Læs denne bog og forstå blå bloks sammenbrud

2. december 2022
6 minutters læsetid
Historikeren Christian Egander Skovs debatbog Borgerlig Krise udkom før valget, og var i sin diagnose af blå bloks problemer ifølge vores anmelder næsten profetisk:

Efter folketingsvalget står blå blok overfor hvad der bedst kan beskrives som et komplet sammenbrud. Eftersom Lars Løkkes hævnparti, Moderaterne, indædt hævder ikke at være en del af den borgerlige forsamling, kan den ‘rigtige’ blå blok i dag kun mønstre 72 mandater. Det største borgerlige parti, Venstre, står for 23 af dem – altså under halvt så mange som Socialdemokratiet. Og nu ser vi måske konturerne af en midterregering, som ville være dødsstødet til den borgerlige opposition. Hvordan kunne det gå så galt?

En syg patient

Inden valgkampen gik i gang, læste jeg Christian Egander Skovs bog, Borgerlig Krise, og syntes næsten at den havde profetisk karakter, eftersom de temaer og problematikker der fylder i bogen blev tydeligt eksemplificeret af virkelighedens blå politikere. Blå blok er en syg patient, og som en af de få indenfor sin genre er Borgerlig Krise i stand til at stille en diagnose – og måske endda komme med et bud på en kur.

Mistillid til magten og institutionerne

Skov bruger coronapandemien som et eksempel på den idéfattigdom, der kendetegner blå blok. Han kalder pandemien for en ‘ideologi-forstærker’, som udstillede de borgerliges noget vage kritik af regeringens coronahåndtering. I en tid hvor sammenhold og tillid til institutionerne var centralt for Danmarks mulighed for at klare sig helskindet gennem krisen, fremturede den borgerlige opposition i stedet med en mistillidsdagsorden og en forarget aversion imod det ‘samfundssind’, som Socialdemokratiet opfordrede til. Den undtagelsestilstand, som Regeringen proklamerede, var en underminering af borgernes frihed, måtte det forstås.

Tomme hylder i blå blok

Kritikken af regeringens magtfuldkommenhed og ledelsesstil fyldte også uforholdsmæssigt meget i valgkampen. Det er svært at se som andet end et tegn på mangel af borgerlig politik og idéudvikling, at det bærende element i blå bloks valgkamp var et fravalg af Mette Frederiksen på baggrund af processpørgsmål. Heroverfor stod et stærkt Socialdemokrati, som med et troværdigt politisk narrativ om tryghed og sammenhængskraft samt et effektivt valgkampsapparat, var ganske overlegne. Som beskrevet i Borgerlig Krise, er det lykkedes Socialdemokratiet at overtage den ‘folkelige appel’ som Venstre og sidenhen Dansk Folkeparti tidligere har haft som grundsten i deres politiske projekt. Det er en gennemført højredrejning med en konservativ værdipolitik, og inkorporation af kommunitære, landlige elementer med udgangspunkt i Kaare Dybvads kritik af 89’erne. Således kunne Mette Frederiksen med rette tillade sig at kalde Socialdemokratiet for ‘Danmarks eneste folkeparti’ på valgnatten.

Frihed som det samlende narrativ

Det var ikke meget de blå partier kunne enes om i valgkampen, men ‘mere frihed i den offentlige sektor’ endte med at være den laveste fællesnævner, de kunne enes om, som skulle binde de borgerlige sammen i et fælles politisk projekt. Det er symptomatisk for den ideologiske udvikling i blå lejr, som Skov bruger første halvdel af sin bog på at beskrive. Efter at have opgivet kampen mod velfærdsstaten, omlægger blå blok – og i særdeleshed Venstre – strategien til, at velfærdsstaten nu skal indrettes således, at den maksimerer borgernes individuelle frihed. Skov beskriver udviklingen under begrebet ‘neoliberal institutionalisme’, som pågår gennem reformer og forsøg på at nedbryde social arv og andre belastende komponenter for den individuelle selvudfoldelse. Dermed bliver velfærdsstaten en katalysator for den kulturelle individualisme.

Teknokratisk helvedesregime

Dette blev startskuddet til det teknokratiske helvedesregime, som de seneste borgerlige regeringer har været bannerførere for. Effektivisering, centralisering og new public management (som ganske vist er et begreb, Bjarne Corydon introducerede), har været de dogmer som de blå regeringer op gennem 00’erne, og i særdeleshed Lars Løkkes regeringer, har været styret under. Selvom reformer af den offentlige sektor er nødvendige, så er den teknokratiske neoliberale institutionalisering af den offentlige sektor grundlæggende en elitær dagsorden, som kun har bidraget til at styrke skellet mellem land og by. Her har de borgerlige så valgt at placere sig på den elitære, urbane og ikke-folkelige side. Det er storbylivet, som idealiseres, og det småborgerlige liv på landet, hvor traditionelle livsformer dyrkes og danner meningsrammen for mange ‘almindelige menneskers’ liv negligeres.

Venstres tredeling: liberalisme, populisme og pragmatisme

Venstre er ikke længere et folkeparti. Det kan virke som en banal konstatering med henvisning til deres valgresultat, men det er nu mere deres ideologiske placering i dansk politik, som fratager dem denne titel. I Borgerlig Krise fremlægges en grundig redegørelse af Venstres ideologiske udvikling, som kulminerer med Ellemanns forsøg på at omskrive Venstres oprindelige idégrundlag, med en underkendelse af den folkelige højskole-tradition, som historisk har været et grundlæggende element i Venstres DNA. Venstre var oprindeligt et folkeligt, anti-elitært projekt, som tog bøndernes parti i aversion mod Højres elitære dagsorden. Den nationalliberale tradition, som tidligere har været så definerende for partiet, er næsten ikke-eksisterende i bondepartiet den dag i dag. Ellemann har bevidst og effektivt luget ud i alt, der kunne lugte af konservatisme og folkelighed. Resultatet er et decimeret liberalistisk og elitært parti, som må affinde sig med at agere som et teknokratisk korrektiv til Socialdemokratiet, så længe de følger denne kurs.

Intet blåt folkeparti

Omlægningen af Venstres identitet blev skåret ud i pap i valgkampen, idet man kunne konstatere, hvordan Ellemann, Inger og Løkke med hver deres parti repræsenterede de tidligere fløje i det forhenværende borgerlige folkeparti. Inger Støjberg som repræsentant for den nationalliberale og folkelige (‘populistiske’ om man vil) tradition, mens Lars Løkke repræsenterede den pragmatiske, midtersøgende fløj, som af uransagelige årsager også havde en folkelig appel, på trods af at han om nogen har været bannerfører for den teknokratiske udvikling af Venstre.

Det er ærgerligt for blå blok, at Venstre har valgt at placere sig, som de gør, for det er en stor udfordring for det borgerlige Danmark, at vi ikke længere har et bredt, folkeligt forankret, blåt midterparti, som kan udgøre førsteudfordrer til Socialdemokratiet.

Kuren: konservatisme, liberalisme og folkelighed

Christian Skov bedriver gennem bogen en grundig og kritisk analyse af den danske borgerligheds udvikling gennem de seneste 100 år. Kritisk, men ikke dogmatisk og han kommer endog med et konstruktivt bud på, hvordan det borgerlige Danmark bør arbejde sig ud af krisen. Ifølge Skov skal det samlede blå narrativ bygges op omkring det, man kunne kalde ‘den borgerlige treenighed’: liberalisme, konservatisme og folkelighed.

De tre ideologiske grundkomponenter skal både supplere hinanden, men også fungere som modererende korrektiv, så ingen af dem dominerer, og bliver ekstreme.

Liberalismen som garanten for individets frihed og retssikkerhed, et værn om den liberale verdensorden og demokratiet. Men uden at forfalde til værdirelativisme, åndløs individualisme og kulturradikalisme. Her vil dels konservatismen udgøre et nødvendigt korrektiv. Med en prioritering af det nationale fællesskab, som udgør selve fundamentet for vores samfund og kultur. En styrkelse af den nationale kultur og de institutioner, som sikrer sammenhængskraften i vores land – med liberalismen som nødvendigt korrektiv for at sikre at konservatismen ikke slår over i totalitære og fascistoide tendenser.

Folkeligheden

Og endeligt det noget svært definerbare ‘folkelige’ element, som prioriterer civilsamfundet, de stærke lokalsamfund hvor de frivillige fællesskaber trives, og man kommer hinanden ved som medmennesker. Det er med andre ord ‘det almindelige borgerlige liv’, som trues af de elitære og urbane kræfter. Her fungerer både liberalismen og konservatismen som nødvendige korrektiver, for at folkeligheden ikke udvikler sig til en forsimplet og fladpandet populisme.

Skal blå blok rejse sig fra støvet, skal det ske med et inspirerende og samlende borgerligt narrativ og en helstøbt vision for vores samfund med en fornuftig balance af de tre grundlæggende borgerlige komponenter: liberalisme, konservatisme og folkelighed.

For alle politisk interesserede

Christian Egander Skovs ‘Borgerlig Krise’ er en velskrevet, gennemtænkt bog, som giver et omfattende indblik i dansk politiks udvikling gennem de seneste 100 år. Det er en dybdegående, kritisk og udogmatisk analyse af blå bloks udvikling, som giver en god forståelse af, hvorfor vi ser et så fragmenteret og polariseret billede af den danske borgerlighed i dag. Og så er det også en opløftende bog, fordi den viser en vej ud af krisen. Den er et must-read for at alle politisk interesserede med borgerlig slagside – men bestemt heller ikke spild af tid, hvis man skulle befinde sig i den anden ende af den politiske akse.

Christian Egander Skov: Borgerlig Krise. Forlaget Gyldendal, 2022.

Christian Holst Vigilius

Christian Holst Vigilius er stud.scient.pol. og bachelor på Københavns Universitet. Han er desuden landsformand for Konservativ Ungdom. Hans politiske kompas er Gud, Konge og Fædreland.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside