Hvad gør moderniteten ved manden, når det givne bliver til en kønsrolle, der er udsat for konstant teoretisering og forhandling?  Er den moderne mand overhovedet en bæredygtig konstruktion? Det spørger forfatteren om i denne kritiske artikel, som også peger på, hvordan opbyggelige muligheder kan findes i pligtfølelsen og i gøremål udenfor navleregionen. Gøremål, der vejer tungere end os selv.

Vores civilisation er syg. Eller sådan kan den i hvert fald synes, hvis vi da ellers tør bruge manden som nogen form for målestok på noget som helst.

Manden er nemlig i moderne tid blevet noget af en varm kartoffel. Hvad er en mand i dag – og hvad må han overhovedet være? Den ’moderne mand’ fortæller os, at han i hvert fald ikke kan vedblive at være, som mænd har været det i århundreder.

Manden er nemlig blevet et delmål, en birolle eller en ekstern faktor i et utal af andre fortællinger og projekter, der til stadighed strammer jernnæverne om vores tanke- og hverdagsliv. Først blev den moderne mand et appendiks til den frigjorte kvinde, sidenhen et sexsymbol, der skulle tilfredsstille selvsamme emancipation.

I disse tider er det det altomklamrende identitetspolitiske projekt, der opfatter enhver form for traditionel maskulinitet som ’toksisk’.

Ligesom alt andet, der smager af overlevering eller erfaring, skal maskuliniteten trækkes igennem et modernitetens syrebad, som frarøver det alt dets oprindelige værdi, og i stedet omkalfatrer den til at være en nyttig trædesten for den lille udvalgte skare, som alene de rene skal betræde på den regnbueklædte sti mod det sagnomspundne socialliberale og socialretfærdige Utopia.

Nutidens mandsperson skal med andre ord i dag navigere i et virvar af andres idealforventninger og -forestillinger, og han skal ydermere selv bygge sit kompas – helst i modsætning til det tidligere, velprøvede håndværk. Alligevel tiltrækkes kvinderne i stor grad stadigvæk af det, som sociologen Raewyn Connell forbinder med en ’hegemonistisk maskulinitet’, eller hvad flere dødelige nok ville forbinde med et mere traditionelt mandeideal.

Det er træk, der kredser om status på arbejdsmarkedet og i sociale sammenhænge, rå fysisk styrke og initiativ. Men samtidig må mændene ikke være fjernt fra deres følelser; de skal helst kunne tale om deres skrøbelighed i det offentlige rum, og de fremstår allermest moderne og ’maskuline’, når de udfordrer de overleverede kønsstereotyper.

Dette gøres ofte med forbillede i den glamourøse overklasseverden, såsom når musikeren Harry Styles vimser rundt i en kjole, eller når skuespilleren Claes Bang trækker i stiletterne.

Det singulære, misforståede geni

Mangfoldigheden er som sådan ikke et problem – ligesom manden kan et samfunds kvalitet måles på, hvad det kan tolerere. En landsby der ikke kan omfavne og elske sin(e) original(er), er ikke værd at bo i eller beskytte. Og gennem afvigelsen bliver vi klogere på os selv.

Problemet er dog, at vi i dag opdrages til, eller i hvert fald tilskyndes, at blive originalen. Hvis ikke vi er noget særligt (eller i det mindste er på vej til at blive det), bliver vi aldrig en moderne mand, måske endda slet ikke et moderne menneske. Hvem vil ikke gerne høste anerkendelse, skille sig ud, være særegen og original?

I vores iver herefter spejler vi os så i den (pop)kulturelle elite; en elite, der tjener sin berømmelse ved at stå udenfor samfundet og beskuer det gennem netop den udenforståendes forvrængede blik. Vi prøver at gøre dem efter, men i vores fortvivlelse over, at omverdenen ikke vil anerkende den særegne skønånd, de misforståede genier, som vi efter egen overbevisning legemliggør, så vender vi os olmt imod det omkringliggende og det overleverede.

Det er det åg, som tynger den identitetspolitiske bevægelse og den moderne mand. For at føje spot til skade kommer så ’akademiseringen’ af kønnenes indbyrdes forhold med sine talrige dekonstruktioner og håbløse overteoretiseringer.

Hvor efterlader det så drengene, der skal blive til mænd? De søger meningsgivende fællesskaber eller forhold, der trodser tidens tegn, hvor de kan dyrke det overleverede.

Og hvis de ikke finder disse fællesskaber, er der desværre en stor risiko for, at det går dem ilde. Mændene kommer måske ikke i arbejde, stifter måske slet ikke familier og kommer ikke til at besidde ejendom. De bliver med andre ord forbandet til at vandre rodløse rundt, søgende efter netop deres egen lille niche i en verden, der stiller sig stadig mere uforstående overfor dem, til underlægningsmusikken af opbrud.

De fleste kan heldigvis håndtere det, ja, størstedelen trækker heldigvis på skuldrene over det evindelige behov for at akademisere vores hverdag og sparke åbne døre ind. Men det er ikke alle. Og de få uheldige ender måske alene med følelsen af, at hele verden kredser sig om – og har vendt sig imod – dem.

Måske ender de i en skov med Carl-Mar Møller og fantaserer om noget urmaskulint. Måske føres de endda ud af et radikaliseringsspor, hvor hypermaskulinitet og voldsforherligelse ender med at fungere som en art modgift til den moderne, bløde og afvæbnede mand.

Ridderskabet

Skal vores drenge så overlades til individualiseringens og akademiseringens afgrundsdybe mørke? Eller måske til det selvudslettende navlepilleri, de kaloriefattige erstatningsfællesskaber, hvad end de måtte byde af radikalisering eller latterliggørelse?

Sådan kunne det synes. Men der er dog alligevel tegn, der peger den modsatte vej. I slipstrømmen af det russiske overfald på nabolandet, er europæerne blevet oversvømmet af billeder med unge mænd, der trækker i trøjen for at forsvare deres land.

Læren fra Ukraine må ikke være krigsliderlighed. For det er lige så meget elektrikere, VVS’ere og håndværkere, der lige nu udgør bolværket mod østens mørkemænd. Læren er derimod, at en generation af mænd bliver mindet om, at de skal glemme sig selv for fællesskabets skyld. I disse stunder bliver gamle idealer som ære, pligt og skyld støvet af igen, og de peger alle tilbage i retning af en ældre bane for maskuliniteten, nemlig ridderskabet.

Det kan lyde altmodisch, men alligevel gennemsyrer det mange af vores fortællinger. Tænk blot på vores tids overflod af superheltefilm. Den tyske soldaterforfatter Ernst Jünger mente, at han så ridderskabets forsvinden under den Anden Verdenskrig, hvor moderniseringen og mekaniseringen af krigens væsen forpestede soldaternes hjerter.

En lignende betragtning gjorde den britiske J.R.R. Tolkien under den Første Verdenskrig, hvilket affødte en af litteraturhistoriens største fortællinger: Historien om ringbæreren Frodo, der gennem mørke og lange pinsler må vandre for at smide Herskerringen i Dommedagsbjerget.

I Ringenes Herre hører vi ekkoet af fordums mandeideal. Men er det ikke netop opgøret med fortidens urealistiske og uopnåelige idealer, der har skabt den moderne mand?

Det er trods alt de færreste, der nedstammer fra ædle kongeslægter som Aragorn, eller er kosmiske troldmænd som Gandalf, fristes man måske til at indvende. Men selv Aragorn og Gandalf græder, tvivler og fejler. Og det ligger netop i idealets egentlige betydning, at vi efterstræber det perfekte velvidende, at vi aldrig opnår det.

De færreste af os ender som konger eller troldmænd, men manddommen er ej at regne for mindre, om vi end blot forsøger at udøve en hæderlig tilværelse som hobbit, hvis det er det, vores beskaffenhed tillader. På trods af tidens tegn lever idealerne derude i bedste velgående, og det er i disse idealer, at vi kan give vores maskulinitet en retning.

Denne retning må ikke være indadskuende, som den moderne mand ellers fordrer, den må være vendt udad for et gøremål, der tillader manden at hengive sig og til tider glemme sig selv. Det gør vi ikke for at udleve en eller anden romantisk drøm om sværd og krigshæder, men ud fra betragtningen om, at manden – ligesom de fleste ting med dybe rødder – ikke kan overleve at blive ’moderne’.