Bent Jensen
Foto: Mogens Engelund

Kold krig og røde universiteter

24. marts 2023
4 minutters læsetid
Professor Bent Jensens erindringer giver indblik i et langt i liv i forskningens og nysgerrighedens tjeneste – og i årtiers ideologiske kampe, der heller ikke var fri for kontroverser.  Anne-Marie Vestergaard har anmeldt Modløber.

Ruslandseksperten og koldkrigsforskeren Bent Jensen har med erindringsbogen Modløber fortalt sin egen historie. Få eksperter har i nyere tid været så omdiskuterede. Groft sagt har den ene politiske fløj dæmoniseret ham, og den anden har taget ham til sig som en uantastelig sandsiger.

At Jensen kalder sig selv for en ”modløber”, rummer sin egen selvironi, men er nok også en ærlig betoning af stridbarheden. Selv siger han i forordet, at han trods alt også har lært noget af sine mange kritikere. Der er ikke desto mindre et regnskab at gøre op med dem som løber med sladder og usandheder.

Bent Jensen tager os med tilbage til den midtjyske provinsby Kjellerup, hvor han er født og vokset op. Man får et interessant indblik i den tids provinskultur og livet i en slagterfamilie med Indre Mission som religiøst og etisk pejlemærke.

Den indremissionske opvækst

Jensen gør meget ud af at beskrive steder, detaljer, mennesker og dagligdags foreteelser i denne verden af i går. En dreng bliver til en ung mand, udspændt mellem gadens og skolegårdens hierarki på den ene side og en stabil (små)borgerlig orden med traditionelle dyder på den anden.

På trods af tidsbilledet virker denne del af den stofrige erindringsbog lidt opremsende. Men Jensen opsummerer og bliver pludselig mere nærværende som fortæller: En indremissionsk opvækst betyder ingenlunde en streng, livsfjendsk baggrund. En udbredt fordom manes til jorden. Desuden har han fået den kristne tro og glæden ved at læse med sig. Ærligheden klæder ham:

Kunne jeg selv være blevet grebet af kommunismen? Det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg søgte jo efter faste holdepunkter og autoriteter, der kunne forklare mig livets mysterier og verdens gang. Jeg havde også en stærk følelse af at være uden for, at være en fremmed i verden – uden at have hørt om begrebet fremmedgørelse. (55)

Mønsterbryderen Jensens forløb op til den akademiske uddannelse er kringlet og en god historie i sig selv: Elektrikeruddannelse, studenterkursus, og efter værnepligt en militæruddannelse med undervisning i russisk sprog og samfundsforhold; det sidste meget tillokkende for et ungt menneske, der er blevet voksen under den kolde krig. Jensen er også interesseret i kristendom og litteratur, drømmer om at blive forfatter.

Han suger viden til sig og forsøger at finde eksistentielle svar. Som studerende i historie og russisk på Aarhus Universitet møder han med naiv interesse den universitetsmarxisme og kommunisme, der især efter ungdomsoprøret bliver så dominerende. Han husker dog et foredrag i 1963 af Knud Hansen fra Askov Højskole om marxisme som en pseudoreligion. Blev der plantet et subversivt frø i den unge Jensen?

Bent Jensens vendepunkt

Vendepunktet kommer i 1966, hvor pressen fortæller om to sovjetiske forfattere, der står anklaget for ”antisovjetisk virksomhed”. Samme år tager Jensen med sin kone Birgit til Sovjetunionen for første gang. Den virkeliggjorte socialisme er noget helt andet end glansbillederne i propagandaudgivelsen Fakta om Sovjetunionen.

Den er umådelig trist og grå, og der er strenge regler for turisters gøren og laden. Parret kan alligevel ikke undgå at se udbredt fattigdom og tomme butikker. De lokale guider er nervøse og bange for at tale over sig.

Interessen for dels dissidenter, dels Rusland og den almindelige befolkning bliver for alvor vakt. De faglige og venskabelige møder og kontakter gennem årene fylder en del i bogen. Det er interessant stof og dybt bevægende. Hans nuværende kone, Tanja, er også fra Rusland.

Det røde universitet

Igennem hele sin forskerkarriere er Bent Jensen gået sine egne veje. Det er umådeligt spændende at få indblik i hans forskellige forskningsemner, hans rejser og metoder – og især den mur af modstand, som han møder fra danske universitetsmiljøer.

Han nævner få ærværdige undtagelser blandt historikere og slavister. Universitetsmarxismen synes at have sejret massivt, hvorfor mange forskere kan komme af sted med misvisende fremstillinger og deciderede fortielser af Sovjetunionens historie og samtidsforhold, næsten helt op til Sovjetunionens sammenbrud og åbningen af arkiverne.

Et senere eksempel, der giver genlyd i pressen, er Gyldendals Store Danske Encyklopædi (1994-2001), hvor blandt andet Sovjetunionens fangelejre bliver kraftigt underbelyst. At netop det ideologisk betingede ”medløberi” kommer til at indgå i hans forskning i Danmark under den kolde krig, har selvfølgelig givet ham endnu flere fjender blandt dem, som gerne vil lade ungdommens vildfarelser gå i glemmebogen.

Det mest uartige har vel været Jensens påpegning af det sikkerhedsmæssige problem ved åbenheden overfor Sovjetunionen.

Kampen om den kolde krigs historieskrivning

Hans senere virke og kontroverser er velbeskrevne i pressen, men det er interessant at få hans egen version af forløbene omkring Center for Koldkrigsforskning, PET-kommissionen, DIIS-udredningen – og ikke at forglemme: Jørgen Dragsdahl-sagen.

Han beskriver rystende tilfælde af obstruktion, uduelighed og magtmisbrug i de forskellige institutioner og instanser. Store dele af bogen er således et partsindlæg, naturligvis. Det må være op til fremtidige historikere at give deres bud på sager og forløb.

Skyldes den store modstand mod Bent Jensen i og udenfor universitetet, at mange af de gamle marxister og kommunister meget tidligt fik reddet sig over i de samfunds- og kulturbærende institutioner, hvor de igennem årtier har opretholdt en (noget blødere) venstreorienteret bias – for at give den i arv til yngre generationer af forskere, journalister, formidlere, undervisere, embedsmænd, dommere og politikere?

Det lyder konspiratorisk, indrømmet, og gudskelov har der i de seneste godt tyve år været meget mere pluralisme i og udenfor universitetet. Men for undertegnede, der gik i skole i halvfjerdserne og studerede i firserne, med en majoritet af stærkt venstreorienterede undervisere og forskere, er det en nærliggende tese.

Pas på kommissærerne

”Pas på kommissærerne!”, sagde forfatteren Henrik Stangerup midt i firserne, men der var ikke så mange, der lyttede. Og min progressive gymnasieveninde var træt af, at den russiske dissident og nobelprismodtager Andrej Sakharov evig og altid blev omtalt i tv.

Til allersidst i bogen berører Bent Jensen et par andre emner, der optager ham, heriblandt indvandring og islam.  Ligesom Douglas Murray og andre forfattere betragter han de stadig større befolkningsgrupper med mellemøstlig baggrund som en trussel mod europæisk kultur og civilisation.

Er der ikke en foruroligende parallel mellem fortidens ideologiske blindhed overfor kommunisme – og nutidens woke-bevægelse og islamo-gauchismens blindhed overfor antimoderne islamiske værdier og en stadig eksisterende voldstrussel?

Bent Jensen: Modløber. 356 sider med fine fotos. Gyldendal, 2022.

Anne-Marie Vestergaard

Anne-Marie Vestergaard er cand.mag. i litteraturhistorie og filosofi. Underviser på HF-kursus og Folkeuniversitetet og har blandt meget andet skrevet artikler om idé- og værdikamp.

Hun har skrevet afhandling om senmoderne litteratur, hermeneutik, pædagogik og dannelse. Hun er Optaget af modernitet og verdslighed og særlig sensitiv overfor poststrukturalisme, identitetspolitik og feminisme – og disse ideologiers blinde vinkler.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside