Gud kysser uden samtykke

“Gud i vold” – prædikener til tiden

22. februar 2023
6 minutters læsetid
Sognepræst Poul Joachim Stender har udgivet en samling prædikener. Det er velvalgte ord til tiden, mener Replique’s anmelder.

Denne anmeldelse har til årsag, at sognepræst i Kirke Saaby, Poul Joachim Stender, i 2021 udgav en prædikensamling. Det gjorde Indre Missions mangeårige formand Vilhelm Beck også i 1881. I samlingen Fra Livets Kilde’s langfredagsprædiken skriver Vilhelm Beck følgende:

[N]aar man i vore Dage træffer Præster, som ogsaa sige, at de tro paa Jesus og elske ham, men som have saa uendelig travlt med at blive færdige, saa snart de skulle vidne en lille Smule om ham, og hvis meste Præstegjerning bestaar i at levere saadan en lille gudelig Snak af om Søndagen et godt Kvarter eller en lille halv Time, ’mere kan man ikke holde ud’, sige de, – saa maa jeg rigtignok spørge: er det virkelig Jesus de Mennesker vidne om, er det virkelig den Sag, de vidne om, som har kostet Guds Søn Livet, saa at man ikke behøver at være mere end et godt Kvarter om det en Gang om Ugen? Saa maa jeg rigtignok spørge: elske de Mennesker virkelig Jesus, som ikke kunne holde ud at tale om ham mere end en lille halv Time, medens han kunde holde ud den lange Fredag paa sit Kors?

Der er på dette område ikke meget Vilhelm Beck over Poul Joachim Stender. Stenders prædikensamling Gud kysser uden samtykke, ligesom Stenders virke i det hele taget, lader liden tvivl tilbage, om han interesserer sig for evangeliet og dets udbredelse. Ikke desto mindre er ingen af prædikenerne i samlingen videre lange, og for den, hvis kendskab til prædikensamlingen som genre stammer fra de gode gamle – foruden Beck, J.P. Mynster, H.L. Martensen eller lignende – så er lighedstegnene med Stenders ikke mange. Det er korte stykker uden særlig høj grad af systematik.

Politisk korrekthed

Jeg har aldrig hørt Stender prædike, men der er noget, der kunne tyde på, at det er en af den slags oplevelser, man kun får et enormt tyndt afkog af ved at læse dem. Her er det kun budskabet, der står tilbage i en noget polemisk og manifest udgave, mens humoren og den uden tvivl løftede stemning i kirkerummet, da prædikenen blev holdt, ikke i alle tilfælde er til stede

Men vi kan ikke alle leve og virke i Kirke Saaby. Det har Poul Joachim Stender da også tidligere taget konsekvensen af ved at udgive en række bøger, der tager Gud med i køkkenet, i soveværelset og i karrieren. Og det har han så også gjort med Gud kysser uden samtykke.

Som undertitlen ”Politisk ukorrekte opråb” også indikerer, så fylder udbruddene mod den politiske korrekthed en del i prædikensamlingen. Selvom disse udfald er hyppigt tilstede og danner grundlag for Stenders grundlæggende pointer med samlingen, er de sjældent bærende for prædikenen i sig selv. De eksempler, Stender bruger på den politiske korrekthed er velkendte. Det er ”Den danske sang” på CBS, brugen af en verdslig julehilsen i offentlige skrivelser, at man ikke må klæde sig i indianer- og mexikanerudklædning, universiteternes safe spaces og meget mere.

Fremstillingerne er, som prædikenerne i det hele taget, sjældent særlig lange, men ofte karikerede. Bogen ville have vundet ved at have beskrevet disse eksempler præcist og nuanceret, for eksempel ved inddragelsen af omfanget og konsekvensen af de enkelte eksempler. Men som sagt er der ikke tale om udfald mod den politiske korrekthed for deres egen skyld, men ganske entydigt for at påpege, hvordan denne korrektheds forhold er til kristendommen som religion og samlingspunkt.

Genopdagelse af basale pointer

Et særligt fokus har for Stender den omstændighed, at Jesus Kristus og hans kirke er blevet til en krammebamse. Han parafraserer i denne forbindelse den hedengangne radio-tv-kæde Fona’s slogan: Vi er så flinke i folkekirken. Folkekirken er et sted for tandløs trøst og spaghettigudstjenester.

Herimod betoner Stender kristendommens radikalitet. Stender fremhæver behovet for at reagere på kristendommens ord om tilgivelse ved faktisk at finde en at tilgive eller ved at finde en at række ud til, som man kunne formode havde brug for en opringning eller lignende. Der er ikke noget banebrydende teologisk i disse opfordringer, men det er måske dertil også en ganske rimelig betragtning, at det ikke er banebrydende teologiske pointer, folkekirken har brug for, men snarere at dens medlemmer genopdager de basale.

Kultusminister H.V. Styhr udgav i 1900 et cirkulære om undervisningen i folkeskolen. Om religionsundervisningen meddelte cirkulæret:

Formaalet for Skolens Religionsundervisning er først og fremmest: i kristelig Aand at udvikle Børnenes religiøse Sans og opdrage den religiøse Følelse til en Livsmagt, der giver det sædelige Liv Kraft. Hovedsagen ved Undervisningen er derfor den personlige Paavirkning, som den Lærer, der selv lever sit Liv paa Kristentroens Grund, kan øve paa Børnenes Hjerte- og Villiesliv. Men til Livets sunde Vækst er Tilegnelse af en sand kristelig Erkendelse nødvendig.

Cirkulærets baggrund var blandt andet den modgang, religiøsiteten havde i en periode med bibelkritik og videnskabsdyrkelse. Videnskaben og religionen var begyndt at blive opfattet som hinandens modsætninger. Det stod i grel kontrast til tidligere i 1800-tallet, hvor jeg selv flere gange i litteraturen er stødt på, at et folks religiøse højde blive skikket lige med dets videnskabelige og økonomiske niveau. Det var dette religiøse niveau, Styhr ønskede at højne ved at hjælpe barnet til tilegnelsen af den religiøse følelse i det hele taget.

Guds rige

Stenders bog vil uden tvivl for nogen være for filosofisk, teologisk, måske endda for åndeligt tyndbenet, men den virker til i enkelt sprog at sætte fokus på kristendommens radikalitet, men også dens relevans i et samfund, hvor det religiøse står i skyggen af den politiske og videnskabelige debat.

For nogle måneder siden var jeg i Kiel. Jeg brugte søndag formiddag til at gå i en af de lokale lutherske kirker. Der er nu altså et særligt schwung over at høre Guds ord prædiket på tysk. Det bliver på en eller anden måde mere, i mangel af bedre ord, ubønhørligt. Den unge og tydeligvis initiativrige præst satte et stykke musik på, bad menigheden lukke øjnene og reciterede et – muligvis selvskrevet – digt om Guds rige, der stillede spørgsmålet, hvordan det lugtede, hvordan det smagte osv. Hun erklærede efterfølgende sig selv for modig og spurgte ud i menigheden, om der var nogen, der ville dele deres svar på, hvilke smage og lugte de var kommet til at tænke på under seancen.

Skønt ikke medlem, er jeg trods alt en nogenlunde regelmæssig gæst i folkekirken. Jeg vurderede dette forsøg til at være dødsdømt. Ikke vel som sådan udelukkende, fordi folk gerne vil have den tandløse krammebamsende kirke, der ikke skaber ubekvemme fordringer til dem, men også fordi det er mit indtryk, at sådanne blottende øvelser er svære for en dansker at overgive sig til. Måske tager jeg fejl. Måske var det bare mig selv, der ikke havde været dedikeret nok til faktisk at tage opgaven så alvorligt, at jeg havde noget på tungen, da præsten spurgte.

Stor var min overraskelse derfor også, da tre menighedsmedlemmer, og i øvrigt ikke tilsyneladende af den udfarende og/eller uformelle type, tydeligvis foranledigede af en oprigtig tilegnelse af spørgsmålet besvarede det – en med et barndomsminde, en anden med en velkendt følelse og lignende.

Pointen var med udgangspunkt i prædikenteksten om farisæernes spørgsmål til Jesus, om hvornår Guds rige kommer, at mane til overvejelse, hvordan det skulle forstås, at Guds rige var midt iblandt os. I virkeligheden var det jo blot en øvelse til at sætte konkrete billeder på noget, der i vor tid står os fjernt, fordi Guds rige i konkret forstand kan forekomme en oplyst tid som vores egen for overnaturlig.

Kristendommens radikalitet

En anden af Stenders gennemgående pointer er, at kristne i andre dele af verden faktisk forfølges for deres tro. Det kræver tydeligvis for Stender et fokus i sig selv, men det er ligeledes endnu en side af kristendommens radikalitet – en opfordring til os om at huske og hjælpe dem og en opfordring til at forstå, at kristendommen ikke bare er en hyggelig foreteelse, man får presset ind i babysalmesang og orgelkoncerter.

Kendetegnende for Stenders bog og virke er fokus på vitaliteten. En begejstring over livet, men også en forpligtelse på det og på kristendommen. Det er denne følelse, der også gennemsyrer Stenders bog. Nogle vil finde prædikerne for nærgående. Nogle vil finde dem for krævende. Nogle vil finde dem forfladigende, men som et forsøg på at gøre kristendommen og den religiøse følelse levende i menneskers liv er den en god begyndelse.

Gud i vold, som Stender selv konsekvent afslutter sine prædikener.

Poul Joachim Stender. Gud kysser uden samtykke – politisk ukorrekte opråb. Forlaget ProRex, 2021.

Jens Lei Wendel-Hansen

Jens Lei Wendel-Hansen er ph.d. i historie samt redaktør ved Årsskriftet Critique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside