Midt om natten: En hyldest til den enfoldige naivitet

20. marts 2023
5 minutters læsetid

“Her har du din kuffert fyldt med sorger og bekymringer.”

Sådan falder ordene fra Tusindfryd, drankeren, tossen og derfor også sandseeren mod slutningen af 1980’ernes store hitfilm Midt om natten. Omtrent en million mennesker trak Erik Ballings angivelige storby-western i biografen i 1984.

Filmen opstod efter idé af Kim Larsen. Og det går egentlig ikke an at kalde den en storby-western. Filmen deler vandene. Der findes dem, der peger på afstanden mellem Balling og det miljø, han skildrer. Der er langt fra Olsens Bandens fader til 80’ernes BZ-miljø, der heri øvrigt skildres som en gentagelse af de hyggelige 70’er ”slumstormere”, som Balling også forsøgte at skildre i et afsnit af Huset på Christianshavn.

Andre kunne pege på filmens til tider blændende naivitet, dens umiddelbart overtydelige politiske tendens og så det forhold, at Kim Larsen ikke rigtig kan spille skuespil om så nogen forsøger at bulldoze hans hjem.

De husvilde

Jeg så den for nyligt. Og det slår mig, at filmen hører til blandt de bedste i vores gode danske filmskat. Larsen spiller Larsen. Billedsiden dvæler smukt ved 80’er-storbyens trøstesløse forfald, lydsiden er decideret fænomenal – og så er der dette med tendensen og naiviteten.

Den første kritik er misforstået. Det bliver klart, når filmen ses gennem åndens prisme. Det andet, altså det med naiviteten, er selve skønheden. Det er filmens romantiske udsigelse, dens forargelse.

”O Gud, hvor mennesket er småt.
Bevar det barnligt, rent og godt.”

Men udgangspunktet er et andet. Det er menneskelivet som nomadelivet, hvor hjemløsheden bliver udgangspunktet og hvor hvert hjem på denne jord er midlertidig, fordi verden altid vil drive os videre med kølle- og knippelslag. Det handler ikke om politik, men er en eksistentiel bestemmelse af mennesket ompakket i tidens politiske udtryk.

Denne eksistentielle hjemløshed præger i særlig grad filmens hovedpersoner, Arnold og Benny – spillet af Erik Clausen og Kim Larsen. De er husvilde ved filmens begyndelse, faret vild i tilværelsen.

De hører ikke rigtig til hos de unge BZ’ere. Allerede dér røber filmen, at der er noget andet på spil. Man skal følgelig ikke lade sig narre af, at de søger grund under fødderne og tag over hovedet ved at knytte sig til husbesættelse og siden det krypto-christianitiske “Haveje”. Midt om natten er ikke en film om modkultur.

Målet er i begge tilfælde et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Det er potteplanter i vinduet og Susan Himmelblå. Og ingen af delene er mulige.

Haveje og den dissensuelle sprække

Som mennesker befinder de sig i spændingsfelter mellem kaosmagterne og orden. De første særligt i form af “Rotterne”, en voldelig bande, hvis udtryk er et eklektisk mix af punk, danske rockere og svenske raggare. Filmen skildrer, hvordan disse i fraværet af orden siver ind og opløser alt i vold og nihilisme. Man kan ikke undsige sig samfundets orden uden at gestalte sig egen.

Utopien bærer altid sin egen undergang i sit skød. På den anden side står politiet, ordensmagten, politikeren fra Det Moderate Folkeparti Kaj Buhmann. Det er en orden, der på en gang ekskluderer og kræver absolut inklusion.

Det er menneskelivet som nomadelivet, hvor hjemløsheden bliver udgangspunktet og hvor hvert hjem på denne jord er midlertidig, fordi verden altid vil drive os videre med kølle- og knippelslag.

Benny, Arnold og deres fribyttere – eller vi fristes til at sige ”lystige svende” med blik for filmens utallige Robin Hood referencer – eksisterer i det forfaldne storbyrums sprækker, hvor de er usynlige for begge. Det er livet, der kræver sin ret.

Det er en mod-orden, der udspringer af det teoretikeren Jaques Ranciére har omtalt som en ”dissensuel sprække,” her afkobles sansningen fra den bestemmende orden, la police, og gør en omtydning mulig.

Konkret er det forfaldet og det tiloversblevne, overfløddigjordte rum som livsrum for de ellers overflødiggjorte mennesker, der her sættes i stand til at leve gode liv, som snarere peger tilbage mod landsbyfællesskabets idealtilstand end revolutionen.

Ødelæggelsen indtræffer

Men her er ingen blind utopisme. Det er er altid kun for en stund. Ødelæggelsen bliver altid resultatet. Midt om natten er i den forstand en tragisk fortælling

Det gælder både for Arnold, der opportunistisk og fermt forsøger at drive med og imitere det borgerlige samfunds normer, og for Benny, som tværtimod i et stadig mere forkrampet forsøg på at gribe og fastholde det, han ikke kan gribe og endnu mindre fastholde – Susan Himmelblå og Haveje – overgiver sig til kaosmagterne, han selv tror, at han bekæmper.

Det er tyskerbajonetten, efterladenskabet fra nazismens besættelse af landet, der står model for Havejes borgervæbning. Bennys forsøg på at forsvare sit hjem bliver en overgivelse til en dæmoni, der ikke uden videre lader sig standse, fordi den henter sin energi fra mandens rastløse thymotiske stræben.

Faldet indtræffer endeligt, da han som følge af det mislykkede og aldrig nogensinde fuldbyrdede kurforsøg til Susan Himmelblå giver sig sin desperation i vold og bliver stadig mere fjendtlig og frustreret.

Det kulminerer i bortførelse af Buhmann. Angiveligt for at redde Haveje. Han truer med at slå ham ihjel. “… det er meningsløst,” indvender Buhmann. Straks kommer “Rotterne”.

Der er intet håb her. Det er midt om natten, og selv enhver morgen peger mod sin egen undergang i denne nat. Det som den blå sol, der er malet på en blikvæg i Haveje.

Den krølles sammen, da bulldozerne samme nat pløjer igennem og udglatter rummet.

Den klare sol går faktisk ned

Illusion og desillusion

Bennys ro er efter den forgæves og indædte modstand i overgivelsen, som udtrykkes i fængslingen. Dialogen mellem Benny og Arnold i Havejes ruiner modstiller to distinkte måder at forholde sig til tilværelsens forvildelse.

Den absolutte desillusion og overgivelsen kontra den villede illusion, troen på papirklip.

Dette ord – og Arnolds evne til at drømme – er uden tvivl en henvisning til poesiens mulighed for såvel eskapisme som besjæling. Papirklippet er H.C. Andersens anden kunstform.

Der er intet håb her. Det er midt om natten, og selv enhver morgen peger mod sin egen undergang i denne nat.

Og det er muligt også her at tænke en hilsen digteren Frank Jæger, som Kim Larsen var meget begejstret for. Jæger skriver ganske vist ikke om papirklip men om ”kludeklip” i Morgenens trompet i et digt, der ender

”O Gud, hvor mennesket er småt.
Bevar det barnligt, rent og godt.”

Og her er vi netop ved naiviteten, eller hvad vi nu egentlig skal kalde dette.

Håbet om Holte

Midt om natten ender i opgivelsen, hvad angår mulighed for at etablere en mod-orden inden for ordenen. Og så alligevel. Blodsbroderskabet, en flænge i huden, et stykke irrationalitet, som hverken udfrier eller frelser, men giver modstandskraft og følgeskab i natten.

Tyskerbajonetten havde altid et andet potentiale end det, der kom til udtryk, da Haveje smedede plovskær til sværd.

Ja og så til sidst håbet om “Holte”, hvor der godt nok ikke stander en borg så prud og grand, men hvor “husene kan få lov at stå ude om natten,” med Tusindfryds ord.

Og det er jo ikke bare noget, men alt hvad der kan håbes på. Hertil kan Arnold slæbe sin kuffert og den potteplante, han har bjærget fra Havejes ruiner. Hvad ligger der i det?

Er det blot endnu en fortsættelse af den rastløse eskapisme, der er Arnolds livskraft? Er hans skæbne at blive landstryger? Altså fastholder drømmeriet ham i et forhold til virkeligheden, der forhindrer, at han kan finde sig til rette?

Kufferten får han uanset hvad lov til at slæbe med. Også potteplanten.

Vi ved det altså ikke, men gennem den sene fuldbyrdelse af blodsblandingens hellige ed, opstår muligheden for, at Arnold og Benny vælger hver sin vej uden at venskabsbåndet brister.

Ret beset er dette også papirklip: Strålende naivitet og forblommet romantik.

Ja – men så er der i det mindste det.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside