I striden om afskaffelsen af Store Bededag er det værd at huske på toregimentelæren: Blander regeringen sig her i det åndelige regimente? Det gør den ifølge månedens kronikør, som advarer om, at når staten vil agere Gud, bliver den en forbandelse i stedet for en velsignelse.

Det sker, at jeg høster kritik for at holde politiske prædikener. Sandt er det, at jeg fra prædikestolen taler om politik – i de forløbne år med tiltagende styrke. Det gør jeg, fordi det er min klare opfattelse, at staten i stadig større grad leger gud og opfatter os som brikker, der kan flyttes rundt på, og det føler jeg, at jeg er forpligtet til at modsige. Kristeligt.

De to regimenter er fundamentale

Det kræver en forklaring. De færreste er klar over, at vi lever i et land, hvor tanken om de to regimenter, det åndelige og det verdslige, er grundlaget for hele vor måde at tænke samfund på. Det åndelige regimente hører under kirken og det verdslige under staten; de to må aldrig sammenblandes og aldrig adskilles.

Groft sagt betyder det, at kirken holder staten fast på, at den ikke er Gud, kirken holder statens myndighedspersoner fast på, at også de står til ansvar på den yderste dag overfor Gud. Det vil sige, at kirken er garant for, at staten er bevidst om, at den tjener en herre, som “øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden.”

Trofasthed, ret og retfærdighed er altså kristne dyder, som en øvrighedsperson i et land, hvor netop kristendommen hersker, skal leve op til. Det er her, man kan tale om sammenblanding, for kirken har faktisk noget at sige overfor staten.

Nu til adskillelsen, for kirken kan og må ikke docere indholdet af lovene: Guds rige er jo ikke af denne verden, Guds rige er af en helt anden karakter og volumen end et hvilket som helst jordisk rige, men at det er til stede også i vort daglige liv, er der ingen grund til at tvivle på. Også en kristen lever sammenblandet med og adskilt fra sin Gud på samme tid.

Vi vil ikke være frie!

Luther siger, at et “kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet”, men det samme kristenmenneske “er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste og enhver undergivet.” I Guds rige er vi alle frie, og vi er herrer i Jesus Kristus, men fordi vor herre netop er Jesus Kristus, vises vi i det jordiske rige hen til vor næste, som vi skal tjene, ganske som han gjorde det.

Frihed for ånden er derfor en fundamental kristen værdi, der går forud for alt andet. Det triste ved os mennesker er, at vi ikke vil være frie, vi synes, det er rædselsvækkende, for vi bekymrer os for os selv og dagen i morgen, vi bekymrer os over, om naboen har mere end vi, og om han er lykkeligere end vi. Og når vi bekymrer os om det, er det fordi vi dybest set ikke rigtig tror på det evige liv men vil klemme alt ud af det liv, vi har her på jorden, til sidste dråbe.

Vi tror nemlig ikke, at der er andet og mere end det, og dermed bliver den kristentro, vi smykker os med, meget dennesidig. Igennem mange år har vi nemlig få oparbejdet en tanke om, at evangeliet skal realiseres her på jorden, og så skal kirken ikke komme med sit hokuspokus, den skal i stedet behage os. Det har kirken gjort, og det ser vi resultatet af i disse år. For på en eller anden måde er hele tanken om velfærdsstaten et forsøg på at realisere evangeliet her og nu i timeligheden. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Lignelsen om en vingårdsejer

I Matthæusevangeliet findes en lignelse om en vingårdsejer. Den hører til første tekstrække på Søndag septuagesima, og den er god at få forstand af, for den er let at forholde sig til, men den har også denne dobbelthed, som jeg har netop har været inde på. Den er endvidere superaktuel, fordi den fortæller om et enormt arbejdsudbud og en vingårdsejer, der ikke gør forskel på nogen. Der er altså lidt for både røde og blå i den.

Vingårdsejeren har en vingård, der bugner af frugt, og han har brug for folk til at pleje den og høste. Derfor går han tidligt på morgenen ud på arbejdsmarkedet og opsøger ledige; dem er der nok af, og de accepterer daglønnen, en denar, for at arbejde for ham hele dagen. Men der er hele tiden nok at lave, og der er nok af arbejdere, så vingårdsejeren går ud både i den tredje, den sjette, den niende og den ellevte time for at købe arbejdskraft.

Da lønnen skal udbetales, får de senest ankomne først. De får en denar. Og så ved vi, at nu er der lagt op til arbejdskamp. For de først indkaldte arbejdere har øjne i hovedet, de kan se den åbenlyse forskel, og de kalder på tillidsmanden, der gør vingårdsejeren opmærksom på problemet. Vingårdsejeren svarer frækt: “Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?”

Regeringen som vingårdsejer

Jesus tager altid udgangspunkt i en realistisk situation, når han fortæller om sin faders rige, og det er jo der, man kan gå fejl. Det er her, vi ser, at man ikke kan udforme love efter evangeliet.

I disse tider forsøger regeringen sig som vingårdsejer, for vi skal alle arbejde mere til nogenlunde samme pris, dog så nogen får en skattelettelse. Regeringen gør det for Danmarks skyld, hører vi hele tiden, altså for det godes skyld. Så når der er brok, er det fordi vore onde øjne ikke kan se, at regeringen vil os det gode, og må den ikke gøre, hvad den vil, med det, der tilhører den, d.v.s. magten og pengene?

Det er der helt sikkert nogen, der synes, er helt fint, men i jordiske forhold er det faktisk helt på sin plads at gøre en regering opmærksom på, at dens magt er til låns, og at de penge, den vil gøre noget med, kommer et sted fra. Både magt og penge kommer fra de borgere, man nu vil hundse rundt med.

Her er det oplagt for ethvert kristenmenneske – som jo er helt frit og ingen underordnet – at spørge: hvor er nåden, hvor er kærligheden til menneskene, hvor er forståelsen for, at alting faktisk ikke handler om penge? Vi erfarer i disse dage, at når mammon eller velfærd bliver gud, så bliver vi alle trælle, men i kirken hører vi altså noget andet.

Også staten er Guds tjener!

Til kirken kommer vi i frihed for at høre, hvad Herren vil, at vi skal gøre. I frihed giver vi afkald på det, vi mener, vi har ret til, for at tjene næsten og dermed fællesskabet. Sådan er Danmark blevet et rigt og godt land. Fordi vi engang vidste, at der er en Gud foroven, som gav sig selv for vore synders skyld, og som vi tjener ved at tjene hinanden.

Vi vidste, at Herrens vingård har både en jordisk og en himmelsk dimension. Også staten er Guds tjener; derfor skal den ikke blande sig i vore samvittigheder, hvilket den gør nu, dens eneste og fineste opgave at skabe rammer for, at vi i tryghed netop kan tjene hinanden, og dette kan gøres på lige så mange måder, som der er mennesker.

Udfører arbejderen sit arbejde med omhu, tjener han næsten, virksomhedsejeren, der bruger af sit overskud til at gøre sin virksomhed et godt sted at være, tjener sin næste, ligesom tillidsmanden, der forsvarer arbejdernes rettigheder. Lader købmanden være med at tage overpris, selv om han kunne, tjener han næsten, forsvarer en mand sit land, tjener han næsten, opdrager forældre deres børn til at blive gode kammerater, tjener de både barnet og næsten.

Om man hjælper en gammel dame over gaden, skænker en million til at løse kræftens gåde eller beder fadervor med en anfægtet nabo, så tjener man næsten, og man kan selv fortsætte. Vi arbejder kort sagt alle i Herrens vingård, og selv om der er forskel på størrelsen af gerningerne, og hvornår i livet, vi begyndte at gøre dem, om det var tidligt eller sent, så får vi dog den samme løn af Gud, for hans nåde er den samme uanset gerningens størrelse, og det vil heldigvis sige: den er uendelig.

Når staten vil være Gud

Alligevel gør enhver god gerning en forskel for mennesker her på jorden og tjener Herren. På sæt og vis kan man sige, at vi alle fra tid til anden hænger ud på torvet og spørger efter vor livsopgave, og i dag kan man tænke over, hvem man egentlig ønsker, skal dukke op og tilbyde en noget at rive i? Den, der peger mod trædemøllen og surt taler om pligt og fællesskabets bedste, eller ham, der viser os ind til sin vingård, hvor vi i frihed tager opgaven og ansvaret på os?

Svaret giver forhåbentlig sig selv, og fordi vi allerede er der, hvor trædemøllen snurrer derudaf, så har vi erfaret, at når staten vil være god, når den vil være gud, så bliver den en forbandelse i stedet for en velsignelse. Det ønsker vi ikke, og derfor beder vi i kirken hver søndag for vore myndigheder; i den bøn ligger det underforstået, at de må udfylde deres embede uden at gøre sig selv til Gud – også de skal føre et kristeligt liv for at nå en salig ende. Profeten Jeremias har sagt det endnu tydeligere, og vi kunne derfor hver især fra vort lønkammer bede om, at alle, der har en myndighed at udøve, må lære disse ord at kende:

“Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig.” For kun ved at kende Herren og vise ham troskab, kan de vide, hvad ret og retfærdighed er, og dermed selv udøve det. Og det er øvrighedspersoner, der har forstået det, vi ønsker skal lede landet.