Foto: Steen Raaschou

Den sataniske bog

Frihedsføljetonen I
16. januar 2023
14 minutters læsetid
I en artikelserie vil Marianne Stidsen give en skildring af sin femårige rejse gennem Woke-land og af, hvad rejsen har indebåret både for hende selv og andre. Rejsen begynder med bogen Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, der var næsten lige så svær at få udgivet som De sataniske vers. Så voldsomme var nemlig reaktionerne omkring ethvert forsøg på en kritisk debat af flagskibet i vor tids wokeistiske kulturopbrud.

I slutningen af oktober måned blev jeg endegyldigt frikendt for plagiat i min doktorafhandling Den ny mimesis. Virkelighedsfortolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig. Det skete nærmest eksakt på årsdagen for Københavns Universitets igangsættelse af en undersøgelse af værket foranlediget af det bedømmelsesudvalg, der selv havde godtaget afhandlingen for den filosofiske doktorgrad syv år tidligere.

Eftersom sagen har fyldt umådeligt meget i offentligheden, og eftersom der har hersket en del tvivl om, hvorvidt sagen var sat i gang af faglige eller af politiske grunde, jævnfør også Weekendavisens omtale af den d. 19. og d. 28. oktober, kan det måske være til nytte, når historien engang skal skrives, at have hele konteksten med. I hvert fald kan det give nogle brikker til sammenstykningen af et efterhånden temmelig speget puslespil.

Kamp for det liberale demokrati

Derfor vil jeg i denne serie på i alt tre artikler forsøge at gennemgå, hvad der mere præcist hændte i tidsrummet forud for, at min doktorafhandling i oktober 2021 blev anklaget for plagiat – uretmæssigt, som det senere viste sig. Jeg vil gå tilbage til det tidspunkt, hvor jeg for første gang begyndte at blande mig på den kritiske side i det, der med tiden kom til at hedde ’woke-debatten’.

Især vil jeg koncentrere mig om, hvad der skete op til, under og efter udgivelsen af den bog om MeToo, som efter min egen vurdering har været en kraftigt medvirkende faktor til udløsningen af de plagiat-anklager, der gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at sige min lektorstilling på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet op efter 25 års ansættelse. Artiklerne har jeg givet fællesoverskriften ’Frihedsføljetonen’, da det cirka er sådan, jeg selv ser historien: som en vedholdende – og ofte barsk – kamp for at forsvare det liberale demokrati og de principper, som er fundamentet i det, midt i en wokeistisk, nymarxistisk revolutionstid.

Forhistorien

Mit engagement i den debat, der fører frem til udgivelsen af Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger, begynder i foråret 2018, nærmere bestemt i forbindelse med Kvindernes Kampdag, hvor jeg i den danske avis Politiken d. 5. marts udgiver kronikken ”#MeToo-bevægelsen er ude af kontrol i sin selvretfærdighed og er blevet en usund folkedomstol”.

Baggrunden for kronikken var følgende: I løbet af efteråret 2017 og foråret 2018 havde jeg kunnet iagttage, hvordan noget var ved at ske i mit eget land samt nabolandene, som i voldsomhed ikke mindede om noget, jeg nogensinde selv tidligere havde oplevet på vores breddegrader. En bevægelse, der havde ulmet i USA op gennem 1980’erne og 90’erne under overskriften ’politisk korrekthed’ havde pludselig fundet sit sesamord i det nu berømte #MeToo.

Med MeToo som løftestang eller spydspids skyllede en venstreradikal aktivisme og identitetspolitik herpå ind over også de nordeuropæiske grænser og forvandlede på ingen tid vores lande til noget, vi var flere – kvinder som mænd – der havde svært ved at genkende som de frie, demokratiske og meritokratiske velfærdsstater, vi var vokset op i i efterkrigstiden, og som hidtil havde defineret de forholdsvis behagelige, velafbalancerede og civiliserede rammer om vores liv.

Nye rettigheder

Grundpillerne i disse samfund, den naturretslige sikring af den enkelte borgers frihedsrettigheder samt retssikkerhed, kombineret med en social bevidsthed, der forsøger at minimere skellet mellem rig og fattig, så alle mennesker også i praksis kan siges at have de samme muligheder i udgangspunktet, blev nemlig erstattet med noget andet.

De blev erstattet med en samfundstænkning, hvor de sociale rettigheder, som man under ét kan kalde dem, ikke længere supplerede, men decideret skulle erstatte de klassiske humanistiske frihedsrettigheder, der blev knæsat i Vesten i Oplysningstiden.

