#MeToo
Foto: Cyndy Sims Parr

Kancelleringens kulmination

Frihedsføljetonen II
7. februar 2023
18 minutters læsetid
Marianne Stidsen mødte massiv modstand både før og efter, hun udgav sin kritiske bog om MeToo-bevægelsen. I denne artikel, som er den anden i en serie på tre, fortæller hun om reaktionerne efter et universitetsforedrag, hun holdt med udgangspunkt i hovedpointerne fra bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger. Læs første del her.

Jeg sluttede den første artikel i serien med at anføre, at den revolutionære agenda, som har fået vind i sejlene i dag, og som er godt på vej til fuldstændig at omkalfatre samfundet som vi kender det – med repræsentativt demokrati, med magtens deling og deraf følgende statslige neutralitet og armslængdeprincip, med åbenhed, med frihed ’for Loke såvel som for Thor’, med retssikkerhed osv. – har sit udspring inden for akademia.

Her har den en lang forhistorie, som jeg har redegjort nærmere for i debatbogen Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021, og herfra siver den ud i samfundet og omdanner det fra grunden af. Ikke gennem væbnet revolution, men gennem manipulation, rygte- og løgnespredning og systematisk psykisk vold over for dem, der ikke vil makke ret i form af ’shitstorme’ iværksat gennem de sociale medier, udskamning, kansellering, altså udelukkelse fra at komme til orde og ytre sig, social isolation samt illegitime retsprocesser.

Aktivismens akademia

Dette gjaldt også i forhold til mig efter udgivelsen af Den nordiske MeToo-revolution, der – som beskrevet i den forrige artikel – fremkaldte en hær af kritiske og udskammende og kansellerende røster i offentligheden. Så grelt var det endda, at en af avisen Informations egne anmeldere følte, han måtte tage til genmæle mod sin kollegas lodrette og uargumenterede afvisning af bogen i avisen.

Kulminationen på den lodrette afvisning af MeToo-bogen kom imidlertid i september 2019, hvor jeg var blevet inviteret til at holde en keynoteforelæsning på en universitetskonference for tysktalende skandinavister i Erlangen i Sydtyskland. Altså netop inden for dét akademia, som har fostret den nye antidemokratiske, antiliberale, antihumanistiske aktivisme, som ryster vores samfund i nutiden.

Og netop inden for det hjørne af akademia, hvor revolutionens chefideologer og chefstrateger befinder sig, nemlig humaniora (de andre universitetsområder, hvor revolutionen har fået godt fat, er samfundsvidenskab og jura – det sidste overses ofte, men har måske i sidste ende størst betydning, da det jo er her lovgivningen udformes, jævnfør mine to artikler i det norske netmagasin MannsForum, ”Giljotinert for a ta en kake” og ”Du kan drive naturen ut med en høygaffel …”).

Efter aftale med arrangørerne handlede forelæsningen om MeToo-revolutionen i Norden, ud fra min bog om samme emne. Hvor slemt det efterhånden stod til med censuren og kanselleringen af dissidenter, ikke bare i de nordiske lande, men også andre steder i Europa, blev jeg på egen krop mindet om efter foredraget.

Men først lidt om, hvad der gik forud for dette.

En fin invitation

Den 28. august 2018 fik jeg en mail fra en tysk professor i Skandinavistik, som havde til opgave at stå for at arrangere den næste ATdS-konference i Tyskland, en af de fire største konferencer inden for Skandinavistikken i verden. Hun spurgte, om jeg ville holde en af de tre keynoteforelæsninger ved den kommende ATdS-konference i Erlangen i efteråret 2019. Jeg blev utrolig glad – og også meget beæret – og takkede straks ja.

Jeg var blevet indbudt til at tale om et emne, der kunne interessere skandinavister i især de tysktalende lande (hovedpublikummet ved konferencen), men også skandinavister fra Norden. Efter aftale med arrangøren valgte jeg at tale om MeToo i Norden. Dels i overbevisning om, at det var et emne, som nok skulle kunne virke vedkommende for skandinavister på tværs af fagdisciplinerne sprog, kultur/medier/kommunikation og litteratur. Dels fordi der nok ikke var andre, der på det tidspunkt vidste så meget om emnet, som jeg gjorde. Det virkede som det absolut mest oplagte at bidrage med.

En livlig diskussion

Den 6. december sendte jeg så besked om, at jeg gerne ville tale om MeToo i Norden, og fik besked tilbage fra arrangøren om, at det ”det låter spännande och kommer att vara av stort intresse för ett blandat publikum.” Af udkastet til manchetten, som jeg sendte til Hanna Eglinger d. 11. marts 2019 fremgik det endvidere tydeligt, at jeg ville anlægge en kritisk vinkel på emnet. Eglingers svar var: ”mycket fint!”

Senere, efter at min MeToo-bog var udkommet i juni måned, advarede jeg hende sågar om, at debatten af den havde været endog temmelig heftig i Danmark og Sverige. For at arrangøren ikke pludselig skulle stå uforberedt på den kritiske diskussion, foredraget måtte afstedkomme. Til det svarede Eglinger: ”Ja, jag är medveten om mediestormen och allt, men jag tycker att det kommer att bli spännande att få höra lite mer om det hela (och att få en livlig diskussion). […] Hur som helst så ser jag mycket fram emot ditt föredrag! Det kommer att bli en stor upplevelse.”

Det aftalte abstract

Det foredragsabstract, Hanna Eglinger og jeg var blevet enige om, lød i sin endelige udformning som følger:

Metoo blev en af de voldsomste og mest spektakulære kulturbegivenheder i Vesten i 2018. Det gælder også de nordiske lande, hvor bevægelsen fik sin måske stærkeste gennemslagskraft uden for Nordamerika. Ud fra tre konkrete sager, som Marianne Stidsen selv har deltaget i debatten af, vil hun i foredraget give et indblik i Metoo-bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv i 2018. De tre sager: sagen om nye adfærdsregler på Københavns Universitet, sagen om Svenska Akademien og sagen om den fyrede rektor på Forfatterskolen i København, var ikke de eneste sager. Men dels repræsenterer de et bredt spektrum af Metoos indflydelse på nordisk kultur- og samfundsliv i 2018, dels fik de alle en lang og sej levetid i pressen og på de sociale medier. Derfor synes de oplagte at tage udgangspunkt i. Den overordnede (kritiske) pointe i foredraget vil være, at Metoo-revolutionens særlige voldsomhed i Norden må ses som udtryk for et værdimæssigt skred, hvor de sociale menneskerettigheder ikke længere supplerer de civile. De truer snarere med at erstatte dem.

Som sagt var arrangørerne fuldt ud indforståede med dette oplæg. I første omgang i hvert fald. Det syntes da også at passe fint sammen med den anden keynoteforelæsning på åbningsdagen, der skulle holdes af den svenske feminist og journalist Ulrika Knutson, og som skulle omhandle den ældre kvindesagsforkæmper Elin Wägner.

Et ideal for akademia

Man kan altså med de to annoncerede plenumforelæsninger sige, at der både var lagt op til den emnemæssige og tilgangsmæssige bredde og spredning, som bør være inden for akademia – der kan betragtes om en slags miniudgave af den borgerligt-demokratiske offentlighed. Og som da også var idealet indtil i forgårs. Om formiddagen et foredrag af en erklæret feministisk intellektuel om en af den skandinaviske feminismes vigtigste ’formødre’. Og om eftermiddagen et foredrag af en oplysningsforankret, feminismekritisk forsker om det vigtigste nye skud på den feministiske stamme i Norden, MeToo. Normalt ville man sige, at denne sammensætning afspejlede idealet inden for moderne akademia om ideer, tilgange, metoder og vinkler, der blev sat i spil mod hinanden, så et bestemt område – i dette tilfælde feminismens historie i Skandinavien i moderne tid – kunne blive belyst så godt og så grundigt som muligt. Kunne det blive meget bedre?

Forløbet af konferencen – samt efterspillet til den – viste med al tydelighed, at det ikke var sådan, det blev opfattet nede i Erlangen. For de velkendte og velafprøvede akademiske idealer var – vips! – blevet udskiftet med et helt andet værdisæt.

Dramaet i Erlangen

Jeg sad selv på en af de højere stolerækker i auditoriet, da Ulrika Knutson holdt sin – fremragende skal det siges – forelæsning om Elin Wägner, baseret på forlægget til sin kommende bog Den besvärliga Elin Wägner. Her var virkelig en feminist af ’den gamle skole’, der var glødende engageret i sit emne, men samtidig gav det en sober og kompleks og intelligent og retorisk veloplagt fremstilling, som man må kræve det i et akademisk rum. Tilhørerne var da også med rette begejstrede. Jeg kunne fra min hævede plads både se og høre, hvordan de tyske og nordiske kollegaer samt studerende og ph.d.-studerende kom med små bifaldslyde undervejs og endog tog ’fanbilleder’ med deres idol på mobilkameraet, som var der tale om en anden rockkoncert.

Helt anderledes gik det imidlertid til, da jeg selv skulle holde min forelæsning om eftermiddagen, til dels baseret på min netop udkomne bog. Foredraget var, når jeg selv skal sige det, engageret lige som Knutsons – omend fra den modsatte, feminismekritiske vinkel. Og det var absolut lige så belagt med dokumentation og argumentation som min svenske kollegas.

Parate til at udvandre

Men reaktionen var en ganske anden. Allerede mens jeg talte, kunne jeg høre mishagsytringer og skramlen med stolesæderne fra auditoriet. Som om nogle var parate til direkte at udvandre, inden jeg overhovedet var færdig med at tale. Og bagefter var der ikke – som efter Ulrika Knutsons foredrag – livlig og velvillig og nysgerrig debat. For slet ikke at tale om fanbilleder! En af de eneste, der sagde noget, var faktisk selvsamme Knutson, der som den civiliserede og hæderlige person, hun er, ikke havde noget problem med at være i rum med og indgå i diskussion med en kollega, der stod et andet sted fagligt såvel som holdningsmæssigt end hende selv.

De øvrige tilhørere var stort set tavse. På nær en enkelt juniorforsker, der spurgte, om jeg virkelig ville påstå, der fandtes sådan noget som et biologisk køn, var der ingen der sagde noget. Ingen professorer, ingen lektorer, ingen adjunkter, ingen ph.d.-stipendiater, ingen studerende anfægtede min analyse af MeToo i Norden eller spurgte ind til validiteten af den dokumentation, jeg fremlagde for analysen. Til gengæld var de meget, meget vrede, kunne man se på deres ansigtsudtryk – og mærke resten af dagen helt frem til den afsluttende reception, hvor folk undgik mig som om jeg havde pest eller coronavirus eller abekopper. Kun den venlige og civiliserede Ulrika Knutson ville tale med mig.

Var der larmende tavshed umiddelbart efter mit foredrag og i dagene derpå, skal jeg ellers nok love for, at de indebrændte aggressioner fik frit løb på konferencens sidste dag.

Tager afstand

Her følte de forskellige statusgrupper under ATdS sig således nødsaget til på det afsluttende fællesmøde – uden at jeg vel at mærke var blevet officielt informeret om det på forhånd, og uden at jeg blev givet mulighed for at svare – at tage skarpt afstand fra min forelæsning. Noget der så vidt vides ikke var hændt før i konferencens historie. Jeg valgte derfor ikke at møde op i protest mod denne uhørte fremgangsmåde (dagen inden var jeg blevet uofficielt briefet om, at der ville komme et ‘statement’).

I stedet fik jeg en kollega til at notere ned, hvad der blev sagt. Her er hans fulde sammenfatning, som jeg gengiver ordret, eftersom der ikke er tale om noget enestående tilfælde – tværtimod! – og eftersom jeg mener det er vigtigt, der for eftertiden findes eksakt dokumentation af, hvad der faktisk foregik inden for akademia i 10’erne og 20’erne, når det gjaldt den nye feminismes korstog mod anderledestænkende:

Ruminerende. Uvidenskabeligt. Populistisk. Alle var oprørte. Derfor var man paralyserede og kunne ikke tale om det i diskussionen umiddelbart efter. Alle var fuldstændig enige om, at man måtte distancere sig fra det. Der havde vist sig en konsensus om, at foredraget skulle afvises, og at man måtte sikre sig, at den slags ikke kunne gentage sig i fremtiden. Det var upassende og man overvejede en protestnote. Fandt det egentlig nødvendigt at tage stilling til det. Men man skulle ikke vække ‘sovende hunde’.

Tiden derefter

Efterfølgende var det en hård tid. Hver eneste gang jeg var ude at holde foredrag om Den nordiske MeToo-revolution, var arrangørerne tydeligvis meget nervøse. Ikke at der var optræk til fysisk ballade. Dog ikke. Men en enkelt gang, da jeg holdt foredrag i Studenterkredsen inde på den gamle Grundtvig-højborg Vartov, dukkede der aktivister op og limede lyserøde MeToo-skilte op overalt uden for foredragslokalet, som folk så mødte, da de gik ud til pause.

Jeg blev også fra tid til anden briefet om, hvad der skete på de sociale medier. Da jeg ikke selv er på dem, har jeg det meste af tiden, mens jeg har deltaget i disse debatter, været lykkeligt uvidende om alle de ting, jeg er blevet kaldt her. Havde jeg fulgt med, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft kræfter til at stå dette forløb igennem. Mange nætter har jeg – for nu at give et lille indblik i den personlige side af sagen – ligget vågen i flere timer i en mærkelig tilstand, hvor jeg følte, at jeg stod midt i den strideste blæst, og skulle prøve alt hvad jeg kunne at undgå at falde omkuld, vel vidende at det på et eller andet tidspunkt ville stilne af. At det bare skulle stås igennem. Og når jeg efterhånden har fået mange sympatierklæringer fra helt almindelige fornuftige mennesker, tror jeg, det er fordi de godt kan mærke, at jeg ikke er en eller anden rabiat maniac, der får et kickud af at være i slagsmål uafbrudt. Tværtimod afskyr jeg det, og glæder mig bare til det er overstået og tingene bliver normaliserede igen.

Ørepropperne i

Men når det nu skal være, og man bliver nødt til selv som stille og roligt fornuftigt og afbalanceret menneske at gå på barrikaderne og råbe vagt i gevær, fordi voldsomme ting er ved at ske i vores samfund – ja, at der direkte finder en revolution sted overnight – kan jeg anbefale, at man tager ørepropper i ørerne og skyklapper for øjnene i hvert fald i et stykke tid. For ellers kan man næppe mentalt og følelsesmæssigt holde til at stå helt ude i fronten, hvor kuglerne metaforisk talt fyger om ørerne. Og hvor der hele tiden dukker nye partisaner op, parate til at bekæmpe én som det værste afskum, når de første er blevet trætte.

For det er jo en af besværlighederne her. De, der vil omvæltningen, er ikke nødvendigvis ekstremt mange i antal. Men de relativt få, der er, virker ekstremt velorganiserede og kampklare. Mens vi, der vil fastholde det humanistiske, civiliserede samfund, vi allerede lever i, og – som Karl Popper anbefalede – arbejde på de gradvise, løbende forbedringer, som generationerne før os har gjort, nok er rigtig mange i antal, men få ude i frontlinjen. Fordi de fleste – med god grund – ikke tør, kan eller vil åbne munden og protestere imod det, der sker.

Det véd jeg positivt, fordi jeg så tit har fået mails fra disse mennesker. Og jeg fordømmer dem ikke. Jeg forstår dem godt. Det er fornuftigt, uden tvivl, at holde lav profil, hvis man har familie og børn, man skal passe på. Ikke at det nødvendigvis sikrer én mod at blive den næste i gabestokken. Men man har helt sikkert større chance for at undgå at blive ramt af den benhårde og brutale psykiske vold, som er MeToo-bevægelsens stærkeste og vigtigste våben. (At der så er en anden pris at betale, kommer jeg ind på i sidste del af artikelserien).

Akademias problem

Højdepunktet – eller lavpunktet om man vil – på den udskamning, forfølgelse, deplatforming, kansellering – hvad man nu vil kalde det – jeg selv har været ude for, kom da jeg brugte ATdS-eksemplet i en kronik om universiteternes cancel culture i Politiken d. 29. maj 2021.

I kronikken kommer jeg med fire konkrete eksempler på cancel culture, som har ramt dansk-nordisk akademia i nutiden, og slutter så med mit eget eksempel fra konferencen i Erlangen, hvor min keynoteforelæsning ikke blev diskuteret, men i stedet blev genstand for en slags kollektiv fordømmelse på konferencens sidste dag.

Det fik arrangøren Hanna Eglinger, som altså havde taget imod mit foredrag med åbne arme, da jeg foreslog det, til på det tyske skandinavistforbunds vegne at skrive to stort set enslydende indlæg i Berlingske og Politiken. I det første – fra Berlingske – skriver hun under overskriften ”Her er ingen totalitarisme” d. 22. juni:

Som organisator af ATdS (24. Arbeitstagung der Skandinavistik) i 2019 og som forkvinde for Fachverband für Skandinavistik i Tyskland vil jeg hermed kommentere på en række påstande fra Marianne Stidsen i den danske presse om vores konferencer og diskussionskultur. Jeg taler som valgt repræsentant for skandinavistik-institutterne ved universiteterne i de tysksprogede lande.

Marianne Stidsen blev inviteret som keynote speaker til vores konference i september 2019 ved universitetet i Erlangen, fordi hun med sin bog ”Den ny mimesis: Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig” (2015) fremstod som en interessant og anerkendt repræsentant for dansk litteraturvidenskab.

Da hun foreslog at tale om den nordiske #Metoo-debat, som hun lige havde udgivet en bog om, syntes det at være et interessant og aktuelt emne. Det var selvfølgelig forventet, at hun som foredragsholder i plenum ville præsentere en videnskabelig, analytisk reflekterende fremstilling af den skandinaviske debat for et tysk publikum.

Stidsen, derimod, opfattede øjensynligt foredraget som en platform til at reklamere for sin bog og sin personlige agenda.

Efter foredraget fulgte en plenumdiskussion, hvis tidsramme var kendt for foredragsholderen på forhånd. Hvis hun havde ønsket en udførligere debat, kunne hun have valgt at holde et kortere foredrag.

I løbet af diskussionen var der kritiske, men også konstruktive spørgsmål og debatindlæg fra publikum, ikke mindst fra den anden foredragsholder, den svenske publicist Ulrika Knutson. På ingen måde kan der være tale om en ’aktivistisk ensretning og deplatforming’ eller om ’cancel culture’. Tværtimod: Knutsons respons var både konstruktiv og anerkendende, men indeholdt også en etisk motiveret kritik (blandt andet fordi personlige data blev brugt [MS: Der var tale om data, som alle havde været fremlagt, eller fremlagt i beskåret form, i den svenske presse]).

I personlige og faglige samtaler i løbet af dagene blev foredraget derudover diskuteret af konferencedeltagerne. Organisationsformen indebar, at forskellige paneler fandt sted samtidig, så Stidsen umuligt kunne være til stede ved alle diskussioner. Derfor var det nærliggende på et afsluttende plenummøde, hvor konferencens resultater, som traditionen byder, sammenfattes, også at resumere den generelle stemning og den overvejende mening om Stidsens foredrag. Det viste sig, at et overvældende flertal af deltagerne tog afstand fra måden, foredraget og dets teser blev fremført på. Det generelle indtryk var, at foredragets intention var en kalkuleret provokation, som blev afvist af de fleste konferencedeltagere. På trods af dette blev plenumforsamlingen og det tyske ’Fachverband’ enige om ikke at formulere en officiel, afvisende stillingtagen (endsige ’en kollektiv fordømmelse’), netop fordi tolerancen for forskellige (og af flertallet afvigende) meninger betragtes som af høj værdi og som del af vores diskussionskultur.

Med denne korrigerende stillingtagen ønsker vi hermed som fagets repræsentanter ved de tyske universiteter at tage afstand fra Marianne Stidsens påstande, som i pressen fremstilles som en manglende diskussionskultur og en angivelig totalitarisme i den tyske skandinavistik. Vores konferencer er tværtimod et forum for udveksling og flerstemmighed, som tjener til at fremme vores ideal om en fri, kritisk og produktiv videnskab.

Mit svar til Eglinger blev trykt i Berlingske d. 26. juni og lød:

Jeg har svært ved at genkende den opsummering af et konferenceforløb, hvor jeg selv fik en uønsket rolle, som forkvinde for det tyske skandinavistforbund, prof. dr. Hanna Eglinger, giver her i avisen forleden.

For det første: Vi var to Keynote-forelæsere den første dag, der skulle tale om emner relateret til feminismen. Begge foredragsholdere tilkendegav tydeligt holdninger til det emne, der taltes om. Den enes var, hvad jeg vil betegne som positiv, mens min egen var – og er – mere kritisk. Hele spektret var dermed dækket ind, hvilket der selvsagt bør være plads til i et akademisk forum.

For det andet: Påstanden om, at mit foredrag skulle være udtryk for ’kalkuleret provokation’ er decideret forkert. Efter udgivelsen af bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, som lå til grund for mit foredrag [ligesom Ulrika Knutsons kommende bog om Elin Wägner i øvrigt lå til grund for hendes foredrag], brød en mindre mediestorm løs. For netop ikke at risikere, at arrangørerne skulle komme til at stå i en penibel situation, de ikke havde forudset, sendte jeg en mail til Hanna Eglinger, arrangør af konferencen, hvor jeg skrev, at jeg ville forberede hende på, at der havde været denne mediestorm. Hun sagde ’tak for ‘advarslen’’, og at hun var bevidst om det, men at hun syntes, det ville blive spændende at høre mere ’og at få en livlig diskussion’. For det tredje: Jeg medgiver, at der blev lidt mindre tid end planlagt til diskussionen efter mit foredrag – som i øvrigt grundlæggende bestod af en opsummering af hovedpointerne i MeToo-bogen. Alligevel var og blev det i mine øjne en uhørt fremgangsmåde, man herefter tog i anvendelse. Som jeg skriver i en kronik i Politiken, var det helt tilfældigt, at jeg hørte om det statement, som statusgrupperne havde tænkt sig at fremføre på konferencens sidste dag. Da det jo måtte betyde, at jeg ikke var tiltænkt nogen mulighed for at svare – ellers havde man vel underrettet mig – havde jeg ingen lyst til selv at møde op. I stedet fik jeg en kollega, der også var med, til at nedskrive, hvad der blev sagt [se referatet ovenfor].

En sådan reaktion på en konferencedeltager, der tilmed er inviteret til at holde en keynoteforelæsning om et aftalt emne, er ikke noget særlig godt eksempel på ’et forum for udveksling og flerstemmighed, som tjener til at fremme vores ideal om en fri, kritisk og produktiv videnskab’, som det hedder i kommentaren fra Fachverband für Skandinavistik. Snarere det modsatte.

Eglingers totale forvandling

Hvad er egentlig det mest uhyggelige og ubehagelige, som kan læses ud af denne ordveksling? Det er faktisk ikke så meget, at jeg bliver skældt ud og kaldt urigtige ting. Nej, det mest uhyggelige og ubehagelige – for mig at se – er den totale forvandling, Hanna Eglinger har undergået på et splitsekund. Fra at repræsentere de åbne og frie og pluralistiske og kritiske værdier, som både hører det moderne akademia og det moderne samfund til – jævnfør hendes mails til mig inden konferencen – er hun nu, 1½ år efter, vendt fuldstændig rundt på en tallerken. Sågar begynder hun decideret at fordreje, hvad der er gået forud, for at legitimere den uhørte behandling, jeg blev udsat for under og efter min forelæsning.

Hvad er der sket? Mit gæt er, at hun er blevet banket godt og grundigt på plads af de revolutionære feministiske kadrer og kommissærer i miljøet.

Så jeg er ikke vred på Eglinger. Jeg har tværtimod ondt af hende, fordi hun tydeligvis ikke kunne stå imod presset og følte, hun blev nødt til at svigte det, der var hendes eget – rigtige – udgangspunkt. Nemlig at universitetet i et moderne samfund naturligvis skal være forum for en ’livlig diskussion’, for nu at bruge Eglingers eget udtryk. Hvad ellers?

Akademia SKAL have højt til loftet

Når trakasserier som de ovenfor beskrevne har så stor betydning, er det som sagt fordi det ikke kun vedrører en lille snæver akademisk elite. Ej heller når det gælder akademias løgne og selvbedrag vedrører det kun en lille kreds. Det, der udklækkes på universiteterne – både af godt og dårligt – er nemlig det, der på sigt siver ned og kommer til at præge samfundet udi alle afkroge.

Sagt anderledes: Der er rigtig mange Hanna Eglinger’e – af begge køn – derude. Det vil sige mennesker, som udmærket ved bedre, men alligevel ender med at bøje sig for de tyranniske revolutionære kræfter.

Det kommer til os alle

Så det nytter altså ikke noget at sige: ’Det påvirker ikke mig, som bor i Grenaa eller i Præstø eller Rønne eller andre steder.’ For det kommer det til. Hvis det ikke allerede har gjort det, uden at man er bevidst om det.

Men hvordan overlever man egentlig som menneske den totalitære revolution, vi lige nu befinder os midt i? Hvordan overlever man på det personlige og menneskelige plan de psykiske prygl, kanselleringer og dæmoniseringer uden at knække, og uden at give køb på sine standpunkter? Og hvilke valg skal man for sit eget vedkommende i det hele taget træffe i en sådan situation? Det skal mit sidste indlæg i serien bl.a. handle om. Ligesom det skal handle om den meget større pris, andre end mig har måttet betale for kulturskreddet.


De tre artikler, som tilsammen udgør ’Frihedsføljetonen’, har oprindeligt været publiceret i det norske netmagasin MannsForum.

Marianne Stidsen

Marianne Stidsen er forfatter, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi og formand for foreningen Ord Mod Ord.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside