Den franske forfatter Michel Houellebecqs seneste roman tilintegøre er blevet set som et tegn på optimisme. Men det er ifølge redaktør Mikael Brorson ikke blot en fejllæsning af bogen men også forfatterskabet. Det er først på et langt dybere niveau vi hos Houellebecq finder sporet af håb i det liv, hvor vi hver især er fanget i vores eget lille helvede.

“Spærret inde i hvert sit lille helvede”. Det er måske den mest koncise karakteristik af det problem, som fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houellebecq, igen og igen har kredset om i sit forfatterskab. Nu gør han det atter en gang, efter eget udsagn for sidste gang, i det digre romanværk tilintetgøre (fr. anéantir), som sidste år – og efter en meget lang ventetid – udkom på dansk i Niels Lyngsøs oversættelse.

Solipsismen er ifølge Houellebecq menneskets fundamentale vilkår: Mennesket er en fange i sit eget lille helvede. Eller rettere: Det bliver menneskets vilkår. Det er ikke tilfældet for barnet, som lever naturligt og selvfølgeligt i sin givne sammenhæng. Barndommens lykke er “uvirkelig” og “brutal”, som romanens hovedperson Paul udtrykker det (91).

Endeløs tomhed, alt er tomhed

Men barndommens lykke er som bekendt en stakket frist: Så snart, man opdager den, forsvinder den som dug for solen, og man spærres inde i sit eget lille helvede. Sådan er det også gået for Paul, der nok har forsøgt at bryde solipsismen ved at blive gift med konen Prudence – men ikke har opnået meget mere ved dén manøvre end at skabe et helvede for to.

Og fanget i dette helvede følger vi nu Paul igennem hans ulykkelige ægteskab, hans lidenskabsløse, omend succesrige, arbejdsliv som den franske økonomiminister Bruno Juges tætteste rådgiver, og en familiær krise, hvor en hjerneblødning pludselig truer med at tage livet af hans far – imens døden langsomt også sniger sig ind på Paul selv.

På grund af denne nærmest lykkelige slutning, som romanen arbejder sig frem imod, har mangt en anmelder erklæret, at Houellebecq nu er blevet en optimist, en håbets profet. Det er virkelig meget underligt.

På den måde kan man også sige, at ubestandigheden er temaet for tilintetgøre: lykkens ubestandighed, livets ubestandighed, altings ubestandighed. Udtrykt i Pauls tanker: “Det var til hans ængstelse gået op for ham, at dét han ikke kunne holde ud, var selve ubestandigheden; det var tanken om at noget, uanset hvad det var, slutter; det han ikke kunne holde ud, var intet andet end et af livets grundlæggende vilkår” (510).

Cigaretter eller Kristus!

Så er der en vej tilbage til barndommens tabte paradis? Kan mennesket finde lykken her midt i helvede – eller kan lykken finde mennesket? Dét er spørgsmålet i tilintetgøre.

Spørgsmålet er notorisk religiøst for Houellebecq, for lykken er altid en religiøs størrelse, som han har udtrykt det i et interview med den franske litterat Agathe Novak-Lechavalier. Og derfor kan Paul også stå i sine egne tanker udenfor hospitalet, hvor hans far er indlagt, og tænke:

Lad os sige at man har en ægtefælle, en far eller en søn, om morgenen boede han sammen med én, og i løbet af et par timer, nogle gange blot et par minutter, kan han være revet bort; hvad andet er passende i den situation end en cigaret? Jesus Kristus, ville [hans kristne søster] Cécile sandsynligvis have svaret. Ja, Jesus Kristus, sandsynligvis (65f.).

Men cigaretter eller Kristus er nu ikke romanens eneste bud. Også den nyhedenske wicca-religion, som konen Prudence begynder at dyrke i romanens løb (og hvori hun vel at mærke genfinder noget positivt, nemlig sin egen kvindelighed), står som et bud på en religiøs vej til lykken, ligesom den afsluttende lovprisning af morfinen (“kunstig kærlighed”) gør det.

Mesterværk eller makværk?

Bogens udforskning af dette spørgsmål om den menneskelige lykke tager sig, i hvert fald for denne anmelder, ved første øjekast ud som et makværk. Bogens komposition ender simpelthen med at bryde sammen. Vi begynder i tre parallelle spor: Pauls privatliv (hvor både ægteskabet med Prudence og faderens sygdom spiller ind), hans arbejdsliv og efterforskningen af en række politiske terrorangreb.

Sporene væves selvfølgelig sammen: arbejde og ægteskab spilles ud mod hinanden, og terrorangrebene igangsættes af en højt avanceret video, hvor Pauls chef, økonomiministeren, halshugges i en guillotine. Men særligt terrorsporet forsvinder ud i periferien og efterlades faktisk helt åbent og uløst, imens også arbejdssporet ender med at blive drevet ud i marginen af fortællingen.

Tilbage står Pauls privatliv: Hans familie, hans ægteskab, og ikke mindst hans sygdom – og den tilnærmelse mellem ham og Prudence, som opstår. Midt i kaosset finder kærligheden dem, og resten fortoner sig i intethed. Godt bliver det ikke nødvendigvis, i hvert fald ikke i verden omkring dem: Intet tyder på, at terrorangrebene stopper, endsige kan stoppes.

Her hersker kaos fortsat som den eneste guddom. Men det står i baggrunden for den kærlighed, der opstår imellem dem. På den måde er kompositionen måske snarere mesterværk end makværk.

Små klumper af lort

På grund af denne nærmest lykkelige slutning, som romanen arbejder sig frem imod, har mangt en anmelder erklæret, at Houellebecq nu er blevet en optimist, en håbets profet. Det er virkelig meget underligt. For det første fordi man må formode, at disse anmeldere har læst andre bøger af Houellebecq og således må vide, at netop kærlighedens mulighed er det lys, som altid skinner i Houellebecqs uigennemtrængelige mørke. Det bedste eksempel er måske Platform fra 2001.

Skulle man alligevel frygte, at Houellebecq nu er gået hen og blevet optimist, kan jeg her forkynde et trøsterigt ord: Bare rolig! Det er – gudskelov! – ikke tilfældet, hvad følgende karakteristik af menneskeheden forhåbentlig underbygger (den er at læse lige efter Houellebecq har genfortalt anekdoten om Frederik den Store af Preussen, som insisterede på at blive begravet iblandt sine hunde, fordi han ikke ville begraves med menneskene, “denne ‘ondskabsfulde race’”):

Det forekom ham at menneskets verden var opbygget af en hel masse små egoistiske klumper af lort, som ikke var forbundne, indimellem hidsede lorteklumperne sig op og kopulerede på deres egen måde, hver især i deres egen toneart, hvilket førte til at der opstod nye bittesmå lorteklumper. … Igennem de senere år havde der ganske vist været stadig færre lorteklumper der kopulerede, de havde tilsyneladende lært at frastøde hinanden og var blevet i stand til at opfatte de andre lorteklumpers fæle stank så de vendte sig væk fra hinanden i afsky, en udryddelse af menneskearten kunne med andre ord anes i en ikke alt for fjern fremtid. (305)

Optimist er måske ikke det mest rammende ord.

Men også i denne af Houellebecqs romaner skinner som nævnt et lys i mørket, nemlig kærligheden, som opstår imellem Paul og Prudence. Der er blot det problem, at også denne kærlighed jo er underlagt den ubestandighed, som Paul ikke kan holde ud.

Gud lod sig føde som en klump lort! Mere evangelisk har nogen forfatter næppe nogensinde omtalt Guds menneskevordelse

Wicca-religionen, som bogen også peger på, lider af samme problem. Den forsøger nok at overvinde ubestandigheden, men den gør det ved den paradoksale manøvre, at ubestandigheden uendeliggøres: Med reinkarnation og en cyklisk tidsopfattelse indføres nok en art evighed i verden – men den evighed består i, at vi igen og igen skal opleve verden i al dens ubestandighed. Her kommer vi ikke ud over ubestandigheden.

Vantrosbekendelse

Skal vi det, må vi se et andet sted hen. Houellebecqs forrige roman, Serotonin (2019), havde sin styrke i, at den på tværs af menneskets vantro var i stand til at lade Jesu kærlighed – i al dens bestandighed! – lyde klart og utvetydigt.

I tilintetgøre kommer vi aldrig længere end Pauls vantrosbekendelse – som spejler den, Houellebecq så ofte selv har fremsat. Tydeligst bliver det mod bogens slutning, hvor Bruno reciterer sit yndlingsdigt af Alfred de Musset for Paul.

Jeg tror ikke, Kristus, på dit hellige ord
jeg er kommet for sent til en verden der er for gammel.
Af et århundred uden håb fødes et århundred uden frygt,
Vor tids kometer har affolket himlen. (691)

Verden er blevet for gammel og Paul og Bruno er kommet for sent: Tiden (eller, med et Houellebecq-begreb lånt fra Elementarpartikler: modernitetens metafysiske mutation) har gjort troen til en umulighed. Og derfor slutter digtet med denne forbandelse af Voltaire:

Hviler du veltilfreds, Voltaire, og spiller
dit hæslige smil stadig om dit afpillede kranium?
Dit århundred var, siges det, for ungt til at læse dig;
Vor tid må glæde dig, og dine mennesker er født. (Sst.)

Af den grund kan Paul bemærke, at han ikke vil se det nye Jerusalem, når han dør. Han vil bare sove. Spørgsmålet er bare, hvor meget han selv har at skulle have sagt i den sag.

Da Gud blev en klump lort

Guds ord vil jo som bekendt høres på trods af menneskers oprør. At Houellebecq i tilintetgøre har sværere ved at formulere det i klartekst, end det var tilfældet i Serotonin, skyldes måske hans baggrund i katolicismen: Indenfor dens rammer er det simpelthen sværere at formulere Guds kærlighed som noget, der går på tværs af menneskets manglende villighed til at modtage den.

Omvendt kan der jo også, for en pessimist som Houellebecq, være en selvstændig pointe i at fremhæve menneskets vantro.

I tilintetgøre kommer Guds kærlighed i hvert fald alligevel frem i al dens absurditet og grænseløshed, måske tydeligst i forbindelse med omtalen af menneskene som lorteklumper. Den opmærksomme læser vil nok have bemærket, at jeg havde fjernet et lille stykke i midten – her hedder det om Paul:

… Som det af og til skete, blev han pludselig overvældet af en voldsom afsky for sin søsters religion: Hvordan kunne en gud have valgt at lade sig genføde i skikkelse af en klump lort? Og for at det ikke skulle være løgn, fejrede man begivenheden med sange. ‘Det guddommelige barn er født’. …

Gud lod sig føde som en klump lort! Mere evangelisk har nogen forfatter næppe nogensinde omtalt Guds menneskevordelse (og her medregner jeg Johannesprologens ”Ordet blev kød”, der ikke når Houellebecqs forkyndelse af Guds infaecation til sokkeholderne!).

Af denne grund gør det nemlig ikke så meget, at Djævelen tilsyneladende har fat i tøjlerne og styrer denne verdens gang. For her åbenbares en kompromisløs kærlighed, sådan som Paul et andet sted formulerer det med et Claudel-citat, som er lige så sandt som det er uskønt formuleret: “Jeg ved at dér hvor synden strømmer frem, er Din barmhjertighed overstrømmende” (497).

Så kan man roligt, ligesom Houellebecq, erklære sin vantro. Mon ikke Guds barmhjertighed kan tilintetgøre den også?

Michel Houellebecq. tilintetgøre. København: Forlaget Vinter, 2022. 715 sider.