Pludselig kunne en vilkårlig moralsk folkedomstol bestående af talmæssigt relativt få, men til gengæld stærkt aggressive og højtråbende aktivister, bestemme, om folk skulle udskammes i offentligheden, så de ikke længere kunne leve et normalt liv og enten blev fyret eller presset til at sige deres job op eller kastet i fængsel eller – i værste fald – begik selvmord. Fordi det var tilstrækkeligt, nogen påstod, at de var blevet krænket, så var de det også i den nye offentligheds øjne – eller rettere i den del af den, der havde taget magten.

Retssikkerhed ude af kraft

Med andre ord: både frihedsrettigheder og retssikkerhed, de to principper, der må og skal komme først, hvis man overhovedet skal kunne tale om et åbent, liberalt demokrati, var med ét slag sat til vægs. Humanistisk-universalistisk equality var brat blevet afløst af posthumanistisk-partikularistisk equity.

Få uger efter Politiken-kronikken skrev jeg igen et større indlæg, denne gang i Weekendavisen og med et bredere nordisk perspektiv.

Det var i forbindelse med, at striden i og om Svenska Akademien for alvor brød ud i lys lue i april samme år. Indlægget blev da også hurtigt oversat til både norsk og svensk, ligesom jeg blev interviewet om det til Expressen.

Igen kunne jeg fornemme, at noget var ved at være helt ude af kontrol, ja, at en rød linje var overskredet, hvorfor man blev nødt til at råbe vagt i gevær på en lidt anderledes måde, end når vi ellers normalt diskuterer ting i det demokratiske samfund.

Er MeToo en terrorbevægelse?

Det ene indlæg tog det andet – bl.a. fordi der kun var få andre, der havde lyst til at skrive kritisk om det – og mod slutningen af året havde jeg publiceret omkring en halv snes artikler og debatindlæg, herunder givet utallige interviews om sagen. Det var i et af disse, dog først fra året efter – lavet af avisen Berlingske i forbindelse med MeToo’s toårsfødselsdag – at jeg kaldte bevægelsen for en terrorbevægelse.

Udtalelsen blev hurtigt forvansket til ukendelighed. På det tidspunkt, hvor jeg sagde det, var der således stadig en almen skelnen mellem MeToo-sympatisører og MeToo-aktivister. De førstnævnte ville jeg selvfølgelig aldrig, hverken dengang eller nu, slå i hartkorn med hardcore-terrorister. Men den sejeste kerne blandt de sidstnævnte, der systematisk gik efter at ødelægge vores samfund, sprænge vores institutioner, smadre andre menneskers liv og skræmme alt og alle fra at sige noget kritisk om feminismen og MeToo-bevægelsen, havde jeg ikke noget problem med at kalde for terrorister. Og det holder jeg fast ved.

Hvad mere er: I dag tror jeg flere end dengang vil give mig ret. Ikke mindst hvis de læste min senere begrundelse i Berlingske for at bruge dette stærke ord, hvad ikke ret mange gjorde.

Bogens tilblivelse og udgivelse

Tilbage til MeToo-bogen. Omkring jul 2018 besluttede jeg, at det var på tide at forsøge at samle trådene og skrive en større debatbog om emnet. Formålet var at få bedre greb om det markante paradigmeskift i vores samfund, MeToo efter min mening var et udtryk for. Derfor sendte jeg en forespørgsel til forlaget Gyldendal, som straks viste interesse. I januar gik jeg derpå for alvor i gang med bogen.

I takt med at arbejdet skred frem kunne jeg godt mærke, at der var en tiltagende nervøsitet omkring udgivelsen på det store forlag. Måske meget forståeligt, for det var ikke sådan, bevægelsen ellers var blevet fremstillet. Faktisk har jeg aldrig selv i mine 30 år som kulturanalytiker og public intellectual oplevet et emne, der i dén grad åbenbart ikke måtte diskuteres kritisk – ja, endog nuanceres det mindste.

Det var virkelig mærkeligt, og meget, meget foruroligende. Det var som om man ikke længere formåede at skelne mellem personer og ideer/tanker, så ethvert forsøg på at diskutere eksempelvis MeToo kritisk blev til, at man nok var misogyn og sexistisk og utvivlsomt gik ind for patriarkalsk undertrykkelse og overgreb mod konkrete kvinder. Og da falder jo bunden ud af alting, som man forhåbentlig kan høre.

Ikke siden De sataniske vers

På et tidspunkt sagde Johannes Riis, tidligere litterær direktør og nuværende forlægger på Gyldendal, ligefrem – med et sarkastisk glimt i øjet – at han ikke havde oplevet noget lignende siden han i 1989 som direktør for Samlerens Forlag skulle udgive Salman Rushdies roman De sataniske vers, der som bekendt satiriserede over islam, og som endte med at nedkalde en fatwa over sin forfatter.

Der var virkelig noget lettere absurd – for ikke at sige direkte skræmmende – over al denne angst og frygt og bæven i forhold til at diskutere MeToo kritisk – præcis som vi i det demokratiske samfund diskuterer alting kritisk. Jævnfør også den svenske journalist Lina Makbouls artikel i fagbladet Journalisten om de sanktioner og den chikane, hun blev mødt med, da hun i tv-programmet Uppdrag ganskning ville foretage en kritisk undersøgelse af sagen om en af de mange mandlige svenske kulturpersonligheder, der var blevet anklaget for voldtægt og senere frifundet i Sverige i 2017/18.

Hun indleder med at fortælle, at hun som journalist igennem 20 år har beskæftiget sig med bandekriminelle, politikere, terrorister og ekstremister, men at hun aldrig har oplevet noget, der tangerer det had og den hetz, hun blev udsat for, da hun gav sig til at kulegrave sagen om den kendte kulturjournalist Fredrik Virtanen, der var blevet (uretmæssigt viste det sig senere) anklaget for voldtægt af en kvindelig kollega. Makboul fortæller, at hendes eneste ambition var at finde ud af, hvad der var op og ned, sandt og falsk i denne sag efter god velafprøvet journalistisk praksis.

Et særligt sted i helvede

Alligevel blev hun mødt med en modkampagne, som slog alle rekorder i grovheder, gående fra (urigtige) beskyldninger om, at hun var venner med den pågældende kulturjournalist, til ønsker om, at hun måtte blive ramt af alskens sygdomme og ulykker, endog død. Som én skrev: ”Der findes et særligt sted i Helvede for kvinder som dig”.

Jeg må, med mine egne erfaringer i bagagen, give Makboul fuldstændig ret. Ethvert forsøg på en kritisk og nuancerende diskussion af MeToo bliver typisk mødt på rockermanér og med bøllemetoder, hvor man går efter manden i stedet for bolden. Eller med en attitude, der minder stærkt om det voldsmandens veto, vi kender fra netop den islamistiske jihad. Det er i sig selv utroligt, at det overhovedet kan forekomme i et demokratisk samfund. Uanset hvad folk så end måtte mene om sagen, kan jeg ganske enkelt ikke forstå, at man i det mindste ikke kan se, at dét er et problem.

De danske sager

I min egen kritiske kulegravning af MeToo, der skulle vise sig at blive mødt med endnu større vrede end Lina Makbouls tv-program, tager jeg afsæt i tre af de på det tidspunkt største sager, der havde været i Norden.

For det første sagen om de nye adfærdsregler på Københavns Universitet, der til dels var afstedkommet af en gruppe anonyme studerende, som havde skrevet et åbent brev til landets universitetsrektorer, hvori de – uden nogen form for dokumentation – påstod, at der fandtes sexchikane i snart sagt hver en krog på de højere uddannelsesinstitutioner i Danmark. Hvilket prompte førte til nogle nye adfærdsregler på Københavns Universitet – som dog siden, efter vedholdende pres fra kritiske debattører som undertegnede – blev revideret, fordi de risikerede at undertrykke den lovsikrede akademiske frihed og den lige så lovsikrede retssikkerhed.

For det andet sagen om Forfatterskolen i København, hvor rektor blev fyret på et grundlag, der tilsyneladende savnede enhver retslig og etisk gyldighed. Og endelig, for det tredje, den føromtalte sag om Svenska Akademien, der indgår som det midterste kapitel i bogen. Formålet var at vise, at sagerne var en del af det samme mønster. Som jeg altså opfattede – og stadig opfatter – som et uhyre farligt og civilisationstruende mønster.

Gyldendal nægtede at udgive bogen

Juni måned 2019 udkom Den nordiske MeToo-revolution 2018 – og dens omkostninger så endelig på forlaget U Press. Det skete efter at Gyldendals Forlag i ellevte time havde nægtet at udgive bogen. Ganske vist fik jeg på et senere tidspunkt af en ledende redaktør (som ikke var Johannes Riis) at vide, at aflysningen af udgivelsen ikke skyldtes, at indholdet var for politisk sprængfarligt.

Næ-nej. Det skyldes, hed det sig, at bogen ’genremæssigt satte sig mellem to stole’ – uden at jeg dog følte, den forklaring var helt overbevisende. Det var som sagt det første forsøg på en samlet fremstilling af MeToo’s gennembrud i og indvirkning på de nordiske lande – primært i Danmark og Sverige – i slutningen af 10’erne. At dette forsøg imidlertid ikke faldt i særlig god jord ude på kulturredaktionerne, kunne man hurtigt mærke.

Den første modtagelse

På det tidspunkt, hvor jeg skrev bogen om den nordiske MeToo-revolution, følte jeg stadig, det var muligt at standse den – som jeg opfattede det – katastrofale kurs, vores samfund var på vej ind på. Med noget, der begyndte at ligne et blodbad, hvor hovederne blev hugget af i symbolsk forstand og på et ofte absurd spinkelt og urimeligt grundlag. Det er også forklaringen på den ind imellem lidt tænderskærende tone i bogen. Jeg tænkte, at det stadig måtte være muligt at råbe alle de fornuftige, ikke-radikaliserede mennesker, som jeg vidste fandtes derude, op.

Men jeg tog fejl. For da bogen endelig udkom, blev den enten tiet ihjel eller kritiseret sønder og sammen. Nogle af anmeldelserne var endda så grove, at både jeg selv og andre måtte tage til genmæle. Dels forvanskede og forvrængede anmelderne det, der stod i bogen næsten til uigenkendelighed. Dels forsøgte de at begå karaktermord på forfatteren ved at antyde, at hun (altså undertegnede) nok var psykisk syg, siden hun kunne finde på at skrive en kritisk bog om noget, som vi jo alle – sådan syntes argumentet at lyde – var nødt til at bøje os i støvet for og tilslutte os. Ukritisk og blindt. Nemlig et utopisk-abstrakt ideal om total retfærdighed og total renfærdighed, som ingen gang har på denne jord. Her er et lille udpluk af kritikernes dom fra nogle af de danske, svenske og norske medier, hvor den blev anmeldt.

De mest kritiske anmeldelser stod i Altinget, Politiken og Information. I Altinget kaldte Nima Zamani det en ”bitter og ensidig” bog og gav den bundkarakter.

I Politiken var det journalisten Dorte Toft, som jeg tidligere havde været i clinch med, der var sat til at anmelde bogen. Hun mente bl.a. at den ”drypper af foragt for feminister”.

Endelig var der Lone Nikolajsen i Information, den avis der senere skulle sætte plagiat-kampagnen i gang imod mig.

Hendes anmeldelse var faktisk så sønderlemmende, at en anden af avisens faste anmeldere, tidligere litteraturredaktør ved Weekendavisen Thomas Thurah, tog til genmæle. Han skrev bl.a. at hans egen avis’ anmeldelse risikerede ikke alene at kaste mørke over debatten, men også at stigmatisere bogens forfatter.

Hvad det har kostet ham at skrive dette indlæg, tør man kun gisne om.

Også de svenske anmeldere var yderst kritiske.

Kun litteraten Johan Lundberg roste bogen. Ligesom forfatteren Lena Andersson diskuterede den sobert på Sveriges Radio.

Jeg er ikke bekendt med, at bogen blev anmeldt i Norge. Her blev jeg til gengæld interviewet om den i bl.a. Morgenbladet. Og det samme gjorde jeg i det australske netmagasin Quillette, som på det tidspunkt havde en svensk europaredaktør.

Indimellem fandt man så anmeldelser af mere blandet karakter. Så som Amalie Langballes i Weekendavisen.

Så på den måde blev, kan man roligt sige, modtagelsen af min bog nærmest en perfekt illustration af dens hovedpointe om, at vi var på vej ind i en ny totalitær tidsalder, med meningscensur, skueprocesser og i det hele taget knægtelse af de klassiske vestlige frihedsrettigheder, af det som Isaiah Berlin kalder for den negative frihed, modsat den positive, abstrakt-utopiske.

Først og fremmest blev den en understregning af en af de efter min mening værste tendenser i den nye tidsånd, at frygten for at modsige det åbenlyse civilisationskollaps, der sker, er så stor, at man ind imellem næsten skulle tro, den formelle censur og pryglestraffen var genindført.

De få positive røster

Kun nogle ganske få anmeldere turde sige noget egentlig anerkendende om bogen. Det gjaldt fx – ud over Johan Lundberg – Nordjyskes anmelder. Og det gjaldt Kristeligt Dagblads anmelder. Og det gjaldt Trykkefrihedsselskabets anmelder. Og det gjaldt The Copenhagen Reviews anmelder.

Selv Bibliotekarernes lektørudtalelse var overordentlig positiv. Her hedder det bl.a., at bogen er ”meget velunderbygget i sin argumentation og selv om den er kritisk, er det en sober og saglig argumenterende kritik.”

Hvordan disse mennesker kan have læst den samme bog som de meget afvisende kritikere, fatter man nærmest ikke.

Er det overdrevet?

Men også blandt de positive kritikere, var man tilbøjelig til at mene, at jeg overdrev problemets omfang. For eksempel skrev Egil Hvid-Olsen i nettidsskriftet Den smalle bog, at:

”Jeg tror og håber, at Stidsen tillægger MeToo-bevægelsen større betydningen, end den får. Når Stidsen kalder det for MeToo-REVOLUTIONEN skal det i hvert fald nok ses i en større sammenhæng, for MeToo gør det næppe alene. Beklageligvis har bevægelsen, sådan som Stidsen fremlægger den, en stærk allieret i det, der politisk set synes at være dens modsætning. Når der opstår MeToo-anklager, lader den gamle retslige grundregel om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, til at være suspenderet. Beviser er unødvendige, når blot hovederne ruller på dem, der udpeges som flossede i kanten. Anklagerne kan være det pure opspind, og er således i familie med den rabiate højrefløjs Fake News. Det må kaldes en uhellig alliance”.

Det viste sig dog efterhånden, at det snarere var andre der underdrev end mig, der overdrev MeToo-bevægelsens omfang og styrke. Især fik den fart i Danmark efter tv-værten Sofie Lindes berømte – og efter alt at dømme konstruerede – MeToo-tale ved Zulu Comedy Galla i august 2020. Et år efter, at talen antændte den 2. MeToo-bølge i Danmark, kunne Information faktisk opregne en lang, lang liste af sager alene her til lands.

Og det tal er siden blevet mangedoblet. I dag kan det således – lidt tilspidset sagt – være svært at finde en mand i Danmark og Norden, der ikke er ’metooriseret’ på en eller anden måde. For alle mænd skal jo som bekendt ifølge bevægelsen tage skyld på sig, hver gang en enkelt mand begår en forbrydelse, hvad der vitterlig gør manden til det uønskede og forfulgte køn. (Samtidig skal det dog også siges, at Egil Hvid-Olsen fik ret i, at ”Som et tidsfænomen, der tilsidesætter grundlæggende rettigheder, er MeToo et blandt flere”, for lynhurtigt i kølvandet på MeToo fulgte fænomener som Black Lives Matter m.v., der – som jeg viser i min opfølgende debatbog Køn og identitet – et spadestik dybere fra 2021 – bidrog til at accelerere de negative, samfundsnedbrydende dynamikker).

Kulminationen

I den næste artikel i serien skal jeg vise, hvordan kulminationen på den generelt nedsablende modtagelse af MeToo-bogen forløb. Den fandt sted på en konference i Tyskland og blev en slags skoleeksempel på, hvordan disse ting har deres udspring og arnested inden for universitetsverdenen, hvorfra de siver ud og påvirker samfundet i dets helhed på en radikalistisk-aktivistisk – og i sidste ende udemokratisk, humanismetruende måde. Fordi man ikke her længere tillader, at forskellige ideer brydes og sættes i kritisk spil mod hinanden, altså det der overhovedet er meningen med et moderne universitet.

I stedet påtager universiteterne sig i disse år i stadig højere grad at levere en færdig pakke til samfundet om, hvordan man skal se på forskellige emner og løse forskellige problemstillinger, og at opøve de unge i ikke at kunne skille idédebat fra deres egen person. Der opstår dermed et usundt konsensustyranni baseret på wokeisme, på identitetspolitik og på radikalfeminisme, som hårdt og brutalt sørger for at holde alle andre perspektiver ude, ja, endog mørklægge dem. Hvorved der en stor risiko for, at såvel samfundet som politikerne træffer beslutninger på det videnskabsfilosoffen og demokratiteoretikeren Karl Popper kaldte for et ’uinformeret grundlag’. Man kunne også slet og ret sige: på et løgnagtigt grundlag.


De tre artikler, som tilsammen udgør ’Frihedsføljetonen’, har oprindeligt været publiceret i det norske netmagasin MannsForum.

Marianne Stidsen

Marianne Stidsen er forfatter, dr.phil., medlem af Det Danske Akademi og formand for foreningen Ord Mod Ord.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside