Afglobalisering kamplfy
Foto: David A. Cox/U.S. Navy

Danmark mangler en afglobaliseringsstrategi!

20. april 2023
13 minutters læsetid
USA’s tilbagetrækning fra flere af verdens geopolitiske arenaer stiller verdens lande overfor store udfordringer. Det 20. århundredes vækst og frihandel kan ikke tages for givet, og afglobalisering er godt på vej til at blive den altdominerende dagsorden. Men Danmark mangler både mål og retning, mener artiklens forfatter.

Det var ikke Francis Fukuyama, der aflæste Murens fald korrekt. Det var Samuel Huntington. Det var ikke korrekt, at man kunne forandre de lande, der hader Vesten, til det bedre ved at handle med dem. Der er ikke kommet noget som helst substantielt ud af at projicere vestlig ”soft power” ud mod lande, der hader Vesten.[1]

Sådan skrev Liberal Alliances udenrigsordfører Henrik Dahl i et nyligt indlæg i Jyllands-Posten og sluttede sig dermed til et større kor af eksperter, meningsdannere og politikere, som ikke mener, at vi efter den kolde krig har haft succes med at gøre Vestens rivaler og fjender mere liberale og demokratiske.

Francis Fukuyama, som præsenterede tesen om ”historiens afslutning”, tog altså angiveligt fejl, og det var i stedet Samuel Huntington, som mente, at verden ville bestå af forskellige civilisationer, der i varierende grad ville være i konflikt med hinanden, som fik ret. Både terrorangrebet d. 11. september 2001, Ruslands invasion af Ukraine og Kinas interne, politiske udvikling og adfærd over for bl.a. Hong Kong og Taiwan under Xi Jinping er ofte citerede eksempler på, at vi ikke har haft held til at konvertere autokratier til liberale demokratier, der tænker ligesom os.

Denne udvikling betyder ifølge Dahl også, at fundamentet under den globalisering, som vi har levet under mange årtier, er væk, da ”Præmissen for globaliseringen siden omkring 1990 har været, at den vestlige verden ikke har nogen dødsfjender.”[2] Globaliseringen – i form af øget, international handel, mere kulturel udveksling og nedbrydning af infrastrukturelle og kommunikative grænser – kunne fortsætte ufortrødent, så længe verdens lande kunne sameksistere nogenlunde fredeligt.

Nu hvor rivaliseringen mellem USA og Kina er intensiveret kraftigt og Ruslands politiske ledelse ikke er bange for at true med atomangreb på vestlige lande, befinder vi os nu ifølge Dahl i en afglobaliseringsfase, hvor globaliseringen ikke blot er decelereret eller gået i stå, men er på tilbagegang. Herfra går den politiske udvikling angiveligt ikke mod øget, gensidig afhængighed og forståelse mellem verdens lande, men derimod mod øget isolationisme og blokopdeling. Nu skal vi i langt højere grad kunne klare os selv, og dem der ikke formår det, vil blive afglobaliseringens tabere.

Peter Zeihan og USA’s tilbagetrækning

Det er dog ikke nødvendigvis kun Vestens fejlslagne forsøg på at gøre ikke-vestlige, ikke-demokratiske lande mere liberale og demokratiske – med ”Wandel durch Handel”, nation building i Mellemøsten osv. – som har forårsaget den afglobalisering, som flere mener, vi står i nu. Ifølge den amerikanske, geopolitiske tænker Peter Zeihan skal roden til afglobaliseringen i stedet findes inden for Vesten selv, da det først og fremmest er USA’s involvering i verden, som har været afgørende for globaliseringen, som han beskriver i bogen The End of the World is just the Beginning.[3]

Efter anden verdenskrig muliggjorde USA ifølge Zeihan det moderne, internationale handelssystem ved at lade sin flåde, der havde uovertruffen styrke og rækkevidde, sikre den maritime handel. Hermed kunne andre lande nemt og billigt få adgang til oversøiske markeder uden at skulle bekymre sig om fjendtlige angreb på deres handelsvirksomhed fra stærkere, militære magter. Resultatet blev en kraftig intensivering af den økonomiske globalisering med betydelige gevinster til følge, bl.a. for lavindkomstlande i Østasien.

USA’s vilje til at hæfte for beskyttelsen af det internationale handelssystem udsprang dog ifølge Zeihan ikke af altruisme, men kom med en klar betingelse for de lande, der ønskede at nyde godt af USA’s beskyttelse. Til gengæld for at sikre adgang til attraktive markeder via sin flåde, krævede USA deres støtte, eller i det mindste neutralitet, i kampen mod hovedkonkurrenten Sovjetunionen. Den økonomiske globalisering blev kort sagt brugt som en geopolitisk indeslutningsstrategi. Og det virkede.

Med Sovjetunionens kollaps i 1991 var truslen fra øst borte for en stund, men dermed eroderede også fundamentet under den bestikkelsesaftale, som havde muliggjort fremvæksten af det moderne, globale handelssystem, som vi kender det. USA havde ikke længere brug for en alliance af lande til at indeslutte Sovjetunionen, hvilket betød, at der pludselig var uklarhed om, hvad USA og den amerikanske skatteyder egentligt fik ud af at hæfte for den økonomiske globalisering og hvad den politiske kurs skulle være fremadrettet.

Præsident George H. W. Bush, som var den første amerikanske præsident i denne nye situation, havde ifølge Zeihan relativt stor succes: USA stoppede med succes Saddam Husseins besættelse af Kuwait, og Bush havde qua sin karriere som ambassadør, CIA-chef, vicepræsident m.m. gode diplomatiske forbindelser med de vigtigste udenlandske ledere. Han var, med Zeihans ord, ”the right person, at the right time, with the right mindset and the right expertise to lead us into a new era. So of course, we voted him out of office. And we started down the parade of morons.”[4]

Den første ”moron” var Bill Clinton, som besejrede H. W. Bush og Ross Perot i 1992. Clinton så sig selv som en præsident, der primært skulle løse indenrigspolitiske og økonomiske problemer og var ikke synderligt interesseret i udenrigspolitiske udfordringer, nu hvor den kolde krig var slut. Af samme grund blev politisk arbejde vedrørende USA’s rolle i ”den nye verdensorden” nedprioriteret, og USA engagerede sig mindre i udlandet.

Clintons efterfølger George W. Bush huskes i dag primært for krigen mod terror, men mange glemmer, at han inden den 11. september havde stået for en relativt isolationistisk linje. Således sagde han under præsidentvalgkampen I 2000 I en debat med Al Gore: ”I’m not so sure the role of the United States is to go around the world and say this is the way it’s gotta be (…) Are we gonna have a nation building corps from America? Absolutely not”.[5] Pga. angrebet den 11. september blev Bush-regeringen tvunget til at skifte kurs, men krigen mod terror foregik isoleret i én region og var ifølge Zeihan derfor ikke en grundlæggende nyorientering fra den udenrigspolitik uden global strategi, som Clinton stod for.

Under Obama havde USA ifølge Zeihan ikke nogen konsistent udenrigspolitik overhovedet. Der blev interveneret i Libyen-konflikten, men ikke i Syrien. Man overlod mere ansvar til Europa, bl.a. under Ruslands Krim-annektering i 2014, men signalerede samtidig et stærkere engagement i Østasien. Der manglede kort sagt konsistens i Obamas udenrigspolitik, som mest af alt lignede en fortsættelse af George W. Bushs linje med en mere neddæmpet retorik, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt USA skulle spille en mere eller mindre aktiv, udenrigspolitisk rolle blev sendt videre til Obamas efterfølger, Donald Trump.

Med valget af Trump i 2016 begyndte USA ifølge Zeihan for alvor at trække sig tilbage og slå ind på en decideret isolationistisk kurs: Trump satte spørgsmålstegn ved frihandelsdogmer og indførte protektionistisk politik; Kina blev eksplicit omtalt som en økonomisk og sikkerhedspolitisk rival; Der blev lagt pres på NATO-allierede for at de skulle betale mere for deres forsvar, så USA i højere grad kunne fokusere på sine egne udfordringer; Og Tyskland, hovedrepræsentanten for den liberale udenrigspolitik og ”Wandel durch Handel”-doktrinen, blev stærkt kritiseret af Trump-administrationen for Nord Stream II-projektet med Rusland.

Mange vil hævde, at valget af Joe Biden i 2020 markerede et brud med Trumps isolationisme, idet Biden har stået for en mere multilateral tilgang til udenrigspolitikken end Trump og har ydet massiv militær-økonomisk støtte til Ukraine. Hvorvidt præsident Biden ulig sine forgængere vil føre USA i en mindre isolationistisk retning er dog ifølge Zeihan for tidligt at sige, for han har på flere punkter videreført Trumps afglobaliseringskurs, eksempelvis med den protektionistiske ”Buy American”-politik og -retorik og tilbagetrækningen fra Aghanistan i august 2021. Afglobaliseringen og USA’s tilbagetrækning har altså ikke nødvendigvis nået sit zenit endnu, og der er ifølge Zeihan overhængende sandsynlighed for, at USA vil trække sig endnu mere tilbage, når Ukraine-krigen er slut eller fastfrosset, og det vil givetvis fortsætte uanset om vinderen af præsidentvalget i 2024 bliver Biden, Trump, Ron DeSantis eller en fjerde.

Økonomisk uafhængighed, demografi og det afblæste, kinesiske århundrede

Hvis Zeihan, Dahl m.fl. har ret i, at vi nu befinder os i en afglobaliseringsfase, der kan have en relativt lang varighed, hvor verden både økonomisk, kulturelt m.m. i højere grad vil være inddelt i separate blokke frem for at være én global landsby, er det naturlige spørgsmål, hvilke konsekvenser en sådan udvikling vil have for enkelte stater og kontinenter.

Ifølge Zeihan bliver ét afgørende parameter for de enkelte landes succes i den afglobaliserede verden, i hvor høj grad de har en autonom, selvforsynende økonomi, som ikke er overdrevent afhængig af import og eksport fra udlandet. Her står det nordamerikanske kontinent, og særligt USA, i en gunstig position, idet handelsindtægter kun udgør en begrænset andel af den samlede økonomi og i høj grad finder sted inden for NAFTA-området med Canada og Mexico. Desuden er USA rig på både energi og agrare ressourcer og kan derfor i høj grad være selvforsynende.

Præsident Bidens ambition om at tilbagebringe industriarbejdspladser og lave flere produkter i USA frem for at importere udefra kan ifølge Zeihan konsolidere USA’s allerede stærke position markant og skabe grundlaget for et regionalt, økonomisk boom i Nordamerika, om end det vil forstærke inflationen. Omvendt stiller det eksportøkonomier som eksempelvis Kina og mange EU-lande i en værre situation, hvor bl.a.

Tyskland har haft en meget stor afhængighed af handelspartnere som Rusland og ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på skyggesiden af handelsforbindelser med uforudsigelige, autokratiske systemer. Den grønne omstilling, som navnlig EU prioriterer, vil også øge behovet for sjældne jordarter fra bl.a. Kina, som kan udgøre en risiko for EU’s autonomi på energiområdet.

Et andet vigtigt parameter for landenes succes bliver ifølge Zeihan demografi. Når indtægter fra støt stigende verdenshandel ikke længere kan tages for givet, bliver befolkningssammensætningen og andelen af yngre forbrugere og erhvervsduelige ift. omkostningskrævende børn og ældre ekstra vigtig for økonomiens holdbarhed. På dette punkt står Kina ekstremt dårligt, hvor der ifølge Zeihan er et decideret demografisk kollaps på vej pga. en meget lang periode med etbarnspolitik og lav fertilitet, og ifølge nogle fremskrivninger står den kinesiske befolkning til at være halvt så stor som i dag omkring år 2050.[6]

Lige så skidt står det til i de fleste europæiske lande, særligt i Rusland, hvor der fødes færre end 2,1 børn på kvinde, som skal til for bare at opretholde befolkningstallet. Omvendt har USA en, i vestlig sammenhæng, høj fertilitet, særligt blandt religiøse grupper som mormonerne. Og USA har en mere sund balance mellem gamle og unge og kan, hvis der skulle blive behov herfor, importere ung arbejdskraft fra den sydlige nabo Mexico. Forfatteren Matthew Yglesias har i bogen One Billion Americans endda advokeret for, at USA bør gøre endnu mere for fertiliteten og få befolkningen op på en milliard mennesker, så landet kan stå stærkere mod sine rivaler og øge sin relevans langt ud i fremtiden.

Endelig kan innovationsevne blive en helt afgørende faktor i staters succes i en afglobaliserende verden. I en tale til banken Credit Suisse præsenterede iværksætter og forfatter Peter Thiel sin distinktion mellem ”ekstensiv udvikling”, som går ud på at kopiere hvad andre allerede har gjort og profitere herpå, og ”intensiv udvikling”, som går ud på at innovere noget helt nyt fra bunden.[7]Ifølge Thiel har globaliseringen været en forudsætning for den imponerende ekstensive udvikling, vi har set de seneste årtier.

Lande som Kina har profiteret enormt på globaliseringen ved at kopiere (og stjæle) teknologisk og kommerciel viden fra Vesten. Omvendt er det ifølge Thiel i overvældende grad vestlige lande som USA, Storbritannien og Israel, der har stået for den intensive udvikling af helt nye produkter og teknologier som eksempelvis medicin, filmteknologi, internettet, iPhonen og Tesla-bilen.

Hvis man skal tro Zeihan, Dahl m.fl. er globaliseringen nu på tilbagegang, hvorfor den ekstensive udvikling fra globaliseringen ikke i samme grad kan tages for givet som indtægtskilde. I stedet er det nu intensiv udvikling – i form af iværksætteri, udvikling af moderne militærteknologi m.m. – som bliver det afgørende parameter for landes økonomiske fremtid. Og her har liberale demokratier – især entreprenante samfund som USA – indtil nu en væsentligt bedre track record, hvis man ser bort fra overfladiske mål som antal patenter, for eksempel helt for nylig med udviklingen af en effektiv coronavaccine eller AI-chatrobotter som ChatGPT og Bard.

Kina har ikke kunnet skabe tech-giganter som Amazon og Google fra bunden, men har i stedet lavet kopier i form af Alibaba og Baidu, og regimet har endda slået ned på den succesrige iværksætter og milliardær bag Alibaba, Jack Ma, hvilket ikke ligefrem vidner om en iværksættervenlig kultur. Det tyder altså prima facie på, at de frie, demokratiske markedsøkonomier giver de bedste forudsætninger for teknologisk innovation.

Analysens konklusion bliver altså ifølge Zeihan, at vi samlet set ikke står til at gå ind i et nyt, kinesisk århundrede, hvor magtens tyngdepunkt rykker fra Washington til Beijing. Men det bliver heller ikke ligesom i gamle dage, hvor verden år for år blev mere interdependent og globaliseret. Det bliver i stedet en afglobaliseret verden, hvor lande i stigende grad vil isolere og inddele sig i blokke eller huntingtonske civilisationer, og hvor USA ser ud til at kunne bevare sin førerposition i økonomisk og militær forstand, særligt hvis man medregner USA’s allierende i Europa og Østasien.

Behovet for en strategi for afglobalisering

Hvis det er rigtigt, at vi lever i en afglobaliserende verden, må det være afgørende for et samfunds fremtid, at den politiske elite i) har tilstrækkelig viden om afglobaliseringen og dens konsekvenser, og ii) har en egentlig plan eller strategi for, hvordan samfundet skal håndtere denne afglobalisering. Hvis vi starter med Danmark og SVM-regeringen, er det ifølge Henrik Dahl først og fremmest socialdemokraterne og Mette Frederiksen, vi i den forbindelse skal sætte vores lid til, da ”statsministeren personligt er med på, at vi skal til at tænke i baner af afglobalisering.”[8] Omvendt er både Venstre og Moderaterne ifølge Dahl for ”gammel-globalistiske” og har derfor ikke i tilstrækkelig grad erkendt, at afglobaliseringen overhovedet finder sted og kan få stor betydning for verdens fremtid.

Dog har Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen erklæret, at vi skal have en ”strategisk nyorientering”[9] i forhold til Kina, som er mere balanceret og nuanceret, og han har dermed indikeret, at han (og Moderaterne) er bevidst om bagsiden ved utæmmet globalisering. Selv i det Radikale Venstre er der stemmer, der gør opmærksomme på faren ved øget samarbejde med Kina og blind tro på mere globalisering – mest markant med det unge, politiske talent og regionsrådsmedlem Thomas Rohden, som har stiftet foreningen Dansk Kina-Kritisk Selskab – hvilket indikerer en bredere, politisk konsensus om mere skeptisk stillingtagen over for lande som Kina.

Også inden for Dahls eget parti, Liberal Alliance, er der en spændende diversitet af synspunkter vedrørende afglobalisering, hvor Dahl selv lader til at tilhøre en globaliseringsskeptisk fløj, mens det modsatte øjensynligt er tilfældet for partifællen og folketingsmedlemmet Steffen W. Frølund, ifølge hvem ”Vi har det bedre på alle parametre! [Bl.a.] Grundet frihandel”, og skal ”væk med protektionisme.”[10]

Kritikere vil måske mene, at det betyder, at Liberal Alliance ikke har en klar og konsistent afglobaliseringspolitik. Men på positivsiden indikerer det, at partiet tillader debat og diversitet om afglobaliseringsspørgsmålet, hvormed man både kan belyse de positive og negative aspekter af øget globalisering, hvilket kan være første skridt mod en nuanceret, politisk strategi for at navigere i afglobaliseringen.

Den danske vicegeneralsekretær for OECD og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet, Ulrik Vestergaard, har selv præsenteret en nuanceret analyse vedrørende afglobalisering, hvor han slår fast, at globaliseringen allerede har peaket, og at vi risikerer at se decideret afkobling mellem øst og vest på flere, centrale områder.[11] Det er dog ifølge Vestergaard ikke i Danmark eller Vestens interesse, at vi bliver fuldkommen isoleret fra Kina, Indien og andre stater, da globalt samarbejde vil være helt essentielt på områder som klima og samhandel, mens vi vil skulle konkurrere mere eller mindre afkoblet og regionaliseret med ”Østen” på andre områder. For Vestergaard handler det således om at ”redde, hvad reddes kan”, hvormed en erkendelse af den aktuelle afglobalisering kombineres med en plæderen for at redde de sidste stumper af globaliseringen.

Den gode nyhed er altså, at der bliver talt og præsenteret analyser om afglobaliseringen i Danmark. Det er et godt, første skridt, men det er endnu ikke konkretiseret til en egentlig afglobaliseringsstrategi fra den politiske elite, som beskriver hvordan Danmark kan håndtere denne afglobalisering og hvilken rolle regional autonomi, demografisk udvikling, innovation og teknologisk konkurrence med geopolitiske rivaler spiller i den sammenhæng. Som lille, åben økonomi er vi meget sårbare over for afglobalisering og reduceret verdenshandel, hvorfor vi bør adressere denne udfordring hellere før end senere.

Spørgsmålet om afglobalisering og behovet for øget uafhængighed er blevet berørt mere eksplicit af andre vestlige ledere, for eksempel Emmanuel Macron, der har promoveret den kontroversielle ide om ”strategisk autonomi” for Europa, og Joe Biden, som har prioriteret at tilbagebringe produktionsjob, intensiveret den rivaliserende retorik mod Kina og lyder som et ekko af Trump med sin førnævnte ”Buy American”-retorik.

Uanset om man er enig i Macron eller Bidens politik og retorik, præsenterer de i det mindste et politisk svar til afglobaliseringen, som muligvis bliver en af de største politiske udfordringer i det 21. århundrede. Det er på tide, at også Danmark får en afglobaliseringsstrategi, hvis ikke vi skal famle i blinde.


[1] https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15075282/vi-skal-til-at-planlaegge-afglobaliseringen/

[2] Ibid.

[3] https://www.amazon.com/End-World-Just-Beginning-Globalization/dp/006323047X

[4] https://www.youtube.com/watch?v=sfyrURHpUcM&t=467s

[5] https://www.youtube.com/watch?v=M1DnJKDiOiY&t=129sfra 1:08.

[6] https://futurism.com/the-byte/china-population-half-30-years

[7] https://www.credit-suisse.com/microsites/conferences/aic/en/media-hub/videos/peter-thiel.html

[8] https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE15075282/vi-skal-til-at-planlaegge-afglobaliseringen/

[9] https://jyllands-posten.dk/international/ECE15015484/lars-loekke-vil-justere-danmarks-kurs-over-for-kina/

[10] https://twitter.com/SteffenFrolund/status/1547664565772513286

[11] https://borsenpro.dk/sponsoreret/ulrik-vestergaard-i-ny-bog-danske-virksomheder-kan-blive-de-store-tabere-i-en-ny-verdensuorden

Frederik Ambjørn

Frederik Ambjørn (f. 1999) er stud.scient.pol. på Københavns Universitet og arbejder som analytiker for Policy Group. Han er desuden fast skribent ved aarsskriftet-critique.dk

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside