkommet får en tilsvarende god uddannelse, mens børn af ufaglærte forældre som oftest ikke har adgang til samme hjælp og støtte.

Når vi lægger ansvaret på egne skuldre

Meritokratiet er trods forestillingen i præstationssamfundet mere et ideal end en virkeliggjort samfundsmæssig mekanisme. Men i præstationssamfundet handler vi som om meritokratiet er en realitet, og vinderne tror derfor, at deres succes skyldes hårdt arbejde og egne evner, mens taberne tror, at de selv har det fulde ansvar for den manglende samfundsmæssige succes. Dette er baggrunden for mistrivselen i præstationssamfundet. Den enkelte lægger for stor del af ansvaret for succes eller fiasko på egne skuldre.

Selvom meritokratiets fortalere skulle lykkedes med på teknokratisk vis at finjustere markedet, så det lever op til de meritokratiske idealer, ville det ikke løsne op for præstationssamfundets bagsider.

Meritokratiet er nemlig et tveægget sværd. Hvor inspirerende meritokratiets fokus på at fritsætte talent og belønne hårdt arbejde end lyder, så kan det ikke stå alene i en fyldestgørende teori om den sociale retfærdighed. Livet handler i praksis langt mere om held.

Vi er i stor udstrækning underlagt en skæbne, som vi ikke selv er herre over. Vores talent er medfødt, vi bestemmer ikke hvilke muligheder vores forældre har for at støtte os. Vores helbred er vi ikke herre over, ulykker kan ramme, og vi bestemmer ikke hvilket land og politisk system, vi fødes ind i.

Hybris

Når samfundets vindere tror, at de selv har den fulde ære for succesen, begår de hybris. Et forhold, der er kendt helt tilbage fra det gamle testamente og historien om Job. Job var en retskaffen mand, som Gud selv fremhævede, som sin mest lydige tjener.

Job var samtidigt Østens mest velstående mand. Han havde 10 børn, der alle klarede sig godt, og han var højt respekteret i samfundet. Historien om Job kunne således være en beretning om et mytologisk meritokrati, var det ikke fordi Satan en dag udfordrede Gud.

Satan hævede, at årsagen til Jobs gudfrygtighed jo nok var, at Gud havde skænket Job al verdslig lykke. Gud tog udfordringen op og tog alt fra Job, og ganske rigtigt begyndte Job at klage sig over sin skæbne. Job troede jo egentligt, at han havde fortjent al sin lykke pga. sit retsindige væsen. Nu da det var blevet taget fra ham, mente han, at han med god ret kunne klage sin nød. Men

Gud forklarede Job, at han skulle være retskaffen uden at forvente at få noget tilbage. Hvordan kunne Job tro, at verdens skaber og opretholder ville tage sig af noget så småt som den enkeltes skæbne? Skæbnen skal man acceptere og alligevel opføre sig retskaffen. Gud gav på denne vis Job en lektion i ydmyghed, og denne lektion kan vi med fordel bringe med over i præstationssamfundet.

Arbejderklassen gik fra helte til tabere

”Taberne” i præstationssamfundet er den traditionelle arbejderklasse. Med overgangen fra velfærdssamfund til præstationssamfund har arbejderklassen måtte se, at mainstreampartierne ud fra logikken i det teknokratiske meritokrati har udvist ligegyldighed og slet skjult disrespekt overfor både den økonomiske og kulturelle værdi af industriarbejdspladser.

Den økonomiske værdi er gode og vellønnede jobs til brede befolkningsgrupper uden længerevarende uddannelse. Den kulturelle værdi er den respekt, der stod om disse jobs. Der var en stolthed forbundet med at være arbejder i industrien. Man var med til at bygge samfundet op, og man blev behandlet ordentlig både hvad angik løn og arbejdsvilkår.

Der var en ligeværdighed mellem arbejdsgiver og arbejdertager i det, der også var fagforeningernes storhedstid. Alt dette har mainstreampartierne ignoreret med en næsten tankeløs og helt sikker teknokratisk tilslutning til globaliseringen med jobudflytning og masseindvandring, som følge.

Dette er sket med udgangspunkt i en banal økonomisk analyse, der forhastet har konkluderet, at globaliseringen samlet set har en positiv indvirkning på samfundsøkonomien. Dette uden besindelse på at samfundet er mere end økonomi, og at samfundsøkonomi også handler om fordeling og ikke kun om størrelsen på bruttonationalproduktet.

At arbejderklassen har mistet sine traditionelle jobs og dermed en del af identiteten håndteres ved at tilbyde efteruddannelse, mens det ignoreres, at hovedparten af arbejderklassen i praksis må se sig henvist til dårligere betalte jobs i servicesektoren.

Det er denne ydmygelse og ligegyldighed, der har ført til arbejderklassens demoralisering og opbakning til de populistiske bevægelser.

Vi har glemt skæbne og held

Ydmygelsen skyldes ikke kun teknokratiet men også det meritokratiske element i præstationssamfundets ideologi. I tidligere tiders samfund var der en større bevidsthed om skæbnens betydning, for hvordan den enkelte klarede sig i livet og samfundet. For at illustrere dette kan man sammenligne meritokratiet med dets diametrale modsætning, aristokratiet.

I et aristokrati – som nok er den bedste betegnelse for de vestlige samfund, indtil dannelsen af velfærdssamfundene i begyndelsen af det 20. århundrede – har de dårligere stillede en bevidsthed om, at det er ydre faktorer, der er hovedårsagen til forskellen mellem klasserne.

I aristokratiet behøver de dårligere stillede ikke at underlægge sig det indre pres, det er selv at have ansvaret for egen mindre heldige position i samfundet.

Tværtimod kan bevidstheden om den tydelige og grundlæggende uretfærdighed i aristokratiet danne et fundament for sammenhold, organisering og kamp mod denne uretfærdighed. Disse mekanismer udgjorde givetvis en central del af fundamentet i arbejdsklassens succesrige kamp i begyndelsen af det 20. århundrede.

Og modsat har det teknokratiske meritokrati kastet et røgslør over uretfærdigheden i præstationssamfundet med arbejderklassens demoralisering til følge. Arbejderklassen har som vi andre i stort omfang købt ind på fortællingen om det retfærdige meritokrati, selvom præstationssamfundet også er grundlæggende uretfærdigt.

Som for Job er det et eksistentielt grundvilkår i præstationssamfundet, at vi er kastet ind i en verden, hvor vi nok i et vist omfang er herre over vores egen skæbne, men slet ikke fuldstændigt som meritokratiet foreskriver det.

Meritokratiets etik skal således kombineres med en skæbnens etik i en fuldstændig teori om den sociale retfærdighed. Sat på formel kan man sige, at problemet med præstationssamfundet er, at pendulet er svinget for langt i retning af meritokratiets etik, og at dette er den idemæssige årsag til mistrivsel i præstationssamfundet.

Var vinderen mere bevidste om eget held, ville der være grobund for mere solidaritet. Var borgerne generelt mere bevidste om skæbnens betydning, ville der kunne løsnes op for det indre pres, der følger af at tro, at ansvaret alene ligger på egne smalle skuldre.

Oplevede de mindre heldige i samfundslotteriet at blive behandlet med respekt ville de i højere udstrækning kunne føle sig som myndige og ligeværdige borgere fremfor som tabere.

Michael J. Sandel: Meritokratiets tyranni. Informations Forlag, 2022.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside