Nikolaj Bøgh, konservativ

Farvel til en konservativ garanti – folkeafstemningens død

1. marts 2023
6 minutters læsetid

Tirsdag den 28. februar vedtog et flertal i Folketinget bestående af regeringspartierne og De radikal at afskaffe Store Bededag.

Og trods meget debat om at anvende den mulighed, der findes i Grundlovens §42, hvor 60 folketingsmedlemmer kan kræve det vedtagne lovforslag sendt til folkeafstemning indenfor tre dage (altså inden fredag), så ser det ikke ud til at komme til at ske, da en række oppositionspartier har afvist tanken, som skrivende stund kun støttes af 40 folketingsmedlemmer.

Folkeafstemning ville der dog næppe blive under nogen omstændigheder, da Grundlovens §42 også indeholder stk. 3, hvorefter et flertal i Folketinget kan beslutte at lade forslaget bortfalde, såfremt der var begæret folkeafstemning.

Med udsigt for regeringen til med næsten fuldstændig sikkerhed at tabe en folkeafstemning om Store Bededag, ville det formentlig være udfaldet, såfremt det alligevel skulle lykkes at samle de nødvendige 60 underskrifter.

Men det lykkes altså efter alt at dømme ikke.

En milepæl i dansk forfatningshistorie

Dermed repræsenterer afskaffelsen af Store Bededag ikke bare en central begivenhed i dansk politisk historie, men også i dansk forfatningshistorie, for det er herefter formentlig vanskeligt at forestille sig, at Grundlovens mulighed for at sende et lovforslag til folkeafstemning i medfør af §42 – som er noget andet end folkeafstemningerne om suverænitetsafgivelse, som vi indimellem har – nogensinde vil blive benyttet igen.

En folkeafstemning om afskaffelsen af Store Bededag virker ellers fuldstændig i tråd med de grundlæggende formål med at kunne udskrive folkeafstemninger, som var begrundelsen for, at det blev en del af Grundloven i 1953. Så hvis ikke nu, hvornår så?

Der var i sin tid to formål med at få folkeafstemninger med i Grundloven: Det ene var at erstatte den konservative garant mod forhastet lovgivning, som Landstinget, der samtidig blev afskaffet, tidligere havde udgjort. Den anden var at sikre mindretalsbeskyttelse, så et flertal i Folketinget ikke blot til blot kunne overhøre væsentlige indvendinger fra mindretallet.

Navnlig for Det Konservative Folkeparti var nedlæggelsen af Landstinget en stor principiel indrømmelse at skulle give i forbindelse med den nye grundlov.

Landstinget havde siden landstingsvalget i 1936 haft samme flertal som i Folketinget, nemlig bestående af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, og fungerede dermed i realiteten blot  som et gummistempel for de beslutninger, der forinden var truffet i Folketinget.

De kongevalgte medlemmer, der tidligere også havde udgjort et væsentligt konservativt element i Landstingets arbejde, var blevet afskaffet med Grundloven af 1915, men der eksisterede fortsat en teoretisk mulighed for, at Landstinget kunne anvendes som den modererende modvægt til Folketinget, der oprindeligt havde været meningen med tokammersystemet.

Derfor søgte de konservative nu efter en form for erstatning for landstinget, som altså blev folkeafstemningsinstituttet i Grundlovens §42, der også var en prioritet for partiet Venstre. Den fremtrædende konservative politiker Poul Møller udtrykte om den demokratiske nyskabelse, at

”anvendt i Sager af principiel Karakter eller i Spørgsmaal, hvor Velfærdsinteresser staar paa Spil, kan Adgangen til Folkeafstemning være et saa farligt Vaaben i Oppositionens hånd, at selv en stærk parlamentarisk Regering foretrækker at søge et Forlig i stedet for at diktere sin Vilje.”

Meningen var altså ikke nødvendigvis at afholde folkeafstemningen, men at tvinge en (magtfuldkommen) regeringen til forhandling.

Borgerlig succes med folkeafstemningen om jordlovene

 Selvsamme Poul Møller spiller en nøglerolle den eneste gang siden vedtagelsen af Grundloven i 1953, hvor muligheden for at udskrive en folkeafstemning efter §42 faktisk er blevet anvendt, nemlig i 1963, hvor den daværende SR-regering havde fremlagt et større lovkompleks, som skulle øge mulighederne for regions- og landsplanlægning og begrænse mulighederne for udenlandske opkøb af dansk jord.

Både konservative og Venstre opfattede de fire jordlove som et forsøg på indskrænkning af ejendomsretten til jorden, der i realiteten ville skabe et redskab til ekspropriation af jord, når som helst det passede ind i statens kram.

Regeringen havde imidlertid flertal for jordlovene sammen med SF, og derfor måtte der tænkes kreativt. Et forsøg på at bremse lovene ved anvendelse af Grundlovens §73, stk. 2, som handler om ekspropriation, tegnede til at blive en juridisk blindgyde, og under et møde i den konservative inderkreds den 29. maj 1963 på Poul Møllers kontor foreslog Poul Møller muligheden for at sende de fire love til folkeafstemning efter vedtagelsen i medfør af Grundlovens §42.

