De danske museer skal reformeres. Politisk lægges der op til, at museer og kulturliv skal løse aktuelle krise. Men dermed overser vi et større spørgsmål. Vores museer er omskabt til at afspejle en globaliseret virkelighed. Hvad sker der, når globaliseringen rulles tilbage, spørger to danske museumsledere.

Museerne står foran en tiltrængt reform. Før alle mulige udmærkede nutidsaktuelle dagsordner om at løse diverse kriser skrives ind i museumsloven, er det rettidig omhu at overveje, hvad den tiltagende afglobalisering kommer til at betyde for museernes opgave, når vi ser 10, 20 og 30 år længere frem i tiden.

For globaliseringsbølger kommer og går som tidevandet. En vekslen, der sætter sit tydelige spor på museerne. Den seneste globaliseringsbølge, der tog sit afsæt i efterkrigstidens optimisme, føles pludselig ikke som andet end et forkølet skvulp.

Den russiske invasion af Ukraine, vestens naivitet, klimakrise og Kinas stadig mere fremturende adfærd er blot nogle af de kræfter, der er ved at smide globaliseringen og den dertil tilknyttede forestilling om verdensborgeren på museum.

Det betyder måske en revitalisering, eller genopdagelse, af museernes klassiske formål om dannelse i afglobaliseringens tegn.

Med afglobalisering menes en aftagning i markedernes globale integrering, kapitalens frie bevægelse, men også den deraf afledte ideologi og menneskesynet.

Vores nuværende museer er bundet til en overstået globaliseringsbølge

Museerne er nemlig for de flestes vedkommende etableret af og til folket i specifikke nationale virkeligheder; en erkendelse, der skal nytolkes, hvis den skal have relevans for det globaliserede menneske, der er resultatet af sidste globaliseringsbølge.

Den globaliseringsbølge tog for alvor fart i 1970’erne og resulterede i en museal omkalfatring, hvor museerne i nogle tilfælde mistede folket af syne. I den tid opstod forestillingen om de gamle og ’støvede’ museer, der formidlede anakronistiske og nationalromantiske fortællinger.

Den russiske invasion af Ukraine, vestens naivitet, klimakrise og Kinas stadig mere fremturende adfærd er blot nogle af de kræfter, der er ved at smide globaliseringen og den dertil tilknyttede forestilling om verdensborgeren på museum.

Tendensen kom måske tydeligst til udtryk med daværende kulturminister Kristen Helveg Petersens ord fra 1969 om, at de fleste museer var rede til at komme på museum.

Kritikken fortsatte i 1980’erne og 90’erne med opkomsten af kritisk teori, herunder (kritisk) museologi. Museerne tolkedes af de kritiske museologer som kolonialistiske, racistiske, nationalistiske, elitære samt ekskluderende. De skulle nu i stedet dekonstruere hierarkiske strukturer, inkludere minoriteter og omskabes til dialogsteder. I den forbindelse blev mangfoldighed i alle ordets betydninger centralt.

Museernes pagt med tidsånden

Det var lærerige årtier for branchen, men også forvirrende for læringen foregik på baggrund af et globalt bagtæppe, hvor det stedbundne, nære og folket, museernes traditionelle forankring, mistede sin betydning.

I dets sted voksede den internationalt masseproducerede materialitet og fortælling frem, der ikke længere fordrede et konkret afsæt, men i stedet det globale og generiske, hvis formål paradoksalt nok var at styrke individets særegenhed.

For at slippe ud af forvirringen valgte museerne i varierende omfang at indgå en pagt med tidsånden, hvor samtidsrelevans og aktualitet blev omdrejningspunkterne.

Denne pagt har i visse henseender løftet museerne ud af irrelevansens tåger og muliggjort en oplevelsesøkonomisk gearing af museerne, hvor den enkelte besøgendes individuelle præferencer i markant højere grad er i centrum. Men giftermålet med aktualiteten er et tveægget sværd for en institution, der også er sat i verden for evigheden. Regeringen har åbenlyst ladet sig inspirere af den pagt og vil nu rammesætte museernes opgave til at løse ’tidens store kriser’.

Dermed tvinges evigheden i et ægteskab med aktualiteten, der på den lange bane kan resultere i irrelevante museer: Hvis alle museer skal ’tale ind i’ f.eks. klimakrisen eller trivselskrisen, så ender vi med generiske verdensmålsudstillinger, der netop peger væk fra det stedbundne og nære, som tiden skriger efter.

Hvordan kan vi gentænke museerne folkelighed?

For at undgå dette kan museets folkelige essens i stedet nytænkes, så det passer til en moderne virkelighed. For er der overhovedet et folk at tale til, eller taler museerne blot til en række segmenter eller individualister?

Det var lærerige årtier for branchen, men også forvirrende for læringen foregik på baggrund af et globalt bagtæppe, hvor det stedbundne, nære og folket, museernes traditionelle forankring, mistede sin betydning.

Her kan den tyske sociolog Andreas Reckwitz hjælpe os. Hans bekymring er det almenes krise i de senmoderne samfund. For industrisamfundets gamle middelklasse er ifølge Reckwitz blevet opsplittet i en ny middelklasse med lange uddannelser og høj kulturel kapital med fokus på selvrealisering og værdier som livskvalitet, livsnydelse og en higen efter iscenesættelse af autentiske og unikke oplevelser.

Den gamle middelklasse viderefører småborgerlige værdier om pligt og social tilpasning fra efterkrigstidens nivellerende middelstandssamfund. Man prøver ikke at skille sig ud og sakker derfor bagud i det senmoderne anerkendelseskapløb om at være unik, hvilket skaber frustration.

Det er den konflikt, vi ser også udspille sig globalt med oprør fra verdens udkanter og med Trump, Brexit og højrepopulismens fremmarch i Europa. Politisk står vi således med en ny globaliseringsbegejstret middelklasse, der både stemmer til højre og venstre og en gammel middelklasse, der potentielt er til falds for højrepopulisme eller andre, der vil repræsentere deres konservative værdier og tiltagende frustration.

Reckwitz er både bekymret over den nye middelklasses fokus på individuel selvrealisering, hvor der i dens ekstreme form ikke er noget socialt fælles eller delt, ligesom han er bekymret for de totalitære sider af den traditionelle middelklasses fokus på egen snævre og ekskluderende gruppeidentitet.

At fremme en almenhedskultur

Reckwitz foreslår en tredje vej, der orienterer sig mod et kollektiv, men samtidig er mere rummeligt med fokus på det, der bør gå for at være kulturelt for alle, og hvad der kan blive til fælles referencepunkter for det værdifulde. Han giver i Illusionernes undergang museerne en vigtig rolle i skabelsen af denne tredje vej:

“Museer kan naturligvis godt lægge sig fast på udbredelsen af en homogen gruppeidentitet eller dyrke det individuelt interessante eller kulturens mangfoldighed, men i stedet kan de deltage i arbejder med det almene ved at anerkende kulturens heterogenitet og samtidig afspejle fælles referencepunkter for den samfundsmæssige praksis. Udfordringen er at fremme en almenhedskultur.”

Netop her tegner konturerne sig af et nyt folkelighedsbegreb, museerne kan arbejde under, hvor man tager f.eks. identitetspolitiske indvendinger ind men på en måde, hvor man ikke underlægger sig dem men holder fokus på fællesmængden mellem befolkningsgrupper.

Det handler slet og ret om at få defineret en (gammel)ny folkelighed og etableret samlinger og lavet udstillinger, der tager hensyn til heterogenitet og tid. I et sådant museum vil den trivselskriseramte gæst ikke bestyrkes i dekonstruktion, men i stedet spejles i et opbyggeligt fællesskab.

Det museum, der formår at fremme en almenhedskultur, vil have skabt det 21. århundredes folkelige museum. Det vil også være et smukt højere formål for museerne i en kommende museumslov.