Partifællen Knud Thestrup, som var jurist og tidligere dommer, tilsluttede sig idéen, og Også den konservative gruppemand Poul Sørensen accepterede efter en vis indledende skepsis idéen, og tidligt næste dag blev Venstre formand Erik Eriksen, indviet i planerne, som han tilsluttede sig.

Samme eftermiddag godkendte begge partiers folketingsgrupper forslaget, som efterfølgende blev offentliggjort ved et pressemøde, og ved lovforslagenes 3. behandling afleverede de to partier de nødvendige 60 stemmer, som de to partier dengang med deres i alt 70 mandater let kunne mønstre alene.

På afstemningsdagen den 25. juni 1963 faldt jordlovene med et brag, da ca. 60 pct. af de afgivne stemmer stemte nej, og resultatet blev en stor sejr for de to borgerlige partier over J.O. Krag-regeringen i en tid med tung socialdemokratisk dominans, også selvom en stor del af lovenes indhold efterfølgende blev gennemført alligevel. Men det er en anden historie.

Alle betingelser for at holde folkeafstemning synes opfyldt

Siden har muligheden for at afholde folkeafstemning efter Grundlovens §42 ikke været anvendt, ja knap nok overvejet, før den nuværende regerings forslag om at afskaffe Store Bededag blev lanceret. Og det sker altså efter alt at dømme heller ikke denne gang.

Ser man på de oprindelige begrundelser for at indføre muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning i 1953-grundloven, synes begge ovennævnte formål ellers at være opfyldt, idet forslaget for det første virker forhastet og uigennemtænkt (bl.a stiller førende økonomer spørgsmålstegn ved provenuet og Finansministeriets beregninger synes meget usikre og løst funderede.

For det andet har det være åbenlyst, at den siddende flertalsregering ikke ønsker at lytte til oppositionens mange indvendinger, og de ønsker heller ikke tid til at diskutere alternativer med en meget kort høringsfrist og en lovbehandling, der også har været så kort som overhovedet mulig.

Betydelige indvendinger og protester fra alt lige fra folkekirken, over fagbevægelsen til CEPOS, COOP og mange andre, har regeringen tilsyneladende heller ikke ønsket at tage seriøst, og under 3. behandlingen af lovforslaget gad man knap nok deltage i debatten.

Et andet spørgsmål, der har været fremført gentagne gange er, om afskaffelsen af Store Bededag i grunden egner sig til en folkeafstemning, og om spørgsmålet er stort nok til at kunne bære en folkeafstemning. I begge tilfælde må svaret klart være ja:

Der må siges at være tale om et uhyre principielt spørgsmål, når en regering vil afskaffe en helligdag, som danskerne har haft i næsten 350 år. I øvrigt i en helt tilfældig sammenhæng, som risikerer at skabe en meget uheldig præcedens, da der ikke er meget der understøtter, at dansk forsvars effektivitet skulle være betinget af den arbejdsindsats, der evt. kan udfolde sig på Store Bededag.

Dernæst er der tale om et meget let forståeligt spørgsmål, i modsætning til alle de EU-afstemninger, som de senere år har haft monopol på at være folkeafstemningstemaer.

Endelig er det oplagt tale om et spørgsmål, som berører alle danskere, og som langt de fleste har en holdning til.

Folkeafstemninger er i grunden et godt demokratisk redskab, som bør bruges, når vigtige principielle spørgsmål af almen interesse er på spil, og et flertal forsøger at tromle et mindretal. Og det er der faktisk præcis tale om her.

Skal vi have folkeafstemninger hver torsdag? – næppe

Det har været fremført, at en folkeafstemning om Store Bededag ville skabe en uheldig præcedens, hvor det repræsentative demokrati ville blive sat ud af kraft, og statsminister Mette Frederiksen har retorisk stillet spørgsmålet, om vi så skal holde folkeafstemning ”en gang om måneden eller hvert halve år”, og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har toppet med at spørge, om vi nu skulle holde folkeafstemninger ”hver torsdag”.

Eftersom vi kun har holdt en folkeafstemning af den nævnte type på næsten 70 år, og det i en sag, hvor hele oppositionen som udgangspunkt stod samlet, er mere end vanskeligt at samle de nødvendige 60 mandater, så forekommer den type af bekymringer mildt sagt ude af proportioner.

Det kan derfor samle set undre, at der ikke har været en bredere opslutning til forslaget om at sende afskaffelsen af Store Bededag til folkeafstemning, og såfremt det ikke sker, så må muligheden for at anvende Grundlovens §42 i dag anses for uanvendelig, og den erstatning for Landstingets afskaffelse, som den i sin tid udgjorde, er i realiteten bortfaldet.

Nikolaj Bøgh

Nikolaj Bøgh er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder Brødrene Møller om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. På aarsskriftet-critique.dk skriver han om kultur, dannelse, kirke og historiesyn.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside